Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
13. marts. 2021

Debat: Er statens dybe lommer et magisk pengetræ?

Har staten adgang til ubegrænsede midler, hvordan hænger låntagning og pengeudstedelse sammen med markedet, og hvor sikker er statens gæld? Karen Helveg Petersen analyserer debatten om pengeskabelse.

Gror penge på træerne – og kan man så ikke bare plante nogle flere? Det er et af omdrejningspunkterne for diskussionen om Moderne Pengeteori. Illustration
Artiklen tager cirka 19 minutter at læse.

Flere forskellige analyser bragt på Solidaritet har taget fat i diskussionen af, hvorvidt staten har dybe lommer. De indskriver sig i en aktuel debat om, hvorvidt staten kan optage al den gæld, den vil – eller om gælden i sidste ende kan have for store omkostninger for samfundsøkonomien. Sidstnævnte holdning flugter med EU’s vækst- og stabilitetspagt og den finanspolitiske pagt, som bliver fremført af konventionelle – mainstream, neoklassiske – økonomer, der er bange for, at staten blander sig for meget i økonomien. For det vil øge omkostningerne for den private sektor, samt sætte gang i inflationen. Derudover vil gældsbyrden stige ved finansiering af statens underskud. Der skal være orden i statens husholdning, er tanken.

Finanspolitisk spændetrøje

Danmark følger både EU’s tre krav til statsfinanserne og definitionen af, hvordan de måles. Først og fremmest skal inflationen holdes på under 2 %. Dernæst må den offentlige gæld ikke overstige 60 % af bruttonationalproduktet (BNP). Og for det tredje og i øjeblikket vigtigste: Underskuddet før betaling af statens gæld må ikke være på mere end 3 % af BNP. Den finanspolitiske pagt fra 2012 skærpede denne betingelse til, at det strukturelle underskud ikke måtte udgøre over 0,5 %, men at det momentant kunne tillades at være på 3 %. Det er især dette punkt, der definerer den danske debat om budgetloven og talen om statens råderum.

Meget få lande i EU eller eurozonen har levet op til kravet om gæld i forhold til BNP – Danmark har. Inflationen har været nem at holde styr på, nogle mener for nem, for der er jo nærmest tegn på faldende priser. Så ECB okser med at få inflationen op på 2 %. Budgetreglerne blev suspenderet i corona-krisens første dage, og det ventes at vare til ind i 2022.

Danske topøkonomer som vismændene forholder sig til de traditionelle krav, når de giver råd om statsfinanserne – ja, de ønsker ligefrem at være striksere end EU. Forsigtige pip lyder dog fra vismændene samt selveste Mette Frederiksens side om, at det ikke gør så meget med mere statsgæld. Renten er lav, så regeringen kan låne til negativ rente. What’s not to like?

Da John Maynard Keynes i sin tid foreslog, at staten kunne stimulere økonomien gennem underskud, undlod han at komme ind på finansieringsformen. Det vigtigste var, at der i trediverne var ressourcer, som lå brak. I dag kalder man det et output gap. Keynes sondrede heller ikke mellem, hvad det offentlige og private skulle investere i, så teorien var ret rå.

Her kommer debatten om statens dybe lommer ind. Centrum-venstrefløjens økonomtænkere – lad os kalde dem en form for keynesianere – er enige om, at den danske stat kan have et endog betydeligt underskud på finanserne uden at det vil skade økonomien, om det så harmonerer med EU-kravene eller ej. Debatten står om, hvorvidt staten bare kan trække løs på sin konto i nationalbanken (monetær finansiering) uden at øge gælden gennem salg af statsobligationer.

Moderne Pengeteori: Lad pengepressen køre

Monetær finansiering foreslås af Moderne Pengeteori (MMT). Erfaringerne fra hyperinflationen i 1920’ernes Tyskland, der netop skete ved monetær finansiering, har trukket så lange spor, at det er strengt forbudt for Den Europæiske Centralbank (ECB) at slå ind på den vej. Og Danmarks Nationalbank må heller ikke. Det ses som en måde at redde regeringen ud af ilden på, hvilket kunne tilskynde den til at blive endnu mere uansvarlig. Nu er renterne imidlertid så lave, at den eneste forskel på friske nationalbankpenge og nye penge dækket af statsgæld forekommer at være, at statsgældspengenes pålydende på et tidspunkt skal betales tilbage – men hvis renterne vedbliver med at være negative, tjener staten nærmest penge på at optage gæld.

“Da John Maynard Keynes i sin tid foreslog, at staten kunne stimulere økonomien gennem underskud, undlod han at komme ind på finansieringsformen. Det vigtigste var, at der i trediverne var ressourcer, som lå brak. I dag kalder man det et output gap.”

Per Bregengaard (PB) mener, at Danmark udmærket kan forgælde sig mere i den nuværende situation, men der kan være fare for inflation, hvis staten bare fodrer markedet med købekraft. Ivan Breinholt Leth (IBL) og Ulf V. Olsen (UVO) er til gengæld begge tilhængere af MMT, og mener slet ikke, der er noget problem. Her begynder så endnu engang en debat om, hvad penge egentlig er for noget.

Det er ikke usædvanligt i den slags debatter at hævde, at penge er identiske med deres materielle udtryk. Altså at penge er sedler, kontoposteringer, kreditkort, elektroniske, osv. Det kommer i bund og grund ud på en ‘monetaristisk’ opfattelse (underafdeling af mainstream-økonomien, nu mestendels afsvoret) af, at pengemængden er det, der tæller, evt. kombineret med ’prisen på penge’, som er renten. Er renten lav, er penge billige, og en lav rente er normalt også forbundet med priser, der holder sig i ro.

PB ser en fare i, at pengene mister deres værdi. Derudover kan den gæld, som staten optager i form af statsobligationer, komme til at plage kommende generationer. Gæld skal indløses eller genfinansieres på udløbsdatoen, måske til højere rente. Ekspansiv finansiering af statens underskud kan være med til at skabe bobler i ejendoms- og aktie-priser. Til det kommer, at private banker gennem kreditgivning også øger pengemængden. Vi har for nuværende en pengerigelighed, der er udtryk for overakkumulation af kapital. Ingen kan heller garantere, at forholdet over for udlandet gennem valutakursen ikke lider ved øget gæld. I stedet foreslår Bregengaard skat på store formuer og spekulation.

Til gengæld mener både IBL og UVO, at det snarere drejer sig om at komme i gang med pengeskabelsen i denne krisesituation samt til at finansiere grøn omstilling. Budgetreglerne er en unødvendig og misforstået begrænsning. Staten behøver ikke finansiere sine udgifter ved skatteopkrævning – og da slet ikke balancere dem mod indtægter. Den kan lige så godt trække på nationalbanken. Hyperinflations-argumentet ignoreres. Ifølge denne tankegang er beskatning ikke vigtig som finansieringsmetode, kun til makroøkonomisk regulering.

Monetær finansiering består dybest set i, at staten og nationalbanken blot udveksler papirer. Staten giver nationalbanken et gældsbevis, og så stiller nationalbanken kassen til rådighed. Man behøver ikke udstede og sælge obligationer til markedet, blot for at nationalbanken efterfølgende køber dem på det sekundære marked, som ECB og den danske nationalbank gør. IBL mener, at staten ikke er afhængig af de finansielle markeder i det første tilfælde, kun i det andet.

Hertil er at sige, at også ved monetær finansiering vil nationalbankens aktiver vokse med statsgælden. Aktiver og passiver følges ad, så når nationalbanken, der jo er den, der udsteder penge – ikke staten – sætter flere penge ind på statens konto, får den et aktiv som modydelse.

Der skal gang i den grønne omstilling – men hvordan? Fortalere for moderne pengeteori (MMT) mener pengeskabelse er vejen frem, og at staten kan undgå øgede skatteudgifter ved simpelthen at lade Nationalbanken ‘trykke’ flere penge. Foto: Colourbox

MMT overser nationalbankens rolle på kreditmarkedet

Og her kommer det punkt, som MMT’ere fuldstændig overser. Nationalbanken opererer normalt ved at låne ud på basis af sine aktiver – netop til de private banker, som den har daglige forretninger med. Den redder dem også, når de kommer i knibe. Disse operationer sker via lynhurtige “repo’er”, genkøbsaftaler på baggrund af korte obligationer som sikkerhedsstillelse. Så statens papirer skal også have markedsvalør. Staten kan måske ikke gå fallit, men dens gældspapirer kan falde i værdi.

Det er ikke det, vi ser (end)nu. Faktisk opkøber det private marked statens gæld, for den er en del af dets aktiver, statsobligationer er så at sige blevet næsten socialt nødvendige. Uanset hvad, værdisætter markedet gælden i sidste ende. Hvis centralbanken manipulerer lidt med statens gældsbyrde på de indre linjer, er det så monetær finansiering? Uden at indrømme en sådan brøde har Bank of England gjort noget i den retning, men under alle omstændigheder var formålet ikke friske penge.

IBL kontrasterer den pengeskabelse, der skabes af nationalbanken – som man ikke behøver begrænse – med den pengeudstedelse, som de private banker præsterer. Den sidste er han ikke meget for. Der kommer mere gæld, end der er penge i omløb.

Ja, det gør der. Det er ikke noget nyt, systemet er gearet til det. Den pengeskabelse er også direkte forbundet med nationalbankens/statens operationer. En overophedning af markederne kan blive tilfældet under alle omstændigheder. Centralbankerne er godt med i spillet, for deres aktiviteter tager især sigte på at være bankernes bank. De er på den måde med til at muliggøre finanskapitalen. Forholdet mellem centralbanker og banker er blevet tættere efter finanskrisen i 2008, snarere end det modsatte. Faktisk er det nærmest sådan, at de store banker – der til overflod kaldes ’systemisk vigtige finansielle institutter’ – har meget frit spil, for de vil blive reddet uanset hvad. I dette samspil virker nationalbanken også sammen med staten. Det er ved at være en formidler mellem offentlig gæld, private papirer og realproduktion/det økonomiske liv, at det treleddede, hierarkiske system formidler og opretholder pengenes stabilitet. 

IBL foreslår, at staten begrænser den private pengeskabelse. Det mener han den kan gøre ved at lægge loft på gebyrerne! Risikoen ved det er ifølge ham, at det kan være så effektivt, at der kommer pengemangel, men det kan staten jo bare kompensere for. Hvis den private gæld i stedet for at skyldes til banker og realkredit blev finansieret af en statsbank eller nationalbanken til 0 %, kunne befolkningen spare renter og gebyrer for 180 milliarder kr. om året. Det lyder godt, men det har intet med virkeligheden at gøre, den kapitalistiske altså. I et fremtidigt, socialistisk, samfund kan man gøre så meget, men der skal folk vel ikke eje deres boliger?

Kapitalistisk produktion går gennem pengemarkedet

IBL – og UVO også – overser, at det forhold, at vi lever i et samfund, der fungerer ved, at nogle må arbejde til en relativt lav løn, for at firmaer kan kradse store overskud ind, hænger sammen med pengesystemet. Staten følger den private sektor på lavtlønsområdet. Hvis der var frit slag med pengeudstedelsen og forbruget, ville der ikke være behov for at presse lønnen, men sådan fungerer den gennemkapitaliserede verden ikke. Der er stadige krav om stigende produktivitet, og sammen med tendensen til overproduktion presses lønnen nu som før.

De overskud i pengeform, der ikke investeres i ny produktion, går ikke til højere lønninger (udover til ledelseslaget) men sættes i alle mulige papirer, så de kan blive endnu større. En række skyggebanker indtræder mellem penge- og kapitalmarked, og overalt låner én part ud og får et aktiv mod samtidig at optage et lån. Selv i nulrente-tider tjener de store dealers penge på mikroskopiske forskelle i løbetid og markedsbetingelser. Penge skabes ikke i kredsløb med hr. og fru Jensen, men i disse processer. Altså: MMT’ere mener, at penge skabt af staten/nationalbanken og af det private substituerer hinanden, i stedet for at komplettere hinanden. Hertil er at sige, at de lever i samme rum, det er ikke adskilte størrelser. Pengemarkedet er endvidere integreret i enhver form for udveksling af varer og kapitalgoder, ja, også til betaling af lønninger. Mæglere og mellemhandlere prøver at få transaktionerne til at køre så glat som muligt – og samtidig tjene på at give kredit til at dække perioden mellem levering og betaling for eksportører osv. Og det er ud over formidling af mere spekulative pengeanbringelser som køb af aktier og derivater såsom optioner, der udnytter forventede kursbevægelser på værdipapirer. Overflødige kassebeholdninger sættes i værdipapirer eller måske Bitcoins. En gang imellem går det i stå, og så har vi en krise. Sjovt nok mangler der så likviditet. For når A ikke kan betale B, kan B ikke betale C. Det skete i begyndelsen af coronaen, simpelthen fordi internationale transaktioner gik i baglås.

Pengenes magiske kraft for MMT-følgere

Ulf V. Olsen er endnu mere ekstrem end Ivan Leth i sin begejstring for MMT. Han tager fat i spørgsmålet om pengenes værdi og citerer den gamle traver om, at penges værdi blev bestemt af guld, indtil guld-indløseligheden blev ophævet i 1971. Penge steg inden da i værdi i forhold til guldefterspørgslen, skriver han. Det er ingenlunde tilfældet. Dengang penge var indløselige mod guld i det internationale valutasystem, var den officielle guldpris for lav i forhold til gulds vareværdi. Der var heller intet forhold mellem guldreserverne og den samlede pengeforsynings pålydende. Det gav ikke større problemer, for centralbankerne – med undtagelse af den franske – havde ringe interesse i at ligge inde med guld. Til sidst blev gabet dog for stort, og indløseligheden og de faste valutakurser blev opgivet. De efterfølgende halvfjerdser-problemer gav sig udtryk i svingende valutakurser. Eller rettere: Måske brød systemet sammen, fordi kurserne trængte til en justering. Nu som før er guld en vare, hvis værdi er bestemt via omkostningerne til dets produktion, og der er ikke noget til hinder for, at dette grundforhold gennem snirklede omveje, såsom at gulds markedspris kan variere kraftigt i forhold til produktionsomkostningerne, også i dag tjener som indikation for værdien af de almindelige varer.

At pengemidlet ikke har nogen bytteværdi i sig selv svarende til pålydende (altså en 1000 kr.-seddel er ikke som vare 1000 kr. værd), bliver til, at pengenes ’værdi’ antages at stamme fra den udstedende myndighed eller dennes back-up, staten. Hos UVO er det både tillid til staten og statens magtmonopol, der sikrer værdien. Derudover skyldes den tillid, et lands penge nyder godt af, at de er betalingsmiddel for skat. Indvendingen er først og fremmest, at det er en helt upræcis angivelse, der kun siger, at penge har en eller anden uspecificeret ’værdi’, men ikke hvor meget og i forhold til en bestemt målestok. Man kan også spørge, om alle de transaktioner – der i øvrigt foregår mellem private aktører, bl.a. betaling af arbejdsløn – intet har med værdi at gøre?

“Staten følger den private sektor på lavtlønsområdet. Hvis der var frit slag med pengeudstedelsen og forbruget, ville der ikke være behov for at presse lønnen, men sådan fungerer den gennemkapitaliserede verden ikke.”

Videre skriver Olsen i sin kronik, at staten kræver skat i sin egen valuta. Dermed bliver borgerne nødt til at skaffe sig de statsudstedte penge. Det er en mærkelig argumentation. Indkomstskatten afhænger af – indkomsten, der ikke nødvendigvis tjenes i det offentlige. UVO eksemplificerer nu med, at fordi staten opkræver skat på ejendom eller noget andet, der har brugsværdi for ejeren, får det middel, skatten skal erlægges i, også værdi for den skattebetalende borger. Men ejendommens ejer har vel engang i tidernes morgen købt den for penge erhvervet gennem realkredit, som instituttet tildelte hende i troen på, at hun kunne svare de fremtidige renter og afdrag.

Da der ikke er grænser for, hvor mange penge der kan udstedes, er penge en uendelig ressource, ifølge Ulf Olsen. Underforstået: For staten. Men den er også en del af klassesamfundet, så hverken staten eller det private smider omkring sig med penge til deres ansatte. Spørg bare sosu-assistenten.

UVO forsvarer den mest radikale version af MMT. Han bejaer ligefrem sin læremester Warren Mosler i, at hvis man ikke håndhævede skatteopkrævning, ville dollarens værdi falde til nul. [PB2] Sig det til de mennesker, der opererer på offshore eurodollar-markedet (bestående af dollars, der ikke tæller med i den amerikanske pengeforsyning), det vigtigste internationale pengemarked, der opererer mellem især London og New York, men også med aflæggere i Singapore og Hong Kong. LIBOR (London interbank offered rate, red.) har i lang tid fungeret som referencerente for finansmarkedet.

Kapitalisme og statsmagt

UVO overser nu ikke Marx helt, men citerer ham for at sætte kapitalismen på en simpel formel, penge køber produktionsmidler og arbejdskraft, der tilsammen producerer goder, som kan sælges til flere penge. Kapitalismen drejer sig om at tjene penge. Enig, men hvordan hænger det sammen med de her skattepenge? Det gør det, ifølge Olsen, fordi kapitalismen er afhængig af statsmagten netop via pengene. Derfor kan staten gøre meget mere end den gør nu, selv i det kapitalistiske samfund.

Både IBL og UVO synes at mene, at en smertefri udvikling af samfundet via pengetrykkeri er mulig. Man behøver ikke rigtig gøre op med kapitalismen. Teorien kommer lidt her og hisset fra, og først og fremmest er der store mangler med hensyn til rollefordelingen og samspillet mellem staten og centralbanken på den ene side, centralbanken og bankerne på den anden, og dette systems intime samkørsel med alle økonomiske aktiviteter. Der er tre centrale aktører, med to ville det ikke gå. Bemærk, at centralbanken er i midten.

Finansiel innovation sker hele tiden. Der er både forsøg på at kanalisere digitale penge uden om det officielle pengesystem og omvendt, udviklinger der stammer fra centralbanken. Kina vil skabe en digital renminbi, der skal udstedes som en slags basisindkomst og kunne bruges til varekøb. Det skulle være for at forhindre udsivning til finansmarkedet. Men den slags skal dækkes ind med reserver. Manglen på rygdækning i ’rigtige penge’ kan i sidste ende blive de private digitale valutaer som Bitcoins akilleshæl.

At udviklede staters gæld bliver betragtet som god gæld, betyder ikke blot, at der er tiltro til, at den vil blive betalt tilbage, men også til at den ikke bliver værdiløs. De to ting følges ad. Hvis man går et skridt ned ad ranglisten for kreditværdige stater, finder man lande – i nyere tid Argentina og Grækenland – hvis gæld er blevet meget mindre værd end pålydende, fordi de havde forgældet sig for meget. Der skal også indregnes, at staten i kriseramte lande ofte må overtage store private eller halvprivate aktørers gæld.

Er digitale værdier som ‘Bitcoin’ fremtiden? Der er opstået mange nye valutaer online de seneste år, men deres værdi er risikofyldt, eftersom de ikke er bundet op på ‘rigtige penge’. Illustration: Dado Ruvic

Gammeldags skattefinansiering som nødløsning

Forskellen på at finansiere via skatter og underskud (om det sker via monetær finansiering eller traditionelle gældsoperationer) er, at skat medvirker til omfordeling af allerede skabte indkomster og profitter, mens underskudsfinansiering ideelt set skal medvirke til at øge produktionen og økonomien, uden at det går ud over nogen. I virkeligheden bliver sidstnævnte nemt til forøgelse af de riges formuer og kun i mindre grad lønmodtagernes indkomster. Den skævhed er indbygget.

Hvis man ser på Danmarks lånepolitik under coronaen, må man konstatere, at regeringen og nationalbanken ikke har forståelse for MMT, men i stedet har ladet staten optage ny gæld. Ved slutningen af 2020 var nettostatsgælden steget fra 18 % året inden til 23 % af BNP (der i sig selv var faldende), og statens konto i nationalbanken – hvor blandt andet skatteindtægterne opsamles – var af en størrelse, der nogenlunde svarede til underskuddet på 111 milliarder kroner. På trods af redningspakkerne, der indtil videre har kostet mindre end forventet, har der altså ikke været noget særligt behov for større låntagning, for staten havde ophobet et betydeligt kasseoverskud.

Men det ændrer sig, for skattebetalingen falder med økonomiens sammentrækning. Den lider under, at afsætningen til udlandet er faldet. De store klarer sig, men de arbejdskraftintensive små virksomheder er hårdt pressede. Den offentlige saldo (altså ikke det budgetterede, men det faktiske resultat) så ud til at blive på – 4,1 % af BNP i 2020 ifølge vismændenes vurdering fra efteråret. På trods af det er det naturligvis rigtigt, at staten udmærket kan øge sit underskud, ikke mindst når EU har suspenderet sine strenge krav.

Per Bregengaard går ind for statsfinansierede grønne investeringer. Han antager her, at statens formue vil forøges tilsvarende. Det er ikke nødvendigvis tilfældet. Købes jord op til braklægning, giver det ikke afkast til staten, så hvis der optages gæld til det formål, skal rentebetalingen klares ud af de løbende indtægter. Det er da rigtigt, at der er fordele ved sådanne investeringer, der vil resultere i mindre fremtidige sundhedsudgifter, bedre grundvand og fritidsmuligheder, men sammenhængen er indirekte. Andre offentlige investeringer øger privates formuer, samtidig med at det stadig er staten, der betaler renter og afdrag på gælden.

ECB er ved at slå ind på gældsfinansiering af løbende udgifter. Der forhandles om, at den nye genopretningsfond på 750 milliarder euro – hvoraf ca. halvdelen gives gratis på trods af at finansieringen rejses gennem medlemslandegæld – i et vist omfang skal kunne bruges til køb af vacciner og forbedring af sundhedssystemet. 

Hvad kan et progressivt menneske ønske sig i denne langstrakte krisetid, hvor venstrefløjen er svag, og man kan kigge langt efter realiseringen af en socialistisk samfundsmodel? Jeg er her enig med PB i, at skatter på formuer, finanser og høje indtægter bør sættes op. Gammeldags skattefinansiering. Hvis man vil være smålig, kan man sige, at de store økonomiske spillere har nydt rigelig godt af offentlige investeringer uden modydelse. At Dansk Industri, Cepos og resten af blå blok vil hyle op, kan kun tolkes som et godt tegn.


Om skribenten

Karen Helveg Petersen

Karen Helveg Petersen

Karen Helveg Petersen er forfatter til Rentekapitalismen, der på et marxistisk grundlag kombinerer økonomisk teori med globale tendenser. Hun arbejder som konsulent i udviklingsarbejde i Det Globale Syd. Hun er medlem af bestyrelsen for Institut for Marxistisk Analyse (IMA),   Læs mere