Trumps personlighed møder verden

Hvad kan man kalde Trumps personlighed?

Han er blevet kaldt uhæmmet, narcissistisk, uvidende, adskilt fra virkeligheden, en bullshitter, samvittighedsløs, sexistisk, mandschauvinistisk, og pengebegærlig. Det ser ud til, at han har en vulgær smag for guld, mangler koncentrationsevne og indimellem holder rablende taler, som ryster selv hans trofaste støtter.

Det er alvorligt, når vi taler om verdens vigtigste mand i verdens stærkeste imperialistiske land – USA.

Hvad er en bullshitter, spørger du måske om?

Jeg har udtrykket fra en kronik i Information 20. april. Her skriver Kristian Kiersgaard med udgangspunkt i den amerikanske filosof Harry Frankfurt, at forskellen på en løgner og en bullshitter er, at løgneren har et slags forhold til sandheden, en ide om hvad den er, selv om han så også forsøger at fordreje eller skjule den.

Bullshitteren siger bare det, han tror, er det han får mest ud af at sige, og er ligeglad med, om det har noget med virkeligheden at gøre. Det gør Trump fx, når han siger, at ”der ikke var ret mange” til No Kings-demonstrationerne med syv millioner deltagere.

Trump og paven

Trumps afvigende personlighed får et meget tydeligt udtryk i de tekster og billeder, han lægger ud på nettet – som regel på Truth Social – gerne midt om natten og ofte genereret med kunstig intelligens. Det er uklart, om han selv laver billederne eller får andre til det.

Trump blev rasende, da Pave Leo 14. kritiserede ham for at starte Irankrigen. Han reagerede ved at kalde paven ”svag i forhold til kriminalitet og frygtelig i udenrigspolitik.” Han mente også, at hvis Trump ikke var præsident, ville Leo ikke være blevet valgt til pave. Og en time senere lagde Trump så dette billede op af sig selv som Jesus.

Det vakte forargelse også blandt konservative kristne – så han pillede billedet ned igen – men det fik selvfølgelig en enorm udbredelse, som Solidaritet da også gerne vil give vores beskedne bidrag til

Et år tidligere, 3. maj 2025, var Trump ikke nået til at ville være Jesus, men nøjedes med at lægge et billede op, der forestillede ham selv som pave. Måske troede han faktisk, han ville blive valgt? I hvert fald lagde han det op, efter den gamle pave var død, og før den nye var blevet valgt.

Foruden at være Jesus og pave vil Trump også gerne være konge og Det Hvide Hus lagde dette billede op på deres hjemmeside ved besøget af Kong Charles i slutningen af april.

Trump er en meget dygtig showmand og har en fabelagtig evne til at sætte sig selv i centrum i en hvilken som helst begivenhed. Han er helt sikkert langt bedre til at føre kampagne for at være præsident end til at udføre jobbet.

Når jeg ikke kan få Nobels Fredspris, kan jeg godt gå i krig

Trump vil så gerne have Nobels Fredspris. Han har massevis af gange fortalt en rablende historie om, at han har stoppet mere end otte krige … Og da han så ikke fik den fredspris, skrev han et brev til Norges statsminister, Jonas Gahr Støre:

”Kære Jonas. I betragtning af at dit land har besluttet ikke at give mig Nobels fredspris, for at have stoppet otte krige plus, føler jeg ikke længere en forpligtelse til kun at tænke på fred, selv om det altid vil være dominerende, men kan nu tænke på, hvad der er godt og passende for USA”.

Og så fortsatte brevet han med at kræve, at USA skal overtage Grønland ”Verden vil ikke være sikker, medmindre vi har Komplet og Total Kontrol over Grønland.” (Trump skriver ordene med stort).

Trump har også kidnappet Venezuelas præsident Maduro og fået hans vicepræsident til at agere som marionetregering for USA – og har derved fået kontrol over Venezuelas olie. Det var en strålende succes – omend ikke på nogen måde sympatisk.

Han troede måske, han kunne gentage succesen i Iran, men den krig ser ud til at være en enorm svækkelse af USA’s strategiske position. Det kommer vi tilbage til.

Den fækale Trump bomber demonstranter med lort

I USA er mange mennesker stærkt utilfredse med Trump. I lang tid har meningsmålingerne været ned ad bakke for Trump, og Republikanerne har tabt en række valg. Der har også været gigantiske demonstrationer med stadig stigende deltagertal.

De har hovedparolen ”No Kings” og har foreløbig været afholdt i juni 2025, oktober 2025 og marts 2026. Ifølge arrangørerne deltog der 5 millioner i demonstrationen i juni, 7 millioner i oktober og 9 millioner i marts. Demonstrationerne blev organiseret over hele USA og nogle steder i udlandet. I den første No Kings var der ifølge Wikipedia 2.100 begivenheder – i den anden 2.700 og i den tredje 3.300.

Nå, men Trumps reaktion var bemærkelsesværdig. Han offentliggjorde en 19 sekunder lang, AI-genereret video med sig selv som hovedperson. Han flyver i et kampfly med Trump logo og med en kongekrone på hovedet, flyver over en amerikansk by og bomber den og demonstranterne med lort. Bvadr.

Trump og en marxistisk analyse af personlighedens rolle i historien

Ali Hansen havde et debatindlæg i Solidaritet 31. januar med titlen ”Det handler ikke om Trump – det handler om imperialismen”.  

Jeg er temmelig enig. Jeg er endda taknemmelig for, at Ali Hansen fremdrager et lille skrift af den russiske marxist Georgi Plekhanov om personlighedens rolle i historien.

Jeg fandt skriftet frem på reolen, en lille tynd bog på svensk: G. V. Plekhanov:  ”Om Personlighetens roll i historien”. I Kapitel 6 sker det spændende.

Plekhanov giver et historisk eksempel med Louis 15., som var konge i Frankrig i årene 1715 – 1774. Ham vidste jeg ikke noget om, så jeg måtte slå ham op: Wikipedia skriver, at han er blevet beskrevet som ”blottet for pligtfølelse og medmenneskelig sympati, mest optaget af skandalehistorier og sine elskerinder, og det står fast, at han svigtede, hver gang reformer var påkrævet. Hans styre var med til at bane vejen for den franske revolution.”

Så ved vi det. Denne franske konges personlighed havde altså stærke lighedspunkter med Trumps personlighed, og det medvirkede til, at det franske kongedømme styrtede i grus, og hans barnebarn og efterfølger Louis 16. fik hugget hovedet af i en guillotine i 1793.

Plekhanov konkluderer: ”Resultatet bliver således, at personligheden på grund af de givne egenskaber i sin karakter, kan udøve indflydelse på samfundets skæbne. En gang imellem kan deres indflydelse endda være meget betydningsfuld, men selve muligheden for en sådan indflydelse ligesom også dets omfang beror på, hvordan samfundet er organiseret og styrkeforholdet mellem dets kræfter.

En personligheds egenskaber er kun en faktor i den samfundsmæssige udvikling i det omfang, som de samfundsmæssige forhold tillader den at være det.

Man kan argumentere for, over for os, at størrelsen af personlighedens indflydelse afhænger af personlighedens talenter. Det er vi enige i. Men personligheden kan først vise sine talenter, når denne indtager den stilling i samfundet, som er nødvendig dertil.

Hvordan kunne Frankrigs skæbne havne i hænderne på en person, der savnede al evne og lyst til at tjene samfundet? Fordi samfundets organisation var sådan. Netop denne organisation bestemmer på ethvert givent tidspunkt de roller og derfor også den samfundsmæssige betydning, der kan falde i begavede eller ubegavede personers rolle at spille” (S 37-38. Egen oversættelse fra svensk. Mine fremhævninger)

Jeg er meget enig med Ali Hansen, når han i forlængelse af Plekhanov skriver:

”Selv om Trump i høj grad fungerer som udfører af en klassebaseret strategi, har hans særlige karaktertræk haft konsekvenser, som ofte ligger uden for planlæggernes kontrol – og til tider modarbejder deres mål.

Trumps destabilisering og “alt kan forhandles”-tilgang har undermineret tilliden hos allierede og rivaler til USA som forudsigelig magt. Det har styrket incitamentet til at udvikle alternative betalingssystemer og diversificere valutareserver.

Resultatet er, at Trumps metode risikerer at ødelægge det eksisterende system hurtigere, end USA kan skabe en stabil erstatning – og dermed åbne et magtvakuum, som især Kina kan udnytte.

Trumps konfrontatoriske linje over for NATO og EU har ikke blot forstærket bruddet i den transatlantiske alliance, men også presset Europa i retning af større strategisk autonomi.”

Trumps personligheds rolle i historien

Hvis vi forsøger at bruge Plekhanovs tænkning på Trump, følger der heraf tre spørgsmål, vi må forholde os til:

1) Hvorfor kom sådan en mand til magten i USA – verdens mægtigste imperialistiske land?

2) Hvordan påvirker hans personlighed og de omgivelser, der bliver formet omkring ham, statsførelsen i USA?

3) Hvilke konsekvenser vil hans magt få?

De følgende betragtninger skal ikke ses som færdige eller afrundede, men snarere som optakt til en analyse og diskussion.

1. Hvorfor kom Trump til magten?

Der har længe været en krise i det politiske system i USA, I USA er der grundlæggende set to borgerlige partier – Demokraterne og Republikanerne. De er domineret af hierarkiske, udemokratiske systemer – og ikke mindst af penge.

Det er simpelthen næsten umuligt at stille op til valg i USA uden store penge i ryggen. Før de egentlige valg er der primærvalg. Demokraternes primærvalg op til præsidentvalget var domineret af den siddende præsident Joe Biden, indtil det blev klart for alle, at han var for gammel og skrøbelig til at blive præsident igen. Så blev Kamala Harris stillet op, og det på sådan en måde, at der reelt ikke var andre kandidater på den demokratiske side.

Der er helt sikkert progressive kræfter i det demokratiske parti – og uden for – og valget af Zohran Mamdani til borgmester i New York viser, at de også har folkelig succes. Der er også stærke græsrodsbevægelser, som No Kings-demonstrationerne viser sammen med modstanden mod ICE i Minneapolis og andre steder. Men samlet set er de progressive kræfter i USA – og ikke mindst fagforeningerne – temmelig svage.

Trump havde bevaret sin kontrol over det republikanske parti, efter han tabte valget til Joe Biden i 2020. Hans eget kandidatur var sikkert til præsidentvalget i 2024 – og han kunne også ved hjælp af sin MAGA-bevægelse samt sine støtters penge i høj grad bestemme, hvem Republikanerne stillede op.

I valgkampen med vicepræsident Kamala Harris fik han en ideel modkandidat – en kandidat, der ikke turde have en progressiv dagsorden, og som reelt forsvarede en liberal samfundsorden, som mange mennesker i USA i lang tid har lidt under. Hun tabte simpelthen valget, ved at fremstå som forsvarer af det bestående.

Så hele økonomiens udvikling i USA frem mod større ulighed, forekomsten af en stærk reaktionær offensiv m.m. var med til at danne baggrunden for, at en mand som Trump kunne få magten. Og hvor man måske tidligere har kunnet se et statsapparat i USA, som forsøgte at balancere forskellige interesser i den herskende klasse, er det nu snarere en meget lille gruppe milliardærer og deres interesser, Trumps regering fremmer.

Trump er en meget dygtig showmand og har en fabelagtig evne til at sætte sig selv i centrum i en hvilken som helst begivenhed. Han er helt sikkert langt bedre til at føre kampagne for at være præsident end til at udføre jobbet.

Penges stigende betydning i amerikansk politik

I hele verden – og ikke mindst i USA – sker der en enorm koncentration af rigdom hos nogle få. Disse hyperrige bruger ikke bare deres penge på paladser, privatfly, tropeøer og nydelse.

De bruger deres penge til at købe sig kontrol over aviser, tv-stationer og forme hele arkitekturen omkring sociale medier: Mark Zuckerberg har Facebook, Elon Musk har X. En central avis som Washington Post – som tidligere har været berømt for kritisk journalistik – er blevet købt af Amazon-ejeren Jeff Bezos, som efter indledende krumspring omkring Det Demokratiske Parti i dag er havnet i Trump lejren.

Milliardærerne køber politikere og finansierer tænketanke. Almindelige folk sender 5-10-20 eller sågar halvtreds dollars til en crowdfunding, og nogle gange vinder de, men det er op ad bakke.

De stærkt reaktionære pengemænd bruger deres mange penge på en reaktionær ideologi, der inkluderer fornægtelse af klimaforandringen, racisme, ideen om USA som verdens bedste land med ret til at dominere andre, sexisme, had mod transkønnede osv.

En af disse tænketanke er Heritage Foundation – en konservativ tænketank med et budget på 100 millioner dollars om året, sådan ca. De opstillede ”Project 2025” for, hvordan Trump skulle bruge præsidentmagten – inklusive ved at tage kontrol over statsapparatet, begrænse abortrettigheder, bekæmpe LGBT+-rettigheder og indføre en strammere migrationspolitik. De har også etableret et særligt projekt for at undertrykke propalæstinensiske protester, specielt på universiteterne.

Med Trump fik de en præsident til magten med alle disse synspunkter, og det er værd at huske på, at selv om manden måske selv er kaotisk, så er en stor del af den politik, han gennemfører, omhyggeligt planlagt.

Trump ved magten

Trump har i denne præsidentperiode indsat en hærskare af loyale trumpister.

Eller for at sige det lige ud – han er omgivet af røvslikkere og ja-sigere. De få, der siger ham imod, ryger ud.

Det skete fx for den amerikanske hærs stabsschef general Randy George, som blev fyret 6. april, lige efter USA havde startet sit angreb på Iran. Måske var det, fordi hærchefen havde betænkeligheder ved Iran krigen.

Trump har også afviklet al reel kollektiv politikudvikling og i sådan et miljø, sker der flere fejltagelser. Afmonteringen af hele apparatet omkring sikkerhedsrådet, som tidligere har udarbejdet USA’s udenrigspolitik, har overladt en stor del af udenrigspolitikken til folk uden specielle kompetencer:

Sikkerhedsrådet har ellers været centralt for amerikanske præsidenter siden 1947 – en slags tænketank der skulle sikre, at Det Hvide Hus havde viden om fremmede lande, og at præsidentens udenrigspolitiske beslutninger blev taget på et oplyst grundlag. Men det er stort set blevet sat ud af spillet.

I august 2025 observerede Financial Times, at i ”Trumps anden periode er er sikkerhedsrådet sat alvorligt tilbage, idet dusinvis af specialister i udenrigspolitik og national sikkerhed er blevet fyret fra deres job.”

Det har ført til, at de væsentligste forhandlinger om udenrigspolitik er blevet ført af amatørdiplomater i form af ejendomsmagnat Steve Witkoff og Trumps svigersøn og pengeadministrator Jared Kushner, som har tætte forbindelser til den saudi-arabiske regerings pengetank.

Endelig har Trump også i den nuværende præsidentperiode sat nye rekorder for skamløs korruption og selvberigelse, kontrol med kryptovaluta, modtagelse af bestikkelse fra udenlandske stater, sammenblanding af politik og pengeinteresser m.m.

2. Hvilke konsekvenser får Trumps personlighed og handlinger?

Trump har foretaget sig mange ting, der kan risikere at svække både ham og USA.

Samtidig har han også foretaget sig mange ting, som gør ham til en enormt farlig modstander. Der er stadig ingen garanti for, at højrefløjen vil tabe kampen.

En ting, som kan vise sig at føre til Trumps undergang og en svækkelse af USA, er Irankrigen, der startede 28. februar, og hvor der i skrivende stund (4. maj) er en skrøbelig våbenhvile uden forhandlinger.

Det ser ikke ud som om, Trump på nogen måde forudså krigens konsekvenser. Han regnede med, at præstestyret hurtigt ville falde og USA og Israel vinde en total sejr. I stedet er regimet i Iran blevet styrket – den iranske befolkning endnu fattigere og mere undertrykt – men det er Trump nok ligeglad med.

Men USA er også blevet svækket. Landet har brugt en stor del af sine missiler. Oliepriserne stiger (dagens Brent råoliepris 4. maj er 113,94 dollars for en tønde). Krigen er i stigende grad upopulær.

Trump vandt blandt andet valget i 2024 på at love ikke at starte meningsløse krige og at holde inflationen nede. Nu er USA i en krig, man ikke rigtig kan komme ud af. Oliepriserne stiger – og dermed stiger det vigtigste for de amerikanske bilister: prisen for en gallon benzin.

USA fremlagde i december en sikkerhedsstrategi, hvor man ville prioritere sin militære styrke i Fjernøsten og flytte den væk fra Mellemøsten. Men nu har USA koncentreret mere militær styrke i Mellemøsten end nogensinde og flyttet skibe, soldater og missilbatterier væk fra Fjernøsten.

Denne krig kan være en af de fejl, der for alvor svækker både USA og Trump.

Den, guderne vil ødelægge, slår de med blindhed …

… er en klassisk talemåde, der bruges om folk, som handler irrationelt eller tåbeligt, så det medfører, at det går galt for dem.

Med andre ord: De mister evnen til at se virkeligheden og handle fornuftigt. Deres egen stædighed og/eller mangel på indsigt kan føre til deres fald.

Trump er selvblindende. Han har meget lidt koncentrationsevne, eller evne til at forstå verden uden for sig selv. Det kan bringe ham til fald.

3. Konsekvenserne af Trumps måde at være præsident på

Der er mange elementer i Trumps politik, som svækker USA.

Hans skattelettelser til de rige fører til en stærkt øget gældsættelse af USA og kan på sigt true dollarens dominans i verdensøkonomien.

Hans fokus på oprustning øger også statsbudgettet. Democracy Now rapporterer, at han netop har fremsat et forslag om at øge militærbudgettet til halvanden trillion dollars.

Hans blinde had mod vindmøller og solceller svækker USA i konkurrencen om fremtidens energikilder.

Hans afvisning af at støtte Ukraine kan – sammen med hans hovedløse angreb på Iran – føre til en strategisk svækkelse af USA.

Svækkelsen af NATO og alle USA’s øvrige alliance-systemer kan også svække USA.

Trumps handelskrige med hurtigt skiftende tariffer fører til, at lande – der ellers ikke elsker hinanden som fx Canada og Kina – søger et mere permanent samarbejde uden om USA.

Trumps administration er stærkt destruktiv over for USA’s statsapparat, sundhedssystem, klimavidenskab og demokrati.

Hans politik med at fængsle og udvise indvandrere fjerner en masse arbejdskraft fra USA, som landet har brug for – og har i øvrigt fået turismen til USA til at falde dramatisk.

Han har haft visse succeser: først og fremmest i Venezuela. Hans brutale fremfærd har også skaffet ham succeser andre steder fx i at tryne medier.

Men først og fremmest har han rodet sig selv og USA ud i en masse problemer. Der er en meget stor chance for, at hans egen blinde politik også vil fælde ham og svække USA.

Det kan man så måske glæde sig over eller lade være.

Socialisme eller barbari

Trumps ravende skøre politik fremprovokerer mere og mere modstand. Der er en faktisk mulighed for at svække ham – bl.a. ved det kommende midtvejsvalg 3. november.

Trump kan måske hive en sejr hjem ved at øge volden og krænke de demokratiske spilleregler, men han og højrefløjen risikerer også at lide et stort nederlag.

Rosa Luxemburg formulerede omkring første verdenskrig, at menneskeheden stod over for et valg mellem socialisme og barbari. Hvis det lykkes at stoppe Trump, kan det være det første skridt i den rigtige retning.

Der er heldigvis en stor chance for, at Trump vil svække USA’s hegemoni. Men der er desværre også en stor risiko for, at Trumps ravende gale politik vil lede verden i retning af et barbari. Og den risiko er ikke forbi, bare fordi han måske bliver stækket ved det kommende midtvejsvalg.