Både EU og Mercosur fortjener bedre

Fredag 6. december annoncerede EU-Kommissionens formand, den tyske konservative Ursula von der Leyen, gladelig, at man nu havde afsluttet forhandlingerne om den kontroversielle handelsaftale mellem EU og Mercosur-landene (Brasilien, Argentina, Paraguay og Uruguay).

Præcist hvor problematisk og kontroversiel aftalen er understreges af, at aftalen har taget 25 år at forhandle, og at mange af forhandlingerne er foregået i hemmelighed. Netop det at søge at undgå offentlig opmærksomhed og løbende demokratisk kontrol med, hvad aftalen indeholder, synes desværre at have været en rød tråd igennem hele forløbet.

Det har da også gennem året fået både anerkendte organisationer og sågar EU’s egen ombudsmand til at kritisere forløbet. Det sidste skete så sent som i 2023, hvor ombudsmanden kritiserede at en ny protokol til forhandlingerne også blev holdt hemmelig.

Ingen oplysninger om handelsaftalen

Det er desværre meget sigende for EU’s adfærd i forbindelse med mange af deres handelsaftaler. Da man ved, at alle fra fagforeninger og landbrugsorganisationer til menneskerettighedsforkæmpere og store erhvervssektorer er stærkt kritiske over for, hvad det er EU lover, så vælger man en klar strategi.

En strategi der handler om at holde debat og demokratisk kontrol så langt væk fra forhandlingerne som muligt. Men med EU-Mercosur aftalen tages dette til nye højder, og det vel at mærke for en aftale, der vil påvirke mere end 700 millioner mennesker i både Europa og Latinamerika.

Det er skandaløst, at Kommissionen indtil sidste øjeblik nægtede at afsløre detaljerede oplysninger om forhandlingerne og forhandlingsdokumenterne. Det går da også direkte imod Kommissionens tidligere løfter om at forbedre gennemsigtigheden og dialogen med civilsamfundet, når det gælder handelsaftaler.

Hvis lukketheden omkring forhandlingerne ikke er nok at være bekymret for, så tyder alt også på, at EU-Kommissionen går efter at benytte et kontroversielt trick om at splitte aftalen op i to dele, for på denne måde at undgå at EU-landenes nationale parlamentarikere skal tage stilling til de mange kontroversielle ting, der indgår i aftalen.

Sådan er det ofte med handelsaftaler

Rent konkret betyder en opsplitning, at selve handelsdelen af ​​aftalen – den hvor hovedparten af det kontroversielle indhold findes – vil kunne vedtages uden samtykke fra alle EU-medlemsstaterne i Rådet, og uden ratificering af parlamenter i hvert af EU-landenes parlamenter. Dermed vil men omgå eller begrænse den demokratiske kontrol og offentlige debat på nationalt plan, der ellers oprindeligt var forudset.

Det er en metode, EU har benyttet sig af før, og som NGO’ere allerede for år siden advarede imod. Derfor er det også underligt, at man, herunder fra vores egne regeringer, hører så lidt om EU-Kommissionens planer, og hvad de tænker om dem. Man kunne få den tanke, at det er fordi de, ganske som EU-Kommissionen, i virkeligheden ikke ønsker, at der skal være for megen diskussion om, hvad aftalen egentlig får af konsekvenser.

Sådan er det desværre ofte med handelsaftaler. Vi skal tage til takke med, at nogle flytter grafer og tal om, hvor mange penge der teoretisk set er at hente – og skal helst ikke tale højt om de negative konsekvenser, der følger med.

Det går ud over klimaet og naturen

Negative konsekvenser er der ellers nok af, når det kommer til Mercosur. At gå ind i dem alle her, ville tage for længe, men nogle af dem er som følger:

Et klart formål med aftalen er, at EU skal øge sin import af ​​oksekød, fjerkræ, sukker og andre landbrugsprodukter fra Mercosur-landene og deres kæmpe landbrug. EU skal til gengæld have lov at øge eksporten af ting som biler, plastik, luksusalkohol og sprøjtemidler – herunder pesticider, der er så farlige, at de er forbudte at bruge i EU.

Eller sagt med andre ord, EU skal importere mere af de råvarer, der er blandt de største drivkræfter bag skovrydning, drivhusgasemissioner og tab af biodiversitet, og som truer oprindelige samfund – der allerede bærer en uforholdsmæssig stor byrde af klimakrisen. Samtidig skal vi importere mere frugt og grønt, der er dyrket med pesticider, som er forbudt i EU, men som nu alligevel så i stigende grad kan finde vej til vores hjemlige frugtskåle som en del af aftalen.

Som om det forventede øgede pres på skovene som EU-Mercosur aftalen må forventes at medføre, ikke var nok, så sker det samtidigt med at, EU har taget skridt til at forsinke den tiltrængte regulering af skovrydnings-risiko råvarer. Når man tænker på, at undersøgelser viser, at handelsaftalen mellem EU og Mercosur kan fremskynde skovrydningen med 25 procent, understreger det, hvor alvorligt – og forkert – det er.

Bør man vedtage aftalen?

Alt dette må vi, hvis det står til EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen, bare sluge – ja vi skal endda være glade for det, må vi nok forstå. Det på trods af at studier viser, hvordan aftalen også er forbundet med store økonomiske risici, og selvom selv EU’s egen konsekvensanalyse faktisk indrømmer, at udsigten til økonomisk vækst er stærkt begrænset.

Man kan jo spørge sig selv, hvorfor det er så vigtigt at presse en kontroversiel aftale igennem med alskens tricks, når gevinsterne ved den er usikre, mens der ikke hersker tvivl om, at den også vil have mange negative konsekvenser.

Eller sagt på en anden måde: Hvis EU har lavet en handelsaftale, der er så dårlig og kontroversiel, at man kun tror på, at man får den vedtaget, hvis man begrænser den demokratiske kontrol med den – bør man så overhovedet vedtage den?

Nej, det bør man selvfølgelig ikke. Og derfor er det også så vigtigt, at kampen mod Mercosur-aftalen bliver bred og organiseret.