Bologna 1980 og den sorte terrorisme. En eksplosion der stadig kan høres

Lørdag 2. august mindedes Bologna 45-året for bombesprængningen, der på denne dag i 1980 kl. 10:25 ødelagde store dele af byens banegård. Det var ikke en tilfældig valgt dato, da den netop markerede begyndelsen på industriferien i Italien.

Medtænker man Bolognas beliggenhed midt i det centrale Italien, vil man hurtigt forstå, at stort set alle de store togforbindelser, der knytter landet sammen fra syd til nord og fra øst til vest, gør holdt her. Der var derfor særligt mange passagerer til stede på banegårdsområdet.

Den voldsomme eksplosion, som skete i stationens ventesal for rejsende på anden klasse, kostede da også 85 mennesker livet, og over 200 blev såret. Det var den foreløbige kulmination på et årti med flere tilsvarende terrorangreb – bl.a. i Milano i 1969 og i Brescia i 1974 – der var kendetegnet ved, at de ramte en større folkemængde i flæng.

Det var svært ikke at se et mønster, en ‘spændingens strategi’, som det hed allerede dengang i journalistiske kredse og sidenhen også i mere videnskabelige udredninger om denne målrettede destabilisering af det italienske samfund.

Skyld, straf og ansvar

Efterforskningen rettede i sin tid hurtigt opmærksomheden mod det nyfascistiske spor. Men der skulle gå mange år, før sagen også fik en juridisk afslutning. Det skete først i 1995, da Francesca Mambro og Giuseppe Valerio Fioravanti – begge medlemmer af den højreekstremistiske gruppe NAR (Nuclei Armati Rivoluzionari) – fik en livstidsdom. Men dermed var det ikke slut.

Ofrenes efterladte familier havde dannet en sammenslutning, der fortsatte med at lægge pres på myndighederne for at komme til bunds i sagen og få det fulde ansvar placeret. Dette initiativ har medvirket til, at det i 2007 og igen i 2020 kom til flere arrestationer og domfældelser, som førte til hårde straffe til yderligere to medlemmer af NAR.

Så sent som i 2022 faldt der dom i sagen mod endnu en, Paolo Bellini, der før havde været i efterforskernes søgelys. Men familien havde givet ham et alibi. Det blev dog trukket tilbage, da hans ekskone årtier senere genkendte sin tidligere mand på en amatørvideo, der dokumenterede hans faktiske tilstedeværelse på Bologna banegård, kort før bomben sprang.

Det stod imidlertid snart klart, at der bag de konkrete håndlangere også var nogle mere anonyme bagmænd. Det gav et mere sammensat billede af den blodige begivenhed, der trak tråde til stærkt antikommunistiske – for ikke at sige antidemokratiske – kredse i f.eks. efterretningsvæsenet, i hæren og i den berygtede P2-loge, der under stormester Licio Gellis ledelse samlede store dele af den italienske magtelite. Logen blev i øvrigt af en parlamentarisk undersøgelseskommission erklæret for forfatningsstridig i 1984.

Hovedpersonerne i NAR havde i de fleste tilfælde en baggrund i det nyfascistiske MSI (Movimento Sociale Italiano). Partiet blev grundlagt i december 1946, men havde aldrig været en del af det nye demokratiske forfatningsgrundlag, som efterkrigstidens Italien byggede på.

Der har heller aldrig været vandtætte skotter mellem på den ene side partiet og dets repræsentanter i parlamentet og på den anden side de mere subversive kredse, der ikke holdt sig tilbage fra at true med militærkup – som det skete i 1964 og i 1970 – eller som i tilfældet med Bologna heller ikke afstod fra egentlig terror.

Antikommunismen

Der ligger i hele dette stærkt højredrejede netværk af synlige og mindre synlige kræfter endnu et motiv gemt, som kan forklare, at valget af Bologna som terrormål ikke var tilfældigt.

Bologna var nemlig en rimeligt velfungerende mønsterby, der under den populære kommunistiske borgmester Renato Zangheri viste, hvad Det Kommunistiske Parti (PCI) kunne, når det kom til magten, som det var tilfældet også i andre dele af Mellem-Italiens såkaldte ‘røde bælte’.

PCI passede imidlertid ikke rigtigt ind i Den Kolde Krigs fastlåste Øst-Vest konfrontationer. Partiet udgjorde en social opposition med en betydelig vælgeropbakning, der nærmede sig de 30 procent, og som derfor ikke bare kunne ignoreres. Samtidig blev det dog anset for at udgøre en militærstrategisk risiko i kraft af dets historiske bånd til Den Russiske Revolution i 1917 og Sovjetunionen.

Det talte så mindre i dette sort-hvide skema, at PCI faktisk havde været med til at formulere efterkrigstidens demokratisk avancerede forfatning fra 1948. Der lå i dette engagement et første brud med partiets historiske rødder.

Samtidig blev dette eksempel på ‘forfatningspatriotisme’ afgørende for partiets klare afvisning af ethvert tilløb til radikalisering på venstrefløjen, der da også kvitterede med at stemple PCI som ‘klasseforræder’. Det skal ikke glemmes, at mange af dem – der tilsluttede sig den røde terrorisme med De Røde Brigader som den mest markante gruppe – faktisk kom fra det store arbejderparti.

Et langt stykke af vejen var det den samme politiske kultur, der trak på forskellige afskygninger af den marxistiske arv. Forskellen lå i, at PCI med sin eurokommunistiske profil lagde afstand til de autoritære tendenser i partiets egen tradition, som Brigaderne derimod holdt fast i.

Nyfascismen og den politiske terror

Til sammenligning havde MSI og ekstremismen på højrefløjen aldrig forliget sig med den demokratiske forfatning som den grundlæggende ramme om det politiske og sociale liv.

Det gav også en anderledes bred klangbund for den sorte terrorisme. Den havde proselytter i dele af statsapparatet, som kunne finde manøvrerum for at føre efterforskningen på vildspor.

I det omfang terrorismen på den røde fløj havde kontakter ‘opad’ i systemet, blev de ikke ligefrem brugt til at fremme en revolutionær omvæltning. De blev snarere brugt til at styrke højre-kræfternes ambitioner om at destabilisere landet og fremme udviklingen af et fremtidigt Italien uden et stærkt reformparti som PCI.

Selv om de ansvarlige for massakren i Bologna i 1980 er blevet buret inde, ændrer det ikke på, at de politiske styrkeforhold siden har favoriseret højrefløjen – herunder de antidemokratiske elementer, der hele tiden har været et karakteristisk træk ved den.

Det har umiddelbart givet sig udslag i, at MSI’s senere afløser FdI (Fratelli d’Italia) ved valget i 2022 fik en så stor vælgertilslutning, at partiet kunne danne en koalitionsregering under ledelse af Giorgia Meloni.       

De aktuelle skillelinjer

Ved den netop overståede mindehøjtidelighed i Bologna blev det tydeligt, hvor dybe modsætningerne går, når det gælder Italiens bearbejdning af fortiden.

Regeringen fandt det ikke relevant at sende en af de tunge ministre. Giorgia Meloni nøjedes med i en udtalelse at omtale terrorbombningen i generelle vendinger som “en af de mørkeste kapitler i det italienske folks historie”.

Landets præsident Sergio Mattarella var ifølge referaterne anderledes klar i mælet og stod fast på, at der var tale om “en undergravende nyfascistisk strategi, der havde som mål at ramme de forfatningsbaserede værdier, de sociale fremskridt og det civile fællesliv”.

De mange domfældelser havde placeret det endegyldige juridiske ansvar, som også har givet offentligheden et righoldigt dokumentationsmateriale. Dermed foreligger der også et godt grundlag for at rekonstruere en hel historisk epoke, der peger på en fortid, som Italien aldrig rigtigt har fået gjort op med.

Alt dette har ikke forhindret kritiske røster på højrefløjen i den dag i dag at anfægte domstolenes afgørelser. Anklagen går på, at efterforskningen har forsømt at følge op på nogle mellemøstlige spor, der – mente man – ville føre til et mindre belastende udfald for højrefløjen. Det er ikke første gang, at tesen er blevet fremført, og hver gang er den blevet afvist som grundløs.

Formålet har da også mere været at skabe tvivl i offentligheden om det nyfascistiske grundansvar – for på den måde at flytte fokus fra den politiske kultur, som ikke mindst det ledende regeringsparti, FdI, er rundet af.     

Hvorfor er denne historie vigtig?

Mange vil sikkert sige, at alt dette hører til i en fjern fortid, og at der er andre presserende sager på dagsordenen. Det er jo ikke helt forkert. Men meget af det, der udspiller sig for øjnene af os, kommer fra et sted i historien. Derfor kan der være mange gode grunde til at vende tilbage til de dramatiske begivenheder i Bologna i august 1980 og igen se på hele den politisk-kulturelle kontekst, som giver disse begivenheder en nutidig relevans.

For det første har vi at gøre med et stykke europæisk virkelighed, som vi i Danmark er mere og mere integreret i – og derfor også må vide noget mere om.

For det andet mobiliserer den autoritære drejning i USA under Trump tilsvarende højre-populistiske kræfter i Europa, der allerede er godt i gang med at ‘normalisere’ en hidtil marginaliseret politisk fortid.

For det tredje står det efterhånden klart, at højrefløjen i Italien og andre steder har været bedre rustet end venstrefløjen til politisk at kapitalisere på det modsætningsfyldte miks af globalisering, nyliberalistisk deregulering og tågede visioner om national suverænitet og etnisk egenart. Også selv om den sorte terrorisme blev opgivet i den form, den havde fra slutningen af 1960’erne og frem til 1980.

Til sammenligning ebbede den røde terrorisme langsomt ud efter De Røde Brigaders spektakulære kidnapning og efterfølgende drab på de kristelige demokraters præsident Aldo Moro i 1978. De gamle reformpartier på venstrefløjen blev imidlertid også hurtigt bragt i defensiven.

Ved overgangen til 1990’erne forsvandt PCI helt og genopstod under forskellige varebetegnelser for i dag at optræde som Det Demokratiske Parti. Men helt uden tidligere tiders sociale netværk af lokale partiforeninger, fagforeninger og kulturelle aktiviteter.

Fortidens skygger

Det ændrede politiske klima blev meget tydeligt med erhvervs- og mediemanden Silvio Berlusconis valgsejr i 1994, der dannede grundlaget for en regeringsdannelse under hans ledelse.

Berlusconi var allerede en kendt mediemogul. Det var dog mindre kendt, at han faktisk var betalende medlem af den nævnte P2-loge. Det begunstigede allerede fra 1980’erne hans monopolstilling på det private, reklamefinansierede TV-marked.

Det skabte stor opmærksomhed, at Berlusconi inddrog det nyfascistiske MSI allerede i sin første regering. Dermed legitimerede han et parti, der aldrig havde accepteret det socialliberale demokrati og heller aldrig gjort op med sit udgangspunkt i den historiske fascisme. Berlusconi selv banaliserede fascismen i en række interviews: ‘Værre var det så heller ikke’, var opfattelsen, der var i samklang med store grupper i befolkningen.

Berlusconi er i dag død. Men hans projekt satte en hidtil ustoppelig proces i gang, der banede vejen for, at det gamle MSI efter flere navneændringer i dag optræder som det regeringsbærende parti FdI, som i de løbende meningsmålinger ligger ret stabilt på ca. 30 procent af stemmerne.

Lederen Giorgia Meloni lægger ikke skjul på sine sympatier for Donald Trumps og Viktor Orbàns respektive dagsordener. Meloni har heller ikke fundet det opportunt at tage klart afstand fra de nyfascistiske grupper, der fortsat florerer ude på den yderste højrefløj, såsom Casa Pound og Forza Nuova.

Roberto Fiore, lederen af denne sidste gruppering, har ellers fået dom for med sine tilhængere at have raseret dele af det store fagforbund CGIL’s hovedsæde i Rom i oktober 2021.