Er du marxist?

I podcasten Revolutionen (2022) spurgte værten Eskil Halberg altid sine gæster, om de var kommunister. Og jeg kan huske Eskil i flere andre sammenhænge kredse om netop dette spørgsmål: om det i dag er strategisk smart ikke at kalde sig kommunist. Dels fordi den historiske kommunisme er tungt belastet af historien, og dels fordi mange forveksler den med stalinisme, diktatur og undertrykkelse – ikke fælleseje, økonomisk demokrati og frihed.

En af sideeffekterne ved det accelererende planetære kollaps – politisk, demokratisk og økologisk – er også den massive krise i vores forestillingsevne – vores manglende evne til at tænke os til andre politiske virkeligheder end den nuværende. Andre måder at organisere et fælles liv, hvor økonomien er til for livet og ikke omvendt. Hvor det ikke er teorien om værdi, der bestemmer prisen, men derimod en teori om pris, der bestemmer værdien. Hvor dét, vi har råd til, ikke er det samme, som dét der er muligt.

Sådan er det imidlertid ikke gået. Et halvt århundrede med neoliberal ideologisk afpresning har gjort kapitalismen til en naturlov, opløftet økonomi til magtens sprog, og gjort vold til dets metode. Frihed betyder under de forhold – friheden til at tjene penge, til at vælge mellem de 38 forskellige smagsvarianter af sodavand. Og ikke mindst friheden til at vælge sit udbytteforhold i lønslaveriet – skubbe cc-mailkorrespondancer rundt fra hæve-sænke-bordet, stresse på underbemandede, overbelagte sygehuse eller underkaste sig algoritmens magt og levere pizzaer til udmattede børnefamilier på Vesterbro.

Men på samme tid er vi også blevet omsluttet af en begrebsmæssig støj, hvor ordene tømmes for betydning, og derfor mister sin reference til virkeligheden – det forfatter Omar El-Akkad vil kalde eufemistisk vold. Hvordan kan vi gøre os begreb om en virkelighed med krig, gule bjælker, klimakriser og massedød? En verden der synes at være ude af kontrol og løbet os af hænde, mens uduelige og magtesløse politikere, Knæk-Cancer-indsamlingsshows med værter i glimtende pailletkjoler, offerhistorier, måske udsigten til at vinde en bil, ”awareness-kampagner” og reklamer konstant bejler om vores udelte opmærksomhed?

“Hvorfor flytter du ikke bare til Nordkorea?”

Under den utrættelige kamp for at gøre det planetære sammenbrud både forbrugervenligt og underholdende, slumrer kommunismen som et afsluttet og mislykket historisk kapitel – et civilisatorisk projekt med millioner døde på samvittigheden. Ceaușescu, Stalin, Pol Pot.

Kommunismen er i dag størknet som en fast automatreaktion blandt dine borgerlige middelklassevenner, der altid benytter denne historiske kendsgerning til at afslutte enhver diskussion om kommunismens indsigter om frihed og potentialer for et andet samfund: ”Hvis du elsker kommunismen så meget, hvorfor flytter du så ikke til Nordkorea?”

Reductio ad Stalinum – den logiske fejlslutning, der nødvendigvis må modvirkes med samme tåbelighed som en refleksion af sig selv: ”Hvis du elsker kapitalismen så meget, hvorfor arbejder du så ikke på gulvet i en tekstilfabrik i Bangladesh?”

Kort sagt er kommunismen i dag – trods ærværdige forsøg på at ajourføre den af skarpe proponenter som Søren Mau og Kohei Saito som et synonym for en radikal demokratisering af samfundet – i praksis fortsat bebyrdet af sin historie. Det er fortsat sådan i store dele af Vesten, at kommunismen er blevet reduceret til Gulags og et tyrannisk, statskapitalistisk Kina – som en stor ”Anden”, som dét, ”vi” i Vesten ikke er (eller rettere, forestiller os, vi ikke er). Kommunismen som et symbol på undertrykkelse, ufrihed og død.

Men den er også blevet et ideologisk redskab med hvilket, vi kan ernære vores eget selvbedrag, som frihedselskende liberale og socialdemokrater – et virkemiddel, der kortslutter vores videre forsøg på tankevirksomhed.

Jeg er den, du ikke er

Til Eskil kunne jeg spørge: Giver det måske bedre strategisk mening at spørge, ”er du marxist?” Måske feminist eller anarkist? Eller endnu bedre: marxistisk feminist?

Er det bedre i et historieløst og politisk forvirret samfund at identificere sig aktivt i relation til det, man er? Eller derimod identificere sig i negativ forstand i relation til det, man ikke er? Hvad er de strategiske fordele ved at identificere sig som marxist, hvis nogle, og hvad er fordelene ved at lade være? I forhold til hvem og til hvad? Og er det overhovedet vigtigt, hvad man er – hvordan man identificerer sig politisk, for hvem eller for hvad?

Er det, når alt kommer til alt, ikke blot en form for symbolsk cirkel-onani i en tid, hvor det ikke er ord, men handlinger, fælles organisering og kollektiv mobilisering, der skal til, hvis vi ikke skal brænde op i flammerne af den eskalerende klima- og biodiversitetskrise? Svaret er selvfølgelig, at det ikke er vigtigt i den sammenhæng, om man identificerer sig som en brødrister, bitcoin eller Annette Heick.

Men den indrømmelse ændrer i mellemtiden ikke på, at marxismen fortsat i dag stadig er yderst relevant, som et stærkt analytisk apparat – et sæt begreber og analyser, der stadig er relevante for at forklare alt fra økonomisk krise, demokratisk kollaps og klima- og biodiversitets-ødelæggelse til mediekapitalisme og arbejdsforhold.

På den baggrund alene giver det slet ikke mening at diskutere, hvorvidt du eller jeg er marxist, men derimod hvordan marxismen forsyner os med passende måleredskaber til at optegne og kortlægge den politiske topologi, vi er den del af.

Neoliberalismens paradoks

For hvis kommunismen betegner et samfundsideal, en organiseringsform, og et politisk mål, er marxismen derimod nærmere en analyse og en forståelsesramme, gennem hvilken virkeligheden kan opfattes og tilskrives mening.

Marxismen er i simpel forstand den kritiske teori, der undersøger, hvordan kapitalismen fungerer – hvordan magt, produktion og ulighed hænger sammen – og dermed også et aktuelt indblik i, hvordan vores økonomiske relationer hænger sammen, fordi kapitalismen i dag dominerer vores sociale liv.

Kort sagt: selvom vi oplever kapitalismen som en voldelig udbytterelation, vi har outsourcet til det globale syd, er vi alle sovset ind i dets fangetråde i måden, den organiserer vores tid og relationer i form af lønslaveri og gæld. Ikke bare hvordan den aflejrer sig i vores kroppe som E-numre og andre kemikalier, men også i måden den påvirker vores følelser, tanker og forestillinger.

Modsat kommunismen er marxismen ikke belastet af den samme tunge historiske bagage, og kan derfor nemmere undvige forbindelsen med de autoritære stater og fascistiske personligheder, der påstod at repræsentere kommunismen. Marxismen er både et tankesæt, man kan abonnere på, og et intellektuelt redskab man kan bruge til at støbe nye forståelser af virkeligheden. Og måske endda ændre den, som Marx påstod. Altså et analytisk værktøj til at forklare alt dét, Svend Brinkmann, mainstreammedier og borgerlige, hverken kan eller vil forklare, fordi det kan være i strid med deres egne klasseinteresser og positioner i det økonomiske hierarki.

Til gengæld er marxismens vækstbetingelser under pres af en tid, hvor ideologi forbyttes med terrorisme, fordi den neoliberale måde at kortlægge virkeligheden på er blevet aksiomatisk, og derfor fremtræder som en kendsgerning snarere end en værdi. Neoliberalismens paradoks: en ideologisk position, der frasiger sig selv som ideologisk position.

Men hvad hvis det var omvendt? Hvis det var marxismen – og ikke neoliberalismens forklaringer om markedets rationalitet, økonomien og individets tilkøbte frihed gennem forbrug – der var sunket ind som en naturlov? Endnu bedre, at det var den marxistiske feminisme, der dannede det ideologiske fundament, på hvilken samfundet skulle bygges. Ja, allerede her lyder det for borgelige ører som en farlig leg – for historien har jo allerede påvist, at det ikke er muligt.

Bland-selv-marxismen

At være marxist i dag er på en måde et privilegie. For modsat massepolitikkens tid, hvor man risikerede at blive skudt, henrettet eller fængslet for sine marxistiske tilknytninger, er der i dag ikke noget reelt pres for, eller nogen eksplicit form for tvang i, at tilslutte sig én samlet, ortodoks marxisme. Eller forpligte sig til ét fællesskab, eller endda binde sig til én enkelt version af arbejdsværditeorien.

For marxismen er også på en måde blevet ramt af hyperpolitiske tendenser – adgangskvotienten er lav – alle kan i princippet gå på Reddit og kaste om sig med marxistisk lingo – og kontingentet er billigt for et medlemskab uden forpligtelser. Marxismen er med andre ord blevet memetisk – delbar, TikTok-kompatibel og hurtigt omsat i digitale subkulturer.

At kalde sig ”anti-marxist” betyder som regel også at afsløre sig selv som ”præ-marxist” – at indrømme, at man måske endnu ikke har tilegnet sig et sprog til at forklare, hvordan kapitalismen i dag organiserer vores fælles liv (klasse, arbejde, økonomisk magt, etc.). At man derfor for alvor ikke kan diskutere samfund, økonomi, politik og magt uden også at forholde sig til marxistiske idéer. At kalde sig ”post-marxist” er derimod blot at genopdage noget af det, der allerede findes i marxismen selv. Og at kalde sig ”marxist” indebærer fortsat risikoen for at blive skudt i skoene, at man er ude af sync med tiden, et slags ideologisk moselig, der hænger fast i romantiseringer af Sovjetunionen og klassekampen.

Uanset hvad man kalder sig, er det gratis (indtil videre), men når dagen er omme ændrer det ikke det faktum, at vores kollektive liv og tilværelse – om man er sexarbejder i København, kontoransat i Pakistan eller virksomhedsejer i Paraguay – er indlejret i kapitalismens infrastruktur. For der er ikke noget uden for kapitalismen, selvom man symbolsk og intellektuelt kan stille sig selv uden for.

Som filosoffen Jean-Paul Sartre i sit essay, Search for a Method fra 1957, formulerede det: Vi lever stadig i det, Karl Marx kaldte den kapitalistiske produktionsmåde, og så længe vi gør det, kan vi ikke komme ”ud over” marxismen.

Sartre – som ikke var marxist, men kun flirtede med marxismen – mente, at alt, hvad der sker i vores samfund – vold, erobringer, forbrug, krig og kærlighed – er betonet af kapitalismens form. Den erkendelse er at gøre sig bevidst om det, Marx kaldte ”den sociale relations totalitet,” – at vores tilværelse er summen af de økonomiske og materielle relationer, vi indgår i, som netop kamufleres af den kapitalistiske orden, der selv hviler på den.

NOBS

Det er imidlertid svært at forstå tidens vold uden også at spejle den gennem en klassisk marxistisk prisme: ”den oprindelige akkumulation” – forestillingen om at store dele af verdens befolkning på forskellige tidspunkter i historien er blevet frataget deres ejendom og derfor kun har deres arbejdskraft tilbage at sælge. Og yderligere kværne det gennem dets videreførelse i det, marxisten David Harvey kalder ”akkumulation gennem ekspropriation” – den fortsatte kapitalakkumulation gennem brutal udnyttelse, ekspropriation og privatisering.

For hvordan kan vi fortolke synet af småbønder i Amazonas’ udkant – hvis marker er blevet overtaget af gigantiske multinationale, agroindustrielle selskaber – som nu sidder langs vejen og sælger plastikvarer eller transporterer daglejearbejdere? De lever på resterne af tidligere kolonial udplyndring, og kapitalistisk rovdrift, på kanten af en ny, samlet akkumulation i nutiden. Det nemme ved at være borgerlig i dag er, at de vil forklare småbondens tilværelse som et personligt valg, dårlig regeringsførelse eller blot uheldige omstændigheder, vi hverken har ansvar for, andel i, eller i det hele taget bør blande os med.

Den samme logik gør sig gældende, når man i København hører om tomme nybyggede lejligheder for ”young urban professionals”, opført under påskud af at være ungdomsboliger i boligområder. Borgerlige vil sige, at det både skaber arbejdspladser og vækst, og endda repræsenterer et bidrag til at løse boligkrisen. Ligesom de fremhæver ”markedet”, og de ”frie” markedskræfter, ikke bare som den tænkelige kandidat til at løse klimakrisen, men som den eneste.

Det er det, neo-leninisterne Alex Hochuli, George Hoare og Philip Cunliffe kalder for ”sammenbrudssyndrom for den neoliberale orden” (Neoliberal Order Breakdown Syndrome, NOBS) – den liberale elites manglende evne til at acceptere, forklare og reagere på politiske forandringer. Eller bare indse og forklare den vold og konsekvenserne af det system, de er med til at producere og opretholde.

Det er min påstand, at der i dag fortsat er ganske få sociale og økonomiske fænomener, der for alvor kan undvige sig det marxistiske blik, (såfremt man har interesse i at forstå det sådan). Og det er tydeligt, at det for politikere og magthavere er bedre at beskylde Putin eller sociale medier. Enten på grund af egeninteresse eller fordi de ikke evner andet. Pointen er den samme: de nægter at indse, de selv er del af problemet, mens de fremhæver sig selv som en del af løsningen.

At kortlægge samfundet og de relationer, vi både indgår i og undertrykkes af, er i sig selv en magtkamp. Vores opfattelser af virkeligheden er i sig et resultat af, hvilken fortolkningsramme vi benytter til at sammenfatte vores verden. Og heri er nogle forklaringer bare bedre end andre – ikke alle forklaringer er lige gode, ligesom vi ikke alle har lige stor anpart i planetens ødelæggelse. At alle forklaringer ikke er lige gode kan imidlertid være ligegyldigt, hvis vi ikke har magten til at gennemtvinge den historie, der tjener os bedst. Det er kommunikationsstudier på BA-niveau. Politikerne, journalisterne, influencerne og reklamevirksomhederne ved det allerede.

Om man er selverklæret (ortodoks) marxist, anti-marxist, post-marxist, bland-selv-marxist, eller ingen af delene, er derfor fuldstændig ligegyldigt. Men det ændrer ikke på, at marxismen i dag, på trods af sin alder, bevarer sin analytiske vigør.

Efter 1990’ernes postpolitiske istid er det på høje tid igen at orientere sig mod marxismen i både samfundet og den såkaldte ”offentlige debat” og ”demokratiske samtale”.

Normaliseringen af marxismen

Venstrefløjen og dets primære politiske subjekt – arbejdsklassen – har siden 1970’erne mistet sit bid, og er i dag i vid udstrækning ude af stand til at gøre nævneværdig modstand over for højredrejningen og kapitalismens objektive vold. Og det er endda til trods for, at mange af de dynamikker, Marx i sin tid beskrev, stadig udfolder sig.

Tværtimod er det i dag den yderste højrefløj, der på en måde er lykkedes med at eksponere den vold, der udspringer af kapitalismen indre og ydre modsætningsforhold. Problemet er bare, at højrefløjen identificerer realpolitiske problemer, men erstatter dem med noget værre. 

Kapitalen har vist sig mere modstandsdygtig og fleksibel, end Marx forestillede sig. Men et af hans hovedargumenter – at den stadig større magtkoncentration hos få til sidst kan underminere systemets egne forudsætninger – er fortsat holdbar. Det er i dag nemlig synligt for enhver, at de fattige bliver fattigere, fordi de rige bliver rigere.

Selvfølgelig vil der fortsat være højtlønnede typer på topposter i private virksomheder, der gør livet objektivt værre for alle – fossil- og våbenindustrien, reklamebranchen, forsikringsbranchen m.fl. – som i kapitalismens nulsums-pyramidespil yderligere betjenes af mellemledere og småkapitalister i middelklassen for udsigten til at købe en elbil, et vinkøleskab, et nyt ur, eller optage et lån. Og derunder, i det omfattende og uretfærdige økonomiske hierarki, alle dem, der er tvunget ind i opslidende lønslaveri for at betale for basale livsfornødenheder.

Spørgsmålet er, hvor længe kan det fortsætte?

Måske længe. Måske ikke. Måske indtil nogle trykker på den røde knap, eller indtil regnearket kolliderer med naturens realiteter. Som forfatter Knud Romer skærer det ud i pap: Vi kan ikke blive ved med at forbruge og producere, så dør vi.

Det hele virker både fjernt og abstrakt, og på samme tid tæt på og konkret. Men som marxisten Fredric Jameson påpegede, ligger marxismen – og kommunismen – allerede latent i kapitalismens egen omvendte utopisme, og netop den adskiller sig fra de tomme utopier, der udelukkende baserer sig på moralske påbud.

Det jeg i dette medie med marxisten Antonio Gramsci omtaler som ”stillingskrigen” – kampen om civilsamfundet – omhandler derfor også en af de vigtigste intellektuelle opgaver for venstrefløjen: netop at genvinde og omdirigere det, vi kalder almindelig ”sund fornuft”. Altså dét højrepopulister som regel påberåber sig imod venstreintellektualisme og woke.

Kort sagt er et middel til dette mål, på flere fronter at kultivere marxismen på ny, trække på dens substantielle analyser af kapitalismen, men iklæde den nye former og koble den til andre progressive tankestrømme som feminismen, crip- og økologisk teori. Og måske vigtigst af alt gennem dette ideologiske arbejde, som allerede er godt i gang, at normalisere den og gøre dens teorier mainstream.

Marxismens hævn

En del af denne normalisering betyder selvfølgelig at vikle marxismen ud af kommunismens historiske knude, og løfte den ud det ideologiske røgslør, højrefløjen i årtier har lagt for den til fordel for deres egne interesser (dvs. retten til at tjene penge og beskytte kapitalen). Nemmere sagt end gjort.

Marxismen rummer potentialet til at gøre op med vores håbefulde tilknytning til kapitalens løfter – de fantasier, vi gør os om det ”gode liv” og om opadgående social mobilitet, vi er blevet bundet på ærmet, men som ikke kan indfries under de herskende socioøkonomiske forhold.

Kapitalismen var aldrig designet til at være et livsskabende projekt, ligesom det aldrig var meningen at opfylde menneskelige behov eller omfordele samfundets overskud til dem, der har allermindst. Det var fra begyndelsen designet til profit – til at samle magt og velstand på få hænder.

De historiske og politiske kendsgerninger gør det klart for os. Vi er blevet skuffet gang på gang – Ronald Reagans ”trickle-down-economics” var et elendigt fysisk eksperiment, fordi kapitalismens tyngdelove ikke fik pengene til at dryppe nedad; ”krigen mod terror” medførte ikke andet end familier i sorg og styrket militant islamisme.

En velfærdsstat under afvikling til fordel for militær oprustning vil i sin egen bare realitet på et tidspunkt gøre sig anmassende bemærket på vores kroppe, når vi af lønslaveriet går ned med stress, rammes af kræft eller bliver arbejdsløse.

Et demokrati i krise – suspenderet i permanent undtagelsestilstand gennem sikkerhedsliggørelsen af alt fra fødevarer, forbrugervalg, migration, og avancerede missilsystemer – må nødvendigvis på et tidspunkt kaste endnu kraftigere modreaktioner af sig. Udsigten til totalkrig og klimakollaps taler for sig selv, mens det afslører, at de forestillinger, ”vi” byggede vores verden på, er gået bankerot.

Den igangværende genopdyrkning af marxismen medfører den banale kendsgerning, at hvad der tæller som realistisk, og hvad der er muligt i det sociale felt, altid er defineret ud fra en serie af politiske beslutninger. Og dette fører direkte med sig, håber jeg, en bredt forankret, konstruktiv tro på, at fremtiden igen er politisk formbar. At normaliseringen af marxismen i bredden producerer nye fællesskaber til at optegne horisonter for mulige fremtider – men også erkendelsen af, at de ikke kommer af sig selv.

Som med kapitalismen var det som bekendt djævlens største trick at overbevise os om, han ikke fandtes. Men jo mere tidens vold presser sig på, jo mere terræn vinder marxismen, feminismen og de undertryktes sprog – herunder klimabevægelsen og senest også i form af Crip Akademiet, der ”cripper” samfundets fortælling om handicap.

En af tidens måske største ironier er marxismens hævn over de samfund, der troede, de havde overvundet den. Derfor spørger jeg dig: ”er du marxist?”