Jobcentrets Ofre: Hvad laver jobcentret egentlig – når de da laver noget?

Da jeg var ung og blev konfirmeret, trådte jeg ind i de voksnes rækker. Efter jeg blev syg i 2012, trådte jeg ud af de voksnes rækker igen. På det tidspunkt kom myndighederne og jobcentret ind, og som en anden voksenpædagog fortalte de mig, hvad jeg skulle gøre, hvor meget jeg kunne arbejde – for “andre folks penge “, hvor mange penge jeg skulle bruge på mad og fornøjelser. 

Jeg er ved at brække mig over systemets magt. Bedrevidende adfærd fra jobcenter, politikere og klageinstanser gør, at jeg ikke længere betragtes som en voksen, men som en teenager med adfærdsproblemer. Jeg er jo bare syg – for helvede.

Et liv i smertehelvede – og arbejdsprøvning

Som partsrepræsentant og bisidder i snart 300 jobcenter-relaterede sager, hvor jeg optræder som borgerens “advokat”, oplever jeg for det meste, at jobcentret ikke laver noget når de laver noget. Lad mig forklare, hvad jeg mener med det. I en sag hos Københavns Jobcenter, som omhandler en kvinde i tyverne, oplyses det i alle patientens lægeerklæringer og sundhedsfaglige rapporter – herunder lægeerklæring fra Klinisk funktion – at borgerens funktionsevne er veldokumenteret som svært og varigt nedsat, grænsende til det ubetydelige. 

“Det virker fordummende og formålsløst at bruge skatteydernes penge – og borgernes sidste kræfter – på noget, som hverken giver mening eller resultater.”

Vedkommende har fået følgende diagnoser: Afbrudt søvn, der kræver hvile 14-16 timer i døgnet. Den smertefulde muskelsygdom fibromyalgi. Vulvodyni, der er en kronisk, smertefuld tilstand i underlivet. Borderline. OCD. Generaliseret angst. Collitis, også kaldet irritabel tyktarm, hvilket nødvendiggør specielt tøj. Symptomer fra nervesystemet. Senfølger efter hjernehindebetændelse. 

Borgeren har brug for såvel støttegreb på badeværelset samt et bærbart støttegreb, og bruger desuden specielle køkkenredskaber og en indkøbstaske på hjul. Borgeren er på grund af sin ekstreme angst og de stærke smerter, ikke i stand til at deltage aktivt i beskæftigelsesrettede tilbud fra jobcentret, og kan heller ikke deltage i sociale tiltag og arrangementer. At køre bil eller bruge pc er også udelukket grundet synsforstyrrelser.

Alligevel er der truffet en afgørelse i et møde med rehabiliteringsteamet i foråret 2021 om, at der skal iværksættes en indsats med arbejdsprøvning, udelukkende fordi oplysninger i sagen skal være så nye som muligt, selv om dette tidligere er afprøvet adskillige gange. Patienten er så syg, at yderligere tiltag vil forværre sygdomstilstanden og forringe livskvaliteten. Dette er altsammen dokumenteret af sundhedsfagligt personale, førende læger og behandlere. Hvorfor er det så, at jobcentret indhenter alle disse oplysninger –  når de alligevel ikke bruges til noget som helst?

Københavns Kommune er problemet

Giv nu ikke lovgivningen skylden, for den virker faktisk. Det er kun Københavns Kommune, som ikke vil sagsbehandle efter lovbefæstede paragraffer. Det virker fordummende og formålsløst at bruge skatteydernes penge – og borgernes sidste kræfter – på noget, som hverken giver mening eller resultater. Københavns kommune ønsker at fastholde patienten på lavest mulige ydelse i så lang tid som muligt. Der er med andre ord tale om endnu en spareøvelse.

Læs også: Jobcentrets ofre: Historier fra det virkelige liv

Bemærk i øvrigt, at jeg skriver patienten – ikke arbejderen. Det vil nemlig koste kommunen ca 8.000 kroner mere om måneden at visitere til en førtidspension eller et fleksjob. Fleksjob er dog udelukket i denne kedelige sag, da patienten ikke kan være stabilt fremmødende, hvilket også fremgår tydeligt af sagens akter. 

Ansatte i jobcentre får løn for at yde en indsats – men hvad laver de så for pengene? De opretter en ulovlig psykologklinik i jobcentrets lokaler i København, hvor de indkalder til psykologisk udredning, selv om det er forbudt. Københavns kommune kalder det bare for en “beskæftigelsesindsats”, selv om der står i indkaldelsen til mødet: Du indkaldes hermed til psykologisk udredning i jobcenters lokaler! Læs det lige én gang til!

Jobcentret i Københavns Kommune kan ikke dokumentere, at det er lovgivningens skyld, der falder afgørelser, som ikke holder vand i forhold til beskæftigelseslovgivningen. De kan kun undskylde sig med afgørelser med henvisning til besparelser i kommunen. Stat og kommuner må have en skjult dagsorden for at kunne fastholde beskæftigelsesindsatsen. Hvorfor er der kun ganske få som reagerer på dette? Der bruges på landsplan ca. 13 milliarder kroner årligt på beskæftigelsesrettet indsats, men hvad bliver pengene brugt til? For alle de penge, skal der lægges mange arbejdstimer – men gør jobcentrene overhovedet nytte? Eller er ansættelsen af 9000 medarbejdere i jobcenter bare en beskæftigelsesindsats i sig selv?

Du kan læse mere om min egen sag i jobcenter Lærkevej i København i dette link, hvor der også er endnu et eksempel på uansvarlig sagsbehandling. Det er min bisidder, Bitten Vivi Jensen, du kan høre i baggrunden. Hun stiller for øvrigt op til borgmesterposten i Frederiksberg kommune. Hvis du vil høre hele samtalen med den ulovlige læge, kan du klikke på videoen nedenfor. Det er på tide, vi igen stiller spørgsmålet: Hvad laver jobcentrene overhovedet for pengene?