Højreekstremismen står stærkere efter valget – og det bør bekymre os alle

Dansk Folkeparti (DF) under Morten Messerschmidt formåede at tredoble sin stemmeandel til omkring 9,1 procent af stemmerne (op fra blot 2,6 procent ved valget i 2022). Samtidig klarede det nystiftede Borgernes Parti (BP) lige akkurat spærregrænsen og vandt fire mandater. En sådan fremgang for to af Danmarks mest indvandringskritiske partier kaster en mørk skygge over valgresultatet.

Den samlede højrepopulistiske lejr står nu styrket – selvom Danmarksdemokraterne gik fire mandater tilbage. Nok stillede det kriseramte Nye Borgerlige ikke op, men i stedet er DF genopstået som en faktor, og Borgernes Parti er trådt ind på scenen med et program, der på flere punkter er endnu mere yderligtgående.

Hvor DF tidligere har balanceret sin retorik, flirter partiet nu åbent med idéer fra den ekstreme fløj. Messerschmidt har f.eks. talt om behovet for “remigration” – et begreb lanceret af den højreradikale bevægelse Generation Identitær om massehjemsendelse af ikke-vestlige indvandrere. At denne retorik nu indgår i DF’s politiske arsenal, viser hvor langt mod højre debatten har rykket sig.

Hyldest fra Orbán og MAGA

Det danske valgresultat vakte jubel langt ud over landets grænser, men fra de forkerte kræfter. Ungarns autoritære leder Viktor Orbán skyndte sig f.eks. at lykønske Messerschmidt med DF’s fremgang på sociale medier. “Tidevandet vender i Danmark, og patrioterne vinder frem i hele Europa”, erklærede Orbán triumferende.

Han fremstillede dermed DF’s valgsejr som endnu et bevis på, at nationalkonservative værdier er på march frem. At DF nu åbent modtager ros fra Orbán – en regeringschef som er kendt for at underminere frie medier og uafhængige domstole – bør få alarmklokkerne til at ringe i Danmark.

Også på den yderste højrefløj i USA blev der klappet i hænderne. I Donald Trumps MAGA-bevægelse ser man Messerschmidts succes som en sejr for deres ideologi. Kommentarer i amerikanske konservative kredse udlagde DF’s fremgang som et tegn på folkelig opbakning til en endnu hårdere kurs i udlændingepolitikken.

Orbáns nære rådgiver Balázs Orbán proklamerede ligefrem, at “det danske folk er ved at tage deres land tilbage” en euforisk tolkning af resultatet som mandat for remigration og nationalt selvforsvar. Når danske partiledere hyldes af Trumps MAGA-segment og Europas illiberale ledere, sender det et urovækkende signal om, hvilken kurs der er slået ind på.

Ekstremistiske kræfter bag kulissen

Ét er de nye parlamentarikere fra DF og BP, noget andet er de ideologiske kræfter, der har banet vejen for dem. Generation Identitær (GI) – en transnational ultranationalistisk ungdomsbevægelse – har længe forsøgt at påvirke den offentlige opinion med sine anti-islamske og fremmedfjendske budskaber.

Bevægelsen udbreder et verdenssyn, hvor personer med anden etnisk baggrund end dansk dæmoniseres som “parasitter”, der skal fjernes fra samfundet. Det er en farlig, antidemokratisk ideologi, men GI’s indflydelse kan nu mærkes helt ind i Folketinget.

Idéer, der for få år siden hørte til på den yderste højrefløj, er nu blevet stuerene i dele af dansk politik. Tydeligst ses det ved, at både DF og Borgernes Parti i dag åbent taler om remigration. Tidligere var det et fantasifoster på den rabiate højrefløj, men nu er tanken om massehjemsendelser af uønskede blevet et legitimt debatemne.

I 2025 argumenterede Lars Boje Mathiesen (BP) og Mikkel Bjørn (DF) i en radiodebat ligefrem for at “smide endnu flere indvandrere ud” og advarede om et “demografisk skifte” i Danmark, direkte ens med GI’s alarmistiske teori om “den store befolkningsudskiftning”. Når et nyt parti som BP endda får ros og opbakning fra grupper som Generation Identitær for dets stramme udlændingepolitik, udviskes grænsen mellem parlamentarisk politik og gadens ekstremisme.

Normaliseringen af hadets retorik

Hvordan er vi kommet hertil? En del af forklaringen er, at mainstream-partierne gradvist har normaliseret højrefløjens retorik i håbet om at vinde tabte vælgere tilbage. Socialdemokratiets Mette Frederiksen har selv ført en historisk stram udlændingepolitik – med et erklæret mål om nul asylansøgere – hvilket muligvis bremsede den yderste højrefløjs fremgang for en tid.

Men prisen var, at ekstremistiske idéer krøb ind i varmen. Den anerkendte forsker Cas Mudde advarer om, at denne danske model, hvor centrum-venstre kopierer højrepopulisters politik, er en farlig vildfarelse. Forskning viser entydigt, at det at overtage den yderste højrefløjs positioner hverken giver valgsejr til midterpartierne eller stopper den ekstremistiske fløj.

Til gengæld risikerer de etablerede partier at skubbe progressive kernevælgere væk, mens de mest indvandringsfjendske stadig foretrækker originalen frem for kopien. Vi ser netop nu resultatet, at DF er ikke blevet besejret af stram udlændingepolitik, partiet gør tværtimod comeback, og endnu mere radikale konkurrenter som Borgernes Parti er skudt op ved siden af.

Normaliseringen af hadefuld retorik har altså ikke gjort ekstremismen harmløs eller overflødig, den har tværtimod legitimeret den og gødet jorden for dens vækst. Når først idéer om ’’befolkningsudskiftning’’ og ’’civilisationskamp’’ mod islam vinder indpas i almindelig politik, flytter grænserne sig.

I dag kan en partileder som Messerschmidt næsten ustraffet insinuere, at en danskfødt politiker med minoritetsbaggrund bør “rejse hjem”. Det ville for få år siden have udløst et ramaskrig. Hvad der engang var utænkeligt, er blevet hverdag i en forrået offentlig debat.

Et wakeup-call for demokratiet

Danmark befinder sig nu ved en vigtig korsvej. Fremgangen til DF og Borgernes Parti er en advarsel om, at vores demokratiske værdier ikke kan tages for givet.

Demokratiske partier må stoppe med at legitimere ekstremisternes dagsorden og i stedet genfinde modet til at stå fast på humanistiske principper. Nu skal der handles, ikke ved at konkurrere i fremmedfjendtlighed, men ved at insistere på fakta, anstændighed og inklusion.

Også medier og civilsamfund har et ansvar. Journalister bør aflive myter og nægte at medvirke til at mainstreame konspirationsteorier fra grupper som GI. Og almindelige borgere må sige fra over for hadet, uanset om det kommer forklædt som patriotisme eller folkets vilje.

Valget 24. marts 2026 giver rød blok muligvis fire nye år, men det giver også højreekstremismen ny ilt. Dette er et wakeup-call, at hvis vi lader stå til nu, risikerer vi, at intolerance og autoritære tendenser for alvor får fat. Det er nu, der skal trækkes en streg i sandet og forsvare det åbne, liberale demokrati, som Danmark bygger på – inden det er for sent.