At Vesten er ’the baddies’ er ikke hele sandheden

I sit indlæg ’”Er det Vesten, der er ’the baddies’”’ 30. september taler Carsten Andersen om en fortælling om Ukraine-krigen, der misbruges til at gennemføre en ekstrem oprustning og militarisering af Danmark.

Det er regeringens fortælling, der bakkes op af de øvrige partier bag ’det nationale kompromis’ og af medierne, hvor Putins invasion af Ukraine udlægges som en trussel imod Danmark. Derfor oprustning.

Enig i to ting

Jeg er enig i, at Danmark ikke på nogen måde er truet, og at det had til russere i almindelighed, som fortællingen, især i krigens begyndelse, lagde op til, var modbydeligt. Det er Putin, og ham alene, der har ansvaret for krigen.

Jeg er også enig i det billede, der tegnes af USA og dets stræben efter verdensherredømmet, at modsætningerne ikke går mellem autokratier og demokratier, og at Danmark er en integreret del af vestlig imperialisme.

To ting at undre sig over

Når Putin giver Ukraine hovedansvaret for, at Minsk 2-aftalen ikke blev gennemført, så undrer det mig, at han har glemt, at det var Putin selv, der ved krigens begyndelse erklærede, at den ’ikke længere eksisterede’.

Carsten Andersen har ikke været opmærksom på dét, der var Putins vigtigste dagsorden: At genskabe zarernes Storrusland ved at indlemme de tidligere Sovjet-republikker som kolonier i sit eget imperium. De bakkede Putin op ved krigens start, men fik hurtigt kolde fødder, da de fandt ud af, at der var ved at ske det samme for Ukraine, som tidligere var sket med Georgien og Tjetjenien. Da Kinas præsident Xi Jinping aflagde statsbesøg i Kazakhstans hovedstad Alma Ata, lovede han at garantere landets fortsatte uafhængighed.

Det undrer også, at der ikke sættes spørgsmålstegn ved ’den stormagtsrolle, som de (Rusland) føler sig berettiget til’. Den bebrejdelse, der med rette kan rejses mod USA’s støtter for stadigvæk at leve højt på den indlærte russerfrygt fra den kolde krig, følges tilsyneladende op af en forståelse for det nutidige Ruslands situation og interesser, der i lige så høj grad hører hjemme i den kolde krigs forestillingsverden.

USA er den samme imperialistiske stormagt som før Sovjetunionens sammenbrud, men det er Rusland ikke. Gorbatjov åbnede op, Jeltsin solgte ud, og Putin fuldførte værket ved at skabe et Rusland, der økonomisk er en oligarkisk kapitalisme-variant, helt integreret i verdensøkonomien, og politisk et autokrati af den værste slags.

Rusland er ekstremt højreorienteret og undertrykkende over for dets borgere. Der udstedes langvarige fængselsstraffe for den mindste fornærmelse eller ytring af utilfredshed. Der er opdigtede anklager, blacklisting på arbejdsmarkedet og ’uopklarede’ snigmord.

Proxykrig eller national forsvarskrig

Krigen i Ukraine er et stykke henad vejen en proxykrig, men i langt overvejende grad en national forsvarskrig imod en imperialistisk stormagt, der lige så lidt er berettiget til at underkue andre lande, som USA er det.

Og det ironiske er, som Mikael Hertoft påpeger i sit indlæg i Solidaritet 29. september, at hvis Ukraine lider nederlag, vil det kaste andre bange befolkninger i armene på NATO, og dermed styrke alliancen og USA.

Ret og vrang om Ukraine

Zelinskij er ikke en politiker efter min smag. Det er Joe Biden, Emmanuel Macron og Mette Frederiksen heller ikke. Men det afgørende er, at langt de fleste ukrainere anerkender Zelinskij som landets leder, og at han under krigen har taget effektive skridt til at bekæmpe korruption.

Det er også en myte, at Zelinskij skulle have nazistiske tilbøjeligheder, og at nazismen skulle være et udbredt fænomen i Ukraine. De små nazistiske og andre højreekstremistiske partier, der var, fik ved sidste valg 1-2 procent af stemmerne. Det er et helt andet billede end i Rusland, hvor et stort parti i Dumaen synes, at Putin burde gå mere brutalt til værks.

Det er rigtigt, at der er partier, som er blevet forbudt i Ukraine, og at det ikke begrænser sig til dem, der samarbejdede med fjenden. Men Ukraine er trods alt et fungerende demokrati, hvor politiske modstandere ikke bliver spærret inde som i Rusland.

Der er også sket store indskrænkninger i faglige rettigheder, men det er lige så meget udtryk for, at Zelinskij lægger an til at følge den neoliberale linje, som de andre europæiske lande gør. For hvis Ukraine vinder, så rykker ITO, WTF og Den Europæiske Centralbank ind. Så bliver der en regning, som skal betales, og eftergivelse af gæld har ikke været nævnt med ét ord.

Et lys i mørket

Der er dog ét lyspunkt. De sociale bevægelser i Ukraine, som hjælper i det krigsramte ukrainske civilsamfund, har skabt en kollektiv selvtillid til at tage kampen op mod Zelinskij-regeringens neoliberale kurs.

Det – og meget mere – kan man læse om i de mange artikler, der har været om Ukraine i Solidaritet og Socialistisk Information (socinf.dk), og som også kan være et korrektiv til de kilder, som Carsten Andersen har trukket på.