ATP under beskydning – 2,3 milliarder lønmodtagerkroner tabt lige ned i kloakken

Det er ikke nyt for ATP at befinde sig i stiv kuling. Tværtimod. Det har ordningen før været. Ofte af politiske årsager, og indimellem som følge af kritiserede forsøg på at redde nødlidende virksomheder. Og mere sjældent for betydelige økonomiske tab.

Den aktuelle blæsevejr er dog affødt af ubehageligt dårlige resultater af investeringen af en del af lønmodtagernes opsparing. Og der har ATP ikke været vant til. Ordningen har derimod som oftest leveret ganske flotte afkast på investeringerne.

Helhedsløsningen blev murbrækkeren

Det var svenske erfaringer, der inspirerede til en dansk diskussion om at bygge noget oven på folkepensionen. Faktisk var Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Landsorganisationen (LO) godt på vej til at aftale en tillægspension ved overenskomstfornyelsen i 1963, men emnet faldt på grund af manglende enighed om de øvrige overenskomstspørgsmål.

Derfor blev det i stedet Christiansborg, der overtog debatten om at bygge oven på den universelle folkepension. En debat, hvori spørgsmålet om centrale fond spøgte i årevis. ATP blev en realitet ved et større indkomstpolitiske indgreb i 1963 kaldet Helhedsløsningen. Den socialdemokratiske ordfører Hans Rasmussen argumenterede ved vedtagelsen for det rimelige i, at produktionen på denne måde “også betaler slitagen af arbejdskraften”.

Vanvidsbilismen i den finansielle sektor

Da jeg blev valgt som forbundsformand i FOA i 2002 fulgte en plads i LO’s forretningsudvalg – og på den baggrund en LO-plads i ATP’s repræsentantskab. Jeg værgede den gang for mig over for LO-formand Hans Jensen både mod denne plads og tilsvarende i forhold til Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD).

Det var imidlertid meget vigtigt for Hans, at de store forbund var repræsenteret; så var det til gengæld i orden, at vi meldte afbud, med mindre han havde brug for vores deltagelse og stemme. Det gik et stykke tid, men så måtte jeg sige til Hans Jensen, at han måtte finde en afløser, fordi jeg ikke havde samvittighed til at se referat efter referat med afbud fra min side.

Den finansielle sektor har i en årrække været befolket af de unge i overhalingsbanen med de hurtige aftræksfingre i en verden, hvor skarpe hjørner køres runde med lukkede øjne.

Det er dem, der så at sige udgør de finansielle vanvidsbilister.

Dét har ATP også været i for tæt – godt nok indirekte – berøring med.

Det kom frem i offentligheden, da ATP’s direktør Christian Hyldahl måtte opsige sin stilling, efter Børsen afslørede, at han tidligere havde stået i spidsen for en Nordea-afdeling, der spekulerede i schweizisk og fransk udbytteskat.

Direktøren kunne inden sin ansættelse i ATP ikke se noget galt i sin og Nordeas finte for uretmæssigt at få refunderet udbytteskat fra først Schweiz og siden Frankrig – og havde fortsat med at hente penge i de to landes statskasser også efter at være blevet underkendt af den schweiziske Højesteret.

Tværtimod var spekulationen i uberettiget refusion af udbytteskat efter Christian Hyldahls opfattelse foregået “helt inde på midten af banen”, og “jeg synes ikke, vi har noget at skamme os over”.

For mig var det lidt uforståeligt, at ATP’s bestyrelse – eller i det mindste LO’s medlemmer i bestyrelsen – kunne acceptere en direktør for forvaltning af medlemmernes penge med personlige værdier, der lå så langt fra fagbevægelsens.

Det er ikke så nemt at skille sig af med en direktør, som er mere på linje med holdninger i den finansielle sektor end i fagbevægelsen, men det kan lade sig gøre. Jeg har prøvet det som FOA’s ansvarlige for arbejdet i PenSam, da det blev nødvendigt at sige farvel til en bestyrelsesformand.

Det er gået galt flere gange – Nordisk Fjer og Hesalight

For pensionsselskaber, som over en lønmodtagers arbejdsliv skal vedligeholde og gerne øge værdien af de indbetalte bidrag, er investeringen af pengene helt afgørende. Og investeringer indebærer mulighed for både gevinst og tab.

Branchens voldsomt dyre investeringsfolks opgave er at sikre, at gevinsterne langt overgår tabene. Samtidig skal risikoen for tab minimeres ved at blive spredt mest muligt. Til gengæld øger behovet for spredning og jagten på store gevinster naturligvis risikoen for at løbe ind i svindlere og bedragere.

Også det har ATP prøvet.

Endda godt og grundigt, da Nordisk Fjer i 1991 blev afsløret som en af de største danske erhvervsskandaler, hvor en tidligere ekspedient i firmaet og senere enevældig direktør – Johannes Petersen – kørte selskabet økonomisk i sænk, og derefter dækkede over selskabets reelle økonomiske situation med svindel og bedrag.

Ovenikøbet hjulpet godt på vej af en bestyrelse, som på papiret indeholdt stærke finansielle navne som den tidligere kammeradvokat Poul Schmith, Magasins direktør Jørgen Basse og formanden for Nationalbankens bestyrelse Poul Nørregaard Rasmussen – men som blot inkasserede tårnhøje honorarer for intet fornuftigt at foretage sig, og som under oprydningen blev en endog meget dyr affære for de forsikringsselskaber, som hang på bestyrelsens ansvarsforsikringer.

Johannes Petersen tog livet af sig, da pressens afsløring af svindelen fik korthuset til at ramle sammen.

Det må ikke ske, men den form for svindel og bedrag fra kriminelle forretningsdrivende er vanskelig at gardere sig effektivt mod. Jeg oplevede et tilsvarende kedeligt eksempel, da FOA’s pensionsselskab PenSam sammen med Danske Bank, Pension Danmark og Ikea blev svindlet for op mod 630 millioner kroner med falske fakturaer og garantier af lysvirksomheden Hesalights stifter Lars Nørholt.

Det var lykkedes virksomheden at bilde både långivere og omverdenen ind, at den udgjorde en solstrålehistorie inden for grønne investeringer, som tilmed blev rost af både Vækstfonden og statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Ikke mindst Berlingske gik meget energisk i brechen for Hesalight, da glasuren på lysvirksomheden begyndte at krakelere. Alligevel blev direktør Lars Nørholt og to bestyrelsesmedlemmer af Østre Landsret dømt til at tilbagebetale 200 millioner kroner, og direktøren blev siden idømt syv års fængsel og en bøde på 15 millioner kroner for bedrageri og meget mere, der også omfattede at lade Hesalight betale private udgifter for omkring 55 millioner kroner og momssvig for omkring 15 millioner kroner.

Millionerne har rullet – LD, Maj Invest og ATP

Den finansielle sektor udviklede i grådighedens årti lønniveauer og såkaldte incitaments-systemer – på almindeligt portørdansk er det “belønnings-bananer” – med bonusser, aktieoptioner og meget andet kreativt huttelihut, der ret hurtigt gør chefer og specialister til millionærer. Og den øverste tops indtægter til fantasilioner.

Det blev gjort på samme måde, som Baron von Münchausen trak sig selv og sin hest op af sumpen – ved at trække sig selv i håret. Branchen har på samme måde trukket sine egne lønninger m.v. op ved håret.

Desværre tog forvaltningen af lønmodtagerpenge ved lære af sektorens enorme lønninger og bonusser og alt det andet pjat.

Lønmodtagernes penge skal naturligvis yngle mest muligt på et etisk bæredygtigt grundlag, og derfor må der også indkøbes kompetente investeringsfolk til forvaltningen af midlerne.

Men … det går indimellem over gevind. Langt over.

LD trådte frivilligt ind i rampelyset, da fonden solgte aktier til et datterselskab – en kapitalfond – som Maj Invest fik forvaltningen af, og som kapitalfonden ved udgangen af 2013 kunne se frem til et grundhonorar plus en aftale om en himmelråbende stor bonus på tilsammen over 800 millioner kroner til Maj Invests partnere og medarbejdere, når fonden på et tidspunkt lukker. Og med den særlige krølle, at direktøren i Maj Invest oprindeligt var direktør i LD, og også var det, da LD videresolgte aktierne til sin egen kapitalfond.

ATP fulgte desværre efter med et bonusprogram, hvor der i 2020 var opsamlet 195 millioner kroner til de i ATP’s kapitalfond, som selv har investeret meget begrænsede beløb i fonden, ud over høje lønninger og bonusprogrammer. Og loftet for bonusprogrammet er helt oppe omkring 500 millioner kroner. Det er simpelthen fantasilioner, de ansatte har udsigt til.

Historisk store tab

2022 var ikke et godt år for investering af lønmodtager-opsparing, og slet ikke for ATP, der tabte 64,4 milliarder kroner på sine investeringer. Det gav tab ikke kun hos ATP, men over stort set hele linjen. Men for ATP’s vedkommende kniber det med at indhente taber, mens øvrige pensionsselskaber hurtigt indhentede det tabte.

Også her oplevede vi i PenSam tilbage i tiden nogle år med noget, der ligner – med klart utilfredsstillende afkast.

Alle kan ikke altid ligge i top, når det gælder investeringer med en risiko. Pensionsselskaber har forskellige bindinger, som lægger begrænsninger på mulighederne for investeringer, men PenSams placering var ikke i orden. Det er ATP’s vist heller ikke for tiden.

PenSams problemer gjorde det nødvendigt, at FOA på et tidspunkt måtte sige til PenSams bestyrelse og direktion, at PenSam med sine særlige problemer med lave pensionsbidrag og alt for mange nye førtidspensioner, skulle op og ligge i den øverste tredjedel af arbejdsmarkeds-pensionsselskaberne, hvis selskabet fortsat skulle forvalte FOA-medlemmernes pensionsopsparing.

Det lykkedes. Endda så godt, at PenSam i år udover at blive udpeget ved en europæisk prisuddeling, der – forhåbentligt med en portion selvironi – kaldes pensionsbranchens svar på Hollywoods Oscaruddeling som “Årets danske pensionsselskab” også fik en pris for sin investeringsvirksomhed. Sådan spillede klaveret ikke, dengang PenSam og FOA med rette som ATP i dag blev kritiseret for evnen til at skabe afkast.

Helt galt er det gået for ATP med en investering på 2,3 milliarder lønmodtager-kroner i en ny svensk produktion af batterier til el-biler. Investeringens værdi er ved årets udgang med ATP-direktør Martin Præstegaards ord “ikke meget langt fra nul. Det betyder jo, at langt det meste af investeringen er væk”.

2,3 milliarder direkte i kloakken betyder endnu flere ridser i lakken hos ATP.

Hvem skal forvalte vores opsparinger?

Når kritikken af evnen til at forrente lønmodtagernes opsparing hos ATP, LD og arbejdsmarkeds-pensionsordningerne dukker op, så følger der ofte i kølvandet krav om at kunne hæve sin opsparing og få den forvaltet et andet sted.

Da det kneb med PenSams evne til at skabe afkast, besluttede vi i FOA at arbejde for frit valg af formueforvalter, men blev blokeret i PenSams bestyrelse og af arbejdsgiverne ved overenskomstforhandlingerne.

Kernen i forvaltning af kollektive pensionsordninger er ikke investeringerne, men derimod de solidariske forsikringsmæssige elementer, hvor opsparerne dækningsmæssigt tager hånd om hinanden. Det frie valg af formueforvalter ville fastholde denne grundlæggende solidaritet.

Alternativet er frit valg, hvor de gode liv forlader de dårlige – og dermed udbygger de i forvejen alt for store forskelle i pensionisttilværelsen.