Beskyldningerne fyger. Men hvad nu, hvis Enhedslisten faktisk stemmemaksimerede ved valget?

Enhedslisten fik en mavepuster ved folketingsvalget. Straks udbryder slagsmålet: Valgkampen skulle have haft et andet indhold, så var det ikke gået så galt og måske ligefrem godt.

Vi skulle have haft mere kant til socialdemokraterne i Socialdemokratiet og SF. Havde det virkelig bremset vores vælgerflugt til de to partier i provinsen? Skulle vi i stedet have haft mindre kant for ikke at skubbe de gamle Ø-vælgere væk. En halvering af den animalske produktion var for vildt for at tage et eksempel?

“Den enkelte vælgers begrundelse for at forlade Ø stritter i alle retninger. Det giver lejlighed til, at enhver kan få bekræftet sine prioriteringer og orientering i Enhedslisten.”

Nej for pokker, så havde strømmen af typisk storbyvælgere til Alternativet, til Frie Grønne og til de frustrerede bænkevarmere været endnu større. Skulle vi have været mere røde eller mere grønne eller mere antiracistiske på bekostning af henholdsvis det røde, grønne eller antiracistiske?

Den enkelte vælgers begrundelse for at forlade Ø stritter i alle retninger. Det giver lejlighed til, at enhver kan få bekræftet sine prioriteringer og orientering i Enhedslisten. Der er krav om radikalisering, moderation, modernisering og holde sig til traditionen. Hvis Enhedslisten dog blot havde gjort det rigtige, så…

Problemet er, at nettovælgervandringerne netop synes at stritte i mange retninger. Enhedslisten kunne sikkert have gjort ting bedre. Rwanda-kikset var naturligvis uheldigt. Men tænk nu, hvis Enhedslisten i den givne situation i virkeligheden stemmemaksimerede med 5,1 procent. Havde valgkampen haft ethvert andet politisk indhold, så havde stemmetabet muligvis været større. Bliver dette en del af fortællingen – undskyld, analysen – så kunne vi måske slippe for at rive hinanden for meget til blods i troen på ’min snuptagsløsning’.

Kære Pernille Skipper og Græsrodsnetværk: Muligvis mistede vi slet ikke nogen eller meget få Enhedsliste-vælgere. Muligvis kom der endog flere til. Det er slet ikke en tåbelighed at forestille sig, for vælgerne er mangfoldige.

Konkurrencedemokratiets vælgere

Vi lever i et konkurrencedemokrati, og lige som i supermarkedet ved mange ikke lige hvilken type ost, de går hjem med, når de går ind ad døren til butikken. Partivalget, og især det præcise partivalg, er for en meget stor andel af vælgerne åbent, når valgkampen starter – og forbavsende mange beslutter sig først på valgdagen.

En del stemmer ud fra Enhedslistens ideologi og politik og den pakke, partiet præsenterer i valgkampen. Det er dem, jeg vil kalde hardcore Enhedsliste-vælgere, og de er temmelig trofaste. Men vi skal ikke forledes til at tro, at de overskygger andre af Enhedslistens vælgergrupper, heller ikke i dag.

En anden gruppe er proteststemmer uden meget Enhedsliste-ideologi og politik, men Socialdemokratiet og SF skal straffes, fordi de er blevet fremmedfjendtlige, har ødelagt dagpengesystemet og folkeskolen osv.

Proteststemmer fik vi i 10’erne i kølvandet på SF’s højredrejning (der i sig selv gav både Enhedsliste-hard-core-vælgere og medlemmer) ligesom ved valget i 1994 efter ”Holger og madammen sagde ja og ammen til Unionen”. Og ikke at forglemme efter Thornings SR(F)-regeringernes fallitter. Her røg en del af vælgerne dog også til Alternativet.

Proteststemmer afhænger i høj grad af andre partiers gøren og laden, og er derfor i sagens natur flygtige. Forsøger vi at fastholde proteststemmerne med at kante med kritik af de andre og føre skræmmekampagne, kan det godt give bagslag.

Ved valget i 2022 fik vi sikkert meget færre proteststemmer end i 2010’erne, fordi der ikke var så meget – især nyt – at protestere over. Og så var der hjælpen til, at Alternativet kom over spærregrænsen.

En tredje gruppe vælgere er dem, der har en sag: EU-unionsmodstanden, klimaet, psykiatrien, ghetto-lovgivningen, en folkepension til at leve af… Tit bliver en eller nogle få af sagerne til valgets tema f.eks. et klima-valg. Andre sager lever mere i stilhed, men kan godt appellere til væsentlige vælgergrupper, som vælger parti ud fra, hvem der er bedst til at omtale, altså prioritere deres sag. Proteststemmer er ikke altid, men kan være forbundet med en sag, der ikke er flygtig protest for den enkelte.

At protest- og sags-vælgere kan spille en afgørende rolle for Enhedslistens opbakning, kan man overbevise sig om ved at kigge på den markante fremgang for Enhedslisten i København og på Bornholm ved kommunalvalget i 2021. Fremgangen forsvandt som dug for solen ved Folketingsvalget knap et år efter. Og jeg regner det som meget vanskeligt at fastholde de to prægtige kommunale resultater næste gang.

Enhedslisten har en ideologisk og politisk helhedsforståelse. De problemer, forskellige enkeltsager er forbundet med, hænger sammen. Meget kan i sidste instans, som vi sagde i min studietid, føres tilbage til det økonomiske system: Kapitalismen. Enhedslisten, dens medlemmer og sympatisører skal på rette sted præsentere sammenhænge og dybere forståelser, selvom vi ikke skal sige kapitalisme og modsvaret socialisme i hver anden sætning. Hvorfor?

To kilder til magt til forandring

Magt til forandring hænger meget sammen med parlamentarisk styrke. Derfor er det vigtigt at kunne stemmemaksimere. Uden at forkaste ovenstående analyse er der plads til forbedringer.

Troværdighed spiller en afgørende rolle for at kunne stemmemaksimere. Og i konkurrencedemokratiet er troværdigheden både forbundet med repræsentanters personlige fremtræden og billedet af partiet.

Troværdighed spiller især en rolle for marginale protestvælgere. Det samme gør identifikation.

Jeg har vænnet mig til portrætplakater. Men de kunne gøres mere opsigtsvækkende, personlige og identitetsskabende f.eks. med Louis Jacobsen i murertøj og med murerkasket eller Rosa Lund med regnbueflag og kvindetegn i håret eller malet på kinderne. Bør Pelle Dragsted have en ugle på skulderen?

Troværdighed handler om at fastholde vore løfter og prioriteringer, og det positive billede, der er af Enhedslistens gode og grundige parlamentariske arbejde.

Derfor er også slogan-plakater og informative uddelingspjecer vigtige. Nogle kan være generelle f.eks. temaet klima. Andre skal være målrettede f.eks. mod motorveje i områder, som direkte berøres af et projekt, eller mod Lynetteholmen i København og omegn. Målrettede tiltag handler f.eks. også om etniske minoriteters forhold. Og så skal vi i højere grad også være på torve og stræder mellem valgene også for at modvirke opfattelsen af valgflæsk.

Valgkampen var måske for generel og for meget samlet om få klare budskaber. Det er gerne reklamebranchens spindoktorers strategi. Måske skal vi ude omkring i landet og i de forskellige sociale miljøer, vi færdes i, i højere grad supplere med en diversificeret valgkamp, der bedre imødekommer sagsvælgerne?

Troværdighed handler også om, at repræsentanter og medlemmer har et fælles projekt og ikke blot er præget af strid og kævl, altså har en god tone i den permanente udvikling af det fælles projekt: vores socialistiske ideologi eller teori, vision og politik. Verden er konstant i forandring. Ruslands invasion i Ukraine er en aktuel problemstilling. Permanent udvikling gør også partiet til et attraktivt og meningsfuldt sted at udfolde sig som medlem til hverdag og i valgkamp.

Det fælles socialistiske projekt

Den permanente udvikling af det fælles socialistiske projekt kan ikke erstattes af stemmemaksimeringernes mere eller mindre professionelle spindoktorer. For magt til forandring hænger så sandelig også sammen med udbredelsen af en rodfæstet ideologi, teori om man vil, vision og sammenhængende politik holdning. Det skal ikke forsømmes, men prioriteres.

Den sidste opgave stiller andre krav til Enhedslisten end at kunne stemmemaksimere, altså gøre partiet til en effektiv kampagnemaskine til erobring af marginale vælgere uden megen Enhedsliste-ideologi og politik. Det stiller krav om, at medlemmer og venner både udvikler og uddanner sig til at bære projektet. Og til, at vi formidler det på en overbevisende og inddragende måde til omverdenen. Hard-core-Enhedslistesympatisører er her en vigtig målgruppe.

Jeg tillader mig som eksempel at inddrage arbejdet i Enhedslistens Politiske Økonomiske Udvalg.

Aktuelt arbejder udvalget bl.a. med inflation. Lige inden valget blev udskrevet, holdt vi i samarbejde med Nørrebro-afdelingerne et offentligt møde med Pelle Dragsted og Louis Jacobsen, der har en faglig synsvinkel. Der er blevet skrevet aktuelle oplysende artikler og spillet ind i forhold til Fagligt Landsudvalgs arbejde med at kunne underbygge lønkrav i forbindelse med overenskomstforhandlingerne.

Udvalget har i samarbejde med flere lokalafdelinger arrangeret offentlige debatmøder om ”Nordisk Socialisme”. Der er skrevet en debatbog, som søger at formidle diskussionen af Pelle Dragsteds værk. Diskussionen og det politiske-teoretiske arbejde fortsætter. Aktuelt er fokus her på kriterierne for en reform- eller omstillingspolitik med et socialistisk perspektiv. Det skal i samarbejde med Folketingsgruppen omsættes i formuleringen af en række beslutningsforslag. Det kan være til her og nu og til brug i en aktuel situation.

“Magt til forandring hænger også sammen med udbredelsen af en rodfæstet ideologi… Det skal ikke forsømmes, men prioriteres.”

Ikke alene vælgere, men også medlemmer af Enhedslisten brænder for enkeltsager. Det kan endog være noget så nørdet som økonomi og Finansministeriets regnemodeller. En enkeltsag kan være årsagen til et medlems engagement i et udvalg, en bevægelse eller andetsteds. Spørgsmålet er, om vi her skal give et større spillerum og opbakning til dem, der brænder for et enkeltområde eller bestemte lokalsamfund og sikre et samspil med de instanser, der træffer politiske beslutninger i Enhedslisten.

Ikke alene Enhedslistens centrale udvalg, men også afdelingerne spiller en stor rolle både i udvikling og formidling af det fælles socialistiske projekt og – i sammenhæng med dette – samspillet med de parlamentariske repræsentationer og sekretariaterne. Min personlige erfaring er, at der er et samspil, men også at det kan gøres bedre. Ingen ønsker eller skal være statister og udkommanderede soldater i samspillene. Vi skal tage hinanden alvorligt.

Når Enhedslistens Senior og Ældre Politisk Udvalg og Nørrebro-afdelingerne laver udkast til pjece og løbeseddel i forbindelse med valg, så skal de ikke føle sig til besvær, men påskønnes. Engagerede medlemmers målrettede indsat i forhold til politikområdet og i udadvendte aktiviteter i forhold til ældreboliger og klubber er værdifuld.

Historisk optimisme

Tillad mig midt i elendigheden at være historisk optimistisk.

Det gode valg i 1994, hvor Enhedslisten kom i Folketinget for første gang, skabte grundlaget for, at partiet – nogle gange med nød og næppe – kunne fastholde repræsentationen gennem 00’erne. Enhedslisten havde med springbrættet i 1994 fået en bedre platform og mere styrke til at udvikle og udbrede vores ideologi og politik og på den måde gøre os politisk gældende. Enhedslisten blev til mere end ”the founding mothers and fathers”.

Fremgangen i 10’erne har ligeledes forbedret platformen og givet styrke til fremtidig ideologisk og parlamentarisk fremgang. Det skal alle i Enhedslisten værne om, så det ikke smuldrer affødt af frustrationer og rivegilder.