Da København solgte de kommunale boliger – og rejsen mod mere opdeling tog fart

I midten af 1990’erne blev 20.000 kommunale boliger i København solgt. Det skulle blive en af de enkeltstående beslutninger, som har ændret boligmarkedet mest.

Langt de fleste boliger blev solgt til lejerne som andelsboliger. Det var med til at gøre andelsboligerne til den dominerende boligform i København – indtil for nylig.

Når salget af de kommunale boliger bliver nævnt, er det ofte med fokus på, at beboerne fik boligerne meget billigt – ofte blev udgiften til andelen dækket af ens indskud og beløbet på lejlighedens vedligeholdelseskonto.

I dag er andelshaverne for længst blevet boligmillionærer. Det er da også vinklen i Politiken, som 19. april beskrev salget af de kommunale boliger til andele.

Det er også rigtigt, at mange af de originale andelshavere har fået en stor gevinst. Men det er ikke den vigtigste konsekvens af salget.

En fattig kommune sælger boliger

Salget af de næsten 20.000 kommunale boliger i midten af 1990´erne var kraftigt medvirkende til det stadig mere skæve, ulige og opdelte boligmarked, vi har i København i dag. Og salget har betydet en stadig større koncentration af mennesker med sociale problemer i en række almene boligafdelinger.

I Politikens artikel – og i øvrigt også i portrætbogen ”Jeg er københavner” fra 2021 – forsvarer tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen beslutningen om at sælge de kommunale boliger.

Københavns Kommunes økonomi var meget dårlig. Kommunen var (bl.a. på grund af økonomien) blevet en dårlig husvært, som ikke vedligeholdte sine boliger. I 1990’erne kunne man ikke vide, at andelsboliger en dag ville blive meget værdifulde – og fra 00’erne og frem deciderede spekulations-objekter.

Endelig argumenterer Kramer for, at de kommunale boliger var så nedslidte, at de under alle omstændigheder skulle istandsættes – og derfor kunne de ikke blive ved med at være billige.

Det er alt sammen korrekt – men det betyder ikke, at det var en god ide at sælge de kommunale boliger i København. For konsekvenserne af salget var store – og skadelige.

Salget gjorde det københavnske boligmarked langt mindre tilgængeligt for mennesker uden forbindelser og penge.

Sociale problemer forskanses i de almene boliger

De knap 20.000 billige boliger – som man kunne skrive sig op til i den kommunale udlejning i Stormgade – blev omdannet til andelsboliger med egne ventelister, hvor man skulle kende nogen, der kendte nogen, for at komme på. Ventelister, som i dag i høj grad er lukket land for andre end familie og venner.

I 1990’erne kunne man ikke vide, at en lovændring i 2004 ville gøre det muligt at hæve prisen og spekulere i andelsboligerne, som var de ejerboliger. Men den mulighed er blevet udnyttet.

Salget af de kommunale boliger betød, at kommunen ikke længere kunne anvise husvilde og mennesker med sociale problemer i sine egne boliger. Derfor blev der efterfølgende kun mulighed for at anvise til de almene boliger. Det medførte allerede i 1998, at kommunen strammede sine krav til anvisningen, så man i København skal have massive sociale problemer og være boligløs for at kunne få anvist en bolig af kommunen.

Det er et stort problem, at kommunen kun har almene boliger til rådighed til sociale anvisninger. Dels fordi der er alt for få boliger til rådighed for mennesker med sociale problemer, som derfor venter længe. Nogle gange skal man vente i halve år, før der bliver en bolig ledig til mennesker med misbrugsproblemer eller psykiske lidelser.

Men også fordi alt socialt ansvar i byen nu koncentreres i de almene boliger. Det sker især i en række afdelinger med små og nogenlunde billige boliger. Det betyder, at en række almene afdelinger er ved at knække, fordi der simpelthen er for mange, som har det for dårligt, i de samme opgange og afdelinger.

Når de mennesker, man bor sammen med, skriger fra altanen, larmer om natten, dingler påvirkede rundt i opgangen, eller isolerer sig, kan det skabe utryghed. Især hvis det er op mod halvdelen af beboerne i opgangen, der har det sådan. Hvis man har ressourcer og muligheder, så flytter man fra den opgang – og afdeling. Og så er afdelingen på vej nedad. For sandsynligheden for at den næste, der flytter ind, har sociale problemer er ikke lille.

Forskellen mellem de almene afdelinger – der løfter det sociale ansvar – og resten af byen vokser.

Uligheden stiger, og byen deles op mellem flertallet af ressourcestærke i de private boliger, og de fattige der presses sammen i bestemte (men ikke alle) almene afdelinger.

Den opdeling og ulighed er farlig for byens sammenhængskraft – og den største trussel mod byen, som findes i dag.

Salget af de kommunale boliger var et centralt element i at skabe den ulighed og opdeling.

Et mere levende, spændende og opdelt og ulige København

Som nævnt argumenteres der ofte for, at der nærmest ikke var et alternativ til at sælge de kommunale boliger. Og det er da korrekt, at Københavns Kommunes økonomi i begyndelsen af 1990’erne hang i laser. I 1994 var København nærmest fallit – med et driftsunderskud på knap 3 mia. kr. i kommunens budgetforslag for 1995.

Men allerede i midten af 1990’erne begyndte den københavnske økonomi så småt at vende. I 1995 steg byens indbyggertal for første gang i en meget lang årrække.

Det var det første tegn på, at børnefamilier begyndte at blive boende i byen. Det kunne man senere se ved den eksplosive mangel på daginstitutionspladser op mod år 2000. Her så man også de første tegn på den fase af urbaniseringen, som vi stadig er i – hvor videnstunge job skabes i byerne og trækker flere (og flere veluddannede) til. Udviklingen handler i meget høj grad om internationale konjunkturer – nogle vil kalde det ændringer i produktivkræfterne.

Den udvikling kan forstærkes af politiske beslutninger – som det skete i København i 1990´erne og 00´erne. Gårdsaneringer, omdannelse af pladser, etablering af byrum, satsning på cyklisme – og en boligpolitik, hvor der entydigt blev bygget (dyre) private boliger, mens der i ti år var stop for opførelsen af almene boliger, og hvor små, billige lejligheder blev forsøgt lagt sammen – alt dette har tilsammen sat gang i byens forandring.

København er både en langt mere levende, spændende og mere velhavende by end tidligere – og samtidig en langt mere ulige og opdelt by end før.

Uligheden og opdelingen af byen – som et stadig mere skævt boligmarked er drivkraften i – skubber os fra hinanden. Det er en udvikling, som truer byens sammenhængskraft – og dermed det København, vi holder af.

En mere lige by er en bedre by

Salget af de kommunale boliger var en af de centrale grunde til den ulighed og opdeling, vi ser. Og derfor en af de vigtigste – og mest problematiske – beslutninger i 1990´ernes København.

Hvis kommunen havde beholdt boligerne, havde det givet mulighed for en mere styret – og mere jævn udvikling af boligmarkedet. Og ikke mindst var det sociale ansvar, som i dag bæres alene af de almene, blevet spredt mere i byen.

Det havde nok været nødvendigt – selvom det nok havde været en svær erkendelse for venstrefløjen – at nogle udvalgte ejendomme blev istandsat og udlejet til markedspris, for at skabe økonomisk grundlag for at renovere og bevare lavere huslejer i andre dele af boligmassen.

Men det havde stadig betydet, at en langt større del af boligerne i byen ville være til at betale. Og at uligheden og opdelingen ikke havde været så skarp, som den er i dag.

København ville ganske enkelt være en bedre by.