Stillingskrigen – civilsamfundet som kampzone

Hvis salonfascismen – dagens dominerende politiske perversion mellem fuldtonet fascisme og lunken populisme i hjertet af de liberale demokratierⁱ – er en form for klassekamp fra oven, ser vi i dag ligeledes civilsamfundets genkomst i form af løst sammensatte, men massive sociale bevægelser. Som en pøbel, der raserer rundkørsler. Eller som i september 2025 med kors og flag indtager Londons gader under overskriften, ”Unite the Kingdom – Free Speech Festival” til kamp mod ”systemet” i Storbritannien – den hidtil største folkelige, højreradikale protest i nyere britisk historieⁱⁱ.

Vores sammenbrudte økonomiske virkelighed, hvor kapitalismens produktionsforhold og finansmarkeders abstrakte bevægelser aflejrer sig i det nære og det fjerne – på hylderne i supermarkedet, i finansmarkedernes tilfældige bevægelser, i statsbudgetterne – forskyder sig i dag i geopolitiske aggressioner, massiv militær oprustning, og ikke mindst fremkomsten af en ny ekstrem højrefløj. Med opfordringer til en forestående hellig krig. Et civilisatorisk opgør.

Har man fortsat det privilegie på afstand at betragte dagens politiske turbulens, for ikke at tale om den vold, der udspringer af den – og for en stund ser bort fra de overvejende venstreorienterede pro-palæstinensiske demonstrationer i Europa og USA – vil det vise sig, at det i høj grad er højrefløjen, der i dag synes at dominere det offentlige rum. Historien er blevet genstartet, og civilsamfundet er tilbage. Men det er med omvendt fortegn i forhold til massepolitikkens sociale bevægelser i 1960’erne.

For i dag er det ikke de liberalt sindede borgerrettighedsforkæmpere, men den yderste højrefløj, der i hektiske og løst sammensatte SA-lignende formationer lægger sig over det civile liv. De oversvømmer pladser, gader og stræder. De stormer regeringsbygninger. De samles i cyberspace, og bevæger sig på bloggenes tråde, for at gøre deres stemme hørt og gennemtvinge deres ideologiske standpunkter – luk grænserne, angrib muslimer og transkønnede og knus ”wokeismen”.

Med andre ord mobiliserer det yderste højre – parlamentarisk og ekstraparlamentarisk – og breder sig som steppebrand i takt med, at planeten brænder som nylon over et fyrfadslys. En form for græsrodsfascisme.

I et forsøg på at forstå disse politiske udviklinger fra USA til Frankrig, Chile til Tjekkiet, har liberale tænkere, NGO-aktivister, samt dele af venstrefløjen den seneste tid brugt værket Totalitarismens Oprindelse fra 1951 af filosoffen Hannah Arendt. Heri finder de blandt andet, at civilsamfundet er nøglen til bekæmpelsen af de autoritære trusler fra det dybe højre – et bolværk mod fascismen.

Men hvad er civilsamfundet? Og er det med Arendt, at vi skal forstå højredrejningen og vores politiske samtid på samme måde, som vi forsøger at forstå overvågningssamfundet med George Orwell?ⁱⁱⁱ

En levende organisme

Karl Marx forsøgte i sin kritik af Hegels retsfilosofi (Zur Kritik der Hegelschen Rechtsphilosophie, 1843-1844), at afdække civilsamfundets grundlæggende struktur og bevægelseslove. Men modsat Hegel mente Marx, at det netop var civilsamfundet, der var basis for staten, ikke omvendt. I sin afdækning manglede Marx dog noget om civilsamfundets politiske og kulturelle betydning – i særdelshed de lag af foreninger, grupper og interesseorganisationer, som marxisten Antonio Gramsci senere placerede mellem den økonomiske basis og staten.

Parallelt med den marxistiske tanketradition løber historikeren Alexis de Tocquevilles opfattelser gennem sociologen Emile Durkheim til den moderne politiske sociologi. Her blev civilsamfundet i stedet netop anskuet som en vigtig mellemstruktur – de foreninger, institutioner og grupper (adelen, lavene, kirken), der formidler magten mellem borgerne og den centrale magt. Tocqueville mente eksempelvis, at et rigt foreningsliv var nøglen til at realisere demokratiets frihedspotentiale, som erstatningen for de store adelige familier under det gamle regime (ancien regime). Hos Durkheim blev denne funktionalistiske betragtning af samfundet, hvor de enkelte dele er uundværlige for helhedens eksistens og funktion, videreført som en forestilling om civilsamfundet som en slags levende, biologisk organisme.

I begge spor eksisterer civilsamfundet som statens ydre. Eller som et ekstraparlamentarisk modstykke til magtens parlamentariske centrum.

Under Den kolde Krig blev civilsamfundet igen henlagt på historiens mødding for senere at blive genoplivet i 1990’erne ved historiens såkaldte afslutning – et historisk moment præget både af den store fejring af kommunismens fald, men også en udbredt bekymring over liberalismens svækkelse i Vesten.

Ved Murens fald blev civilsamfundet eksempelvis forklaringen på både sammenbruddet af statssocialismen og Sovjetunionen – de uafhængige foreninger, sociale bevægelser og intellektuelle kredse, Solidarność i Polen, borgerrettighedsbevægelserne i Tjekkoslovakiet, DDR og Ungarn, pressedissidenterne i Samizdat-netværket i Sovjetunionen. Og tilsvarende forklaringen og løsningen på, hvordan et udmattet vestligt samfund og udhulet liberalt demokrati nu måtte kickstartes gennem borgerlig kultur og frivillige fællesskaber.

Arendts appel findes i hendes sammenfatning af de to tankestrømninger. For Arendt var totalitarismens vigtigste forudsætning nemlig opløsningen af civilsamfundet. Med opløsningen af mellemstrukturen opsplittes samfundet i atomiserede og isolerede individer og brudte relationer, som, mente Arendt, nemt kunne mobiliseres af demagogiske ledere og massebevægelser. Som vi i midten af det 20. århundrede havde set hos aksemagterne i form af den historiske fascisme. Og som mange observatører af dagens politiske formation nu ser reinkarneret i vores politiske samtid.

I sit værk On Tyranny understreger historikeren Timothy Snyder behovet for at støtte organisationer, der arbejder med menneskerettigheder, netop for at undgå at samfundet forfalder til en “pøbel”, som Arendt beskrev det. For det er, når vi engagerer os i sociale aktiviteter – politiske og apolitiske – fra madlavning og børnefødselsdage til at plyndre supermarkeder og brænde banker ned, at vi ifølge Snyder ”skaber civilsamfundet”^iv. Argumentet hos Arendt er netop, at vi er forfaldet til en pøbel, hvis vrede og resignation kan udnyttes af typer som Giorgia Meloni, Marine Le Pen, men også Tommy Robinson og Charlie Kirk.

Civilsamfundet tegnes i alle tilfælde som et levende netværk af mennesker og organisationer. Men beskrives som en aktør. Noget, der handler, kæmper, næsten lever og ånder som en levende organisme. Som en positiv kraft. Og den endelige konklusion synes at være, at civilsamfundet må styrkes, fordi det stopper vejen til den totalitære fascisme.

Men hvad hvis civilsamfundets sociale fylde er fascismen? At de såkaldt ”mikrofascistiske” strømme, der løber gennem hverdagens relationer, gennem vores begær efter orden, konformitet, og tilhørsforhold, som filosofferne Gilles Deleuze og Felix Guattari udpensler i Anti-Ødipus^v? Med andre ord, at civilsamfundet ikke er en levende organisme, men derimod en kampzone?

Stillingskrigen

Selvom Arendts bog indeholder mange relevante indsigter – især om imperialismen – og hendes senere pointe om ondskabens banalitet i dag indskriver sig i en folkemordssammenhæng, rammer hovedargumentet i Totalitarismens Oprindelse forbi de historiske kendsgerninger.

I 1930’ernes Italien og Tyskland, hvor den totalitære fascisme opstod, var civilsamfundet allerede højt udviklet. Fra 1870’erne og frem til 1930’erne var der et eksplosivt voksende antal af frivillige, religiøse, faglige og kulturelle foreninger – fagforeninger, arbejderklubber (socialistiske, katolske, liberale), kooperativer, forsikringsforeninger, fodboldklubber, kirkelige netværk, sangkor og politiske partier med store medlemsbaser. Både det italienske og tyske samfund var kort sagt allerede før de autoritære magtovertagelser baseret på et stærkt socialt fundament.

De fascistiske samfund i det 20.århundrede bestod ikke af atomiserede masser uden sociale bånd. Tænk eksempelvis på Weimar-republikkens politiske turbulens og klassekamp ført gennem et stærk civilsamfund. De stramt disciplinerede skrårems-bærende fascister ødelagde ikke civilsamfundet – de overtog det derimod for egen vinding, ”tøjlede” det til deres egne formål, og spændte det for deres egen ideologiske projekt.

Civilsamfundet, som Gramsci forstod det, er derimod en kampzone; hverken en levende organisme eller en uafhængig aktør. Som Gramsci gjorde klart i sine fængselsdagbøger: civilsamfundet er en afgørende arena i klassekampen, som udgør ” ’skyttegravene’ og de permanente fæstningsværker på frontlinjen i stillingskrigen”^vi. Civilsamfundet er ikke en ting, men en proces. En praksis, på samme tid produceret af det sociale og politiske, og en arena, i hvilken vi kæmper for kulturelt hegemoni.

Dette er netop pointen i dagens salonfascistiske projekter: Trumpismen og dets sydamerikanske og europæiske perversioner forsøger ikke at ødelægge civilsamfundet, ligesom det heller ikke handler om at afmontere det liberale demokrati og dets institutioner som sådan. Men derimod at kolonisere og belejre kampzonen. Salonfascismen modarbejder ikke det borgerlige engagement og de middelmådige centrumvenstre-projekter. Tværtimod: salonfascisterne søger i stedet at forme civilsamfundet i sit eget billede.

Og det er lykkedes.

Det Europæiske Borgerinitiativ (ECI) for at fremme borgernes deltagelse i EU’s beslutningsprocesser, frivillige ungdomsorganisationer, My Europe, My Say og kulturarbejdernes samarbejde med erhvervslivet i kampagner som #UseYourVote, er konkrete forsøg på at aktivere civilsamfundet. Senest i USA opfordrede vicepræsident J. D. Vance efter attentatet på højrefløjsinfluenceren Charlie Kirk eksempelvis lyttere til Kirks podcast til at engagere sig i det amerikanske politiske liv – get involved, get involved, get involved.

I Danmark presser klimaforandringer, voldsommere vejr, eskalerende geopolitiske spændinger, og senest regeringens inkompetente respons på en hybridkrig, der er slået ud i lys lue, regeringen til et fornyet fokus på civilsamfundet som spydspids i et såkaldt totalberedskab^vii.

Pointen er ,at diskussionen ikke handler om, hvorvidt det er en kamp for eller imod civilsamfundet som et neutralt rum for samarbejde. Det er derimod en kamp inden for civilsamfundet, om det kulturelle herredømme og dets form, som forudsætningen for at udfordre statsmagten. Og i skrivende stund er det højrefløjen, der i denne stillingskrig er stærkest placeret. Den, der tegner konturerne af samfundet. Men den erkendelse udelukker ikke, at de grundlæggende betingelser for denne situation i udgangspunktet er blevet produceret af et destruktivt økonomisk system, der arbejder for de få på bekostning af det mange: kapitalismen.

Flankeringer

Den sociale tekstur i Vesten er flosset. Aldrig har vi været mere ensomme, mere forbundne. Mere rasende, mere forvirrede.

De dominerende kapitalistiske produktionsforhold – produktionen af kunstig knaphed af det helt nødvendige og en overflod af det overflødige og de krænkelser af basale menneskelige behov i form af gæld og politivold, der følger med – udtrykker sig naturligvis også i civilsamfundets affektive struktur.

Men det er på en måde, hvor undertrykkelsen i dets varierede former – om det er i tekstilindustrien i Bangladesh, en kobbermine i Congo, på jobcentret i Herning eller et Amazon-lager på Staten Island – ikke længere kan forstås i et politisk-økonomisk sprog. Men derimod gennem et psykologiserende diagnosesprog, hvor det politiske problem om strukturel fattigdom eksempelvis oversættes til individualiseret ”økonomisk angst”^viii. Eller konspirationsteorier.

Hvor politiske problemer enten afpolitiseres og isoleres fra deres kontekst og sammenhænge. Hvor demokratiets krise ikke er en konsekvens af neoliberalismens afkobling af økonomien fra demokratisk rækkevidde, men i stedet udtrykker sig i dualismer mellem de gode og de onde. Hvor fremmedgørelsen fra den politiske og økonomiske proces producerer en fornemmelse af, at virkeligheden ikke længere er politisk formbar.

Hvor der altid er en ny app mod ensomhed, en sprøjte til et bedre liv og en ”Big History”-bestseller på en tankstation af en Yuval Noah Harari-type, der forklarer ”menneskets natur”. Noget selvhjælpslitteratur til at skærme os fra tidens vold, afvæbne os politisk, og lukke os ind i os selv frem for at åbne os op mod andre^ix.

The Subtle Art of Not Giving a Fuck

Den afmagt, vi i dag oplever, får afløb i en fremfusende højrefløj, mens venstrefløjen har barrikaderet sig i NGO’er, på universiteter og realkreditlån. Tommy Robinson repræsenterer eksempelvis denne reaktion i form af en voldsparat, højreradikal flanke i stillingskrigen, der stiller krav til den etablerede, liberale orden. Det er med truslen om vold og væbnet kamp, at de lægger pres på de eksisterende politiske partier, der siden 1990’erne gradvist har forskanset sig i parlamenter og såkaldte ”saloner”, og dermed afkoblet sig fra det civile liv og reduceret sig selv til bærere af statsapparatets funktioner.

Målet er at få de passive centrum-regeringer til at reagere på deres nationalkonservative og racistiske mærkesager – strammere migrationspolitik, stærkere national identitet afspejlet i maden, vi spiser, og symbolerne, vi pynter os med osv. (vel og mærke ikke klima- og biodiversitetskrisen). Men det er også, at normalisere sine synspunkter.

Som marxisten Herbert Marcuse noterer i sit essay Repressiv tolerance fra 1965, reagerer samfundet kun på moderate bevægelser og reformkrav, såfremt en mere radikal fløj truer med at overskride systemet^x. Det liberale demokrati opretholder sig selv i sin evne til at absorbere og neutralisere kritik. Men når kritikken – herunder højrefløjens trusler om vold, kristen fundamentalisme og korstog^xi – bliver for voldsom, tvinges systemet til at reagere, fordi det bryder og forskyder Overton-vinduets rammer.

Den tiltagende højredrejning i Europa og USA, Tommy Robinson, Charlie Kirk, m.fl. afslører denne tendens som en nedadgående spiral. Og over de seneste ti år er det generelt set lykkedes den ekstreme højrefløj at gennemtvinge sin dagsorden: at normalisere ekstreme synspunkter^xii. Dette er selvfølgelig ikke udelukkende dens egen fortjeneste, men også et resultat af en svækket venstrefløj uden organisering, magt og evne til på nævneværdig eller meningsfuld vis at modstå højredrejningen.

Samfundet er så at sige blevet flankeret af den ekstreme højrefløj, der lige nu udmanøvrer venstrefløjen og det radikale centrum i stillingskrigen.

Kampen om civilsamfundet

Selvom Vestens politiske overgange fra 1990’ernes postpolitik til 2010’ernes antipolitik og 2020’ernes hyperpolitiske moment også afslører noget om højrefløjens politiske analfabetisme – den manglende evne til at aflæse og respondere på de reelle årsager til vores undertrykkelse – og selvom vores ledere synes paralyseret over for tidens udfordringer, opstår der i dette politiske tomrum også nye muligheder^xiii.

For mens højrefløjen for tiden udøver en stærk kulturel dominans i det offentlige rum, har venstreorienterede og progressive intellektuelle i årtier været forskanset på universiteter og NGO’er, i praksisfællesskaber, regenerative landbrug, kooperativkiosker, fagforeninger og kommunekontorer for at kunne betale husleje. Her har de indtaget den position, Gramsci vil kalde den ”traditionelle intellektuelle position” – et slags sekulært præsteskab, der taler til sig selv på sit eget lukkede fagsprog, og dermed har efterladt venstrefløjen i en svag strategisk position. Og her er der kun tale om de mest privilegerede med korte universitetsansættelser og muligheden for at købe et nedlagt landbrug; ikke ”overskudsbefolkningerne” på nultimerskontrakter, bat- og bullshit jobs^xiv.

Når vi har konstateret, at venstrefløjen er tandløs (i særdeleshed den parlamentarisk venstrefløj), opstår der i mellemtiden gennem højrefløjens frontalangreb på universiteter, medier og civilsamfund (medmindre det er løbeklubber sponseret af mikrobagerier og ølstuer eller andet ufarligt) potentielt et nyt organiseringsgrundlag for venstrefløjen i stillingskrigen. Med andre ord at højrefløjens offensiv producerer en modoffensiv.

Jeg kender flere i det akademiske miljø, hvis hverdagsliv er så presset økonomisk og emotionelt, at de ikke har (og føler, de har) privilegiet til at organisere sig i kampen om civilsamfundet. Men hvis forskning i sig selv er privilegiet, der paradoksalt nok gør dem i stand til på samme tid at gennemleve og undsige tidens vold. Et privilegie, de besidder, indtil deres forskning kommer under angreb, komplet afvikles og ikke længere er en mulighed.

Pointen er, at alle på en eller anden måde deltager i stillingskrigen. Ikke nødvendigvis i den direkte konfrontation med staten. Men i kampen om civilsamfundet – om værdier, vaner, og ikke mindst forestillinger i det sociale og kulturelle liv. Om vores fælles liv i en kamp om at vinde magten til at definere vores forestillinger om det gode liv i fællesskab. Og fremtiden.

Her er det Gramsci og ikke Arendt, der bedst forklarer den strid – den kamp, der foregår uden for regeringsbygningerne, ministerierne og styrelserne. I supermarkederne, avisspalterne, på Heste-Nettet.dk, på biblioteker og værtshusene. Ved køkkenvasken og hæve-sænke-bordet.

Jannik Friberg er antropolog og kunstner (https://buybacklife.zyrosite.com/)

i .https://www.eftertrykket.dk/2025/03/02/salonfascismen/

ii .https://www.theguardian.com/politics/2025/sep/15/who-were-the-key-figures-at-the-unite-the-kingdom-rally-in-london

iii .https://www.information.dk/kultur/2025/09/maaske-laere-elske-nogen-andre-orwell

iv .Timothy Snyder. On Tyranny: Twenty Lessons from the Twentieth Century. Tim Duggan Books. 2017.

v .Gilles Deleuze, Felix Guattari: Anti-Oedipus, Bloomsbury Academic. 2013.

vi .Antonio Gramsci. Selections from the Prison Notebooks. Nowell-Smith: Lawrence & Wishart. 1971.

vii.https://www.altinget.dk/civilsamfund/artikel/lektor-i-samfundssikkerhed-civilsamfundet-skal-indgaa-i-den-nationale-beredskabsplan

viii .https://www.tv2kosmopol.dk/koebenhavn/sofie-amalie-anmoder-om-at-fa-en-10er-igen-for-en-ol

ix .https://www.theguardian.com/lifeandstyle/2025/oct/09/look-out-for-number-one-selfish-self-help-books-are-booming-but-will-they-improve-your-life

x .https://www.marcuse.org/herbert/publications/1960s/1965-repressive-tolerance-fulltext.html

xi .https://compass.onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/rec3.12203

xii .https://pov.international/ikke-polarisering-men-hojredrejning/

xiii .Peter Mair. Ruling the Void: The Hollowing of Western Democracy. Verso. 2013; Colin Crouch. Post-Democracy. Polity. 2004.

xiv .https://solidaritet.dk/batshit-jobs/

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Er du marxist? | Solidaritet 2. november 2025 10:54

[…] Det jeg i dette medie med marxisten Antonio Gramsci omtaler som ”stillingskrigen” – kampen om civilsamfundet – omhandler derfor også en af de vigtigste intellektuelle opgaver for venstrefløjen: netop at genvinde og omdirigere det, vi kalder almindelig ”sund fornuft”. Altså dét højrepopulister som regel påberåber sig imod venstreintellektualisme og woke. […]

Opstandens paradoks | Solidaritet 25. december 2025 7:22

[…] problemet er, som jeg har forsøgt at gøre klart andetsteds, at mange af opstandene udfolder sig inden for de etablerede liberale demokratiske rammer. De mange […]