Det handler ikke om Trump – det handler om imperialismen

Højrefløjen forbinder ofte Trumps handlinger direkte med hans personlighed: hans narcissisme, hans brutalitet og hans teatralske trang til at dominere. Derfor bliver den også – med rette – oprørt, når Trump åbent lufter ambitioner om at “eje” Grønland, som om et land og et folk blot er en handelsvare, der kan købes og sælges.

Men her afsløres samtidig højrefløjens grundlæggende hykleri: Den nægter konsekvent at sætte Trumps handlinger ind i et imperialistisk perspektiv. Den gør Trumps politik til et spørgsmål om stil og temperament, ikke om system og struktur.

Når det handler om Grønland, spiller højrefløjen forarget og forsvarer pludselig folkeretten, suveræniteten og “den internationale orden”. Men når USA’s imperialisme udfolder sig gennem langt grovere handlinger, forsvinder denne principfasthed.

Derfor kan den samme højrefløj være ligeglad – eller direkte apologetisk – over for kidnapning af en siddende præsident i Venezuela, krigstrusler mod Iran og fuld støtte til Israels folkemord i Gaza. Disse handlinger fremstilles enten som nødvendige “sikkerhedspolitiske tiltag”, som “kamp mod terror” eller som “forsvar for demokrati” – selv når de i praksis betyder destabilisering, sanktioner, attentater og massedrab.

Fællesnævneren er, at alle disse handlinger har rødder i imperialismen: i den amerikanske stats behov for at fastholde global dominans, kontrollere strategiske regioner og ressourcer, beskytte monopolkapitalens interesser og knuse enhver udfordring mod dens hegemoni.

Grønland er ikke en særhed, men en del af samme logik: territorier, markeder og befolkninger reduceres til brikker i et globalt magtspil. Hvis man kun ser Trumps ambitioner som personlig galskab, misforstår man både deres oprindelse og deres funktion.

Det afgørende er ikke, at Trump er et usædvanligt menneske, men at han er en særligt åbenlys udfører af en imperialistisk strategi, som eksisterer uafhængigt af ham – og som fortsætter, også når hans navn ikke længere står på dørskiltet i Det Hvide Hus.

Den nye verdensorden og individets rolle i historien

Den gamle verdensorden med amerikansk dominans er i opbrud. Dette sammenbrud er ikke kun økonomisk eller militært, men også en krise i flere lag, der sætter legitimiteten af det liberale internationale system under pres.

I en sådan historisk kontekst er fremkomsten af personer som Donald Trump ikke en pludselig begivenhed.

Den russiske marxist Georgij Plekhanov skrev i sit klassiske værk ”Individets rolle i historien” (1898) om begreberne ”nødvendighed” og ”tilfældighed”. Ifølge Plekhanov kan store personligheder accelerere eller ændre formen på historiske processer, men ikke deres overordnede retning.

Det grundlæggende spørgsmål er derfor: Er Trump skaberen af en transformation i USA’s imperialistiske strategi, eller fungerer han primært som redskab for en plan, der allerede er udformet af de herskende klasser?

Trump ser ikke verden som et internationalt fællesskab med komplekse normer, institutioner og historiske relationer, men i sin simpleste form: som et kaotisk og voldeligt marked, hvor den eneste lov er magt og forhandling.

Denne tilgang har rødder i hans erfaring som ejendomsudvikler i New York i 1970’erne og 1980’erne, hvor relationer ofte byggede på klientelisme, intimidering og hårde handler. Sloganet “America First” er udtryk for denne logik i international politik.

I dette perspektiv er multilaterale traktater, internationale organisationer og endda alliancer ikke andet end midlertidige aftaler, der løbende kan omskrives til fordel for den stærkeste part.

Et af Trumps mest markante træk er hans instrumentelle forhold til sandhed og lov. Han betragter både indenlandske normer (som domstolenes uafhængighed og pressefrihed) og international ret (som suverænitet og ikkesprednings-aftaler om kernevåben) som irriterende barrierer for magtudøvelse.

Denne egenskab har gjort det muligt at gennemføre politikker, der tidligere ville være blevet opfattet som utænkelige – såsom USA’s udtræden fra aftalen om Irans atomprogram. Ved at normalisere åbenlys løgn har han ikke blot undermineret sin egen troværdighed internt, men også signaleret, at sandhed og ret ikke længere begrænser hans magt.

Trump og magten

Trump har en teatralsk og opremsende forståelse af magt: magt måles i soldater, skibe, bygningers højde og territoriets størrelse. Ønsket om at købe Grønland – selv om det forekommer absurd – er et udtryk for denne mentalitet.

Trump forstår ikke imperialisme som et komplekst netværk af økonomisk, finansiel og institutionel dominans, men som direkte fysisk kontrol over land og ressourcer. Denne næsten 1900-talsagtige tilgang har skubbet hans udenrigspolitik i retning af symbolske og territoriale handlinger: militærparader, snak om at “genopbygge” atomstyrker og behovet for synlige sejre.

Trumps lederskab bygger ofte på at skabe permanent ustabilitet – gennem provokerende udtalelser eller pludselige beslutninger – og derefter fremstille sig selv som den eneste, der kan genoprette orden.

Trumps personlighed er præget af et dybt behov for anerkendelse. Hans valg træffes ofte ud fra, hvordan de påvirker hans image som stærk leder, snarere end ud fra langsigtede, strategiske analyser.

Dette ses i hans fascination af stærke ledere som Putin, Kim Jong-un, Xi og Erdogan. Hans sårbarhed over for smiger har desuden gjort amerikansk diplomati til et personligt og uforudsigeligt spil.

Samlet har disse træk påvirket implementeringen af det amerikanske imperialistiske program: mere voldeligt, mere uforudsigeligt, mere dramatisk og mere personligt. Trump har fjernet det liberale slør af legalisme og multilateralisme og blotlagt den rå imperialistiske logik.

Hvis Trumps personlighed påvirker, “hvordan” strategien gennemføres, udspringer “hvorfor” og “hvad” i den store strategi af kapitalakkumulationens logik og de dominerende sektorers profitinteresser i det amerikanske borgerskab.

Trump fungerer derfor som udfører af en strategi, der er udviklet af herskende lag. Programmet kan forstås som et resultat af overlap og konvergens mellem tre (eller fire) centrale fraktioner af monopolborgerskabet:

Det militær-industrielle-sikkerheds-efterretningskompleks

Denne sektor har været kernen i USA’s imperialisme magt siden Anden Verdenskrig og har interesse i at intensivere geopolitiske konflikter, øge forsvarsbudgetter og fastholde permanente krigszoner – også i “små” krige.

De har behov for en stor fjende til at legitimere deres budgetter. Derfor er fokus på Kina og en mulig konflikt om Taiwan strategisk central. Afslutning af krigen i Ukraine og omdirigering af ressourcer til Asien kan også ses som en prioritet for denne fraktion.

Monopoler inden for olie, gas og fossil energi

Kontrol over energiproduktion og energihandel er fortsat en livsnerve i amerikansk imperialisme. Det handler blandt andet om:

• Dollarens stabilitet: at fastholde dollarens rolle som dominerende valuta i oliehandel og dermed sikre dens funktion som global reservevaluta.
• Kontrol over rivaler og afhængige: at tvinge allierede til at købe dyr amerikansk LNG og forhindre rivaler som Kina i billig adgang til energi.
• Kapitalakkumulation gennem ressourcer: ønsket om adgang til og kontrol over andre landes energiressourcer.
• Modstand mod energiomstilling: Trumps modstand mod Paris-aftalen og vedvarende energi handler ikke kun om klimaskepsis, men også om geopolitik. Energiomstilling kan mindske afhængighed af amerikansk energimagt, og Kina står stærkt i sol- og vindteknologi.

Tech-giganter (Silicon Valley)

Selv om tech-sektoren ofte fremstår liberal og globalistisk, har dens strategiske interesser i kampen mod Kina skabt fælles grund med Trumps projekt:

• Teknologisk konflikt med Kina: behov for statslig støtte til at fastholde dominans i chips, software og AI.
• Kontrol over data og standarder: kampen om global digital infrastruktur er en ny form for kolonial dominans.
• Store offentlige og militære kontrakter: enorme profitter gennem militær- og sikkerhedsprogrammer.
• Deregulering og skattelettelser: som Trump delvist har leveret.

Dele af finanskapitalen (Wall Street)

Finanssektoren har et mere ambivalent forhold til Trump. Skattelettelser og deregulering gavner, men handelskrige og ustabilitet skader markeder. Alligevel er dele af finanskapitalen – især venturekapital og fonde med investeringer i teknologi og energi – tæt forbundet med disse planer, og turbulens skaber også spekulative muligheder.

Strategisk fællesnævner

Disse fraktioner har – sammen med dele af det traditionelle produktive borgerskab og Trumps sociale base i det hvide småborgerskab – nået den konklusion, at neoliberal globalisme ikke længere tjener deres interesser.

Globaliseringen har bidraget til Kinas opstigning, svækket USA’s industrielle base og skabt strategiske afhængigheder. Derfor kræver de en reorganisering af verdenssystemet.

Denne strategi indebærer en omgåelse eller direkte nedbrydning af multilaterale institutioner som WTO, UNESCO og FN’s menneskerettighedsorganer. Samtidig forsøger man at erstatte globale forsyningskæder med regionale blokke under amerikansk dominans.

Den rummer også en tilbagevenden til mere åbent koloniale og ensidige metoder for at sikre adgang til ressourcer og markeder, og den ledsages af en intensiveret brug af sanktioner, handelskrige, militære trusler og destabilisering.

Trump er – med sin persona og stil – en ideel udøver af denne kurs. Han har været i stand til at bryde institutionelle barrierer og mobilisere en massebase til et projekt, der i praksis gavner monopolernes interesser. Han fungerer som bro mellem monopolprofit på toppen og vrede i hans sociale base i bunden.

Hvad betyder Trumps personlighed for strategien?

Selv om Trump i høj grad fungerer som udfører af en klassebaseret strategi, har hans særlige karaktertræk haft konsekvenser, som ofte ligger uden for planlæggernes kontrol – og til tider modarbejder deres mål.

Trumps destabilisering og “alt kan forhandles”-tilgang har undermineret tilliden hos allierede og rivaler til USA som forudsigelig magt. Det har styrket incitamentet til at udvikle alternative betalingssystemer og diversificere valutareserver.

Resultatet er, at Trumps metode risikerer at ødelægge det eksisterende system hurtigere, end USA kan skabe en stabil erstatning – og dermed åbne et magtvakuum, som især Kina kan udnytte.

Trumps konfrontatoriske linje over for NATO og EU har ikke blot forstærket bruddet i den transatlantiske alliance, men også presset Europa i retning af større strategisk autonomi.

Selv om processen er langsom, har den ændret den politiske debat: der tales i stigende grad om europæisk militærkapacitet og mindre afhængighed af Washington. Dette strider delvist imod de herskende lag af borgerskabets mål om at fastholde Europa i en disciplineret og afhængig, underordnet position.

Handlinger som drabet på den iranske general Soleimani på irakisk territorium og kidnapningen af Venezuelas præsident har sænket tærsklen for aggression i internationale relationer. Det signalerer, at attentater og ekstreme brud på suverænitet ikke længere kun foregår skjult, men åbent legitimeres som statspolitik.

Det skaber et farligere internationalt miljø, hvor rivaler kan vælge samme metoder, og hvor “spillereglerne” bliver mere brutale.

MAGA-ideologiens racistiske, fundamentalistiske og anti-rationelle elementer har påvirket udenrigspolitikken: ubetinget støtte til Israels politik over for Palæstina, racistiske udtalelser om udviklingslande og evangelisk kristendom som imperialistisk redskab.

Dermed forskydes USA’s ideologiske legitimering fra menneskerettigheds-liberalisme til en mere åbenlyst religiøs og racemæssig neofascisme. Det indsnævrer USA’s internationale legitimitet – også internt i USA.

Ved at tilsidesætte eksperter og institutioner og i stedet stole på uformelle rådgivere og familie har Trump svækket de mekanismer, der tidligere kunne bremse ekstreme beslutninger.

Beslutningsprocessen bliver mere skrøbelig og personlig. Hans konspiratoriske tilgang gør ekspertkritik til “forræderi”.

Trump som “nødvendighed”

Donald Trump er et klassisk eksempel på dialektikken mellem nødvendighed og tilfældighed i historien.

Hans opstigning er ikke et pludseligt fænomen, men et produkt af en flerlaget krise i USA’s imperialisme: økonomisk (industriforringelse, gæld, Kina), ideologisk (erosion af den liberale fortælling), geopolitisk (fiaskoer i Irak og Afghanistan) og intern (klassepolarisering, racisme, mistillid til institutionerne).

Under disse betingelser havde dele af den amerikanske herskende klasse behov for et paradigmeskifte: fra blød dominans til hård dominans, fra multilateralisme til unilateralisme og fra liberal retorik til aggressiv nationalisme.

Trump som “tilfældighed”

At netop Trump blev den udførende figur, er et historisk tilfælde. Hvis en anden højreorienteret politiker – fx Ted Cruz – havde stået i spidsen, kunne man have set lignende strategiske skift, men sandsynligvis mere forudsigeligt, mere institutionaliseret og mindre kaotisk.

Trump ændrer især, “hvordan” strategien udføres: Han gør den mere støjende, mere dramatisk og mere destruktiv – og dermed dyrere for USA selv.

Konsekvensen af denne sammenfletning af personen (tilfældighed) og planen (nødvendighed) er ikke genoprettelsen af amerikansk hegemoni, men accelerationen af dets sammenbrud og en forværring af global ustabilitet.

Trump kan på kort sigt indgå aftaler, der gavner dele af det amerikanske borgerskab, men på længere sigt bidrager hans praksis til at fremme en multipolær verden og reducere USA’s evne til at forme verdensordenen.

Han viser, at den amerikanske herskende klasse i mødet med en dyb krise er villig til at ty til ekstrem vold – også på bekostning af international ret, global stabilitet og demokratisk sammenhængskraft internt.

Venstrefløjens opgave

Midt i den karikaturagtige fremstilling af Trumps personlighed opstår en alvorlig fælde for venstrefløjen: et overdrevent fokus på individet og hans teatralske stil.

En tilgang, der ser Trump som et historisk enestående onde og et resultat af personlig ondskab, falder i samme personcentrerede historieskrivning, som historisk materialisme altid har kritiseret. Venstrefløjens strategiske opgave er ikke at håne en enkelt person, men at analysere og bekæmpe det objektive apparat, der både skaber ham og bærer projektet bag ham.

En reaktion, der reducerer problemet til Trumps personlighed, flytter skylden væk fra klassestrukturerne og det monopolkapitalistiske system. Den fremmer illusionen om, at verdensordenen kan blive human og fredelig blot ved at få en “mere diplomatisk” præsident i Det Hvide Hus.

Venstrefløjen må gøre det klart: Trump er et symptom, ikke sygdommen. Sygdommen er imperialistisk kapitalisme i en fase af hegemonisk nedgang, hvor systemet tvinges til at blive mere aggressivt og mere åbenlyst autoritært for at overleve.

Kampen må handle om politikernes klassetilhørsforhold og -karakter, ikke kun om deres tone og opførsel.

En stor del af Trumps styrke ligger i hans evne til at omdanne klassekamp til kulturkamp. Ved at fokusere på identitet, race og kultur splittes arbejderklassen, og vreden kanaliseres mod en falsk “anden”.

Venstrefløjens opgave er at vende fokus tilbage til hovedmodsætningen: mellem arbejde og kapital, mellem folk og monopoler, mellem undertrykte nationer og imperialisme.

Det betyder ikke, at man skal ignorere racisme eller kønsundertrykkelse. Men man må vise deres forbindelse til kapitalens logik og nødvendigheden af en antikapitalistisk og antiimperialistisk strategi.

Venstrefløjens projekt kan ikke begrænses til kampen mod Trump. Det må tilbyde et alternativ til selve imperialismen – uanset hvilket ansigt den får.

Dette alternativ må være: globalisering nedefra, international solidaritet, ophør med krig og sanktioner som politiske redskaber, demokratisk kontrol over ressourcer og teknologi samt opbygning af en international orden baseret på ligeværdigt samarbejde.

Den reelle magt opbygges i fagforeninger, fredsbevægelse, sociale bevægelser, arbejdspladser, lokalsamfund og internationale solidaritetsnetværk.

Trump og lignende figurer er scenebærere for en dybere krise. De viser, hvor brutal og irrationel imperialismen kan blive, når den presses. Venstrefløjens opgave er at bruge Trumps umaskerede facon til at belyse aggressionens strukturelle rødder, organisere sociale kræfter og fremme et progressivt frigørelsesprojekt.