De multinationale selskaber kan blive svære at udkonkurrere via kooperativer og andre former for medarbejderejede, mere eller mindre socialistiske, virksomheder. Dertil kommer, at når man endelig lykkes med at gennemføre et økosocialistisk samfund, formentlig vil se kontrarevolutioner fra dem der hersker nu.
13 min. læsetid

Margit Kjeldgaard og Per Bregengaard har begået en spændende bog om vejen til socialisme, og jeg må straks sige, at jeg finder bogen interessant og meget relevant. Det gælder i særlig grad for den diskussion, som i vore dage er næsten fraværende på venstrefløjen – nemlig om den strategiske vej til socialisme…


Af Alex Larsen

Dertil kommer også deres stærke bidrag til spørgsmålet om, hvad socialisme er i en dansk, globaliseret kontekst i den nuværende situation, hvor neo-liberalismen måske ikke har lidt nederlag; men dog mistet en hel del legitimitet.

300

Tre forståelser af konkurrencestaten – og et alternativ

Bogen består af to dele: Første del er en kritisk gennemgang af de forskellige opfattelser af konkurrencestaten – en blå, en demokratisk rød-grøn og en sort version. Den blå kunne også kaldes den neo-liberalistiske; den rød-grønne er vel nærmest en klassisk socialdemokratisk, keynesiansk version; mens den sorte nok mest er en “add-on” til de to andre, som fremhæver efterspørgslen af våben og militærteknologi m.v.

Jeg synes ikke, forfatterne definerer den sidste type særlig klart, og hvad meningen med den er, andet end at fremhæve betydningen af militærteknologi og logistik i verdensøkonomien. Beskrivelsen af de forskellige typer konkurrencestater skal nok mest forstås som arketyper eller idealtyper, da ingen af dem efter forfatternes mening eksisterer i ren form noget steds. Den borgerlige regering og Thorning-regeringen var nok nærmest den blå udgave; mens den nuværende regering ligger tættest på den rød-grønne. Alene denne del berettiger i mine øjne bogen. Forfatterne ender med at forkaste alle disse konkurrencestats-teorier. Herefter opstiller de deres eget alternativ til en socialistisk vej ud af konkurrencestaten.

I bogen diskuteres konkurrencestaten. Ifølge forfatteren, kan den seneste borgerlige regering og Thorning-regeringens forståelse anskues ud fra en neo-liberalistisk vinkel, mens den nuværende regerings forståelse er mere ’klassisk socialdemokratisk’.
I bogen diskuteres konkurrencestaten. Ifølge forfatteren, kan den seneste borgerlige regering og Thorning-regeringens forståelse anskues ud fra en neo-liberalistisk vinkel, mens den nuværende regerings forståelse er mere ’klassisk socialdemokratisk’.

Mindre materiel vækst betyder mere velfærd og større lykke

Del to handler således om deres bud på en rød-grøn omstillingspolitik på vejen mod socialisme. De bruger også udtrykket en “økosocialistisk udvikling”, hvor de lægger vægt på nødvendigheden af at begrænse vores overforbrug og vores forbrug af materielle ressourcer i det hele taget. De argumenterer i stedet for en opprioritering af en vækst i de ikke-materielt forbundne dele af vores forbrug – en immateriel vækst. Herunder en markant nedsættelse af arbejdstiden, bl.a. for at få tid til at deltage i det udvidede demokrati på alle niveauer. De har flere spændende overvejelser om, og argumentationer for, hvordan det ikke vil betyde mindre velfærd og mindre lykke – tværtimod! Som de konkluderer, er essensen af opgøret med konkurrencestaten og den demokratiske rød-grønne omstillingspolitik, at “Økologisk bæredygtighed står i modsætning til materiel økonomisk vækst – men ikke til behovstilfredsstillelse og udryddelsen af fattigdom”.

“Økologisk bæredygtighed står i modsætning til materiel økonomisk vækst – men ikke til behovstilfredsstillelse og udryddelsen af fattigdom”

Del to indeholder en mængde gode politikforslag, som i høj grad bygger på Enhedslistens gennem tiderne, fremsatte reformforslag – det være sig om skattepolitik, omstilling af finanssektoren m.v. og særligt om det produktionspolitiske program. Der er dog langt fra blot tale om en popularisering af Enhedslistens politiske programmer. Forfatterne går videre og udvikler deres egne reformforslag, som efter min opfattelse stort set er særdeles fornuftige reformforslag – om end der er mange detaljer i den konkrete udformning, som kan diskuteres og et enkelt hist og her, man kan sætte spørgsmålstegn ved. Der er også forslag, som der ikke er enighed om i Enhedslisten, fx borgerløn.  

For en lang række af deres forslag kan man næsten sige, at de er udtryk for “leveregler” og grundprincipper for et økosocialistisk samfund. De dækker både over, hvad vi skal stræbe efter på vejen til socialisme og leve efter i et økosocialistisk samfund – om end nogle alene er relevante i en overgangsperiode. Jeg vil ikke kommentere på alle disse mange gode forslag, hvad enten det er om offentlig medicinproduktion, brugen af mærkningsordninger, regler for demokratiske virksomheder, nedskæring af svineproduktion, styring af forskningen i bæredygtig retning osv. osv. – læs selv og bliv inspireret!

Økosocialisme kommer ikke over natten, men via en omstillingsproces

Her kommer 1000 kroners spørgsmålet: Hvad så, hvis alle bogens forslag gennemføres? Har vi så økosocialisme?

Som jeg forstår forfatterne, formulerer de en slags “overgangsstrategi” til økosocialisme – med deres demokratiske, rød-grønne omstillingspolitik. Deres bud på en socialistisk overgangsstrategi virker umiddelbart som en sympatisk og fredelig vej, der pointerer udkonkurrering af profitdrevne virksomheder, medarbejderdemokrati, medarbejderejede/-ledede virksomheder, kooperativer m.v. De lægger vægt på en ændring af styrkeforholdene og inddragelse af brugere, forbrugere, fagbevægelse og civilsamfund.

Jeg vil prøve at problematisere og drøfte deres strategi på en række punkter:

1. Kan medarbejderdrevne virksomheder klare konkurrencen?

Kooperativer og andre demokratiske medarbejderejede eller -styrede virksomheder skal ifølge forfatterne fungere i et samfund med generaliseret vareproduktion (kapitalistisk konkurrence dvs. med indbygget akkumulations-tvang). Spørgsmålet er imidlertid om det overhovedet er realistisk, at de kan udkonkurrere profitdrevne virksomheder, som nok ikke i så høj grad behøver tage den slags hensyn, som vil være naturlige i en demokratisk virksomhed – fx hvad angår arbejdsmiljø? Så længe vi har et samfund domineret af den kapitalistiske produktionsmåde, vil de demokratiske virksomheder også være underlagt de generelle kapitalistiske produktions-mekanismer såsom, at de vil komme ud for at skulle fyre folk, gå konkurs osv.

2. Hvordan skal medarbejderinddragelsen konkret være?

Forfatterne mener også, at der skal være demokrati i de private, profitdrevne virksomheder – demokrati på arbejdspladsen, kalder de det. Der skal være (med)arbejderkontrol, hvor de ansatte skal kunne nedlægge veto mod ledelsens beslutninger og erobre ledelsesopgaver (s. 213). Men mener forfatterne her, at arbejderne skal påtage sig driftsansvar for de private virksomheder, hvilket jo i sagens natur vil betyde, at de skal arbejde for at sikre ejernes profit? Læs også: Ulf V. Olsen kronik, og Jens Peter Kaj Jensens replik, om problemer og løsninger for medarbejderejede virksomheder; og artiklerne Arbejdermagt og Arbejderkontrol, på Leksikon.org, om de klassiske venstrefløjspositioner.

De multinationale selskaber kan blive svære at udkonkurrere via kooperativer og andre former for medarbejderejede, mere eller mindre socialistiske, virksomheder. Dertil kommer, at når man endelig lykkes med at gennemføre et økosocialistisk samfund, formentlig vil se kontrarevolutioner fra dem der hersker nu.
3. Kan danske kooperativer m.v. udkonkurrere de multinationale megaselskaber?

Vi lever i en globaliseret økonomi. Det kommer vi ikke udenom – hverken på vejen til socialisme eller i et socialistisk samfund. Den kapitalistiske, globale økonomi er domineret af megafirmaer og er totalt “finansialiseret”. Både den materielle produktions forsyningskæder og ejerforholdene hænger sammen i et uigennemtrængeligt spindelvæv. Kan disse globale virksomheder også “udkonkurreres” af lokale danske kooperativer og kollektivt ejede foretagender? De foretagender og den globale finanskapital har en umådelig økonomisk magt, som vi er oppe imod. Det er som om, forfatterne forestiller sig, at vi lever i en verden fra før globaliseringen – eller forudsætter deres strategi, at andre lande også er på samme vej med en rød-grøn omstillingspolitik?

4. Hvordan bliver den konkrete planlægning af produktionen?

Hvordan vil den overordnede planlægning af produktionen skulle foregå – når vi alle er enige om problemerne ved en statslig planøkonomi (i hvert fald som vi har set eksemplerne på til dato)? Også når vi kigger på et af de mindre dårlige/uheldige eksempler, som på flere måder ligner det forfatterne, forestiller sig – nemlig Jugoslavien fra 1948 og frem til opløsningen – er det heller ikke åbenlyst, hvordan det skal kunne lade sig gøre.

I Jugoslavien forsøgte man sig med flere forskellige udformninger af “self-management”, medarbejderstyre og medarbejder-ejerskab, ja i det hele taget med forskellige ejerskabsformer, forskellige relationer mellem arbejdere og den “teknokratiske” ledelse, mellem centraliseret og regionaliseret styre og planlægning m.v. For en kort gennemgang se Carl-Ulrik Schierup: “Nationalist resurrection and its global contingencies”, i M. Hadžić (ed): “The Violent dissolution of Yugoslavia”, Belgrade 2004. En nyere og spændende analyse er Catherine Samary: “Yugoslav self- management: a balance sheet”, i Catherine Samary & Fred Leplat (ed): “Decolonial Communism, Democracy & the Commons”, Dagenham 2019.

+
5. Hvordan skal forholdet mellem stat, marked og civilsamfund være?

Det ændrer jo ikke ved, at vi i forhold til en overgangsstrategi og et (forhåbentligt) fremtidigt økosocialistisk samfund må have en ide om, hvordan forholdet mellem stat, marked og civilsamfund skal være. Ernest Mandel mente, at det i et socialistisk demokrati er nødvendigt med marked, for så vidt angår konsumvarer; men at de overordnede investeringsbeslutninger bør tages via demokratiske beslutninger på mange niveauer fra fabriksgulvet og op til et statsligt niveau. Men der har været mange bud på denne problemstilling i socialismens teorihistorie. Jeg vil her bl.a. pege på Włodzimierz Brus som var en polsk økonom, der kom i unåde i Polen efter den politiske krise i 1968. Han argumenterede for, at det ikke var tilstrækkeligt for en socialistisk økonomi, at produktionsmidlerne var i statens hænder (nationaliserede); de skulle være reelt socialiserede, dvs. underlagt et socialistisk demokrati. Spørgsmålet er med andre ord – hvad det er for en socialisme, vi stræber efter? Og hvordan ligger den i forhold til både den faktisk eksisterende kapitalisme og den tidligere, faktisk eksisterende “socialisme”? Med andre ord, hvordan forestiller vi os forholdet mellem stat, marked, plan og civilsamfund – både under socialismen og på vejen dertil.

6. Hvordan håndterer man en eventuel kontrarevolution?

Lad os så sige, at der er en vis succes for den demokratiske, rød-grønne omstillingspolitik – og at der faktisk kommer mange demokratisk ejede og styrede virksomheder, som et stykke hen ad vejen formår at udkonkurrere profitdrevne virksomheder. Spørgsmålet er så – hvor længe borgerskabet og de herskende stiltiende vil se til og lade en sådan udvikling fortsætte? På et eller andet tidspunkt vil spørgsmålet om magten i samfundet rejse sig, og den økosocialistiske udvikling vil formentlig blive forsøgt rullet tilbage. Når man ser på de historiske eksempler, så er det tidligere gået galt – her tænker jeg oplagt på både Chile og Jugoslavien (og måske også Ungarn, men det er en lidt anden sag). Aktuelt sker det også i form af den sabotage af økonomien, som både det nationale og internationale borgerskab retter mod befolkningen i Venezuela. Spørgsmålet er med andre ord, om en økosocialistisk omstilling vil komme til at foregå fredeligt, eller om vi risikerer en voldelig kontrarevolution? Og hvad vil vores svar i den situation i givet fald være – hvordan skal vi forberede os på en sådan?

7. Kan det ske via parlamentarismen?

Den demokratiske, rød-grønne omstillingspolitik mangler også at svare på forholdet til det politiske (og parlamentariske) niveau. Forestiller forfatterne sig, at strategien kan gennemføres ved, at de nødvendige reformer og reguleringer “blot” kan stemmes igennem i Folketinget? Godt nok er forfatterne mange steder i bogen inde på nødvendigheden af stærke, folkelige bevægelser, fagbevægelsen, boligbevægelsen, forbrugerbevægelsen, andre ”bottom up” bevægelser og organisationer m.v. Ligeledes pointerer de, at den rød-grønne omstillingspolitik forudsætter en ændring af styrkeforholdene (mellem klasserne, som jeg forstår dem, men det præciserer de ikke). De skriver som nævnt, at det skal ske i et massedemokrati, men de viger udenom at fortælle, hvordan dette skal forstås. De forholder sig således ikke særlig konkret til det parlamentariske niveau og forholdet mellem bevægelser, stat og parlament – altså hvordan den rød-grønne omstilling praktisk politisk kan og skal gennemføres. Spørgsmålet er med andre ord – om vi kan opnå socialisme uden en form for “revolution”, som ikke anvender vold (medmindre den støder på voldelig modstand). Eller kan det ske gennem en gradvis udvikling af reformer, der på et tidspunkt får “tippet” magten i samfundet væk fra kapitalen og den nuværende herskende klasse – og samtidig får gjort op med akkumulations-tvangen (dvs. markedets totale magt over økonomien)? – Hvad er spillerummet for “mellemformer” her?

“For et stykke tid siden var jeg til en reception for udgivelsen af Curt Sørensens bog “Demokrati & Socialisme”, hvor Pelle Dragsted holdt oplæg. Han fortalte, at han søger efter en “3. vej” (velvidende begrebets upopulære konnotationer på venstrefløjen, jvf. Tony Blair). Han beskrev det som en vej til socialisme forskellig fra såvel den russiske revolutions vej som den socialdemokratiske reformisme”

Ikke kun én tredje vej

For et stykke tid siden var jeg til en reception for udgivelsen af Curt Sørensens bog “Demokrati & Socialisme”, hvor Pelle Dragsted holdt oplæg. Han fortalte, at han søger efter en “3. vej” (velvidende begrebets upopulære konnotationer på venstrefløjen, jvf. Tony Blair). Han beskrev det som en vej til socialisme forskellig fra såvel den russiske revolutions vej som den socialdemokratiske reformisme, der er endt i tilslutning til neo-liberalismen.

Ja, den russiske revolution endte i et stalinistisk diktatur og en bureaukratisk planøkonomi, der ikke kunne fungere ud over en ekstensiv industrialisering – og det med alt for store og unødvendige omkostninger, herunder i menneskeliv.

Og socialdemokratismen er endt i et rent klassesamarbejde, der understøtter kapitalismen endog i en neoliberal version.

Jeg vil hellere sige, at der er flere forskellige “3. veje”, vi skal finde – både i forhold til hvilken socialisme vi ønsker, og hvordan vi når dertil. Kan en fredelig og demokratisk overgang til socialisme finde sted alene via den nuværende form for parlamentarisk demokrati – selv med stærk opbakning fra folkelige bevægelser og kooperativer/medarbejderstyrede virksomheder – eller kræves der andre former for institutionaliserede demokratiske magtorganer, der rækker ud over virksomhedsniveau? Hermed rejses så også spørgsmålet om – hvordan et socialistisk demokrati ser ud?

Her og nu har jeg ikke det endegyldige svar på, hvilke veje det skal være. Men med Enhedslistens mere og mere “parlamentariske” drejning haster det med at få en strategisk debat i gang om vejen(e) til socialisme. Det gælder særligt om forholdet mellem de dagsaktuelle reformslagsmål i Folketinget og det socialistiske perspektiv i disse, som i øjeblikket er fraværende. Lad os få gang i den debat!


Alex Larsen er uddannet historiker, og aktivist i Klimabevægelsen i Danmark. Han er medlem af SAP, og af Enhedslisten hvor han er med i det politisk-økonomiske udvalg.