Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
6. november. 2025

Debatten om remigration er blevet stueren

Debatten om såkaldt remigration er gået fra at være en del af den allermest rabiate højrefløjs tankegods til nu at være stueren kost i etablerede højrefløjspartier. Men tag ikke fejl – tanken bygger på ideer, der trækker uhyggelige tråde i historien, og det skal vi huske på, når vi markerer årsdagen for Krystalnatten. Det skriver Anne Jessen fra Demos i dette indlæg

Generation Identitærs budskaber er blevet mainstream i dansk politik. Foto: Wikimedia Commons

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

I disse dage nærmer vi os årsdagen for det, der siden er blevet beskrevet som begyndelsen på jødeforfølgelsen og den etniske udrensning af den jødiske befolkning i Europa. Det er den såkaldte Krystalnat, natten mellem den 9. og 10. november 1938, hvor tusindvis af synagoger, jødiske forretninger og andre jødiske indretninger blev udsat for et koordineret statsligt angreb over hele Tyskland.

1500 jøder menes at være blevet dræbt den nat og dagene efter. I Tyskland kaldes natten for Novemberpogrom eller Reichspogromnacht. Den markerer overgangen fra diskriminationen og marginaliseringen af jøderne i Tyskland til det systematiske folkemord på de europæiske jøder.

Optakten eller rettere påskuddet til angrebene var et attentat på en tysk diplomat i Paris 7. november 1938. Drabet blev udført af en 17-årig polsk jøde som reaktion på ”Polenaktionen” i Tyskland: I slutningen af oktober blev alle polske jøder – 18.000 heriblandt også hans forældre – i en lynaktion deporteret til den tysk-polske grænse, hvor de blev overladt til sig selv uden mad og indkvartering.

I dagene efter 9. november blev 30.000 jødiske mænd anholdt og bragt til koncentrationslejrene Buchenwald, Dachau og Sachsenhausen.

Forfølgelsen var for alvor begyndt.

Remigration i den offentlige debat

Årsdagen for novemberpogromen hænger som et blafrende bagtæppe, når man i den seneste tid har kunnet læse artikler og lytte til radioprogrammer, hvor remigration er blevet beskrevet og diskuteret som et helt almindeligt udtryk i udlændingedebatten. Det nævnes som et af politikernes greb i den berømte værktøjskasse, når de ønsker at skrue op for udvisninger af udlændinge.

Begrebet remigration er for alvor kommet på højrefløjens politiske dagsorden, efter Politiken 8. juni 2025 offentliggjorde en fremskrivning af befolkningssammensætningen, som Syddansk Universitet havde lavet. Her har man regnet sig frem til, at der i 2096 vil være flere indvandrere og efterkommere end etniske danskere. Politiken lancerede artiklen under den dramatiske overskrift: ”Den store befolkningsforandring”.

Det var vand på den yderste højrefløjs mølle. De taler nu for alvor om remigration som løsningen på ”den store befolkningsudskiftning” – ligeledes et begreb, som har sneget sig ind i højrefløjens ordforråd, og som hævder, at den etnisk danske/vestlige (hvide) befolkning vil blive skiftet ud af ikke-vestlige folkeslag fra Mellemøsten og Afrika, og hvor islam bliver udråbt som hovedfjenden.

I P1 Debat 30. oktober 2025 var politikere fra Socialdemokratiet, Konservative, Borgernes Parti (BP) og Dansk Folkeparti (DF) inviteret til at diskutere udlændinge og remigration; ”hvordan man kan smide endnu flere indvandrere ud, og hvordan man kan umuliggøre muslimsk kultur”, som det hedder i introen.

Lars Boje Mathiesen fra BP og Mikkel Bjørn fra DF gik fuldtonet ind for remigration. Lars Boje henviste flere gange til deres partiprogram, hvor der tales om et ”demografisk skift”:

”Når vi ser på Danmarks demografiske udvikling, kan vi se, at danskerne før eller siden vil blive erstattet af andre folkeslag. Det er i overvejende grad folk fra MENAPT-landene, fordi de kommer hertil i store tal og de, der allerede befinder sig i Danmark, får flere børn, end etniske danskere gør. (…)

Vi kan enten få mere islam eller mindre islam. Der er ikke noget imellem. Og det betyder, at vi skal i gang med at tale om og handle på remigrationen”.

Også Mikkel Bjørn gav udtryk for, at befolkningsudskiftningen er en realitet, og at det kræver remigration nu. DF vil have Danmark tilbage, hvilket også er teksten på et DF-logo.

Remigration er ifølge Mikkel Bjørn blot en naturlig konsekvens af migration. En sproglig finesse – lader han os forstå. Men remigration er en bevidst anvendt retorik, som er en del af en fælles forståelsesramme på den yderste højrefløj, og som indeholder en langt dybere betydning, nemlig ren racisme og som endemål deportationer og etnisk udrensning.

I et interview i Information 9. oktober 2025 udtaler Mikkel Bjørn: ”Hvis man skal være lidt kynisk, så handler det om at ryge islamiseringen ud”.

At tale om remigration er i mange sammenhænge blevet en helt almindelig del af udlændingedebatten. Hvor det før var smågrupper på den ekstreme højrefløj, som talte om befolkningsudskiftning og remigration, er diskussionen nu på vej ind i midten af samfundet. Det er blevet stuerent.

Generation Identitær som vejviser

En af de smågrupper på den ekstreme højrefløj, som længe har arbejdet på at påvirke den offentlige opinion og sætte remigration på den politiske dagsorden, er Generation Identitær (GI).

Gruppen er en transeuropæisk ungdomsbevægelse, der siden starten af 00’erne har fået mange forgreninger i europæiske lande. I Danmark har de eksisteret siden 2017. I Frankrig, hvor bevægelsen startede, er de blevet forbudt. De er stærke i Østrig. Det er også østrigeren, Martin Sellner, som er GI’s internationale frontfigur. I både Østrig og Tyskland er de af sikkerhedsmyndighederne sat under skærpet observation for højreekstremisme.

Bevægelsen i de forskellige lande arbejder ud fra samme ideologi, de benytter sig af samme sprogbrug, de har en fælles strategi og ens logoer og aktionsformer. Deres årtier lange arbejde synes nu at bære frugt. I Tyskland er de tæt knyttede til Alternative für Deutschland (AfD), i Østrig samarbejder de med Freiheitliche Partei Österreichs (FPÖ), og i Danmark er der et fællesskab med Dansk Folkeparti. Mikkel Bjørn var gæstgiver på Christiansborg, da GI 21. september 2023 holdt møde om masseindvandring sammen med andre borgerlige ungdomspartier.

GI beskriver sig selv som en patriotisk ungdomsbevægelse, der vil tilbageerobre og beskytte de europæiske og vestlige værdier og kæmpe for en etnisk defineret identitet.

Etnokultur som ideologisk rettesnor

Ifølge GI har det europæiske folk sit eget kulturelle særpræg, som er nedarvet gennem generationer. Det særlige ved deres forståelse er, at der ikke må ske en etnisk blanding med andre kulturer, da det vil true et folks overlevelse. Skrækscenariet er, at befolkningen vil blive udskiftet – ganske i tråd med den højreradikale forfatter Renaud Camus’ idé om ”Den Store Udskiftning”. Hans bog med samme navn udkom i 2012.

I Information 8. februar 2018 beskriver tre repræsentanter fra GI deres opfattelse af, hvordan det etnisk rene samfund skal se ud: Det skal bygge på en etnokulturel dansk identitet, som går generationer tilbage, og som skal beskyttes mod ”fjenden iblandt os, bandekrig, seksuelle overgreb mod vores (!) kvinder, parallelsamfund” osv.

Grænserne skal lukkes mod ”en invasionsstyrke”, så ”dine døtre kan vokse trygt og sikkert op”. Der er både indre og ydre fjender, som truer den danske kultur og den europæiske ”ånd”, ja selve demokratiet: ”hvis man masseimporterer ikke-vestlige migranter med radikalt anderledes kulturer og værdier, så kan et demokratisk samfund ikke fungere.”

Her udpeges etniske grupper som fjender, der vil ’os’ det ondt. Fjenden er den muslimske kultur, det flerkulturelle, flygtninge. De hører ikke hjemme i et etnisk hvidt Europa.

I Deadline 2. februar 2018 formulerede den daværende talsperson for GI i Danmark, Aurelija Aniulyte det således: ”Kultur i Danmark er bygget op gennem århundreder og årtusinder. Gennem folk, der bor her. Det etniske er kontinuiteten. Man er i familie med de folk, der har boet her i utallige generationer. Det er det, der giver sammenhængen, som er danskheden.”

På journalistens spørgsmål, om danskhed og familie betyder blodets bånd – det at have gener til fælles, svarer Aniulyte: ”Ja, det kan man godt sige.”

Man skal ikke mange årtier tilbage i den europæiske historie for at finde en lignende opfattelse af blodets betydning for en bestemt etnicitet. ’Blut und Boden’ ideologien (blod og jord) delte befolkningen op i en genetisk éns gruppe født på tysk jord i generationer eller af tysk afstamning og andre grupper, som ikke tilhørte dette ’folk’.

Det endte i folkemord.

Remigration er deportation

Når politikerne i den danske debat omtaler remigration som en ganske normal model for hjemsendelser, undlader de behændigt at kommentere på, hvad den bagvedliggende intention og konsekvens er, nemlig deportation. At dette er den langsigtede plan, blev afsløret i januar 2024.

Her offentliggjorde det tyske researchkollektiv Correctiv en rapport om et hemmeligholdt møde i november 2023 nær Berlin, hvor højtplacerede politikere fra AfD, Generation Identitær og pengestærke, tyske virksomhedsejere diskuterede udlændinge og mulighederne for deres deportation. Afsløringen førte til store demonstrationer i hele Tyskland.

En af hovedtalerne var Martin Sellner, som præsenterede en masterplan for remigration.

Det, som forener højrefløjen, udtalte han, er forståelsen af, at remigration er en nødvendighed for, at ”vi som folk i aftenlandet (Vesten, red.) vil overleve eller ej.”

Sellner uddybede, at det er alle – også tyske statsborgere med udenlandske rødder, der ”ikke assimilerer sig” – som skal udvises. Han forestiller sig en ”mønsterstat” et sted i Nordafrika, hvor der er plads til 2 millioner mennesker. Her kan migranter ”sluses hen” og bo.

Martin Sellner mener, at også personer, som aktivt støtter flygtninge, skal bo der. I praksis betyder det, sagde han, at der skal arbejdes henimod en hårdere lovgivning, og det vil tage årtier. Men de er indstillede på en langtidsplan. Det er kernen i GI’s metapolitik.

AfD-politikeren Björn Höcke går ligeledes fuldtonet ind for ideen om remigration. I 2018 udgav han en bog Nie zweimal in denselben Fluss (Aldrig to gange i den samme flod, red.) – hvor han beskriver ideen om ”et stort anlagt remigrationsprojekt for ikke-integrerbare migranter”, hvor ”vold mod mennesker og uskønne scener ikke vil kunne undgås”.

Dermed tænkes vold som politisk middel ind i udførelsen af politikken vendt mod etnisk definerede befolkningsgrupper. Og det er ikke uden historiske paralleller.

I 1940 udviklede nazisterne ideen om at deportere 4 millioner jøder til Madagaskar. Planen om selve jødeudryddelsen blev udtænkt i 1942 på Wannsee-konferencen.

Ideologiske rødder i fascismen

De identitæres ideer er ikke nye. Deres ideologiske rødder skal findes i det Nye Højre – Nouvelle Droite, som blev formet af den franske filosof, Alain de Benoist som intellektuel modvægt til 68-generationens oprør.

Det Nye Højre griber ideer op fra Weimarrepublikkens såkaldte konservative revolution – ’det gamle højre’ – i denne sammenhæng repræsenteret ved Carl Schmitt, Ernst Jünger, Oswald Spengler m.fl. De var mere eller mindre knyttet til nationalsocialismen og opfattede sig selv som intellektuel avantgarde, som bekæmpede grundprincipperne i Weimarrepublikkens demokratiske forfatning, modernismen, liberalismen, egalitarismen og universalismen. Disse tænkere ønskede en stat uden parlamentarisk pluralisme, men med en autokratisk leder og et stærkt militær.

Spenglers hovedværk ”Der Untergang des Abendlandes” (1918/1922) (Vestens undergang) beskriver, hvorledes modernismen, pluralismen osv. er skyld i opløsningen af de traditionsbundne, konservative værdier. Bogen har været inspirationskilde for både det Nye Højre og Generation Identitær.

Den italienske forfatter og fascist, Julius Evola havde ideologiske bånd til den konservative revolution. Hans bog Revolta contra o Mundo Moderno (Oprør mod det moderne) fra 1934 er ligeledes læsestof for ligesindede efterkommere.

I 2012 udgav de Benoist ”Manifesto for a European Renaissance”, hvor han deler synspunkterne med de identitære: Det eneste, der kan redde Europa fra den ødelæggende liberale multikulturalisme, er etnopluralisme og kulturel adskillelse.

Det er denne tradition, som Generation Identitær viderefører, blot i en moderne udgave.

Med deres intellektuelle fremtræden og brugen af begreber og symboler, som ikke umiddelbart forbindes med fascisme, fremstiller GI sig som en konservativ, intellektuel, borgerlig bevægelse, som kan accepteres i den offentlige debat.

Den fascistiske tradition ligger lige under overfladen, mens racismen ligger synligt oven på. Vi ser det, når etniske minoriteter udpeges som syndebukke; når der tales om befolkningsudskiftning; når man vil ’ryge islam ud’; når remigration og deportation betragtes som løsningen på ’det etniske problem’.

Det er den virkelighed, vi står i her på årsdagen for Krystalnatten.

Aldrig mere en Krystalnat – aldrig mere etnisk forfølgelse og folkemord.

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

  • […] der for få år siden hørte til på den yderste højrefløj, er nu blevet stuerene i dele af dansk politik. Tydeligst ses det ved, at både DF og Borgernes […]

  • Om skribenten

    Anne Jessen

    Anne Jessen

    Aktivist i Demos. Læs mere

    Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

    Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

    Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

    Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

    Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

    20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

    Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER