Det britiske valg: Højrepopulismens triumf – og tid til eftertanke
Mikkel Warming gør status på det britiske valg i december 2019. Resultatet skyldtes ifølge ham både Labours svage budskab og De Konservatives transformation

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Den 12. december var ikke nogen rar aften og nat. Resultatet af det britiske parlamentsvalg og størrelsen af Labours nederlag giver anledning til frustration, ikke mindst for de mange briter som nu vil opleve et velfærdssamfund fortsætte sin opløsning, mens uligheden bliver større og de allerrigeste endnu rigere.
Men resultatet kalder også på eftertanke og refleksion. Ikke mindst for venstrefløjen. For Labour gik til valg med den mest venstreorienterede ledelse i årtier, det mest venstreorienterede program i årtier og mod en konservativ regering, som i 9 år har skåret massivt ned på velfærden og øget fattigdommen markant. En regering, som har været i kaos de seneste 3 år, og er ledet af en mand, som meget få tiltror at fortælle sandheden.
Alligevel tabte Labour, og fik den største øretæve når det gælder pladser i parlamentet i over 80 år. Det kalder på en grundig, ærlig analyse og refleksion. Labours venstredrejning, mobilisering af unge, ideer om nye ejerformer og meget mere har givet håb på store dele af den europæiske venstrefløj.
Vi bør dog undgå at læse vores egne dagsordener alt for meget ind i de analyser, vi foretager. Uanset om det er EU-modstandere fra Folkebevægelsen og Enhedslistens gammeldags cirkler, hvor Labour blot skulle have omfavnet Brexit og alt havde gået godt – eller dem der bare vil tilbage til 90’ernes New Labour.
Nogle af de skarpeste, yngre socialdemokrater ser det britiske valgresultat som udtryk for, at den kursændring der er sket i det danske socialdemokrati, både når det gælder fordeling og værdipolitik, er den rette måde at håndtere de komplekse problemer på.
Og så er der venstreorienterede som Nikolaj Villumsen, der giver Brexit-debatten næsten hele skylden for nederlaget, og holder fast i at Labours kurs derudover har været den rigtige. Men der er bare ikke nogen enkel og simpel forklaring på Labours nederlag.
Brexits rolle
Det er en udbredt holdning blandt venstrefløjsdebattører, at Labour tabte valget ved at være imod Brexit. Partiet ønskede en ny folkeafstemning om at forlade EU i stedet at blive, hvilket betød man tabte en række arbejderklassevælgere, som særligt i de nordlige valgkredse er stærke modstandere af EU. Det er en nem analyse – men det er bare ikke helt så enkelt.
Når et parti sætter sig selv uden for den politiske debat ved ikke at have en klar holdning til et af de store spørgsmål – Brexit – kan partiet heller ikke komme i dialog med folk, og evt. overbevise dem om sit standpunkt. Labour kom til at virke taktisk, fremfor at have en holdning.
Det er dels værd at bemærke, at partier som ikke gik ind for Brexit – Labour (delvist), Scottish National Party (SNP), Liberal Democrats og De Grønne, fik over 50 % af de afgivne stemmer, mens De Konservative og Brexit-partiet fik 45,5 %. Så vi ved faktisk ikke, hvorvidt flertallet i parlamentet på dette spørgsmål repræsenterer flertallet i befolkningen.
Labours holdning til Brexit kan derudover bedst beskrives som vævende. Nok gik partiet ind for en ny folkeafstemning, men man ville ikke sige, hvad man ville støtte i en sådan afstemning, og partiets leder Corbyn erklærede, at han ville være neutral.
Labours position betød, at partiet tabte stemmer til både De Konservative & Brexit-partiet på den ene side, men også til Liberaldemokraterne, De Grønne og SNP på den anden. Faktisk ca. lige mange stemmer til henholdsvis overbeviste Remain og Leave-partier, hvilket fremgår af disse to undersøgelser.
Det er vel heller ikke så mærkeligt: Når et parti sætter sig selv uden for den politiske debat ved ikke at have en klar holdning til et af de store spørgsmål – Brexit – kan partiet heller ikke komme i dialog med folk, og evt. overbevise dem om sit standpunkt. Labour kom til at virke taktisk, fremfor at have en holdning. Det sidste kan være en af mange årsager til dét, de mennesker – der fravalgte Labour denne gang ift. valget i 2017 – selv peger på som hovedårsagen, nemlig manglende tillid til Labours ledelse.
Jeremy Corbyn
Som det kan ses af den måling, er det Labours ledelse – og manglen på tillid til netop ledelsen, som udpeges til at være langt den vigtigste årsag til ikke at stemme på partiet denne gang, også blandt Labour-vælgere, som gik til de konservative. Dette var langt vigtigere end holdningen til Brexit. Det understøttes af denne meningsmåling fra den konservative side “Lord Ashcroft Polls”, hvor udsigten til Jeremy Corbyn som premierminister udråbes til den største bekymring.
Heri kan formentlig også findes en del af forklaringen på, at Labours program – på trods af mange delelementers selvstændige popularitet, ikke slog igennem som et reelt alternativ. Hvis man ikke har tillid til, at et program kan gennemføres af de mennesker, som skal stå for det, så har programmet i sig selv ikke megen legitimitet. Ligesom det forlyder, at de mange forslag nogle gange næsten overdøvede hinanden. Der var ikke nogen gennemgående temaer i Labours kampagne.
Den manglende tillid modsvarer også det faktum, at Labours ledelse – i særdeleshed Jeremy Corbyn – havde de værste tillidsmålinger, en oppositionsleder har haft i mands minde.
Det er dog nok mange årsager til. Flere debattører har med rette hæftet sig ved den massive mediekampagne mod Corbyn fra Storbritanniens notorisk højreorienterede tabloid-presse. Det er også rigtigt, at især tabloidaviserne var ekstremt løgnagtige, og tilsvinede Labours leder personligt og politisk.
At blive tilsvinet af den løgnagtige højreorienterede presse er imidlertid et vilkår, alle Labours ledere – med undtagelse af Tony Blair – har måttet leve med. Hverken Neil Kinnock, Gordon Brown eller Ed Milliband blev skånet her.
Corbyn gav også aviserne lidt for meget at arbejde med. Herunder nok især håndteringen af anklagerne om antisemitisme. Det var eks. pinagtigt at se Corbyn i et live-interview fire gange ikke ville undskylde til britiske jøder, for hvad der blev oplevet som antisemitiske udtalelser fra enkelte Labour-politikere, særligt når det alligevel skete en uge senere.
Og så kan man spørge sig selv, om det giver tillid i befolkningen ikke at leve op til sine egne ord om inddragelse og partidemokrati? Partiets medlemmer – i særdeleshed de mange unge, som er kommet til over de seneste fire år, ønsker at forblive i EU. Over 80 % af Labours medlemmer ønsker at forblive i EU. Tilsvarende stemte mere end to-tredjedele af partiets vælgere for at blive. Her er der i øvrigt også et stort generationsgab i den britiske befolkning, hvor ungdommens meget store flertal ønsker at forblive i EU, mens der er klart flertal for at forlade i den ældre del af befolkningen.
Labours ledelse har ikke ønsket en klar holdning fra Labours side til EU-spørgsmålet, på trods af medlemsflertallets ønsker. Det skaber næppe stor tillid til en ledelse.

Britisk patriotisme
Storbritannien har en stor hær, og har af historiske årsager været involveret i mange konflikter og krige rundt om på jordkloden. Det betyder mange – ikke mindst i arbejderklassen – har familiemedlemmer, der er i eller har været i hæren, og har oplevet dødsfald og lemlæstelse.
Det betyder opbakning til de udsendte soldater, uanset hvilken rolle de spiller rundt omkring. Det er måske derfor ikke helt uforståeligt, at en Labour-leder, som har ytret opbakning til de irske nationalister – også da IRA udførte terrorhandlinger, og britiske soldater blev dræbt i Nordirland – mødes med en mistro af mange mere eller mindre patriotiske arbejdervælgere.
Kort sagt er det spørgsmålet, om ikke Corbyn – alle hans personlige kvaliteter til trods, burde være trådt tilbage, da det efter valget i 2017 viste sig, at han ikke kunne sikre Labour en permanent fremgang over en regering i total nedsmeltning.
Men vandt Corbyn ikke valget i 2017 ved at sikre Labour en enorm fremgang? Corbyn fik ganske vist en stor fremgang ved valget i 2017, men han tabte sådan set til de konservative, som fik en stemmemæssig fremgang, om end den ikke var lige så stor som Labours.
Siden har venstrefløjen i Labour fået næsten total kontrol over partiets ledelse og organisation, og har kunnet designe den kampagne og det valggrundlag, de ønskede. Kort sagt er det spørgsmålet, om ikke Corbyn – alle hans personlige kvaliteter til trods, burde være trådt tilbage, da det efter valget i 2017 viste sig, at han ikke kunne sikre Labour en permanent fremgang over en regering i total nedsmeltning.
Tilbagegang i kernevælger-områder
Brexit var en del – men kun en del – af forklaringen på Labours nederlag. Det er dog i debatten blevet fremhævet, at netop Labours leave-tilhængere var flest i de nordlige valgkredse, som faldt til de konservative. Det er desuden korrekt, at Labour tabte en række valgkredse i de gamle industriområder i nord og Midtengland, som ikke har stemt konservativt i mange år. Her har Brexit ganske afgjort spillet en rolle for mange, både på den ene og den anden fløj. Det er imidlertid værd at notere sig, at Labours tilbagegang i de gamle, industritunge områder med mange klassiske arbejdere har været undervejs i en årrække – ja, faktisk siden 1997:

Der er næppe tvivl om, at Brexit har medvirket til at accelerere udviklingen, men det er en del af en længere tendens, og det ville derfor være intellektuel dovenskab at nøjes med at sige ‘Brexit’, og ikke gå dybere ned i årsagerne.
Det vil kræve en dybere viden om udviklingen i Nord- og Midtengland end jeg umiddelbart besidder, at give en udtømmende analyse af årsagerne hertil, men nogle hurtige bud kunne være:
Afindustrialiseringen af de klassiske industribyer rammer meget hårdt i samfund, som er helt afhængige af få, klassiske industrier, og resulterer i arbejdsløshed, fattigdom og mangel på fremtidsperspektiver. Samtidig har den britiske klasseidentitet været stærk i samfund som de mindre industribyer, ikke mindst fordi de lokale kultur- og identitets-skabende aktiviteter har været bygget op om klassebestemte fællesskaber – fra fagforeninger til den lokale fodboldklub.
Disse er gået i opløsning i takt med udflytningen af arbejdspladser, hvilket svækker de lokale fællesskaber. Når man samtidig oplever – indbildt eller reelt – at arbejdskraft fra blandt andet Østeuropa tager de ufaglærte, manuelle jobs, der er tilbage, er der en klar konfliktlinje i forhold til det EU, som får skylden herfor.
Man skal nok heller ikke underkende de kulturelle konflikter, som kan ligge mellem storbyernes sociale progressivitet og værdier, som i stigende grad fokuserer på køn, etnicitet etc. – og så de ‘klassiske’ værdier med fokus på nation, familie etc.
Når Blair-tidens ‘Tredje vej‘ oplevedes som en storbyorienteret politik med fokus på andre folk, på at skabe jobs i andre, mere moderne sektorer, og med et tæt forhold til de økonomiske eliter, så er det ikke mærkeligt, at Labours svækkelse i de nord- og midt-engelske områder begyndte allerede i i New Labour-årene.
De konservatives transformation
Endelig vil det være en dramatisk fejl at overse De Konservatives afgørende rolle i valgresultatet. Den britiske klasseidentitet har været ekstremt stærk, også når det gælder de store politiske partier. De konservative er et overklasseparti – både i fremtræden, kultur og program. ‘The nasty party’, som tidligere premierminister Theresa May kaldte sit eget parti for mange år siden.
[De Konservative] lovede at gøre op med den fattigdom, man selv har været med til at skabe i det seneste årti. Man talte ‘folkets sprog’ mod de etablerede institutioner, uagtet at man selv havde regeringsmagten, og om nogen er det etableredes parti.
Partiet er traditionelt gået til valg på nedskæringer i det offentlige, og har altid haft en tydelig kulturel foragt for arbejderklassen. Denne gang gik partiet til valg på ikke bare at gennemføre Brexit – selvom det fyldte mest – men også på investeringer i sundhedsvæsen, politi og uddannelsessystemet. Ligesom man lovede at bygge flere boliger.
Man lovede altså at gøre op med den fattigdom, man selv har været med til at skabe i det seneste årti. Man talte ‘folkets sprog’ mod de etablerede institutioner, uagtet at man selv havde regeringsmagten, og om nogen er det etableredes parti.
De konservative blev kort sagt for første gang nogensinde til et populistisk højrefløjsparti, hvor man tidligere har været ‘klassisk’ konservativ, for ikke at sige klassisk overklasse. Denne overlagte strategi blev udført af de samme folk, som vandt Brexit-afstemningen ved blandt andet at føre en højrepopulistisk kampagne.
Her kan den britiske historie – og patriotisme – måske også spille ind. Den britiske imperiehistorie er med til forme oplevelsen af at være et folk med en særlig rolle i verden, hvilket Brexit spiller på. Den yderste højrefløj har flittigt fremmanet et billede af et Storbritannien, som i kølvandet på Brexit kan genvinde sin globale magtposition.
For første gang har der derfor været et reelt højrepopulistisk alternativ til Labour. UKIP og BNP har tidligere fået pæne resultater i de nordlige valgkredse, men har aldrig kunnet trække særligt mange klassiske konservative til sig.
Det britiske valg kan karakteriseres som endnu en højrepopulistisk triumf, som heller ikke venstrefløjen i UK kunne stå imod. Brexit er et højrepopulistisk ønske og foretagende, uanset hvilke forestillinger enkelte medlemmer af Folkebevægelsen – og for den sags skyld også Enhedslisten – har om, at den britiske udmeldelse af EU er et progressivt foretagende. Derfor er det ikke blot et spørgsmål om Brexit, og hvis venstrefløjen reducerer det britiske valg til blot at handle om den ‘korrekte’ måde at håndtere EU-afstemningen på, stikker man sig selv blår i øjnene.

Erfaringer fra nederlaget
Kunne Labour have vundet? Det er svært at svare på. Men en upopulær, kaotisk konservativ regering – som har forøget ulighed og fattigdom voldsomt i en 9-årig periode – skal kunne besejres. Personligt tror jeg en klar Brexit-profil havde gjort det muligt at komme i dialog med de mennesker som var uenige i kursen, og måske overbevise nogen om, hvorfor man har sin holdning. Og det ville have givet Labours ledelse en langt højere troværdighed.
Man skulle have taget tillidsspørgsmålet alvorligt og overvejet, hvordan det kunne overvindes, om nødvendigt med en ny leder eller med-leder. Man skulle have erkendt tilbagegangen i de nord- og midt-engelske områder, og have sat ekstra ressourcer ind her, både før og under valgkampen.
Man burde – foruden en klar holdning til Brexit – have sikret en alliance med andre progressive partier som The Greens. I alt for mange valgkredse var der faktisk flertal mod de konservative, men stemmerne var splittede og de konservative vandt.
Det er jo grundlæggende set op til den britiske venstrefløj – i bred forstand – selv at lære og sætte nye retninger. Labours udfordring bliver ikke mindre af den britiske politiske kultur og et valgsystem, der tvinger strømninger sammen i ét parti, som i Danmark ville være flere partier.
Labour skal nu for alvor håndtere såvel de afindustrialiserede områders udfordringer som storbyernes ulighed, og deres identitets- og kønsbevidsthed, i samme parti.
Det betyder, at der skal findes plads til – og anerkendelse af forskelligheder, men også at der skal arbejdes med at finde de fælles værdier, politikker og interesserer, som binder alle dele af det progressive og venstreorienterede sammen. Fælles værdier, interesser og politikker skal kan stå i centrum for den nødvendige genrejsning og mobilisering af alle disse forskellige grupper.
Også derfor er det vigtigt at huske Labours karakter som et bredt telt, hvor der skal være plads til forskellige strømninger, hvilket de sejrende strømninger ofte har en tendens til at glemme. I Blair-tiden var der ikke megen plads til den venstrefløj, Corbyn tilhører. Den sejrende venstrefløj forsøgte tilsvarende i 2019 at fjerne partiets daværende næstformand, som ikke var enig i kursen.
Labour skal være et stort og bredt telt, hvis man skal have blot det mindste håb om at vinde. Og det er vigtigt at vinde valg. Det er faktisk essentielt.
Ingen af de mange, gode forslag i Labours valgprogram kan gennemføres uden magt. Magt i et demokrati forudsætter parlamentarisk magt, som kommer gennem demokratiske valg.
Selvom man kan søge trøst i, at de unge stemmer Labour, så hjælper det ikke hverken de unge eller andre, som kommer til at lide under de næste fem års konservativt styre. Når Corbyn efter valget skrev, at Labour “vandt debatten”, så er det også ret ligegyldigt for de mange, der havde behov for, at Labour faktisk vandt valget.
Vi må som venstrefløj aldrig glemme, at den første forudsætning for at forandre er magt til at gennemføre vores visioner. Det kræver naturligvis en aktiv indsats for at skabe en progressiv diskurs – altså holdning i den offentlige debat, men det kræver også parlamentarisk magt, hvis forandringer skal gå fra gode ideer til virkelighed. Og parlamentarisk magt kræver, at vi vinder valg.
Magt er samtidig kun noget værd, hvis vi faktisk vil forandre. De mange spændende og radikale forslag til nye ejerformer og mobiliseringen af titusindvis af unge til at deltage aktivt i politik, er også et resultat af, at de seneste fire år i det britiske Labour peger fremad og kan inspirere. Forhåbentlig vil det også kunne engagere og mobilisere endnu flere, også i andre aldersgrupper. Man skal lære af både fejl, fornuftige ting, og af alle de udfordringer som Labour har stået i – og stadig står i.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER