En hypotese, men ingen løsning af mordet på Olof Palme – Anmeldelse af Murder Box

I februar 2012 forsvandt den 58-årige forhenværende jægersoldat Håkan Ingerwald fra sit hjem i Växjö i Småland. Han havde været ude for at hente sin morgenavis, men tilbage var avisen og Håkans tøfler i indkørslen til huset samt nogle blodpletter på trappen op til hoveddøren.

To dage senere dukkede Håkan op tidligt om morgenen ved et hus i den lille by Påskallavik – 140 kilometer fra Växjö. Han var kun iført let tøj i Sverige i februar, og hans håndled var bundet sammen med gaffatape. Ingerwald bankede på døren, hvor et ægtepar lukkede op. Han fortalte, at han var blevet bortført og efterladt i skoven, hvorefter han havde vandret omkring, indtil han fandt huset.

Senere trak Håkan sin forklaring tilbage, så han fastholdt, at han selv havde taget tøjet af, bundet sine hænder sammen og gået ud i den kolde skov. Men inden da havde Håkan Ingerwalds bror fortalt politiet, at Håkan havde sagt til ham, at hvis han blev bortført, ville det have noget med mordet på Olof Palme at gøre.

Et tiltrængt overblik

Historien om Håkan Ingerwald er en af de mange mystiske omstændigheder, der kan knyttes til en af verdenshistoriens største gåder – hvem myrdede Sveriges statsminister Olof Palme 28. februar 1986?

Politiets efterforskning var en total fiasko og har været genstand for kritik fra flere kommissioner. Der har været tusindvis af avisartikler og mange bøger, dokumentarer og podcasts. Konspirationsteorier og livlig debat med skarpt optrukne linjer på de sociale medier. Kennedymordet er for børn. Palmemordet er for voksne.

Det er den debat, som danske Anders Christiansen og Christian Kirk Muff kaster sig ud i med bogen Murder Box – Attentatet på Olof Palme. I virkeligheden har de to været en del af Palme-miljøet i årevis gennem podcasten Det hemmeligste af det hemmelige, som er en opfølger til podcastserien Krimiland, der i begyndelsen netop handlede om mordet på Olof Palme.

Ligesom i podcasten præsenterer Christiansen og Muff et scenarie om, hvordan Olof Palme blev offer for et attentat, der var iscenesat af folk i det svenske militær med tilknytning til de mystiske Stay Behind-grupperinger, der i tilfælde af en sovjetisk invasion skulle fungere som modstandsbevægelse i de vestlige samfund.

Også i Sverige – selv om Sverige indtil for ganske nylig på papiret ikke var en del af NATO. De to forfattere giver i bogens første del en for danske læsere meget velkommen introduktion til Sveriges allianceforhold under den kolde krig. Her kommer de også forbi Olof Palmes baggrund, og hvordan hans udenrigspolitiske udtalelser blev en sten i skoen for skiftende amerikanske regeringer.

Palmes udenrigspolitiske linje blev også en sten i skoen for en gruppe svenske officerer, som ikke mente, at statsministeren tog truslen fra Sovjetunionen alvorligt nok. Det kom blandt andet til udtryk gennem et offentligt brev fra en gruppe flådeofficerer, som blev publiceret i november 1985 – tre måneder inden mordet.

Flådeofficererne mente ikke, at Palme tog sovjetiske ubådes angivelige krænkelser af svenske territorialfarvande alvorligt nok. I 1981 – mens Palme dog var i opposition – var en sovjetisk ubåd, der var bevæbnet med torpedoer med atomsprænghoveder, fx skyllet op på et rev i Blekinges skærgård. Og i årene derefter fulgte mange observationer af det, der måske, måske ikke var ubåde i Sveriges indre farvande.

I løbet af foråret 1986 skulle Olof Palme have været på statsbesøg i Sovjetunionen, og det vakte bange anelser hos dele af det svenske militær-parnas. Ville den socialistiske statsminister sælge Sverige ud til Sovjetunionen?

At myrde statsministeren var ikke en fremmed tanke i dele af Sveriges militære kredse. Efter han var dukket op ved huset i Påskallavik, fortalte den tidligere omtalte Håkan Ingerwald til politiet, at han i 1983, mens han var afsted på øvelse, at en anden elitesoldat havde spurgt ham, om han ville være med til at myrde Palme.

Denne del af bogen ridser baggrunden for Christiansen og Muffs teori rigtig godt op. Og generelt fungerer bogen som et for lyttere af deres podcast meget tiltrængt overblik over deres scenarie for mordet.

Podcasten var med tiden blevet meget svær at følge med i – med forskellige sidehistorier og mere eller mindre mærkværdige kodenavne for centrale personer i det galleri, de to præsenterer lytterne og nu læserne for.

Stay Behind-sporet

Christiansen og Muff præsenterer denne teori:

I dagene op til fredag 28. februar 1986 holdt en gruppe svenske elitesoldater en øvelse på Gotland. Om dagen 28. februar fløj de til Stockholm, hvor nogle af dem om aftenen tog del i en øvelse, der skulle skaffe sig af med såkaldt ”vigtige informationsbærere” i tilfælde af en sovjetisk invasion. Statsministeren var sådan en informationsbærer. Da en af deltagerne i øvelsen nåede frem til Olof Palme, valgte han at skyde og dræbe statsministeren.

Øvelsen og attentatet blev omkranset af folk, der overvågede eller blokerede flugtvejene, så mordet skete inden for en afgrænset firkant i det centrale Stockholm, mens de holdt kontakt via walkie-talkies, som der er observeret mange af i tiden omkring mordet. Deraf bogens titel: Murder Box.

Forfatterne støtter sig til den tidlige rapport fra SÄPO – Sveriges svar på PET – der sagde, at Olof Palme og hans hustru med al sandsynlighed havde været overvåget 27. og 28. februar 1986. På den måde kunne attentatmændene vide, at statsministeren besluttede sig for at tage i biografen.

Det er ikke klart, hvor mange af øvelsesdeltagerne der vidste, at øvelsen skulle slutte med, at Palme skulle myrdes. Men Christiansen og Muff tillægger et vidne fra Klarabergsgatan i det centrale Stockholm – nogle hundrede meter fra gerningsstedet – stor værdi. Tre-fire minutter efter mordet så hun tre mænd komme løbende, mens en af dem råber: ”Han/de skulle jo ikke dræbe ham!”

Vidnet fra Klarabergsgatan fortalte politiet om sine iagttagelser søndagen efter mordet og hørte aldrig siden noget fra politiet. Efter efterforskningen i 2020 var blevet nedlagt, fik hun aktindsigt i politiets notat om hendes opringning. I politiets notat var hendes iagttagelse sket 44 minutter i stedet for 4 minutter efter mordet. Mændene – som hos politiet var to i stedet for tre – hoppede ind i en varevogn i stedet for en sportsvogn. Politiet havde gjort mændene til udlændinge, mens hun havde sagt, at de talte rigssvensk. Og politiet skrev, at mændene kom gående, mens vidnet havde fortalt, at de løb og skreg panisk.

For de af os, der bruger betydeligt mere tid end gennemsnittet på at følge med i mordet på Olof Palme, er oplysningerne om vidnet ikke nye. Men det er meget tiltrængt, at Christiansen og Muff bringer disse besynderlige omstændigheder frem i lyset for et bredere publikum.

Ligesom det er på sin plads, at en bog nu forsøger at bringe det såkaldte Stay Behind-spor ud i den brede offentlighed. Det samme spor er for tiden temaet i en ny dokumentarserie om mordet på svensk TV4.

Dette spor er ikke kun konspiratoriske fantasters værk. I 1988 skrev SÄPO-chefen Per-Göran Näss om et tip om en af hovedpersonerne i Christiansen og Muffs teori (jægersoldaten Lars Erik Nilsson, som forfatterne kalder Jægernissen), at der var næring i tippet.

Og den sidste Palme-efterforskningsgruppe undersøgte også, om der foregik en hemmelig øvelse i Stockholm den aften, Palme blev myrdet. De spurgte SÄPO og den militære efterretningstjeneste MUST direkte om det, men efterforskerne af mordet på Sveriges statsminister fik aldrig noget svar.

En hypotese – ikke en løsning

Bortset fra den nye dokumentarserie på TV4 og de to modne graverjournalister Gunnar Wall og Lars Borgnäs’ fortsatte, ihærdige indsats, går Palme-debatten i Sverige for tiden i en anden retning end Stay Behind-sporet.

I stedet fokuserer debattører og privatspanare især på en ny ensom gerningsmand. Det drejer sig om den såkaldte Christer A, som i lang tid befandt sig i udkanten af efterforskningens søgelys og for en del år siden vist nok også var efterforskernes hovedspor.

Han ejede den eneste lovlige revolver af den type, der myrdede Olof Palme, som aldrig blev afleveret til prøveskydning hos myndighederne. Han boede ikke langt fra gerningsstedet. Han havde ikke rigtig noget alibi. Han kunne mildt sagt ikke lide Palme og havde kort inden mordet mistet en del penge, han havde stående i aktier, efter Palme-regeringen havde indført en aktieskat. Og mange andre ejendommelige omstændigheder.

Christer A bliver i svenske medier beskrevet som en meget sandsynlig gerningsmand, og nogle skriver sågar, at gåden i princippet er løst, selv om der altså mangler beviser for, at han også skulle have skudt statsministeren.

Jeg skriver dette, fordi det i mine øjne ville klæde Christiansen og Muff at anerkende deres egen teoris begrænsninger – og anerkende at der findes andre teorier. Det ville gøre bogen mere troværdig, hvis den anerkendte, at de fremfører en hypotese – og ikke en løsning. I bogens afslutning skriver de:

”Vi mener at have dokumenteret, hvordan mordet blev udført, og peger på en kreds af personer, der som minimum er medskyldige. Men hvem der fra få centimeters afstand affyrede skuddet, ved vi som sagt ikke.”

De anerkender ganske vist, at de ikke ved, hvem der affyrede revolveren. Men jeg vil påstå, at selvom den gruppe personer, de peger på som minimum medskyldige, bestemt er interessante – og burde have været udsat for reel efterforskning fra myndighedernes side – så er der heller ingen beviser for, at personerne også befandt sig omkring gerningsstedet.

Palme blev skudt fra ganske kort afstand. Så vil man opstille en løsning, er man nødt til at komme tæt på. Da efterforskerne fremstillede Stig Engström – den såkaldte Skandiamannen – som mistænkt i 2020, havde de heller ingen beviser. Det meste tyder på, at han ikke var morderen, men han befandt sig dog bevisligt på eller lige i nærheden af gerningsstedet på det rigtige tidspunkt. Misbrugeren Christer Pettersson – som i sin tid blev dømt i byretten og siden frikendt i landsretten – gjorde det nok heller ikke. Men Olofs hustru Lisbeth udpegede ham dog i en stærkt kritisabel vidne-konfrontation.

Christiansen og Muffs hypotese om mordet stopper, lige hvor det bliver rigtig spændende. Sådan er det flere steder i bogen.

I bogens tiende kapitel med samme titel som bogen skriver de ret overbevisende om en blå Opel i det centrale Stockholm, der kan have været brugt som flugtbil. Og det er da besynderligt, at en mand ringer ind allerede dagen efter mordet for at give et alibi til netop den blå Opel, når politiet på intet tidspunkt har efterspurgt informationer om den.

Men netop som man håber, at de kan kæde Opel’ens ejer til begivenhederne omkring gerningsstedet, kæder de ham i stedet sammen med en masse andre omstændigheder. Det kommer til at handle om kortlægning af svenske militærinstallationer i 2010’erne, som er blevet delt i et internetforum, hvor forkerte mennesker fra Rusland alt for nemt kunne få fat i dem.

Det er givetvis rigtigt, at denne kortlægning i virkeligheden er en nutidig Stay Behind-gruppering, der har skabt en oversigt over vigtige installationer for at kunne bruge den, hvis Rusland angriber. Men det fører os bare ikke tættere på at finde Olof Palmes morder.

Mere ydmyghed ville give mere troværdighed

Anders Christiansen og Christian Kirk Muffs bog er både interessant og læseværdig. Den opstiller en hypotese for, hvordan mordet på Olof Palme kan være gået til. Men det er altså ikke nogen løsning.

Det skal ikke ligge forfatterne til last, at de ikke præsenterer en løsning, for det har ingen nogensinde gjort. Men så skal de lade være med at skrive eller insinuere, at deres teori er løsningen.

Skærer man ind til benet, ved vi lige så meget i dag, som vi gjorde 1. marts 1986: En mand, der var højere end Olof Palme og havde mørkt tøj på, dræbte Sveriges statsminister med et revolverskud i ryggen fra kort afstand. Derfra drejede han ind ad den lille gade Tunnelgatan og forsvandt i Stockholms nattemørke.

Bogen ville i mine øjne blive mere troværdig, hvis den var mere ydmyg. Hvis den præsenterede dens løsning som en hypotese blandt mange andre og måske endda også anerkendte andre teorier om mordet.

Det er Christiansen og Muff ikke ene om. Det er en svaghed ved Palme-udgivelser, der forsøger at løse mordet, at forfatterne er for sikre på deres egen teori om løsningen. Det var på samme måde en fejl, da forfatteren Jon Jordås kaldte sin bog om Christer A for ”Den sista boken om mordet på Olof Palme” og meddelte, at mordet kunne anses for opklaret. Ingen har set Christer A ved gerningsstedet – selvom han da godt kan ligne mange af vidnernes beskrivelser af morderen. Men ingen har heller set de personer, som Christiansen og Muff fremstiller som ”minimum medskyldige”.

Forfatterne fremstiller et scenarie. Det er et kriminelt under-efterforsket og tilmed plausibelt scenarie. Jeg er tilbøjelig til at tro, at de har ret, men det skyldes måske også, at konspirationen narrativt er en mere tilfredsstillende løsning, end at Palme blev slået ihjel af en eller anden galning, der kom forbi, mens han havde en revolver på sig.

Der er andre småting ved bogen, der kan irritere. Jægernissen er fx næppe nogen nisse, men bliver (er jeg ret overbevist om) kaldt Nisse på grund af sit efternavn Nilsson, hvor Nils tit bliver til Nisse som en form for kælenavn. Og så synes jeg ikke, at det klæder teksten, at den er skrevet i nutid hele vejen igennem, men det er en smags sag.

Alligevel bør man læse bogen. For bogens overordnede teori fortjener yderligere opmærksomhed fra både myndighederne og den brede offentlighed. Og samtidig introducerer bogen os for et overflødighedshorn af underlige skikkelser omkring de svenske Stay Behind-grupper. Karakterer som Harry Forsberg og Lennart Nordenswan er så vanvittige og larger than life, at de næsten ville være urealistiske i en James Bond-film.

Så læs Murder Box, og bliv både underholdt og oplyst. Men klap lige hesten med at kalde det en løsning.

---

Anders Christiansen & Christian Kirk Muff: Murder Box – Attentatet på Olof Palme
Lindhardt og Ringhof, 2026
280 sider
Vejledende pris: 300 kroner