Demokratiets overlevelse ligger i nationalismens genkomst

Nationalisme er et begreb med mange historiske betydninger. I denne tekst bruges ordet synonymt med det fællesskab, som legitimerer eksistensen af et fællesskab under en fælles demokratisk stat. Et fællesskab skabt af kultur, historie, værdier eller territorium. Pointen er ikke at dvæle ved definitionerne, men at understrege, at et nationalt fællesskab er afgørende for demokratiets overlevelse i den nye verdensorden.

Det amerikanske demokrati er under angreb, og der er meget lidt som peger i retning af, at det overlever. De europæiske demokratier står over for samme angreb i den kommende tid, og hvis ikke venstrefløjen formår at formulere et positivt, konstruktivt sprog for det nationale fællesskab, vil vi medvirke til demokratiets fald.

Fra ret til magt

Vi har fortsat til gode at forstå rækkevidden og betydningen af Trumps magtovertagelse i USA. Er der tale om et lille fartbump, hvor demokratiet i sidste ende lander trygt og godt på benene – eller er vi endegyldigt trådt ind i en ny tidsalder, hvor USA ikke kan regnes som en demokratisk allieret? Danmark og EU har taget de første skridt frem imod uafhængighed af USA, men ikke mere end at EU samtidig har forpligtet sig på at foretage indkøb og investeringer i USA for et trecifret milliardbeløb i dollars – og oveni accepteret en ulige told på varer til USA.

Kina, Rusland og Indien rykker tættere på hinanden, og mens geopolitikkens kontinentalplader forskubbes, og verden omorganiserer sig, ændrer rammerne for den politiske samtale sig uundgåeligt.

Den globale fortælling har gennem årtier været en fortælling om individualisering, fri bevægelighed og frihandel. Denne fortælling har taget udgangspunkt i individet, hvilket har gjort ”humanisme” til den helt centrale platform, når venstrefløjen har skulle navigere i den liberale verdensorden. Fortællingen om individets rettigheder er under hastig afvikling.

Venstremanden Christian Friis Bach har beskrevet, hvordan FN mister relevans i ekspresfart, og spår at FN vil være uden reel betydning i løbet af måneder. I en verden uden en troværdig international ret eksisterer argumenter om individets grundlæggende rettigheder ikke. Den spirende verdensorden beskytter ikke individer og respekterer alene den rå magt.

Højrefløjen står stærkt i det geopolitiske skifte fra individ til fællesskab. Store dele af højrefløjen har ideen om en etnisk, religiøs eller kulturel nation som en del af den politiske DNA, og samtidigt gør deres økonomiske ideologi dem i stand til at alliere sig med oligarkerne i konflikt mod andre nationer.

Venstrefløjen har brugt de seneste 30 år til at undergrave ideen om et nationalt fællesskab, og derfor er der en stor risiko for, at vi ikke er i stand til at navigere politisk i oligarkernes tidsalder. Vi vil være tilbøjelige til at fortolke udviklingen i USA som et udtryk for, at de multinationale virksomheder har opnået en styrke som udfordrer staternes (i forvejen begrænsede) autonomi, og at staterne konkurrerer om at tiltrække og beskytte kapitalen snarere end at styre den.

I denne traditionelle marxistiske samfundsforståelse, vil den kapitalistiske stats sammenbrud uundgåeligt før til socialismen. Det er formentligt denne tankegang, der ligger til grund for, at Enhedslistens Per Clausen aktivt medvirker til højrefløjens forsøg på at vælte EU’s kommissionsformand Ursula van der Leyen.

Der er dog flere forhold, som peger i retning af, at nedbrydningen af den kapitalistiske stat baner vejen for en ny, udemokratisk verdensorden, hvor oligarkerne kommer til at definere samfundets indretning, snarere end det socialistiske samfund.

Staten under afvikling – voldsmonopolet

Sociologen og statsteoretikeren Charles Tilly anser statens voldsmonopol, udviklingen af finansielle institutioner under statens kontrol og en kollektiv identitet som centrale og nødvendige elementer i en statsdannelse.

Voldsmonopolet består af politi og militær i alle tænkelige afskygninger. I skrivende stund oplever vi betydningen af statens voldsmonopol, når USA’s regering indsætter hhv. ICE og nationalgarden i udvalgte, demokratisk kontrollerede byer imod såvel byernes som delstaternes folkevalgtes vilje. Delstaterne har ikke styrken til at gå op imod centralregeringens voldsmonopol, og dermed bliver det centralregeringen, som definerer ”ro og orden”.

Samtidig oplever vi, at centralregeringen aktivt støtter fremkomsten af private militære enheder. Vi kender konceptet med privat militær fra Rusland, hvor ’Wagnergruppen’ er den mest prominente. Redut, Patriot, Convoy, Potok og Fakel er andre private eller semiprivate militære enheder.

Dette koncept er på ingen måde lige så udbredt i USA, men Constellis (tidl. Blackwater), DynCorp, KBR og VxL Security er eksempler på private militære enheder i USA. Hertil kan vi tilføje paramilitære enheder som Proud Boys, Oath Keepers og Three Percenters. Trumps benådninger af særligt Proud Boys-dømte efter stormen på Kongressen peger i retning af, at den amerikanske højrefløj aktivt undergraver statens voldsmonopol, også selvom de selv har statsmagten.

Samfundets pengestrømme

Den økonomiske kontrol handler om evnen til at kontrollere samfundets økonomi. Som minimum skal staten kunne indhente skatter. Hvis disse skatter skal kunne pålægges og indhentes retfærdigt, kræver det indsigt i de finansielle transaktioner og efterfølgende vilje og evne til at indkræve de pålagte skatter. Det store flertal af befolkningen vil også forvente, at staten kan regulere samfundets inflation, valutaens styrke og andre finansielle bevægelser af samfundsmæssig betydning.

Den amerikanske stat er alvorligt udfordret på dens kontrol over samfundets pengestrømme, og den mest alvorlige udfordring gælder for stater overalt i verden.

Det handler om ’kryptovaluta’. Kryptovaluta er massivt undergravende for statens eksistens, da staten ikke kan kontrollere den og dermed regulere inflationen og samfundets betalingskraft over for andre samfund. Dertil kommer, at kryptovaluta er anonym, og dermed ikke kan beskattes, hvis ikke ejerne frivilligt opgiver deres indtægter. Præsident Trump har sin egen personlige kryptovaluta.

Et nationalt fællesskab

Den kollektive identitet handler om statens legitimitet. Hvis ikke der er et kollektiv bestående af et overvældende flertal af befolkningen, som deler en identitet som samfundsborgere, og anerkender statens legitimitet til såvel voldsmonopolet som den økonomiske styring af samfundet, vil staten miste legitimitet – og som konsekvens heraf risikere at kollapse under protester.

Denne kollektive identitet er i praksis en nation. Hver enkelt nation kan legitimere deres stat på forskellig vis, men ingen stat kan i længden opretholdes uden denne legitimitet.

Trumps tilhængere vil fortolke grænsekontrollen og udvisningerne af illegale indvandrere som et forsøg på at styrke sammenhængskraft i en form for ’hvidt samfund’. Denne fortolkning deles bredt på venstrefløjen, hvor racisme og hvidt (arisk) herredømme er symbolet på den absolutte ondskab. Det er ikke den udvikling, jeg ser.

Jeg ser en udvikling, hvor Trump målrettet bruger udvisningerne som et redskab til at skabe uro i byer og stater, hvor det Demokratiske Parti sidder på flertallet og dermed magten. Det som kan fortolkes som de første skridt på vejen til et hvidt samfund, er reelt en splittelse af den kollektive ide om, hvad USA er. Trump er i gang med at smadre den fælles fortælling om USA – ideen om et multikulturelle samfund og den store smeltedigel – og han tilbyder ikke en alternativ kollektiv fortælling.

På de tre helt centrale ’nationsbyggende områder’ peger udviklingen i retning af en decideret afvikling af staten, hvilket er en afgørende forskel ift. at bruge staten som redskab for kapitalen.

Venstrefløjens modtræk

Venstrefløjens holdning til statens monopol på voldsudøvelse har siden anden verdenskrig været, at voldsmonopolet alene er til for at beskytte kapitalen. Vi kender det fra paroler som ”All Cops Are Bastards” eller krav om ”Defund the police”. Store dele af venstrefløjen har en pacifistisk kerne. Alternativet til statens voldsmonopol har været en ide om, at civilsamfundet ville træde ind og varetage opgaverne på en bedre og mere demokratisk vis. I USA kunne det være den lokale kirke/menighed, og i Danmark kunne det være fagbevægelsen.

Når det gælder pengestrømmene i samfundet, står venstrefløjen umiddelbart meget stærkt. Intet sted på den politiske skala er der større lyst og vilje til at sikre statens kontrol med de finansielle aktiver, men fordi venstrefløjen ikke har en positiv italesættelse af statens rolle i det kapitalistiske samfund, er den ikke i stand til at politisere emnet. Vi kan godt argumentere for, at de rige skal betale mere, men vi kan ikke argumentere for, at det nationale fællesskab skal styrkes.

Enhedslistens principprogram beskriver, hvordan den eksisterende stat ensretter børneliv, fjerner fordybelse, og hvor de arbejdsløse piskes. Denne politik skyldes ikke modsatrettede politiske bevægelser, men er iflg. Enhedslisten iboende elementer i konkurrencestaten. Socialistisk Folkeparti har den holdning, at statens rolle i velfærdssamfundet skal reduceres ’i videst muligt omfang’, og at kommunerne skal sikre autonomi fra staten.

Når vi kommer til spørgsmålet om et nationalt fællesskab, bliver ovenstående problematik endnu mere tydelig. Hverken Enhedslisten eller Socialistisk Folkeparti har indtil nu været i stand til at afgrænse et ’dansk’ fællesskab. Socialistisk Folkeparti sendte chokbølger gennem venstrefløjen, da Villy Søvndal i 2008 bad medlemmerne af den udemokratisk, kvindefjendske forening Hizb Ut Tahrir om at ”Gå ad helvede til”.

Så sent som i november 2020 skrev et medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse med plads i Københavns Borgerrepræsentation, at: ”dette land ikke er jeres [danskernes]. Den danske kultur er ikke dansk. Moralsk har I ikke en skid ret til mere, end vi har. I har ikke ret til det privilegium tilfældigvis at være blevet født mellem Øresund og Vesterhavet.”

Per Clausen var med til at stifte Enhedslisten, og har siden været Folkevalgt til både Folketinget, Aalborg Byråd og EU-Parlamentet for partiet. Han har også siddet i Enhedslistens Hovedbestyrelse i en lang række år. Per Clausen har ved flere lejligheder argumenteret for, at der ikke eksisterer danske værdier, og at hans egen følelse af danskhed ikke er knyttet til vores nationale fællesskab.

F.eks. ønskede han ikke at bygge et dansk samfund på værdier som: Velfærdssamfund, frihed, tillid, lighed for loven, kønsligestilling, det dansk sprog, foreningsliv, frisind og hygge. I bund og grund lægger Per Clausen afstand til det socialistiske samfund, når det italesættes som ’dansk’ eller ’Danmark’.

Demokratiet kan falde

Oligarkernes tidsalder kommer til at sætte staterne under massivt pres. Vi kommer til at opleve en delegitimering af skatteopkrævning (senest i form af anti-skatteforeningen ”Skattebetalerne”). Statens voldsmonopol vil i stigende grad blive udfordret fra oligarker og kriminelle, og vi vil opleve højrefløjen forsvare politisk vold, så længe den udøves af højrefløjens venner.

Endeligt vil vi opleve, at den kollektive sammenhængskraft bliver udfordret af grupperinger, som kræver, at vores primære loyalitet placeres hos en kriminel gruppering, et boligområde, en religion, en politisk mærkesag eller måske hos vores arbejdsgivere.

Venstrefløjen har i årtier taget demokratiet for givet, og udelukkende fokuseret på demokratiets svagheder og mangler. Nu står det klart, at demokratiet kan falde, og venstrefløjen bør går forrest i at forsvare det. Det kræver, at vi opgiver vores ’kritiske identitet’, og i stedet formulerer en positiv, konstruktiv og realistisk vision for et kollektivt, nationalt fællesskab. Deadline er ikke om to eller tre år. Deadline er nu.