Boligpolitik – forbrydelse eller dumhed?

Den neoliberale kapitalistiske politik har gennem de seneste 25 år eroderet mange af de boligsociale fremskridt, som startede med de kommunale og sociale boligbyggerier fra 1920 og hen i 1980’erne.

Da Preben Wilhjelm i 1971 skrev bogen ”Boligpolitik – Forbrydelse eller dumhed”, var København præget af billige og elendige lejeboliger og tomme sanerede ejendomme, der ofte blev besat af slumstormere. Samtidig opstod mange aktive beboergrupper rundt om i protest mod den daværende saneringspolitik. I slutningen af 1990’erne tog saneringsselskabernes renoveringer af ejendomme til, mens kommunens 19.000 boliger hovedsageligt blev solgt som andelsboliger til lave priser. Disse boliger indgår nu som spekulationsobjekter, på lige fod med ejerboliger og lejeejendomme.

Byggeri af nye almene boliger ophørte nærmest herefter. Det politiske fokus var på vækst og ændringer i befolknings-sammensætningen – i ønsket om en gentrificering, beboerudskiftning af byen med et velhavende segment: Et nyt klassesegment der kunne følge med prisudviklingen, herunder betale de voldsomt stigende grundpriser.

Absurde boligpriser

Prisudviklingen på boliger i de større byer er nu gået fuldstændig grassat, og skellet mellem rig og fattig stiger på alle fronter. I København argumenterer politikere fra højre til venstre for, at priserne på både lejeboliger og ejerboliger er for høje, med påstand om at middelklassen – såsom sygeplejersker og betjente – ikke har råd til at bo i byen med en husleje på 14.000 – 18.000 kr. om måneden.

Mange i denne erhvervsgruppe har ikke råd til at købe en ejerbolig, men med en gennemsnitlig indtægt på over 40.000 kr. om måneden for et par, kan det være muligt at betale huslejen i en lejebolig. Alligevel er det den gruppe, som politikerne igen og igen fremhæver som de borgere, der ikke har råd til at bo i byen.

Som landet ligger, forekommer det, at man totalt ignorerer den store gruppe af lavtlønnede arbejdende mennesker i byen, som rent faktisk holder hjulene i gang.

Arbejderklassen presses ud af byen

Udskiftningen af den københavnske arbejderklasse i de ældre bydele og den massive stigning af beboere fra den velhavende middelklasse, lægger yderligere pres på de almennyttige boliger i byen. Boliger, som påstås at være dem, der skal sikre de mindre bemidlede.

Med liberal lovgivning, salg af almene boliger og dyrt nybyggeri har de vækstbesatte politikere støt skubbet almindelige arbejdere, lavtlønsgrupper og kontanthjælpsmodtager ud af byens huse.

Byen er fortsat fuld af lavindkomstgrupper som f.eks. servicemedarbejdere, butiksansatte og lagerarbejdere. Mange, der arbejder i disse erhverv, har tydeligvis ikke råd til at bo i byen, hvilket bidrager til omfattende pendling fra de billigere omegnskommuner.

Det samme gælder mange håndværkere, som er flyttet ud af byen, og hvis varevogne bidrager til trængslen ud og ind ad byen – hvorfor byudviklingen også skal ses i et klimamæssigt og trafikalt perspektiv.

Med ghettolovgivningen har man, foruden etniske kriterierogså taget uddannelse og indtægtsniveau ind som led i udvælgelsen af beboere til det almene byggeri; en klar fravigelse af de oprindelige sociale målsætninger om gode og billige boliger til arbejderklassen.

Mens politikernes vækstdrømme med omfattende nybyggerier og infrastruktur skaber et enormt CO₂-aftryk, sænkes bæredygtighedskravene for nye almene boliger – for at holde prisen på disse nede.

Så vi må atter spørge os selv, om by- og boligpolitikken er en forbrydelse mod de underprivilegerede i arbejderklassen, eller om det er udtryk for dumhed, både set i et socialt og klimamæssigt perspektiv.

Et initiativ til en ny social almennyttig boligfond

Det er på, tide at vi som borgere selv udvikler nye ideer, der kan sikre billige boliger til mindre bemidlede.

Jeg vil derfor foreslå at opbygge en social almennyttig boligfond med en portefølje af billige lejeboliger i by og land.

Til denne fond kan velbemidlede boligejere donere eller testamentere deres ejendomme og dermed støtte visionen om mangfoldige byer, hvor også de lavtlønnede arbejdere har råd til at bo.

Mange ældre sidder i boliger, der er steget betragteligt i værdi, siden de blev købt. Denne samfundsskabte værdi kan retfærdigvis komme mindre bemidlede borgere til gode.

Samtidig kan en donation til en almennyttig fond reducere arveafgifter for eventuelle arvinger.

Med midler til at opkøbe ejendomme med henblik på udlejning, vil en boligfond også kunne hjælpe familier, der mister deres indtægt og ellers vil være tvunget til at sælge og fraflytte deres bolig.

Med en social boligfond med portefølje af udlejningsboliger rundt om i landet, kan vi løse en del af boligproblemet for arbejderklassen og andre lavindkomstgrupper. Fonden kan blive registreret som en social, almen boligforening, og hermed få offentlig støtte under loven for almene boligselskaber.

Men en fond vil ikke – som tilfældet er med de almene boligselskaber – være underlagt tilfældige politiske vinde og de begrænsninger, loven pålægger deres virke.

Hvis nogen af jer, der læser dette indlæg, kan se en ide i projektet, må I gerne melde tilbage, hvorefter jeg vil indkalde til et møde, hvor vi kan diskutere oprettelsen af en fond og kriterierne for dens virke.

Send en mail til [email protected]