Den Europæiske Centralbank, ECB i Frankfurt. Foto: ECB.eu / KLE-art
9 min. læsetid

Lad os gøre op med tabuet om statslig overtagelse. Der er rigeligt med historiske beviser på, at det er den eneste vej frem, skriver dagens kronikør.


Af Ivan Breinholt Leth

I Pelles Dragsteds indlæg 7. juni om den ”statssocialisme”, han tager afstand fra, citerer han Enhedslistens principprogram: Enhedslisten støtter ”opbygningen af demokratiske og kollektive alternativer til den kapitalistiske og profit-orienterede produktion, såsom kooperativer, forbruger-kooperativer, kollektivt ejede banker og sparekasser og andre former for produktion fri for profitkrav.”

Det er der tilsyneladende ikke enighed om i Enhedslisten. I medlemsbladet Rød+Grøn fra april skriver redaktør Simon Halskov: ”Samtidig vil vi oprette en fond til statslige kapitalindskud i private selskaber, der skal modsvares af ejerskab. Herunder til opkøb af strategiske vigtige virksomheder.” Ekspropriation af nøglevirksomheder mod kompensation? Når danske banker står for omkring 95 procent af pengeskabelsen, og når SIFI-bankerne inklusiv Nykredit tilsammen sidder på en kapital, som udgør over 300 procent af det danske BNP, må man formode, at de hører under kategorien ”strategisk vigtige virksomheder”. Altså ønsker Enhedslisten ifølge redaktøren, at staten opkøber systemiske banker.

Fransk forbillede

Er der mon nogen som helst historisk erfaring, der viser, at de kollektivt ejede banker – som Dragsted hylder – er i stand til at tage initiativ til at rejse finanser til store nationale projekter og omstillinger af økonomien?

“Historien viser, at sådanne store omstillinger foretages med omhyggelig statslig planlægning og finansiering. Her slår det private initiativ ikke til – uanset om ejendomsformen er kooperativ eller baseret på aktionærer”

+

De gamle, forbrugerejede realkreditinstitutter leverede billige boliglån, og det fungerede udmærket og til alles tilfredshed. De store samfundsmæssige omstillinger vi står over for kræver imidlertid en fordeling af store mængder kapital til nye produktionsmåder og nye former for teknologi og infrastruktur. Historien viser, at sådanne store omstillinger foretages med omhyggelig statslig planlægning og finansiering. Her slår det private initiativ ikke til – uanset om ejendomsformen er kooperativ eller baseret på aktionærer.

I 1945-46 nationaliserede den franske stat under præsident Charles de Gaulle de fire største franske banker. 58 procent af den finansielle sektor var hermed nationaliseret. Samtidig blev 98 procent af kulminerne, 95 procent af el-produktionen samt 38 procent af bilproduktionen nationaliseret.

Frankrig har – ligesom Italien og Tyskland – en lang tradition for statslige banker. Den franske økonom Francois Chesnais beskrev det rammende i bogen ‘Finance Capital Today‘ (2016): ”Under det Andet Imperium (1852-1870) var statslige banker nødvendige for at finansiere den jernbaneindustri, som Haute Banque (borgerskabets private banker, red.) ikke kunne finansiere.” 

Etableringen af datidens vigtigste infrastruktur i Frankrig var så stor en opgave, at kun staten kunne løse den. Chesnais fortsætter: ”Kun nationalisering og statslig finansiering under den folkelige regering i 1936 var i stand til at igangsætte flyindustrien. Efterkrigstidens franske industrielle, innovative system… og den meget høje koncentration af produktionsvirksomheder er et resultat af statslig styring og finansiering, først i 1945-48 og sidenhen i 1970erne og i 1982.”

Under Charles de Gaulles ledelse gennemførte den franske overgangsregering omfattende nationalisering af den centrale infrastruktur, i kølvandet på 2. Verdenskrigs afslutning. Arkivfoto

Det krisefrie Europa

Men det var ikke kun i Frankrig, man dengang gik drastisk til værks. I 1933 nationaliserede Italien landets tre største banker, hvilket resulterede i, at 70 procent af den italienske finansielle sektor var statsejet. Nationaliseringen holdt i ca. 60 år.

Tysklands statsligt ejede banker har en hundredårig lang historie. De består af Sparekassen, Landesbanken og DekaBank. Op til finanskrisen udgjorde de 40 procent af den tyske finansielle sektor, hvilket man kan læse mere om i denne rapport af Felix Hüfner.

Spaniens offentligt ejede sparekassers historie går tilbage til 1836. Op til den europæiske gældskrise i 2010 udgjorde de 40 procent af den finansielle sektor i Spanien.

Nationaliseringerne af den finansielle sektor i Europa –  især i Frankrig og Italien efter 2. verdenskrig – fandt primært sted med henblik på at iværksætte en effektiv genopbygning af landene. Marshall-hjælpen skulle kanaliseres så hurtigt og effektivt som muligt ind i produktion og genopbygning. I Tyskland blev Marshall-hjælpen dog kanaliseret gennem amerikanske banker.

Afslutningen af 2. verdenskrig var begyndelsen på den længste krisefrie periode i kapitalismens historie – i Frankrig kaldet ‘Les Trente Glorieuses’. I perioden havde Frankrig en gennemsnitlig økonomisk vækst på 5 procent, mod 3,6 procent i USA. Arbejdsløsheden i Frankrig lå på omkring 2 procent i perioden, mod 4,6 procent i USA. Landet oplevede den største velfærdsfremgang nogensinde. Perioden var karakteriseret af skrappe restriktioner over for den finansielle sektor, og en høj grad af statsligt ejede banker. Det ser altså ud til, at den statsejede finansielle sektor var ganske effektiv til at finde midler til genopbygningen af Europa, og til skabelsen af den velfærdsstat, som efterfulgte de statsdirigerede investeringer.

Ensartet strategi

Går man endnu længere tilbage i tiden og analyserer den industrielle kapitalismes fødsel i Europa og sidenhen i Amerika og Asien, vil man opdage, at denne udvikling ikke kom i stand ved hjælp af frie markeder og private investeringer, men ved hjælp af omhyggelig statslig planlægning. Ingen har beskrevet denne gennemgribende omstilling af agrare økonomier til industriel kapitalisme mere præcist, end den sydkoreanske professor i økonomisk historie, Ha-Joon Chang gør det i bogen ‘Bad Samaritans – The Guilty Secrets of Rich Nations & the Threat to Global Prosperity‘. Metoden kaldes ”Infant Industry Protection”, og den består i korthed af følgende initiativer:

  1. Statslig subsidiering af udvalgte sektorer og en nøje planlagt statslig investeringsstrategi, som forudsætter høj grad af statslig kontrol med den finansielle sektor
  2. Told på importerede varer for at beskytte en svag industri mod udenlandsk konkurrence
  3. Statslig planlagt uddannelse af arbejdskraften og statslig organiseret forskning
  4. Statslig styring af valutaen og af centralbanken
  5. Eksportrestriktioner for de lande, der ønsker at reservere egne råvarer til sin egen nationale industri
  6. Forbud mod udvandring af uddannet arbejdskraft
  7. Statslig styring af udenlandske investeringer
  8. Statslig organiseret industrispionage og tyveri af patenter

Chang påviser, hvorledes vidt forskellige lande som England, Holland, Schweiz, Finland, USA, Sydkorea, Singapore, Taiwan, Japan og for nyligt Kina mere eller mindre har forfulgt den samme strategi for at udvikle deres industrielle kapitalisme. I den føromtalte bog beskriver han, hvordan: ”Kinas nutidige økonomisk succeshistorie – og til en vis grad også Indiens – er eksempler, som viser vigtigheden af en strategisk snarere end en ubetinget integration i den globale økonomi… Ligesom USA i midten af det 19. århundrede eller Japan og Korea i midten af det 20. århundrede, benyttede Kina sig af høje toldmure for at opbygge sin egen industrielle base. Langt op i 1990erne lå Kinas importtold på over 30 procent.”

Alle Kinas banker blev nationaliserede i 1950 og samlet under People’s Bank of China under det kinesiske finansministerium. PBOC fungerede både som nationalbank og som investeringsbank. Fra 1979 etablerede den kinesiske regering fire nye banker, som skilte sig ud fra finansministeriet: Bank of China, People’s Construction Bank of China, Agriculture Bank of China og Commercial Bank of China. Hver bank har sit specielle investeringsområde. PBOC blev Kinas nationalbank. Kinas første privatejede bank blev godkendt i 2014, og der er i dag 18 private banker i landet.

Den Kinesiske Folkebank i Beijing er med en værdi på ca. 20 billioner kroner verdens største centralbank. Foto: Qilai Shen.

Kollektivisering uden garantier

Danske produktionsvirksomheder består primært af små og mellemstore virksomheder. Det er hér, der skabes arbejdspladser, og man kan vel uden besvær forestille sig, at disse virksomheder kan omdannes til kooperativer, eftersom kooperativer er en gammel dansk ejerskabsform?

Men hvis disse virksomheder skal indgå i en grundlæggende omstilling af samfundet, skal de ikke blot indgå i en overordnet statslig plan, de skal også tilføres store mængder af kapital. Hvad garanterer, at kollektivt ejede banker vil investere i disse virksomheder frem for at spekulere i derivater og ejendom? – Deres idealisme?

I det nuværende finansielle system går 75-80 procent af private bankers udlån til køb af boliger, mens kun ca. 10 procent af udlånene går til investeringer i produktive virksomheder. Disse udlån skaber bankerne ved at taste tal ind i deres IT-systemer. Hvilken garanti er der for, at denne trafik ikke vil fortsætte, hvis bankerne bliver kollektivt ejede, medmindre det følges op af statsligt forbud mod spekulation og privat pengeskabelse – to uløseligt forbundne størrelser?

Hvilken garanti er der for, at kapital ikke fortsat vil gå uden om de produktive og innovative virksomheder, som der er brug for i den kommende, nødvendige omstilling af økonomien? Hvorfor vælger dele af venstrefløjen tilsyneladende markedet som primus motor i denne omstilling, når al udvikling mod alternative energiformer indtil nu tyder på, at det går for langsomt med implementering af ny teknologi ved hjælp af markedsmekanismer?

Statstabuet

Alternativet til privat pengeskabelse er naturligvis statslig pengeskabelse. Men statslig pengeskabelse og statslig ejerskab af den finansielle sektor med henblik på f.eks. at styre investeringer til en omstilling til en klimavenlig økonomi og til en økonomi, hvor ressourcer cirkulerer i lukkede kredsløb, er tabu i dansk politik. Til forskel fra i USA hvor venstrefløjens Green New Deal er baseret på statslig pengeskabelse.

“Hvis man antager, at klimaomstillingen vil være en lige så stor opgave for de europæiske samfund, som opbygningen af den industrielle kapitalisme i Europa for 400-500 år siden, er det så sandsynligt, at kollektivt ejede banker vil kunne løfte den opgave? Historien viser, at dette ikke er tilfældet.”

+

I Danmark taler ingen politikere om den inflation, som bankerne skaber med deres næsten totale kontrol over pengene. Ifølge professor i økonomi – Katarina Juselius’ bog ‘Økonomien og virkeligheden‘ – udgjorde denne inflation i perioden 1983-2018 375 procent i løbende priser, mens de almindelige forbrugerpriser voksede med 112 procent i samme periode.

Hvorfor er det ikke en indlysende idé, at lade staten skabe denne inflation (eller en lavere inflation) i stedet for de private banker? Så slap vi også for endeløse beregninger og diskussioner om finansielle råderum og påstande om fuld finansiering med forskellige omrokeringer af statens udgifter, samt optagelse af flere statslige lån, som bl.a. den finansielle sektor tjener på, og skatteyderne taber på?

Hvis man antager, at klimaomstillingen vil være en lige så stor opgave for de europæiske samfund, som opbygningen af den industrielle kapitalisme i Europa for 400-500  år siden – eller som genopbygningen af Europa efter krigen – er det så sandsynligt, at kollektivt ejede banker vil kunne løfte den opgave, som det vil være at allokere de meget store investeringer derhen, hvor der er brug for dem? Er det sandsynligt, at kollektivt ejede private banker vil være bedre i den henseende end de nuværende private banker baseret på aktionæreje? Historien viser, at dette ikke er tilfældet.


Ivan Breinholt Leth

Pensioneret finansiel rådgiver. Har arbejdet 12 år i Afrika med bl.a. opstart af små virksomheder på statsligt og NGO-niveau.

Læs mere af Ivan Breinholt Leth