Illustration fra en lukket Antifa-gruppe på Facebook.
26 min. læsetid

Den amerikanske præsident Trump vil sætte ‘Antifa’ på terrorlisten, og herhjemme opfordrer oppositionen regeringen til at undersøge muligheden for noget lignende. Men hvem og hvad er Antifa egentlig for en størrelse – og er det overhovedet en gruppe eller en ide ?


Af Kim Kristensen

En almindeligt udseende ung mand ved et af bordene i ’Spiselauget’ vinker, da jeg på det aftalte tidspunkt kommer ind i restauranten og caféen, og ringer på mobiltelefonen til kontaktnummeret på ‘Antifa Info Aarhus‘.

Det har ellers ikke været let at få Antifa i tale. Allerede sidste år – efter den amerikanske præsident, Donald Trump truede med at sætte Antifa på terrorlisten, og kaldte gruppen for en flok »radikale venstreorienterede tosser, der går rundt og slår (kun ikkevoldelige) folk i hovedet med baseballbat« – forsøgte jeg at få kontakt til gruppen.

Eller gruppen?

Er der overhovedet tale om en gruppe og en selvstændig af slagsen?

Flere grupper på den radikale venstrefløj bruger nemlig i dag navnet ‘Antifa’ i deres navn, hvoraf den mest kendte er ‘Antifascistisk Aktion’, AFA hvis mailadresse har antifa i domænenavnet. AFA blev dannet i 1992 i Ungdomshuset på Nørrebro med det formål »fysisk at forhindre« såkaldte fascister i at mødes, demonstrere eller på anden måde komme til orde i den offentlige debat. Gennem årene har det ført til voldelige sammenstød, både med fascister og ordensmagten.

Forsøgene på at komme i kontakt med Antifa resulterede ikke i andet end en mail fra research-kollektivet Redox.

»Vi har lige spurgt vedr. din email, AFA siger til os, at de ikke giver interviews pt., men at de selv kontakter dig/jer på et senere tidspunkt,« lød svaret dengang.

Men efter oppositionen senest har opfordret regeringen til at undersøge muligheden for at forbyde Antifa – med henvisning til grundlovens ord om, at »foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom« – har gruppen valgt at stille op. Eller den nystiftede gruppe Antifa Info Aarhus har i hvert fald valgt det.

På forhånd har Antifa Info Aarhus kun stillet én betingelse, nemlig at de forbliver anonyme: »Den yderste højrefløj forsøger konstant at finde ud af, hvem der laver aktivisme på venstrefløjen, og det søgelys vil vi gerne udenom,« skriver de i en mail. Det var også grunden til, at de tidligere har takket nej til at komme i studiet i TV2’s »Go’ aften Danmark«. I stedet aftaler vi at kalde dem »Mikkel« og »Rasmus«.

»Så kan du finde på nogle sjovere navne, hvis det er,« siger Mikkel, efter at jeg har sat mig ved bordet i en restaurant og café i centrum af Aarhus.

Den 32-årige lærer er i en grå hættetrøje, og på stolen bag ham hænger en halvlang blå jakke. Men hvis Mikkel ikke ligner en såkaldt autonom (»man skal også tænke på svigerfamilien«, griner han, da jeg bemærker det), gør Rasmus det til gengæld. Og i en grad, så en nærmere beskrivelse risikerer at afsløre, hvem der skjuler sig under dæknavnet.

Mikkel og Rasmus var også navnene, da de i november gav deres indtil nu eneste interview, nemlig til Lokalavisen Aarhus (om end der i det tilfælde var byttet rundt på navnene).

Forklare og forsvare

»Det er også en god pointe, som desværre ikke er blevet dyrket så meget på den venstreradikale, antifascistiske scene,« siger Rasmus, da jeg starter med at fortælle om Antifas hidtidige tavshed og foreholder dem tidligere statsminister (V) Anders Fogh Rasmussens ord om, at »hvad der ikke kan forklares, kan ikke forsvares«.

Den 26-årige studerende på Aarhus Universitet tilskriver det erfaringerne fra 1990’erne og starten af 00’erne. De år hvor militante grupper som aarhusianske White Pride, Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB), Combat 18 samt Blood & Honour var på fremmarch.

Antifa

• »Antifa« er en forkortelse for ordet anti-fascist, og bruges både som tillægs- og navneord.

• Hvor tillægsordet er lige ud ad landevejen, og betegner individer eller grupper, der er imod fascisme, er navneordet er mere komplekst. »Antifa« kan således referere til en anti-fascistisk bevægelse, en anti-fascistisk person, en særlig gruppe af anti-fascister – eller bare til anti-fascister generelt.

• Begrebet bruges over hele verden af folk, som beskriver sig selv som del af den antifascistiske kamp. Alene i Facebook-gruppen ‘ANTIFA’ er der links til mere end 40 forskellige grupperinger i 22 lande.

+

»Dengang var der folk, som både chikanerede og overfaldt aktive antifascister,« siger Rasmus. »Derfor var der et større behov for hemmeligholdelse, og at man ikke måtte stå frem med navn og billede – hvilket vi selvfølgelig heller ikke gør, fordi vi kender risikoen. Der har været en opfattelse af, at det var en form for gade- og guerilla-krig, som krævede – at man forblev så anonym som overhovedet muligt. Og desværre er der mange, som tror, at det stadig er sådan i dag. Hvilket det ikke er. Det er også derfor, at vi fokuserer så meget på information og prøver at række ud til folk. Den kamp, som skal tages i de her år, er ikke en, som kan tages på gaderne. Det er ikke en, som kan tages med slagsmål. Det havde sikkert været nemmere, men sådan er det ikke længere«.

»Der har også altid været lidt mistillid til pressen i sådan nogle miljøer,« indskyder Mikkel.

»Man bliver ekstra paranoid, hvis man går rundt med en trussel fra højrefløjen hængende over hovedet,« fortsætter Rasmus. »Den paranoia smitter let af på alt andet«.

»Forebyggende arbejde«

Mikkel og Rasmus har i flere år været aktive i det venstreorienterede miljø i Aarhus, og besluttede i september at starte Antifa Info Aarhus – efter at der var blevet hængt nynazistisk propaganda op på flere skoler, og den venstreorienterede bogcafé ‘Spartakus’ i midtbyen var blevet udsat for hærværk ved ophængning af klistermærker, der beskyldte stedet for at være “landsforrædere” og “en fjende af folket”. Mens en håndfuld administrerer Antifa Info Aarhus’ Facebook-side og arrangerer demonstrationer og aktioner, støtter andre 500 dem på forskellige måder.

»Man kan sagtens kalde meget af det for forebyggende arbejde,« siger Rasmus, uden jeg har spurgt, om klistermærker egentlig kræver sin egen lokale gruppe af Antifa. Senest gennemførte Antifa Info Aarhus i februar en »aktion« på området omkring Aarhus Universitet (AU), hvor ‘Generation Identitærs’ klistermærker og stickers blev fjernet og/eller markeret med egne.

Og selvom Mikkel og Rasmus anser grupperne Nordfront og Generation Identitær som hovedmodstanderne, efterlader begge ingen tvivl om, at det er sidstnævnte, de frygter mest – ikke mindst netop på grund af gruppens mediestrategi.

Generation Identitær er blevet kaldt »højrefløjens Greenpeace«, fordi den opererer med utraditionelle aktioner og taler flydende #SoMe – mens den selv kalder sig en »patriotisk ungdomsbevægelse«. Gruppen, som opstod i 2002 i Frankrig og i dag har afdelinger i flere europæiske lande, arbejder »imod masseindvandring og multikulturalisme og for at de europæiske kulturer skal være ledende i Europa«. Ved flere lejligheder har Generation Identitær offentligt taget afstand fra totalitære ideologier som kommunisme, fascisme og nazisme og erklæret sig som modstander af politisk vold.

“Der har været en opfattelse af, at det var en form for gade- og guerilla-krig, som krævede – at man forblev så anonym som overhovedet muligt… [Men] den kamp, som skal tages i de her år, er ikke en, som kan tages på gaderne. Det er ikke en, som kan tages med slagsmål. Det havde sikkert været nemmere, men sådan er det ikke længere”.

Rasmus, Antifa Aarhus Info

Af samme grund understreger Mikkel og Rasmus, at det var vigtigt, at de i forbindelse med lokalavisens interview blev fotograferet fra halsen og ned.

»Vi kunne også have siddet med elefanthuer og maskering,« siger Rasmus. »Det ville have sendt et helt andet signal og ikke ét, som vi havde lyst til at sende«.

Voldspsykopater

En servitrice kommer forbi bordet og spørger, om vi har alt. Vi nikker.

»Nordfront bruger hagekors og det hele og lægger ikke fingrene imellem: De er nynazister,« fortsætter Mikkel, efter servitricen er gået. »De er, hvem de er. Men Generation Identitær er unge, velklædte mennesker, studerende. Og hvis man går ud og overfalder dem, og vi sidder med maskering, skaber det netop et forvrænget billede af, hvem vi er. At vi er nogle voldspsykopater – og de bare er nogle bekymrede, unge mennesker«.

Berlingske Tidende og Weekendavisen har ellers tidligere beskrevet, hvordan medlemmer af Generation Identitær i dag oplever trusler og vold på Nørrebro og i København. Talspersonen Aurelija Aniulyte og hendes mand Daniel Beattie har oplevet at komme hjem til plakater med teksten »Her er dine lokale fascister«, »Aktive i Identitær« og »De bor på Englandsvej«, som var klistret op i området ved lejligheden på Amager. Under teksten var to sort-hvid billeder.

»Den strategi brugte man rigtig meget i Aarhus i 1990’erne og 00’erne mod White Pride, fordi det var unge, hvis omgangskreds og familier ofte ikke vidste, at de var aktive nynazister,« siger Rasmus. »Der hjalp det rigtig meget at få dem afsløret. Men det gør det ikke længere med Generation Identitær. De står allerede frem. Det gør kun, at de kan sige, at de bliver udsat for chikane af de farlige autonome på venstrefløjen. Så det kan godt være, man synes, at det er en god strategi. Men det er det bare ikke«.

»Det er også derfor, vi ønsker at informere bredere om grupperne end at hænge enkeltpersoner ud, « siger Mikkel. »Det gør alligevel ikke den store forskel«.

Inden jeg når at stille mit næste spørgsmål, svarer Rasmus på det. Han véd selvfølgelig, at det vil komme, og har forberedt svaret.

»Vi bliver også altid spurgt om, hvad vi synes om vold. Og jeg tror egentlig ikke, at vi gider snakke så meget om, hvad der er etisk og moralsk korrekt, men snarere vil snakke om hvad der faktisk virker. Og det virker ikke, det her med at overfalde eller hænge folk ud. Det er dét, som man snarere skal starte med at diskutere: Hvad er det, der virker?«

Antifa-aktivister til antiracistisk demonstration i Portland, USA. ‘Antifa’ bliver i pressen ofte fremstillet som voldelige, men for Rasmus og Mikkel er det mere interessant at diskutere, hvad der virker, end om det er moralsk forsvarligt at slå på nazister. Fotograf: Mark Graves / The Oregonian.

Falliterklæring

Alligevel har Antifa Info Aarhus efterfølgende kritiseret lokalavisen for også at have bragt et interview med Generation Identitær, hvor gruppen afviste deres kritik. »Vi er en fredelig og demokratisk bevægelse,« hed overskriften på artiklen, som Antifa Info Aarhus på Facebook kaldte »forkastelig« med henvisning til, at det gav »fascisterne en platform, hvorfra de kan udtrykke deres fremmedhadske holdninger«.

Mikkel og Rasmus understreger dog, at de ikke ønsker at forbyde andre at komme til orde i interviews. Heller ikke Generation Identitær.

»Hvis man vil interviewe sådan nogle – og der mener jeg som udgangspunkt, at det skal man ikke forbyde eller være imod – så skal det i hvert fald være med en kritisk tilgang, så man forbereder sig og konfronterer dem med fakta,« forklarer Rasmus. »Det handler om at konfrontere dem med fakta. Mikrofonholderi er aldrig en god ide – heller ikke for os for den sags skyld«.

»Journalisten på Lokalavisen spurgte en del ind til volden, da han snakkede med os, hvorimod at da han snakkede med Generation Identitær, havde han valgt andre spørgsmål,« siger Mikkel. »Det tager ikke lang tid at læse sig frem til, at mange af Generation Identitærs medlemmer i Frankrig har overfaldet indvandrere. Så det er den der ukritiske tilgang…«

»Det giver nærmest kun bagslag, hvis man kører censur og den her hardcore no-platform,« afbryder Rasmus. »Selvfølgelig synes vi heller ikke, at man skal give dem en platform – og det er derfor, at vi fjerner deres propaganda. – Men hvis vi siger, at man ikke skal lytte til Generation Identitær, så kan de – eller pressen – spørge: Er det fordi, at I ikke tør? Fordi I ikke har nogen gode argumenter imod dem? Og det er et kæmpeproblem, hvis man lige pludselig ikke kan argumentere imod den slags. Den kultur bliver lidt dyrket, hvis man siger, at vi på ingen måde vil gå i dialog med dem. Lad os tage det seneste møde for Generation Identitær på Christiansborg… «.

Efter Vartov Konferencecenter i januar havde aflyst et debatarrangement i København med Trykkefrihedsselskabet og Generation Identitær, fordi Antifa havde varslet en demonstration, blev mødet så i stedet afholdt i Fællessalen på Christiansborg. Vært: Dansk Folkeparti.

»Jeg synes heller ikke, at man skal lukke fascister ind på Christiansborg,« fortsætter Rasmus. »Obviously. Og det er også et møde, jeg vil forstyrre for at vise min utilfredshed. Men ideen om, at man overhovedet ikke skal kunne snakke med dem, virker på en måde som en falliterklæring.«

Paludan

Rasmus kalder det et »vanvittig godt spørgsmål«, om Antifa ikke blot risikerer at skabe større opmærksom omkring grupper og personer med sine demonstrationer og aktioner. Hvilket ikke mindst har været – og er – spørgsmålet i forhold til Stram Kurs og partiets formand og stifter Rasmus Paludan. Fornylig overvejede Antifa Info Aarhus at opfordre til demonstrationer mod Rasmus Paludan i forbindelse med et møde på et lokalt gymnasium for blot at komme frem til, at der ved det seneste arrangement stort set ikke var mødt andre frem end ham selv.

»Det var nok det største nederlag, Rasmus Paludan kunne have fået, så det er den optimale situation,« siger Rasmus. »At man ignorerer ham 100 procent. Men så er der til gengæld den store gråzone, hvor der måske er nogle, som gerne vil give ham modstand… Og der er man sådan lidt: Hvad fanden skal man lige gøre her? For det bedste vil netop være, hvis Rasmus Paludan bare stod for sig selv og på et tidspunkt blev træt af at lave det lort, som han laver. Men den anden mulighed er at vise aktiv modstand med en kæmpe manifestation. Det giver også god mening, at mange folkeligt tager afstand fra ham. Men så er der altså situationen ind imellem, hvor han tager ud på et gymnasium – og spørgsmålet er, om man skal opfordre folk til at tage ud og råbe ad ham. Er det noget, som vil virke? – Nok ikke«.

Jeg spørger, om de kender vittigheden om masochisten, som siger til sadisten: »Slå mig«. Hvortil sadisten svarer »nej«. Om Antifa – for at bruge Lenins udtryk – er Rasmus Paludans nyttige idioter?

“Rasmus Paludan søger netop martyrrollen, så den diskussion har vi. Men forskellen på ham og Nordfront eller Generation Identitær er, at de ellers i al ubemærkethed hverver nye, unge medlemmer. Så måske giver vi dem en opmærksomhed i nogle situationer, men det må så være det”

Mikkel, om de forskellige tilgange til bekæmpelse af Stram Kurs og Nordfront

»Rasmus Paludan søger netop martyrrollen,« svarer Mikkel. »Det var jo efter hele episoden på Blågårds Plads (demonstrationen på Nørrebro, i april 2019, som endte med uroligheder, red.), at han for alvor gik frem i meningsmålingerne, så den diskussion har vi. Men forskellen til Nordfront og Generation Identitær er, at de – og ikke mindst sidstnævnte – ellers i al ubemærkethed hverver nye, unge medlemmer. Så måske giver vi dem en opmærksomhed i nogle situationer, men det må så være det«.

»Det optimale ville selvfølgelig være at lave nogle kreative aktioner, hvor man ikke baserer sig på fysiske blokader eller direkte angreb – fordi vi bliver nødt til indse, at den ny trussel fra højre kræver nogle helt andre midler,« siger Rasmus. »Måske hænger vi fast i ideen om, at de bare skal lukkes ned, fordi det er vi vant til med nogle farlige typer. At det var det bedste middel mod dem. Men den nye trussel kræver, at man genovervejer sit arsenal, hvis man kan sige det sådan«.

Mikkel konstaterer, at det også er sværere at genkende medlemmerne af Generation Identitær, end det førhen var med skinheads.

»Men det kan man selvfølgelig også sige om den yderste venstrefløj og det autonome miljø,« tilføjer han. »Der er ikke længere hanekamme og piercinger i hele flokken«.

»Vi er få tilbage,« lyder det fra Rasmus.

Sammenhængskraften

Men hvad er egentlig fascisme? Hvordan definerer Antifa i 2020 begrebet, som har sin oprindelse i 1920’ernes Italien? En anden tid og sted.

»Det er et godt spørgsmål,« svarer Rasmus og griner. »Nej, det er først og fremmest en reaktionær – og på mange måder konservativ – holdning om, at det hele er af lave, den moderne tid er ad helvede til, og vi skal tilbage til de gode gamle dage. Det er for eksempel dét, som Generation Identitær hele tiden siger: Vi skal tilbage til dengang, Europa var Europa – og der kun var europæere – hvilket selvfølgelig aldrig har været tilfældet. Det Europa, som Generation Identitær taler om, har aldrig eksisteret. Hele deres filosofi hænger faktisk ikke sammen: De vrøvler bare. En fascist er én, som giver etnicitet, race og religion skylden for meget af den elendighed, vi har i den moderne verden, i stedet for at fokuserer på den reelle årsag; kapitalismen«.

Ifølge Mikkel drejer det sig for Generation Identitær om at skabe frygt og splid i samfundet frem for sammenhold og solidaritet.

»Det handler for dem om at komme tilbage til de gamle dyder,« siger han.

Hvilket imidlertid ikke nødvendigvis kun gælder Generation Identitær. Ideen om at velfærdsstaten er under pres, fordi den blev skabt i en tid, hvor Danmark var et kulturelt og etnisk homogent land, er alment udbredt; ligesom bekymringen – og for manges vedkommende frygt – for, at flygtninge og indvandrere truer ‘sammenhængskraften’. Et ord, daværende socialminister Karen Jespersen (S) i 1994 gjorde populært ved at oversætte det engelske udtryk social cohesion.

»Pointen er, at antifascismen aldrig kan adskilles fra antikapitalismen, fordi fascismen udmærker sig ved, at man giver racistisk motiverede årsager til, hvorfor det hele er ad helvede til,« svarer Rasmus på spørgsmålet, om deres definition på fascisme ikke dækker over et politisk spektrum, som rækker fra Dansk Folkeparti og over midten i dansk politik til Socialdemokratiet.

»Man indser ikke, at det kunne skyldes, at nogle rigtig rige mennesker sidder og skummer fløden på alle andres vegne, sådan som det altid har været. Man laver en fejlslutning ved at sige, det kan godt være, at jeg har det ad helvede til, men jeg har det i det mindste bedre end min sorte nabo. Det har altid været i kapitalisternes interesse at splitte folk op i racer og etnicitet i stedet for klasser. Det er ikke, fordi vi er kommunister, men den marxistiske analyse af, hvordan der opstår splid i samfundet, er central for forståelsen af, hvorfor fascismen opstår. Hitler skød jo skylden for krisen på jøderne og ikke på kapitalisterne. Det er nemmere at tro på, at de fremmede er farlige – end de hvide som sidder nede i banken«.

I mener ikke, at der er en grænse for, hvor mange flygtninge og indvandrere Danmark kan tage imod?

»Nej,« svarer Mikkel. »Ikke så længe Danmark deltager i krige, som er med til at skabe flygtningeproblemerne«.

»Det er et ladet spørgsmål, ligesom at spørge om du er holdt op med at slå din kone,« siger Rasmus. »Du kan ikke svare uden at svare forkert. Det skyldes, at spørgsmålet tager udgangspunkt i den nuværende samfundskonstruktion og politiske situation. Hvis vi siger, at der ikke skal være nogen grænse, så indebærer det også, at vi accepterer den måde, som samfundet er indrettet på. Og på den måde samfundet er indrettet i dag, vil det ikke give mening, hvilket sikkert også er derfor, at Enhedslisten er begyndt at lefle for den højreorienterede diskurs. Men vi mener ikke, at det er den her måde, samfundet skal hænge sammen på, og at Danmark – eller for den sags skyld nogen som helst lande – skal deltage i ressourcekrige i Mellemøsten, som skaber flygtningestrømme«.

“Hvis vi siger, at der ikke skal være nogen grænse, så indebærer det også, at vi accepterer den måde, som samfundet er indrettet på. Og på den måde samfundet er indrettet i dag, vil det ikke give mening, hvilket sikkert også er derfor, at Enhedslisten er begyndt at lefle for den højreorienterede diskurs.”

Var der ikke kommet flygtninge til landet, uanset om Danmark havde deltaget eller ej i krigene i Afghanistan og Irak?

»Problemet er, at hele verdenssituationen er så forbandet og har været det i rigtig mange år,« svarer Rasmus. »Derfor er det også svært at give et svar, som ikke på en eller anden måde er deprimerende. Eller et svar som lyder: Det hele er også bare noget lort. For det er nu engang tilfældet. I mange afrikanske lande har Vesten drevet rovdrift på naturressourcer, og hvad gør man så nu? Skal man så bare skride fra det hele, hvilket er sket nogle steder uden at give gode resultater. Men omvendt: Hvis man bliver der, så giver det heller ikke gode resultater. Det korte svar er måske at sige, at vi rent faktisk ikke har nogle gode svar på, hvordan man løser verdens problemer. Så ville vi nok heller ikke sidde her. Men vi ved i hvert fald, hvad der er et dårligt svar – og det er racisme og frygt for andre kulturer og religioner«.

»Ingen fjender til venstre«

Mikkel og Rasmus erkender dog, at samfundet på flere måder er blevet mere råt med bandekriminalitet, skyderier og knivoverfald. Samme dag som interviewet kan man læse i Østjyllands Politis døgnrapport, at en 19-årig mand er blevet fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. »Han sigtes for grov vold begået i Aarhus V den 4. december, ved sammen med flere andre gerningsmænd bevidst at have påkørt en 25-årig mands bil og efterfølgende overfaldet ham med knytnæveslag, slag med en kølle og flere knivstik i benet«, hedder det i døgnrapporten. 

»Samfundet er bestemt blevet mere råt, men man skal ikke kun skyde skylden på indvandrerne,« siger Mikkel.

»Der er klart en berøringsangst på venstrefløjen – og især på den radikale venstrefløj – om at snakke om, hvad indvandringen og demografien har gjort ved Danmark, fordi man ikke vil gå racisternes ærinde,« siger Rasmus. »Og det skal man heller ikke gøre. Men selvfølgelig bliver man nødt til at anerkende, at der er sket noget i samfundet. Det, man så bare skal prøve at forstå, er, hvorfor der er kommet mange mennesker til Danmark. Hvilket er på grund af krige og elendighed og på grund af kapitalens interesser. Så ja, det skal man indse. Og man skal også tage afstand fra for eksempel Hizb ut-Tahrir og andre fascistiske organisationer. Den fælde skal man ikke falde i, hvor man siger: Ingen fjender til venstre. Man skal ikke acceptere fascistiske strømninger, uanset hvor de kommer fra – eller homofobi – bare fordi det er en anden kultur«.

»Man er nødt til at kigge mere nuanceret på det,« siger Mikkel. »Det er for nemt at sige, at indvandrerne begår kriminalitet – uden at kigge på hvorfor nogle gør det. Der er jo ikke nogen, som kommer til Danmark med det formål at starte en bande og gå ud og skyde andre«.

»Der holder jeg også fast i klasseanalysen,« siger Rasmus. »Hvis du har, hvad du skal bruge i dit liv, så begår du ikke kriminalitet. Det er et spørgsmål om klasser«.

Rasmus beder om en rygepause, og i pausen bestiller jeg en sodavand til Mikkel og endnu en øl til ham.

Hizb ut Tahrir-demonstration i København, 2006. Det er vigtigt at tage afstand fra alle fascistiske organisationer, også selv om de udgøres af marginaliserede grupper, mener Rasmus og Mikkel, der dog samtidig opfordrer til en nuanceret tilgang – og holder fast i klasseanalysen. Foto: EPO/ Creative Commons CC-BY 2.5

»Skyd Inger«

Da Rasmus kommer tilbage, spørger jeg, hvordan dét, de har fortalt, harmonerer med, at Antifa Info Aarhus reklamerer for klistermærker, hvor der blandt andet står »Kastrer racister« og »Skyd Inger«. »Da vi har fået nogle henvendelser på det sidste, ang. hvordan man får fingre i noget lækkert propaganda, så her en lille reminder,« som det hedder på Facebook.

Inger Støjberg er netop en af de politikere, som har opfordret regeringen til at undersøge lovligheden af Antifa.

»De er en trussel mod demokratiet, og foreningen bringer ikke noget godt med sig,« har det bl.a. lydt fra Venstres næstformand, som insisterer på kun at færdes på Nørrebro med politi-beskyttelse.

Rasmus forklarer, at klistermærkerne med Inger Støjberg blev lavet i en anden sammenhæng for nogle år siden.

»Først ville vi egentlig bare lave nogle med ”Udvis Inger”, men da hun så lavede ‘kagebilledet’ (den daværende integrationsminister fejrede vedtagelsen af stramning nummer 50 på udlændingeområdet ved at dele et billede på Facebook, hvor hun stod med en Othello-lagkage, red.), tænkte vi: Fuck det! Og så skrev vi ”Skyd Inger”. Men vi har hele tiden sagt, at det er en dialog-starter. Hvis folk siger: Synes I virkelig, at man skal skyde Inger, så svarer vi: Hvad synes du? Hvad tænker du? Lad os bare sige det sådan. Det billede lagde vi bare på Facebook for at vise, at vi har en masse materiale, man kan sætte over…«

»Nej, det skal man ikke tage så tungt,« afbryder Mikkel.

Hvis Generation Identitær havde lavet klistermærker, hvor der stod »Skyd en neger«, ville I så ikke synes, at det var for meget?

»Det er nok ikke helt det samme, for hvorfor skulle man gøre det,« svarer Rasmus. »Der er masser af gode grunde til at skyde Inger, hvis vi endelig tager det på den måde«.

Han griner.

Det vil du godt citeres for?

»Nej,« svarer Rasmus og griner igen.

»Det er egentlig bare en måde at skabe en form for debat på,« siger Mikkel. »Vi mener heller ikke, at man skal kastrere racister«.

Dinosaurerne

Mikkel og Rasmus beskriver sig som anarkister, og er ikke medlemmer af noget parti, så det seneste folketingsvalg stillede dem i et dilemma. Skulle de stemme eller lade være – og risikere at hjælpe med til, at Løkke-regeringen fortsatte?

»Min første stemmeseddel brændte jeg – nej, jeg tror egentlig, at jeg brugte den til at mixe en joint først, men det behøver du ikke at skrive«.

Rasmus griner.

»Men jeg er gået væk fra at tænke idealistisk i forhold til politik, fordi det hele er ad helvede til, jeg er i stedet begyndt at tænke over, hvad jeg kan gøre praktisk,« fortsætter han. »Og det er sådan noget som at lave det her antiracistiske arbejde og stemme på et parti som Enhedslisten, som jeg ikke er 100 procent enig med på nogen måde, men som i det mindste kan trække tingene den rigtige vej. Det handler om, hvad det egentlig kræver af mig at stemme til Folketinget. Og det kræver kun, at jeg giver afkald på mit anarkistiske ideal – men hvad så?«

»Jeg har altid stemt blankt, indtil det seneste folketingsvalg,« fortæller Mikkel. »Der stemte jeg på Enhedslisten, fordi den yderste højrefløj stod til en stor tilslutning med Nye Borgerlige og Stram Kurs, og det gav mere mening at sætte mit kryds end at lade være. Men nu har vi så fået en rød regering, og den kører stort set den samme udlændingepolitik som før«.

»Vi kan jo gudskelov heller ikke sige, at vi har alle svarene, for så ville vi være arrogante tosser,« siger Rasmus. »Så det er en proces, hvor man hele tiden skal holde sig opdateret på, hvordan samfundet og verden er og ikke hænge fast i den gamle ide om, at vi aldrig stemmer ved folketingsvalget, fordi det ikke kan gøre en forskel. Men det kan det måske. Og på samme måde med spørgsmålet om vold. Er det altid den rigtige løsning? Nej, det er sgu ikke altid. Følg med tiden må være udgangspunktet. Ellers uddør man ligesom dinosaurerne«.

»Det er vigtigt hele tiden at tage ens holdninger og handlinger op til revurdering,« siger Mikkel.

Rasmus er enig:

»Man møder jo stadig folk, som tror, at Marx havde ret, og revolutionen kommer lige om lidt – men det tyder sgu ikke på det. Indtil det sker, så bør vi måske finde på noget andet at lave«


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen “Det hærdede stål” om Enhedslistens første 25 år.