Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
12. december. 2024

Den syriske revolution har bekræftet fire konklusioner

Det syriske diktatur var en narkostat, hvis undertrykkelse var værre end frygtet. De internationale magthavere er ligeglade med det syriske folk – og konspirationsteoretikere har misforstået det hele

Syriske oprørere i ruinerne i Damaskus. Foto: Wikimedia Commons

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Donald Trump og resten af Det Republikanske Parti er på vej tilbage i glasbutikken. Meningsløse krige hærger og truer med at brede sig. Vi er midt i en kronisk klimakrise. I det vintermørke er der brug for en smule optimisme og håb. Det har derfor været fantastisk at se syrerne rejse sig på ny mod tyrannen Bashar al-Assad og vise, at det kan give resultater at kæmpe mod overmagten. 

For dem, der har fulgt syrernes revolution i et årti, er der ikke noget overraskende ved, at det nu er lykkedes en broget koalition at smide Bashar på porten. I det umiddelbare efterspil er en række formodninger blevet bekræftet og bestyrket.

Særligt fire konklusioner springer i øjnene.

1. Regimet var endnu værre end frygtet

De færreste med en smule interesse for internationale forhold var på forhånd i tvivl om, at Assad-regimet var blandt de mest modbydelige på kloden. 

Utallige øjenvidne-beretninger om tortur, rapporter fra NGO’er om mord på civile og billeder af ofrene for kemiske giftangreb har i mange år mindet os om, at det syriske diktatur var blandt de mest forråede, blodtørstige og skrupelløse.

Alligevel er selv hærdede betragtere blevet rystet af de billeder, der nu er begyndt at sive ud af Syrien. I Sednaya-fængslet – i folkemunde kendt som ’Det Menneskelige Slagtehus’ – har tusinder været indespærret i celler, der kun er store nok til en mareridtseksistens. Der er blevet fundet børn, som for første gang mærker sollyset på deres kinder. Lugten af lig og fordærv har været så stærk, at det har kompliceret redningsarbejdet, som stadig er i gang. 

Regimets torturbødler har ganske enkelt lukket døren og smidt nøglen væk. Der foregår stadig en kamp på liv og død for at få reddet så mange som muligt ud. Underjordiske gange er stadig ved at blive undersøgt. Hvis man vil bevare lidt julestemning, kan jeg ikke anbefale at lede for længe på sociale medier efter videoer fra Sednaya og Deir el-Zor. Men dokumentationen findes. 

Organisationen De Hvide Hjelme, der har været genstand for grundløse konspirationsteorier, har som nogle af de første gennemsøgt Assads fængsler. De kan konstatere, at tusindvis af mennesker stadig mangler at blive fundet. Formentlig bliver det kun som forkullede rester eller i uopdagede massegrave. 

Det er ved at gå op for resten af verden, hvad syrerne længe har vidst: Der er ikke ‘bare’ tale om et almindeligt repressivt regime, men om en systematisk forbrydelse mod menneskeheden á la dem, vi så under Pol Pot-regimet eller dét, der foregik i Sobibor og Treblinka. 

Måske er det ikke så underligt: Særligt historienørdede husker en direkte forbindelse mellem Nazityskland og Assad-regimet gennem Alois Brunner, Adolf Eichmanns højre hånd. Han fungerede som rådgiver for såvel Hafez al-Assad som hans forgængere. 

Brunner, der til det sidste var stolt over sin rolle i Holocaust, hentede en række af sine nazistiske åndsfæller til Damaskus, hvor han oplærte Syriens despoter i Gestapos bestialske metoder.

2. Bashar har stået i spidsen for en narkostat

Heller ikke på det punkt er der tale om en decideret afsløring, men snarere en bekræftelse af det, man allerede formodede. Omfanget er dog en smule forbløffende. I et forsøg på at finansiere et skrantende og sanktionsramt regime har Bashar stået i spidsen for et omfattende narkokartel, som blandt andet er blevet drevet af hans fætter, Hafez Munther al-Assad. 

Særligt fremstilling og salg af captagon, der er et fenetyllin-præparat i familie med amfetamin og crystal meth, har været et af regimets vigtigste indtægtskilder. Det anslås, at Syrien har stået for 80 procent af verdens captagon-produktion, som særligt er et udbredt stof i Mellemøsten og Nordafrika-regionen. 

Syriens rolle i den internationale narkohandel er et skoleeksempel på, hvordan grænsen mellem organiseret kriminalitet og totalitære stater i det 21. århundrede er blevet flydende. 

Hvis man vil læse mere om narkosmuglingens rolle i  det syriske regimes økonomi, kan jeg anbefale, at man følger Qusay Noor, der dokumenterer mange captagon-laboratorier, samt Charles Lister, der har skrevet om captagon-smuglingen i årevis. 

3. Alle (landes politikere) er ligeglade med det syriske folks fremtid 

Mens det syriske folk knap har væltet de sidste statuer af Assad-dynastiet, er både regionale magter og stormagter begyndt at tage for sig af retterne. Israel er rykket ind i den demilitariserede zone i det sydlige Syrien, mens Tyrkiet også er begyndt at trænge ind over grænsen fra nord. 

I begge tilfælde handler det om at sikre sig så meget som muligt kontrol – og hvem ved, måske kan der også falde et stykke jord af? 

For Israels vedkommende har reaktionen på Assad-regimets fald været sigende. Siden erobringen af Damaskus har det israelske militær bombet mindst 480 mål og indsat landtropper for første gang i 50 år. Israel har udnyttet situationen til at ødelægge stort set hele den syriske flåde og landets luftvåben.

For det første understreger det, at man fra israelsk side hellere ville have Assad-styret ved magten end lade det syriske folk bestemme selv. For det andet har Israel med uophørlige bombardementer understreget det latterlige i at fremstille oprøret som et israelsk/zionistisk styret komplot. Der eksisterer en konspiration, men den er mellem reaktionære magthavere – og rettet mod egne befolkninger. 

Det er værd at påpege, at det samme i vid udstrækning gør sig gældende for områdets andre reaktionære regimer. Det tæller ikke mindst Egypten, hvis diktator, Abdel Fatah al-Sisi, for nyligt blev slået til Ridder af Elefantordenen. Også Saudi Arabiens Mohammed bin Salman havde foretrukket en betryggende stabilitet. Saudi Arabien ledte sidste år an i forsøget på at snige Bashar tilbage i det gode selskab

Fra Vestens side er den syriske revolution blevet mødt med kynisme. En lang række lande, herunder Storbritannien og Frankrig, har med det samme lagt op til at fastfryse alle asylansøgninger, mens man i Tyskland har luftet forslag om at betale folk et par tusinde euro for at skride. 

Igen udstiller de vestlige lande en formidabel dobbeltmoral, når det handler om, hvilke folk som er berettiget til sympati – eller bare et par måneders snor.

Også Rusland forsøger på opportunistisk vis at indsmigre sig, så man kan beholde den strategiske flådebase i Tartus. Den er afgørende for Ruslands evne til at projicere magt i Mellemøsten og Afrika. “Hey, vi har ganske vist bombet jer sønder og sammen i et årti og givet kunstigt åndedræt til et regime, der har dræbt og myrdet jeres familier – men hvad siger I til en frisk start?” 

Det er en kynisme, som ville gøre Henry Kissinger stolt. 

4. Brune mennesker kan ikke tænke selv

Det er i hvert fald det indtryk, man får, hvis man spørger de såkaldte ‘geopolitiske realister’ eller konspirationsteoretikere i Vesten. For dem er selvstændig agens eller tankevirksomhed ikke muligt for undertrykte mennesker, der ikke ligner dem selv. 

For dem er oprøret allerede blevet reduceret til et udtryk for andre aktørers planer. På den norske desinformation-blog ‘Steigan’ beskrives oprøret som et amerikansk proxy-kup, mens enhver selvstændig tanke på forhånd afvises. Det er pudsigt, hvordan nominelt ‘marxistiske’ publikationer som ‘Steigan’ altid er renset for materialistisk analyse. Men når alting kan koges ned til “USA-sponsorerede terrorister”, behøver man selvfølgelig heller ikke analysere situationen nærmere. 

Det sker også i Danmark – hvor denne yderst tvivlsomme kronik i Arbejderen illustrerer tankegangen. Her italesættes begivenhederne som et “angreb” orkestreret af “reaktionære styrker”, mens den suverænt mest reaktionære aktør – regimet selv – fremstilles som en forsvarer af sit eget folk. Undtaget herfra er de mindst 300.000 mennesker, der er døde ved regimets hånd. 

Der spekuleres også i, om det er sket på “foranledning af Israel” eller om Ukraine, USA eller Tyrkiet mon bærer hovedansvaret? Én ting er sikkert: Det er ikke syrerne selv, der har fået nok af at leve under en barbarisk tyran! 

Artiklen er en påmindelse om, hvorfor man sjældent kan tage Arbejderens udenrigspolitiske ‘analyser’ seriøst. Hvis man vil følge nogen, der leverer kvalificerede analyser med insider-viden, vil jeg anbefale Leila Al Shami og Idrees Ahmad.

Andre steder er den store håndvask gået i gang. Nogle af de værste regime-apologeter, som Aaron Maté og Max Blumenthal fra fake news-bloggen ‘The Grayzone’, er begyndt at tale om, at de skam aldrig har forsvaret Assad. 

I den mere komiske ende nåede Kreml-klovnen Scott Ritter at forklare, hvordan oprøret aldrig kunne lykkes; at det kun var et spørgsmål om tid, før det russiske luftvåben havde nedkæmpet det mindre irritationsmoment. Få dage efter var narrativet nyt; det hele var skam del af Moskvas masterplan! 

Kære Max, Aaron og Scott: Internettet glemmer ikke – heller aldrig jeres rolle i at renskure Bashar. 

Folket ønskede at se regimet falde

Intet af dette er skrevet for at negligere de massive udfordringer, det syriske folk står overfor. Selvom den første (og største) udfordring er ryddet af vejen og nu gemmer sig i Moskva, står Syrien med et ødelagt land, fjendtlige aktører omkring sig, og et kollektivt traume efter 50 års dynastisk diktatur. 

Før man afskriver det syriske folks mulighed for at hele og genrejse sig, synes jeg, vi bør fejre deres inspirerende kamp og udvise dem en smule tillid til, at en bedre fremtid faktisk er en mulighed. 

Jeg mener: Hvis nogen har vist sig i stand til at modbevise andres narrativer, er det sgu det syriske folk. 

Ash-shaʻb yurīd isqāṭ an-niẓām!

Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og Europastudier. Redaktør på Verdenspressen og tidligere ansvarshavende redaktør på Solidaritet (2019 - 2023). Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER