Brandattentatet – at forstå og opleve verdens (u)orden

Jeg trækker soveværelsets to tynde, blågrønne gardiner nogenlunde for. Vi tager tøjet af, går i seng og kryber ind under hver sin dyne. Vi falder intetanende i søvn med hinanden i hånden, sådan som vi plejer. Vi sover.

Splintrende glas flænger min stilhed.

Hidsige rødgule stikflammer bryder mit nattemørke.

Jeg balancerer et øjeblik på tærsklen mellem drøm og virkelighed. Jeg griber ikke efter det, jeg oplever, men afviser – forventer ansvarsløst, at det forsvinder.

Lyd og syn fæstner sig trodsigt langt inde i baghovedet, hvorfra det senere kan trænge sig på og kaldes frem.

Et sanseløst øjeblik efter er jeg midt i en drøm. Bomberegn er et alt for blidt ord for det, som sker i mig: Mure falder med brag til jorden. Knusende glas skærer i mine ører. Lynild glimter for øjnene af mig. Der lugter af støv og ødelæggelse.

Øjeblikke er vanskelige at tælle.

Øredøvende, heftige hammerslag på centralvarmens radiatorrør giver mig et uafviseligt, kraftigt skub over dørtrinnet til virkeligheden.

”Hvad sker der”?

”Her lugter af metal”, udbryder min elskede.

”Det er røg. Det brænder. UD”, råber jeg forskrækket på vej ud af sengen.

Røgen strømmer ud af panelerne, trænger op mellem gulvbrædderne og vælter frem ved radiatorrørføringerne. Rørene larmer ubønhørligt. I det fjerne lyder den skingre tone fra røgalarmen på hylden i gangen ud til køkkenet.

Tøj på. Det går hurtigt. Jeg griber mobilen og stikker den i lommen. Min elskede snupper i en fart ”fjeldræven” ved kommoden. Hun skal med toget til Jylland kl. 12.

I spisestuen er der bare mere røg.

”Mine briller”, brøler jeg.

Jeg drejer hurtigt rundt, vender tilbage til soveværelset og snupper brillerne fra en hylde i reolen, hvor jeg plejer at lægge dem på vej i seng.

Jeg kan se virkeligheden i øjnene – med øjnene. Er det min drømmeverden, som har forberedt mig på resolut handling? Men der er ingen tid til indskud af tanker. De må følge efter.

Fra spisestuen gennem den åbne glasdør til stuen. Røgen er tættere, men jeg ser gennem røgen og de allerede tilsodede ruder til venstre aftegningen af ilden på den anden side. Den fylder hele det første vindues synsfelt.

Min elskede rammer dørkarmen med skulderen på vej ud i gangen. Støvlerne på. Frakkerne hives af bøjlerne, der lander på gulvet. Ud på trappen. Opgangen er mindre rødfyldt. Vi husker at undlade automatisk at låse døren efter os. Eller også er automatikken her blot gået ud af drift?

Vores råb: ”Det brænder”, blander sig med overboernes hidsige trin på vej ned ad trapperne. En ukendt løber den modsatte vej og hamrer undervejs løs på alle døre. Han minder mig om, hvad jeg skulle have gjort, hvis ikke… Ville jeg i panikken have tænkt så langt? For os er det: UD!

Ude på gaden mødes vi af brandbilerne, der netop runder hjørnet med fuld udrykning. Vi holder mandtal på det modsatte fortov og ringer rundt. Andre har taget køkkenvejen og står i gården. En enkelt bliver vækket og kommer hurtigt ned. Hun sover ikke med høreapparat, men hører sin telefon ved sengen.

Røgdykkere undersøger huset for en sikkerheds skyld. De, der pr. refleks har husket at låse efter sig, får døren slået ind. Brandslukningen er snart i gang.

Støjen har vækket husene over for vores ejendom. Nogle er kommet i tøjet og ned på gaden til os, der forfærdede står og ser til. Branden udvikler sig. Småbørnsfamilierne og dem i morgenkåbe og bare tæer i tøfler kommer med op i deres lune stuer. Sådan er vi i vores kvarter – en råkold nat midt i januar.

Hvad er der sket?

En fra ejendommen overfor så faktisk, at først brostenen og derefter brandbomben blev kastet gennem vinduet, og to unge mænd med hætter løb bort. Det var hende, der ringede til alarmcentralen.

På fortovet foran vores stueetage, Global Aktions lokaler, står der med sort, at Vestsahara ”belongs to Morrocco. Stop supporting POLISARIO terrorist”.

Det er et politisk brandattentat. Det er terror! Det kniber med at stave til Morocco. Det sorte sodes til og viskes efterhånden ud af regnen, tidens tand.

Tidens tand har også gjort sig gældende, hvad angår befrielsesbevægelsen Polisario og Marokkos erobring af Vestsahara. Det skete i min ungdom midt i 1970’erne, da Spanien forlod sin sidste koloni. Men med Marokkos annektering forblev landet Afrikas sidste koloni.

Det er ikke de to unge mænds politiske værk, er den første indskydelse. Hvis det var det, ville de kunne stave landets navn korrekt, tænker jeg.

At indskydelsen er rigtig, bliver bekræftet, da to unge mænd bliver fremstillet i dommervagten i dagene derefter. Den ene er somalier. Den anden har engelsk statsborgerskab, men det siger selvfølgelig ikke noget om hans oprindelse. De står begge i politiets register over en forbudt bande. Det er de informationer, der tilgår offentligheden.

Vi glor forfærdede på slukningsarbejdet. Vi er magtesløse og kan ikke meget andet end at glo på det, der sker. Vi forsikrer hinanden om, at gudskelov er alle kommet uskadte ud, og uddeler i ny og næ et klem, selvom vi i huset ikke er vant til at kramme hinanden.

Ulykken rykker os sammen. Og der er ingen forbandelser over Global Aktions internationale solidaritetsarbejde. Global Aktion er en del af vores katastrofe.

Splitten

Bryske politifolk genner os væk. Det er ordrer uden forklaring. Der bliver i megafoner råbt til folk, som står og kigger ud ad deres vinduer, at de skal forsvinde fra dem. Vi skal om bag husene ud til søen, hvor vi ikke kan se noget. Vi møder beboere fra de to ejendomme, der ligger ved siden af vores. Politiet har været rundt for at få dem ud.

Rygtet løber: Der er fundet en håndgranat lige uden for Global Aktion. Muligvis er der kastet eksplosiver ind i lokalerne. Derfor skal vi væk.

Vi står i nattekulden. Hvad kan vi andet? Snak forstummer. Men tankerne kværner. Det er rystende, men svært at fatte – og så er det vel mindre rystende?

Havde de hevet splitten ud af granaten og kastet den gennem den knuste rude, så havde vi været færdige. Havde branden ikke opvarmet en radiator, så havde rørene ikke banket os op. Vi kunne være blevet røgforgiftet til døde.

Hvad fanden foregår der i hovedet på de to brandstiftere? De kunne være blevet mordere!

Havde de ingen forestillinger om, at folk i huset lå og sov. At deres hjem ville blive ødelagt. At de kunne blive slået ihjel.

Var det planen, at varmen skulle få granaten til at sprænge? Var det et øjebliks betænksomhed, der gjorde, at de undlod at hive splitten ud? Eller var de blot panikslagne amatører?

Jeg ønsker ikke at vise forståelse for det, der er overgået os. Men oplevelsen banker naturligvis på til forklaringsuniverset. Hvad driver dem?

Knægtene er betalte. Det er den eneste logiske forklaring. Penge giver adgang til flot tøj, hurtige biler og at spille stor mand. Forbrydelsen giver adgang til prestige i banden, at man er noget i de andres øjne. Og så er der et ”vi”, som tæller.

Et ”vi” sætter andre udenfor. De andre regnes ikke og kan blive til undermennesker, farlige skadedyr, man skal skille sig af med.

”Det, de oplever i Gaza, i Palæstina, er værre”, siger jeg til min elskede i forsøget på et trøstende ord.

Gaza, Palæstina og morgenens grufulde drømmebillede af bomberegnen skaber en ny tankebane:

De israelske soldater ved, at de dagligt lemlæster og dræber børn, kvinder og mænd under det accelererende folkemord i Gaza. – ”Vi gør det for Israel”, mener de. I manges øjne er de helte. Det tæller vel også med, når de skal forstå sig selv. – ”Israel skal have lov at gøre arbejdet færdigt. Jeg hører ikke til blandt dem, der ønsker en våbenhvile”, siger Inger Støjberg langt henne i den evindelige massakre i sin tale på Danmarksdemokraternes landsmøde 26. oktober 2024.

Jeg ringer på og vækker en kammerat. Han var blevet vækket af tumulten om hjørnet, men faldt i søvn igen. Jeg låner en trøje. Jeg fik kun undertrøjen på, da vi styrtede ud til entreen, fik fat i frakken og skoene på, før vi nåede ud på gaden. Vi bliver tilbudt en seng, men er speedede og vil gerne være sammen med de andre.

Vi får at vide, at de fleste fra huset ved siden af vores sidder i rammebutikken lige i nærheden. Vi går hen til dem. Efter et par timer bliver nabohuset givet fri. De kan vende tilbage. Vi bliver inviteret med.

De store børn kommer i seng rundt om i huset. Deres forældre er hos dem. Vi andre samles i lejligheden øverst oppe. Politi og brandfolk kommer til og orienterer. Spørgsmål bevæger sig på kryds og tværs: Hvad er deres beredskab? Hvad sker der i morgen? Hvornår kan vi muligvis komme ind i vores lejligheder? Hvem er forsikret, hvor?

Vi slutter med at spise morgenmad sammen på kaffesalonen. Vi ringer til vores familier og forsikringsselskaber.

Vores hjem på første sal er totalskadet. Intet står til at redde. Der er intet, det kan betale sig at redde. Undtagelserne er få. Vi får fuld erstatning. Vi vil om et par dage i meget begrænset omfang kunne hente ting, der for os har en særlig affektionsværdi. Forsikringen vil her betale en rensning til bedst mulig standart. Glem tøj, papirer og bøger. Soden er gået i kemisk forbindelse med materialerne.

Vi bliver genhuset allerede om eftermiddagen. Genhusningen ligger lige i nærheden. Vi er glade for at kunne blive i kvarteret. Vi går i bad, men lugten er bestemt ikke ude af tøjet. Det første, vi vil gøre næste morgen, er at købe nyt tøj.

Tankemylderet

Vi holder os vågne indtil sædvanlig sengetid. Vi er dødtrætte og falder i søvn. Jeg vågner midt om natten. Jeg er helt varm. Det klør. Jeg kan ikke sove. Tanker myldrer rundt i hovedet. Jeg lukker øjnene og forsøger at koncentrere mig om at tælle. Det lykkes ikke.

Brandforsikringen vil have en opgørelse af vores indbo og den værdi, det repræsenterer. Det er helt uoverskueligt. Hvor mange bøger har vi? Jeg forsøger at tælle reolerne og beregne et antal hylder med måske 50 bøger på hver. Det giver 3.500? Hvad er de værd? Hvornår købte vi sofaen? Har vi gemt en kvittering i samlemappen?

Det første, vi skal gøre i morgen tidlig, er at købe nyt tøj. Det er forfærdeligt, at vi har mistet vores hjem, børnenes barndomshjem. Vi har boet der siden kollektivdagene, i snart 50 år, siden 1978… 47 år. Sådan kører det.

Jeg stirrer ud i værelsets mørke. Regelmæssigt giver brandalarmen i loftet et lille lysglimt.

Hvorfor fanden beskæftiger jeg mig med forsikringen i stedet for at glæde mig over, trøste mig med, at vi slap levende fra det. Vi kunne være døde!

Hvorfor er det ikke, at vi kunne være døde, som kører rundt med mig? Det undrer jeg mig stadig over. Det er kun døde ting, vi begræder. Men ting er ikke kun ting. De hører til i os.

Min elskede vender og drejer sig i sengen. Jeg hvisker, om hun er vågen.

”Jeg vil ikke bo her”, udbryder hun vredt. ”Vi flytter i morgen. Bare sådan noget Ikea-noget. Det er ikke mit hjem. Kommer aldrig til at føle mig hjemme”.

Endnu en uoverskuelighed tårner sig op, så: ”Værsgo at flytte. Jeg orker det ikke. Du finder ikke et hjem. Bare noget andet, der ligner det her”.

Jeg kan heller ikke klare tanken om, at vi skal bo her. Men sådan er det. En følelse af ensomhed spreder sig i min krop. Rummet er ikke en del af mig. Det er fremmed. Der er ingen nærhed. Jeg mærker det. Det mærker mig.

”Vi må ik’ være uvenner”, siger jeg i en bedende tone. Hun vender sig væk med et opgivende suk. Jeg holder resten for mig selv.

I Gaza er der ingen brandforsikring og genhusning. Det er der heller ikke her, hvis vores verden går i brand, hvis Putin, Trump eller andre hiver splitten ud under en eller anden selvforstærkende konflikt, der også rammer os. Måske skulle vi alligevel preppe?

Menneskene i krigsmaskinerne vil makke ret på samme måde som de israelske soldater – sikkert med enkelte undtagelser.

Og hvad med mig selv?

Jeg er vel højst lunken pacifist. Det er nødvendigt at forsvare sig, at gribe ind i folkemord om nødvendigt med våben i hånd. Var det 800.000 tutsier og andre, der blev dræbt under folkemordet i Rwanda midt i 1990’erne, mens verdenssamfundet, som det så smukt hedder, også her blot så til?

Og hvad med russernes invasion i Ukraine? Skal Ukraine ikke støttes med våben, så længe de vil kæmpe for deres frihed og mod overfaldet på deres nation? Og hvad med palæstinensernes kamp mod den israelske besættelses- og koloniseringsmagt?

Jeg søger at holde hovedet koldt med forklarende viden anvendt i analyser og udfoldelse af strategi. Jeg bruger min forklarende viden til at tage politisk stilling. Hvis noget går mig tilstrækkeligt på, kan jeg også hade.

Min elskede vender tilbage: ”Hader du dem, der kastede brandbomben?” Indimellem forfalder jeg til at tro på telepati.

”Tja… kender dem ikke”, svarer jeg tøvende og fortsætter:

”Vi plejer at ville forstå dem. Hvad er motivet til det, de gør? Har de haft en dårlig opvækst? Hvordan har deres omgivelser… samfundet behandlet dem? Er de blevet sat udenfor, så det er banden, der blev deres hjem og tilhørsforhold?”

”Men de er livsfarlige kriminelle, forbrydere!” lyder det heftige svar. ”De er hverken robotter eller zombier. De havde et valg. Det giver et ansvar”.

Jeg tænker, om jeg skal bøje af og blot give hende ret, for et eller andet sted har hun ret. Men de er i det mindste ikke alene om ansvaret. Valg er ikke lige frie.

Vi skal falde ned og forsøge at falde i søvn, bare at sove. Men jeg fortsætter hensynsløst i min tankebane:

”De israelske soldater, for ikke at tale om Netanyahu & Co., er ekstremt livsfarlige i Gaza. De er forbrydere, krigsforbrydere! Jeg nærer en form for had til Netanyahu – men til hver enkelt israelsk soldat?”

”Soldater handler efter ordrer, som de ikke kan sætte sig op imod uden at blive kriminelle desertører og landsforrædere, forråde deres religion, vel mere deres ideologi”, lyder hendes svar.

”Det er rigtigt”, indrømmer jeg. ”Jeg er bange for, at de fleste har både deres zionistiske og frygtsomme hjerter med i den gru, de skaber – helt bevidst: Død over fjenden, om det så er spædbørn, det går ud over, for spædbørn vokser op og bliver…”.

”Øh… Det adskiller sig vel ikke meget fra bandemedlemmer. De handler også efter ordrer, strenge ordrer, med alvorlige konsekvenser for ikke at adlyde. Det hører man da tit om. Og… deres ”vi” i form af banden favner vel en eller anden form for erstatnings-religion eller -ideologi?”

”Du er bare så klog, men du er ikke rigtig klog”, kommer det fra min elskede i en ironisk tone. ”Du viser for meget forståelse. Den fjerner dig fra virkelighedens verden. Du bortforklarer. Livsfarlige forbrydere skal altså ikke gå frit omkring”.

”Det mener jeg heller ik’”, lyder mit korte svar, men hvor er jeg på vej hen, spørger jeg mig selv. ”Skal vi ikke forsøge at sove…, men ik’ sove på det. Vi må sove! Der er så meget, vi skal ordne i morgen.”

1-2-3-4-5…. Det lykkes ikke i første omgang at tælle mig ud af hvileløsheden.

Jeg har lyst til at sige, at uhyrer skaber uhyrer, og forråelsen skaber uhyre farlige mennesker. Farlige mennesker opstår ikke ud af det blå.

Men vi skal ikke stigmatisere knægtene med forstående baggrundsforklaringer, der adskiller dem fra os. Måske var det derfor, at jeg bragte almindelige mennesker, soldaterne ind. Det blev de israelske, men det kunne lige så godt være russere, ukrainere, amerikanere… og udsendte danskere til helt forfejlede krige.

Forbrydere skal naturligvis gøres magtesløse i forhold til det, de gør. Fængsel er et middel. Men de, som står magtesløse over for dem, der har magten til at beordre, må – om end de kan være forråede – mødes som medmennesker.

I forhold til magthaverne, bagmændene handler det først og fremmest om modmagt. De skal ikke gå fri. De er skabere af, er aktive i opretholdelsen af verdens(u)ordenen. De beordrer det onde. Deres vilje sker. De skal straffes hårdt for deres ansvar og hensynsløse kynisme, men bliver det sjældent … og aldrig, hvis de sejrer. Med mellemmænd er det vel en mellemting.

Jeg vender mig atter engang. Tankerne myldrer efterhånden ind i en urolig søvns drømmeverden.

Forklaringen

Tiden flyver med raske vingeslag. Det er blevet sommer.

Københavns Politi oplyser, at håndgranaterne blev leveret af to mellemmænd, som tidligere på året blev varetægtsfængslet i en sag om fire håndgranater, der blev opbevaret i Glostrup. Den ene anklages for at have hjulpet og tilskyndet til attentatet. Begge anklages for at videreføre den forbudte bande. Så langt så godt, men langt fra bagmændene.

Vi har undret os over, at regeringen, justitsministeren ikke med det samme tog afstand fra det terroristiske angreb. Både Global Aktion og Solidaritet forsøgte sig uden held at få ham til at komme med en kommentar i dagene derefter. Først da Enhedslisten beder om et samråd, giver Peter Hummelgaard sig til kende bl.a. i et brev til Global Aktion dateret 10. marts. Han skriver:

”… brandstiftelse er en meget alvorlig og hensynsløs forbrydelse, som jeg kraftigt tager afstand fra… Uanset hvilke bevæggrunde, der ligger bag, er det vigtigt for mig at understrege, at vi i Danmark ikke forfølger politiske ambitioner med vold…. Afslutningsvis kan jeg oplyse, at Justitsministeriet ikke har haft kontakt til den marokkanske ambassade om den konkrete sag”.

Det er en meget tilbageholdende justitsminister, vi her ser. Man blander sig nødigt i en konkret straffesag. Terror-begrebet plejer ellers at sidde løst. Tænk, hvis det havde været…

Jeg ved, at Global Aktions møder er blevet chikaneret af herboende marokkanere. Jeg ved, at der har være biler med blå diplomatnummerplader parkeret i nærheden af møderne.

Men det er ikke det, som optager mig lige nu.

Israel har angrebet Irans atomanlæg og udvalgte boligkvarterer i Teheran øjensynlig imod supermagten USA’s ønsker. Det efterhånden venneløse præstestyre svarer igen med begrænset succes. Vakler hjemmefronterne? Der er ikke mange tegn.

Israel søger at trække USA ind i krigen. Det lykkes Netanyahu at styre tumlingen Trump til at megabombe atomanlægget under bjerget. Var det en succes?

Jeg sidder en tidlig morgen ved det lille bord i genhusningens køkken, ser gennem persiennerne over mod de små lejligheder i huset på den anden side af den grønne gård.  Vi holder øje med, hvornår gardiner bliver trukket for og fra. Der står et indrammet familiebillede i vindueskarmen. Datteren kom med det for at gøre lejligheden hjemlig. Vi er ikke flyttet væk. At komme hjem har lange udsigter. Nu er en af bekymringerne, at vi ikke har ret til at være genhuset i mere end et år.

Tankerne foran pc’en flytter sig fra det, som jeg oplever, til at søge at forstå, hvad der driver bagmændene til det, som sker. Hvad vil de, som trækker i trådene, når det handler om brandattentatet, annekteringen af et andet land og angrebskrigen?

De vil berige sig. Så følg pengene!

Kapitalister høster store profitter i Vestsahara på udvinding af fosfat, produktion af vedvarende energi og ret til rovfiskeri i havet langs kysten. EU-domstolen forsøger ganske vist at spænde ben for europæiske investeringer i de lokale rigmænds foretagender. Retssamfundet og dets traktater taler.

Omkostningerne for andre er uden eller af underordnet betydning for aktive kapitalister. De er i konkurrence med andre, der skal slås af pinden. Berigelsesmotivet indsukres i ideologiske, nationale og religiøse fortællinger, som skal drive frontsoldaterne. Det skal til. Frontsoldaternes materielle gevinst er ofte utilstrækkelige smuler fra de riges – eller almindelige menneskers – bord. Smulerne står ikke mål med det, de ofrer, og den risiko, de løber.

At berige sig har eksisteret lige så længe som ejendomsret og klasseskel. Det kapitalistiske system – kapitalakkumulationstvangen, hvis jeg skal præcisere det lidt – er en særlig og skærpende omstændighed.

Men den materielle forklaring er ikke hele sandheden.

Magtanvendelse og magt over andre kan nydes. Frygt giver magt. Magt skaber respekt, til tider anseelse. Magthavere er ærekære, vil ikke være magtesløse og bukke under. Det er ikke menneskets natur, men noget mennesket har skabt.

Er det den marokkanske stats efterretningstjenester, der er brandattentatets bagmænd?

Det lyder ulogisk.

Hvilken interesse har Marokko i at få sat fokus på annekteringen af Vestsahara? Er deres – eller en nationalistisk gruppes? –  brandbomning alligevel i deres øjne Global Aktions velfortjente straf for ngo’ens aktive solidaritet med lokalbefolkningen, sahrawierne og deres frihedsbevægelse Polisario?

Hævn skaber frygt.

Mener de reelle bagmænd – måske nogle med profitinteresser – at frygten virker? Nyder de ligefrem gengældelsesangrebet på skadedyrene? Risikerer jeg så en straf for det, jeg skriver?

De ideologiske, nationale og religiøse fortællinger i mange forskellige afskygninger, skaber et ”vi”. Det er ikke kun noget, magthaverne bruger og misbruger. Det er også deres verden. Ja, de er ligefrem en slags ofre for dem – for deres fremmedgørelse fra verden?

Fortsætter jeg ad den tangent, gør jeg dem ansvarsfrie. Jeg stopper og vender tilbage til det, jeg vil gøre til vores fælles billede af verden.

Politikken

Kaster vi et blik på verden, så er det nærliggende at forstå Israel som et vestligt koloniseringsprojekt. Man kan i forlængelse af dette forstå USA og Trumps aktuelle politik i Mellemøsten som resultatet af en økonomisk stærk, jødisk og israelvenlig lobbyvirksomhed. Den vil dog ikke fungere uden store dele af USA’s forståelse af Israel som en del af ”os”, Vesten.

Økonomisk og politisk tjener det næppe hverken supermagten USA eller den globale kapitals interesser at være på kant med befolkninger og stater i Mellemøsten på grund af lille Israel – heller ikke selvom staterne i vidt omfang føjer sig. At støtte Israel koster. At anvende magt er gerne forbundet med omkostninger.

I Trumps første præsidentperiode anerkendte han annekteringen af Vestsahara mod, at Marokko anerkendte Israel. Foruden magt – der er ikke noget at forhandle om! – og magthensyn behersker noget for noget oftere den storpolitiske scene end det retfærdige og rimelige. Det samme gør sig gældende i kriminelle miljøer og livet i almindelighed.

Er de to knægtes forbudte bande til stede i Marokko, der både er transit- og oprindelsesland for illegale stoffer? Er der nogen, som her beskytter banden og dens forretninger i bytte for brandattentatet? Mine gisninger får frit løb. Kommer sandheden nogensinde for en dag?

Jeg rejser mig og henter avisen. Jeg læser med interesse min gamle kollega fra Københavns Borgerrepræsentation, marokkaneren Ben Haddous læserbrev, Politiken 5.juni 2025:

Støtten til Marokkos annektering af Vestsahara vinder opbakning. ”Det sker ikke med højlydt pres, men med stille diplomati. Marokko møder op med planer for økonomisk samarbejde, fælles indsats mod terror og migration og konkrete investeringer. Algeriet reagerer med panik – og gas… Marokko insisterer fortsat på, at løsningen skal findes inden for FN’s rammer – med autonomi for regionen under marokkansk suverænitet”.

Samtidig kommer der igen oplysninger om fordrivelse af sahrawiere, konfiskation af deres jord og bosættelse af marokkanere i forbindelse med udviklingen af store sol- og vindenergiprojekter medfinansieret af udenlandsk kapital og støttet af deres regeringer.

Sahrawiernes skæbne repræsenterer et af de utallige politiske overgreb rundt om i verdenen, der aldrig når frem til nyhedsmedierne. Palæstina har en anderledes, men endnu langt fra en tilstrækkelig bevågenhed til, at solidariteten med de undertrykte kan skabe en forandring, så modmagten sejrer.

Verdens(u)ordenen

Min afdøde ven, der lever i min hjertehjerne, dukker frem fra sit gemme bagerst i mit hoved:

”Vi kan ikke leve uden et ”vi”. Samfundstilstanden er menneskets naturlige tilstand, skabt gennem millioner af år, før vi blev til homo sapiens. ”Vi” repræsenteres af solidaritet med …, kærlighed til … ”Vi” giver mening i livet, for mening i tilværelsen rækker altid længere ud end mig. ”Vi” skaber familiefølelse, solidaritet og medmenneskelighed. Vi skaber symboler som nationen og din arbejderklasse, vi kan arbejde, leve, risikere… også livet og dø for. Men ”vi” er samtidig vores forbandelse, for ”vi” skaber de andre, … knapt så gyldige, ligegyldige, skadedyr. Men mennesket er en sammensat størrelse: Et af de symbolske krav, ”vi” skaber, er at handle ansvarligt, at nægte at adlyde ordre af hensyn til en højere retfærdighed. At behandle fjenden retfærdigt er faktisk indskrevet i krigens love”.

Det forklarer ikke alt, tænker jeg.

Kapitalismekritikken yder også sit bidrag til forståelsen af verdens(u)ordenen, dens væsen.

Der er ikke meget andet nyt under solen end, at verdens(u)ordenen træder frem på nye måder. Vi søger at kvalificere vores viden, så vi forstår de begivenheder, vi oplever, og engagerer os i med solidaritet.

Idealerne folkeret, menneskerettigheder og krigens love fortoner sig mere og mere, selvom det at sætte sig uden for et afgrænsende ”vi” sjældent har behersket det, som sker. Se blot til Vestsahara og Palæstina.

Og Kina.

Kina er økonomisk og politisk blevet stærkere og USA svagere. USA’s imperiale åg tynger. Det volder alvorlige problemer at opretholde dollaren som reservevaluta, for efterspørgslen efter reservevalutaen skaber en overvurderet dollar, der svækker konkurrenceevnen. Det er en væsentlig del af bagtæppet for Trumps tumlen rundt på den nationale og internationale scene for at sætte den aktuelle verdens(u)orden i brand med sit ”America first”.

Kapitalens akkumulationstvang globaliserer. Taberne forsøger at beskytte sig med brug af andre former for magt end markedets. Men det lykkes nok lige så lidt som forsøg på at standse globaliseringen af bandekriminaliteten.

Min ven afbryder min egen tankevirksomhed med:

”Nu fortaber du dig i en almindelig forklarende fremstilling af verdens uorden. Pointen er, at den også kommer til udtryk i dig, i din oplevelse af brandattentatet, og at din skelnen mellem oplevelsen og forklarende viden er uholdbar. Vi oplever også gennem forklarende viden – og anfægtes af verdens(u)ordenen.

Det er ligesom, det var med fremmedfølelsen i den første tid i genhusningen: Du mærker verdensordenen. Den mærker dig”.

---

Essayet Brandattentatet var en del af Solidaritets essay-konkurrence.