Whitewashing af åbenlys imperialisme i Syrien

I sit indlæg “Den syriske revolution har bekræftet fire konklusioner” forsøger idehistoriker Morten Hammeken at gøre status i Syrien efter præsident Bashar Al-Assads fald. Han mener blandt andet, at en lang række aktører, særligt venstreorienterede, har været proponenter af konspirationsteorier og forsvar for regimet.

Meget hurtigt bliver det i indlægget klart, at Hammeken i høj grad forbeholder sit kritiske blik til nærmest kun at være rettet mod Assad. Meget lidt bliver sagt om de kræfter, der i over et årti har brugt Syrien som en kastebold for deres egne imperialistiske interesser.

Lidt kan det blive til om Israels optrapning af bombardementerne i Syrien (dog uden at forholde sig til de mange bomber, som faldt før præsidentens fald), men ikke et ord om USA, Tyrkiet eller EU’s ageren i landet. Det er et syn på situationen, som kun kan lade sig gøre, hvis man slet og ret har overbevist sig selv om, at borgerkrigen i Syrien er en simpel og ligetil historie.

Arbejderen bliver også sat for skud, hvor vi anklages for ikke at tro på, at det syriske folk kan tænke selv. At grunden til, at vi påpeger de imperialistiske landes interesser og ageren, er, fordi vi har en form for skjult racisme, hvor vi anser arabere som mennesker, der kun kan gøre ting, som Vesten vil have dem til.

Lad mig gøre det fuldstændig klart: Arbejderen står side om side med det syriske folk og ønsker dem alle muligheder for at bestemme deres egen fremtid. Spørgsmålet, vi stiller, er bare: Har de så reelt muligheden for det nu, når aggressionerne mod Syrien fra Vesten kun er optrappet?

Det er et spørgsmål, som Morten Hammeken forholder sig meget lidt til. Og med den undladelsessynd ender han med at frede imperialismen og efterlader dermed det syriske folk til dens grådige, oliehungrende klør.

Et valg mellem pest eller kolera

Som Arbejderen skrev i en leder, dagen efter Assads fald:

“Der er tydeligvis en forhåbning om, at enden for det autoritære styre under Baathpartiet og præsident Assad kan betyde, at syrerne fremover kan leve i frihed fra undertrykkelse, torturfængsler og terror.”

Det håb støtter vi fuldt og fast op om. Syrerne har oplevet nok ødelæggelse og armod efter 13 års krig. Syrerne har ret til at vælge deres egen vej og eget system i eget land.

Men selvom Assad-regimet var autoritært og menneskerettighedskrænkende, er man nødt til at spørge: Er de, som nu har overtaget magten i Syrien, så et paradis af demokratisk sindede, fredsskabende kræfter? Hvis man læser Morten Hammekens indlæg, så beskrives de blot som en “broget flok”.

Men hvem er denne brogede flok så? Det er primært den jihadistiske organisation HTS, som tidligere var en afgrening af al-Qaeda ved navn al-Nusra Front. De har i en årrække styret Idlib-provinsen i Nordsyrien, og her er historierne om deres styre ikke ligefrem hyggelæsning.

Ifølge Amnesty International står organisationen bag kidnapninger, tortur og vilkårlige henrettelser. Herunder stening af kvinder, som de mente forbrød sig mod islamisk lov. Det er nu den “brogede flok”, som har taget magten i Syrien.

Man skal passe på med at spå om fremtiden, men de umiddelbare udsigter for fred og et sekulært demokratisk Syrien ser ikke gode ud. Assad er som en pest blevet erstattet med kolera i form af en jihadistisk ekstremistgruppe. Noget som idehistorikeren skøjter let og elegant henover.

Et ufuldstændigt billede

Hammeken påpeger rigtigt nok senere i indlægget, at Israel har optrappet deres bombardementer og invaderet bufferzonen mellem de besatte Golan-højder og Syrien. Men hvad han ikke får gjort, er at sætte det i en kontekst af imperialistisk aggression i regionen.

Han skriver blandt andet: “For det første understreger det, at man fra israelsk side hellere ville have Assad-styret ved magten end lade det syriske folk bestemme selv.”

Her afslører han, hvor lidt han har forstået om de kræfter, der er på spil. Israel bombede også i Syrien før Assads fald. Det virker altså ikke ligefrem til, at de foretrak ham. Israel har tydeligvis øjnet en opportun situation, hvor de kan få mere land til bosættelser og svække en rival i regionen ved at bombe deres land sønder og sammen.

Samme historie i det østlige Syrien. Her holder USA fortsat et område besat, hvor en stor del af landets oliefelter og frugtbare landbrugsjord befinder sig. Tyrkiet i norden bevæger sig også ind i de kurdiskstyrede områder – alt sammen for at udøve sine egne imperialistiske ambitioner.

Tyrkiet, USA og andre vestlige lande har endda i lang tid også sendt våben til den såkaldte “frie syriske hær”. Våben, som i mange tilfælde er endt i hænderne på de jihadister, der nu har overtaget Damaskus.

Ikke at forholde sig til alle de her aspekter, samt de mange sanktioner Vesten, herunder EU, har lagt på landet og dermed drevet det ud i fattigdom og desperation, gør, at Hammeken maler et ufuldstændigt billede.

Han får fredet en aggressiv imperialisme, som benytter Syrien og dets folk som brikker i et geopolitisk spil om ressourcer og indflydelse i regionen. Det efterlader Syriens folk uden skyggen af indflydelse på deres egen selvbestemmelse.

Imperialisme: en lakmustest for venstrefløjen

Alle de her kritikpunkter af Morten Hammeken er egentlig et udtryk for en enkelt pointe – at venstrefløjen mangler en grundlæggende forståelse af imperialisme og dens rolle. Derfor forfalder han til en forsimplet historie. 

Det reduceres til en bisætning, at Vesten gennem de seneste 13 år har presset, eskaleret og bidraget til Syriens ødelæggelse, fordi det er nemmere at stille sig ukritisk overfor en skurks fald. Desværre findes den slags sort/hvid-narrativer kun i fiktion.

I den virkelige verden er tingene grå, de er komplicerede og svære. Derfor insisterer vi på Arbejderen på at bringe netop den nuance ind i debatten. I vores analyser ser vi på et helhedsbillede, hvor vi spørger, hvilke kræfter der er på spil, og hvilke interesser ligger bag.

Hvis Morten Hammeken mener, at det er en slags analyse, som man sjældent kan tage seriøst, så må han om det. Jeg mener personligt, at en bevidst tilsidesættelse af imperialismens rolle og forsimplinger af virkeligheden er mere useriøst og en farlig tendens, som lader Vesten få frit slag til at gå på rov i syrernes hjemland.

Jeg vil anbefale ham at læse dette CIA-notat, som allerede i 1986 foreslog mulige måder, hvorpå USA kunne gennemføre et regimeskifte i Syrien. Imperialismens interesse i landet er altså langt fra ny. Forhåbentligt vil det føre til, at han i fremtiden vil se mere kritisk på, hvilke dynamikker der er på spil i verdens brændpunkter.