Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
22. maj. 2022

At ride en tiger i fuld galop: Svar på 6 teser om anti-imperialisme

Det er anerkendelsesværdigt, at fem prominente medlemmer af Enhedslisten op til deres årsmøde har præsenteret deres tanker om venstrefløjens stillingtagen til krigen i Ukraine, og en strategisk ændring af venstrefløjens opfattelse af NATO. Men Vladimir Putins invasions må ikke være årsag til, at venstrefløjen støtter optrapningen til en endnu mere afskyelig krig, skriver en gruppe socialister i et svar.

“Undgå at være fluen, som flyver ind i deres edderkoppespind”, skrev marxisten C.L.R. James, der advarede mod at alliere sig med én imperialisme for at bekæmpe en anden. Det er der grund til at huske på i dag, mener artiklens forfattere. Illustration: Solidaritet.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

En række fremtrædende medlemmer af Enhedslisten har formuleret en række teser i Solidaritet om, hvordan venstrefløjen bør forholde sig til den nye sikkerhedspolitiske situation. Dem vil vi gerne udfordre her.

Tese 1: Russisk imperialisme

Her er der ingen indvending. Fordømmelsen af den russiske invasion og bekæmpelsen af russisk imperialisme er en selvfølgelighed. Russisk imperialisme har en lang tradition, der går tilbage til tiden før Revolutionen i 1917, og som fortsatte stalinismen, invasionen i Ungarn og kvælningen af arbejderoprøret i 1956. Den viste sig under ødelæggelsen af Tjetjenien, krigen mod Georgien i 2008 og interventionen mod de folkelige protester i Kasakhstan, samt støtten til Bashar al-Assads regime i Syrien. Putin er præsident i et repressivt, nyliberalt regime, og er den internationale arbejderklasses fjende.   
  
Men invasionen i Ukraine har en baggrund, og det gør vi klogt i at forstå. Også fordi det fortæller, hvad inter-imperialistisk rivalisering kan føre til. Det var netop, da Rusland ikke længere kunne forhindre, at Ukraine ville indgå en handelsaftale med EU (og søge optagelse i NATO), der ville tilgodese europæiske virksomheder frem for russiske, at de indledte invasionen af Ukraine. I denne proces har USA, EU og NATO ikke ønsket, at give nogen som helst indrømmelser. Tværtimod har de opmuntret og bevæbnet Zelenskys regering, og derfor bærer de også en del af ansvaret for situationen.  

Tese 2: Våbenstøtte til Ukraine

I den anden tese argumenterer skribenterne for at ”støtte den væbnede modstandskamp”. Ved et sprogligt kneb gør de fem forfattere Ukraines statshær til en slags frihedsbevægelse. Det er hverken Nicaraguas Sandinister i 80’erne eller kurdernes befrielseskamp i Syrien, der er tale om. Ukraine er et kapitalistisk land med en regering, der støtter 100 procent op om neo-liberalistisk økonomisk politik. Våbenstøtten med militært isenkram til Ukraine, der primært skal bruges offensivt, samt efterretning om russiske troppers bevægelser viser ret klart, at dette er en stedfortræderkrig.

“NATO er ikke en sikkerhedsgaranti for fred – tværtimod. Det er garanti for, at bestemte imperialistiske interesser bliver tilgodeset.”

Forfatterne skoser den del af venstrefløjen, som modsætter sig våbenleverancer for at se Ukraine som ”brik” i et spil. Men det er snarere USA og NATO, der ser Ukraine som en ”brik”. Biden mener, at det er ”vores” krig og den hjemlige diskurs overlader ingen tvivl om, at man ønsker Ruslands nederlag og derved Vestens ”sejr”. Derfor bliver våben og sanktioner en støtte til den ene af de imperialistiske magter.  

En sejr til vestlig imperialisme, vundet med ukrainernes liv og lemmer samt vestlige våben, ville være ødelæggende for Ukraine. Ukraine vil være fuldt afhængigt af Vesten, økonomisk og militært, og vil aldrig kunne afvige fra linjen lagt af USA og NATO. Det ville være et kasernesamfund, der fungerer som en NATO-forpost ved grænsen til Rusland, i permanent frygt for angreb og invasion.

Tese 3: Østeuropæernes ret til at vælge NATO 

Tesen om, at landene i Østeuropa skal vælge deres egne alliancer lyder rigtig godt på overfladen, men her springer man jo over, hvor gærdet er lavest. Det er en selvfølgelighed, at landene skal vælge deres egne alliancer. Men har socialister ikke ret til at have en holdning til, om man skal tilslutte sig NATO eller ej, uafhængigt af om nogle ukrainske socialister måtte mene, at NATO er det mindste onde?

Forfatterne kritiserer NATO for ikke at inkludere Rusland efter Sovjets kollaps i 1989-90. Men man kan gå videre. Hvorfor opløste NATO ikke sig selv? NATO vedtog i stedet en politik med “out of area operations”, og begyndte næsten øjeblikkeligt på Balkan, hvor bombeangreb og flyveforbudszoner blev indledt fra NATO’s side. Dette blev især rettet mod serbiske styrker, fordi Serbien var en russisk allieret, der stod i vejen for NATO’s dominans på Balkan.

NATO er ikke en sikkerhedsgaranti for fred – tværtimod. Det er garanti for, at bestemte imperialistiske interesser bliver tilgodeset. Først og fremmest medlemslandenes, hvorfor socialister burde argumentere imod, at deres lande bliver optaget.  

NATO bombede i 1999 Serbien i en kampagne, der varede lidt under 3 måneder. Bombningerne anslås at have kostet Serbien over 200 milliarder kroner. Foto: Infographic / YCNews

Enhedslistens forhold til NATO  

De sidste tre teser handler først og fremmest om Enhedslistens forhold til NATO. Forfatterne argumenterer for, at NATO skal nedlægges, men på sigt. Der skal først etableres en ny ”global sikkerhedsarkitektur”. Alternativt skal man vælge en ”reformvej”, som skal gøre NATO til en ren ”forsvarsalliance”. De skriver: ”Det vil kræve et opgør med det nuværende strategiske koncept, der betoner NATO som verdens politimand”.

Sagt med andre ord skal venstrefløjen arbejde gennem den danske stat mod selve grundlaget for NATO. Altså ændre en militæralliance, som blev født i en imperialistisk rivalisering mellem USA og Sovjet med Vesteuropas hjælp. Det virker endnu mere op ad bakke end ideen om at reformere EU indefra.

Forfatterne mener, at der skal skabes en freds- og afrustnings-bevægelse, som på tværs af medlemslandene kan gå imod den stigende militarisme. Og denne bevægelse skal arbejde for reformering af NATO. Der er ingen uenighed om at bygge en fredsbevægelse op på ny, efter bevægelsen mod Irak- og Afghanistankrigene er svundet hen. Men at håbe på at denne kan reformere NATO, er højst et naivt, fromt håb. NATO er vores lederes redskab til at forsvare det system, de nyder godt af.

Når der er enighed om behovet for en ny fredsbevægelse, undrer vi os over, at Enhedslisten ikke tilslutter sig det nyligt oprettede Fredsinitiativ, som netop vender sig imod både Ruslands invasion og NATO’s åbenlyse oprustning. Vi tror på, at årsagen findes i opfattelsen af hvad, imperialisme egentlig er.

Hvad er imperialisme egentlig?

Det mest bemærkelsesværdige er, at forfatterne – på trods af, at de skriver, at “der er brug for en konsistent antiimperialisme”, og at de ønsker en “verden uden imperialistiske stormagter” – ikke på noget tidspunkt skitserer en strategi for et opgør med imperialismen.

“Der er ingen uenighed om at bygge en fredsbevægelse op på ny. Men at håbe på at denne kan reformere NATO, er højst et naivt, fromt håb.”

Imperialismen er et produkt af det kapitalistiske konkurrencesystem, som er den iboende og dynamiske drivkraft i kapitalismen – vækst og atter vækst eller gå under.  Det lille bryggeri ved bunden af Valby Bakke bliver til et multinationalt selskab med interesser over hele kloden. Skipper-slægterne på Rømø udvikler én af verdens største containerrederier med havneterminaler over hele verden og grene til industri og bankvirksomhed i Danmark. Denne udvikling er ikke kun sket i Danmark med Carlsberg og Mærsk, men i alle lande.

Imperialismen er det system, der opstår, når de kapitalistiske lande varetager deres egne kapitalisters økonomiske interesser internationalt. Det sker ofte gennem handelsaftaler og diplomatiske manøvrer og indblanding i andre landes politik, men når dét ikke er nok, bliver militærmagt brugt. Det er imperialismens blodige historie de seneste 150 år. 

Elefantporten foran Carlsbergs oprindelige bryggeri i København. Som med alle andre kapitalistiske virksomheder, er virksomheden drevet af det kapitalistiske konkurrencesystem, som understøttes politisk af imperialismens ekspansion. Foto: Wiki Commons.

Forfatternes alternativer til den anti-imperialistiske kamp 

De fem forfatteres vision er ikke et brud med imperialismen som system, men med “multilaterale samarbejder som FN og OSCE (Organization for Security and Co-operation in Europe, red.), der skaber rammerne for en regelbaseret international orden. Hvor ingen lande er tvunget til at søge alliancer med den ene eller anden imperialistiske supermagt for at kunne bevare sin suverænitet.”

“Krige stopper først, når imperialismen som system afskaffes.”

FN er ikke et alternativ til imperialismen. FN er struktureret omkring de imperialistiske magters indbyrdes styrkeforhold, da 2. Verdenskrig sluttede med de fem vindende magter som permanente medlemmer i FN’s ledelse – Sikkerhedsrådet, hvor de også har vetoret. Den ret giver de ikke væk, og hvis den blev afskaffet, ville de bare gøre FN overflødig på samme måde, som OSCE er.   

Forfatternes vision reducerer anti-imperialismen til en verden, hvor kapitalistiske lande kan bevare deres suverænitet. Men fordi den kapitalistiske konkurrences vækstdynamik betyder, at kapitalistiske virksomheder vokser ud over de suveræne landes grænser, vil en verden af ”suveræne” kapitalistiske lande aldrig være fredelig. Sådan en verden vil heller aldrig være uden imperialistiske magter, da de stater – der udvikler det bedste militær-isenkram – er også dem, som kan erobre og forsvare markeder og ressourcer. Disse magter vil netop agere imperialistisk. Krige stopper først, når imperialismen som system afskaffes.

Hvordan skal vi så agere som socialister? 

Vladimir Putins invasions rædsler må ikke være årsag til, at venstrefløjen støtter optrapningen til en endnu mere afskyelig krig. NATO’s aggressive krav og dens overførsel af våben truer med at kunne udarte sig til at blive til en forfærdelig udvikling henimod en endnu større konflikt, som kan risikere at blive udkæmpet med atomvåben. 

Men at advare imod en optrapning af krigen er ikke det eneste argument, socialister kan pege på som en anden vej end blot at støtte NATO’s stedfortræderkrig, som rigtig mange er faldet for. Der er en alternativ argumentation end dén at bakke op om vores egen herskende klasse. 

Russisk modstand både hjemme og ude

Centralt for at skabe positive resultater er den russiske antikrigs-bevægelse, som må og skal vokse, og kombinere afskyen for krigen med alle de andre områder, hvor den russiske arbejderklasse viser utilfredshed. På trods af intens undertrykkelse er titusindvis af russere gået på gaden for at fordømme Putins krig. Jo længere krigen trækker ud, jo mere socialt oprør vil der være. Der vil kunne opstå en situation, hvor frygten skifter side. Det sker, når politimanden og dommeren lige pludselig mærker frygten for dem, som de hidtil har været vant til at banke og fængsle.

En anden faktor af betydning er utilfredshed og mytteri i de væbnede styrker. De gentagne beretninger om russiske soldater, især værnepligtige, som nægter at deltage i krigen i Ukraine, og som saboterer deres egne køretøjer, minder om den måde, oprør ramte de amerikanske styrker under Vietnam-krigen. Utilfredshed blandt de russiske soldater kan underminere invasionen af Ukraine.

Modstanden i Ukraine  

Opbygningen af oppositionelle kræfter i Ukraine, som er uafhængige af NATO’s våben og kontrol vil være afgørende – også selvom Rusland rent faktisk vil komme til at foretage militære erobringer. Det er der en række eksempler på, hvor imperialistiske magter først havde brugt deres magt imod deres svagere modstander, men herefter, ofte i årevis, blev konfronteret med en modstand på et lavt niveau, som til slut påførte dem et ydmygende nederlag. 

Til slut er der anti-krigsbevægelsen i NATO-landene. Hver eneste protestmarch, hver eneste forbindelse til den bredere klassekamp, vil gøre det sværere for USA at gøre Ukraine til en vasalstat. Det giver os et ansvar for at agitere for samt organisere et sådant oprør.  

Fire alternativer til mere krig  

Alle de fire beskrevne forhold kan gøre krigen i Ukraine til en forløber for et oprør imod alle landes herskende klasser, som lige nu intensiverer deres forsøg på at optrappe krigen. Tilsammen udgør det et alternativ til forfatternes teser.

“Forfatternes afbøjning overfor imperialisme gennem de 6 teser skaber desværre ikke fred, men lammer os i forhold til at bekæmpe en krigerisk verdensstruktur.”

Marxisten C.L.R. James fra Trinidad var en beslutsom anti-imperialist, som sagde nej til Italiens invasion af Etiopien i 1935. I den forbindelse gjorde han det klart, at det ikke måtte betyde, at han ville bakke op om de andre imperialistiske magters forsøg på at fordrive italienerne.

James skrev dengang: “Lad os ikke blot bekæmpe den italienske imperialisme, men også de andre røvere og undertrykkere, den franske og den britiske imperialisme. Tillad dem ikke at spænde dig for deres vogn. For kommer man først inden for den imperialistiske politiks indflydelse, så vil man blive svækket af stanken, og herefter vil man drukne i sumpen af løgne og hykleri. Undgå at være fluen, som flyver ind i deres edderkoppespind.” 

Den holdning burde inspirere os i dag. Forfatternes afbøjning overfor imperialisme gennem de 6 teser skaber desværre ikke fred, men lammer os i forhold til at bekæmpe en krigerisk verdensstruktur. 


Om skribenten

Jacob Lausch Krogh

Jacob Lausch Krogh

Medlem af Internationale Socialister. Aktiv i Århus mod Krig og Terror. Læs mere

Om skribenten

Charlie Lywood

Charlie Lywood

Charlie Lywood er medlem af Internationale Socialister. Læs mere

Om skribenten

Louise Pedersen

Louise Pedersen

Louise Pedersen er psykolog. Kandidat for Psykiatrilisten i Region Midtjylland. Læs mere

Om skribenten

Lisbeth Sand

Lisbeth Sand

Aktivist bosat i Randers. Læs mere

Om skribenten

Bo Stefan Nielsen

Bo Stefan Nielsen

Økosocialist, pacifist og #klimatosse. Læs mere