Opstandens paradoks

I en diskussion af Anton Jägers værk Hyperpolitik hævdede jeg, at vi lige nu gennemlever et interregnum – en overgangsperiode mellem to politiske epoker. Det liberale demokrati er i dyb krise. Og i det magttomrum, som efterkrigstidens neoliberale orden efterlader sig, sparker vores folkevalgte politikere nedad i sine krampagtige forsøg på at opretholde den gamle verden.

Efter ”Krigen mod Terror”, der ikke efterladte sig andet end lemlæstelse, død og familier i sorg, afslørede finanskrisen i 2008 politikernes foruroligende villighed til at redde pengemagten ud af sine selvskabte problemer. Bevæbnet med redningspakker og neoklassisk økonomisk teori kunne politikerne camouflere de reelle årsager til krisen og dermed skubbe ansvaret over på en oppustet offentlig sektor, samt på velfærdsmodtagere og dem i bunden af det økonomiske hierarki.

Den demokratiske krise, vi lige nu gennemlever, hensætter os til at se passivt til, når inkompetente politikere og beslutningstagere offentligt udviser deres magtesløshed i den officielle globale klimapolitik. For proportionelt med biosfærens sammenbrud – herunder habitaternes ødelæggelse og arternes massedød – tildækkes konkrete, koordinerede handlinger med stadig flere forkortelser – AGCM, CBDR-RC, ETS, REDD+, SAI, mv. Luftige begreber og forkortelser uden indhold, hvis ideologiske funktion er at tilryge klimapolitik i et slør af teknikaliteter og objektivitet og dermed afkoble det fra demokratisk rækkevidde.

Den grønne omstiling er i markedets vold

For den såkaldte ”grønne omstilling” er i markedets vold, mestendels baseret på, hvordan vi som forbrugere sorterer vores affald, køber økologisk eller bruger papsugerør. I det brede perspektiv forhales omstillingen simpelthen af markedets afhængighed af at lave investeringer med økonomisk afkast. Den grønne omstilling er derfor ikke bare endnu et plat begreb; det viser sig også at være en dårlig forretning i modsætning til våbenproduktion og fedmemedicin i håndkøb.

Siden har kapitalismen ædt sig længere ind i hverdagslivets midte i form af stagnerende reallønninger, stigende priser i supermarkedet, højere boligpriser, færre offentlige ydelser, dyre lån. Og på samme tid optrappes den globale gladiatorkamp til døden om de resterende profitmuligheder og økonomisk vækst.

De mange parallelle politiske, økonomiske og økologiske kriser rejser sig til sammen som et symbolsk affaldsbjerg af små, ubetydelige ”teknologiske fiks” og symbolske operationer, der gør det muligt for den faktisk eksisterende kapitalisme at accelerere jordens undergang: Politikere lover vækst og velstand for borgerne, boliger til alle, og lover at smide de ”fremmede” ud. Landbrugskapitalen fylder deres kvæg med kemiske tilsætningsstoffer og privat-offentlige samarbejder sprøjter svovlpartikler ud i stratosfæren.

Fællesnævneren for dette interregnum synes at være de overalt faldende profitrater, lave investeringer og langsom vækst i de udviklede økonomier. Et kriseramt økonomisk grundlag, der i dag forskyder sig i nye populistiske bevægelser og ”nye fascismer”. Men også i alternative opstande på tværs af klasse, etnicitet og social identitet. Fra Frankrig, Nepal, USA og mange andre steder.

Kapitalens svækkede evne til at akkumulere merværdi synes derfor ikke kun at forgrene sig i et nyt sæt af politiske reaktioner i søgen efter måder at tilrane sig vækst. Det danner også grobund for nye klassekompositioner og former for modmagt.

Profitabilitetskrisen

Under dagens mange populistiske løfter og moralske påbud står partierne og de folkevalgte politikere i de liberale demokratier i dag over for et valg: ude af stand til at sikre økonomisk vækst og velstand for deres befolkninger må de se frem til enten at blive besejret i den næste valgcyklus af en opposition, der på basis af racistiske udsagn og forestillinger om ”remigration” lover fremgang og vækst.

Eller også må de forsøge at sikre sig vækst gennem et sæt af ekstra-økonomiske strategier baseret på krig, plyndring, intimidering, erobring og berøvelse.

De seneste militære konfrontationer mellem USA og Venezuela, samt USA’s interesse i Grønland, er blot de seneste symptomer på noget, der kunne tyde på en højspændt ”profitabilitetskrise”, hvor nye politiske interventioner baserer sig på rå magt: militære trusler, økonomisk intimidering, og en hård kultivering af ikke-økonomiske ven-fjende-relationer.

I USA arbejder præsident Donald Trump eksempelvis på at reducere risikoen for den amerikanske økonomi gennem ”genindustrialisering”. Det betyder i praksis at presse allierede til at investere i fabriksanlæg på amerikansk jord gennem en kombination af økonomiske og militære trusler. Med andre ord: Andre lande skal i realiteten fungere som en slags statslig investeringsfond for USA. Desuden virker den amerikanske udenrigspolitiske linje tilsyneladende helt efter planen: at presse sine allierede til aktivt at investere i sin egen sikkerhedspolitiske infrastruktur.

Samfundets skridende økonomiske grundlag gør sig også bemærket i det politiske liv. Statsminister Mette Frederiksens seneste to regeringsperioder illustrerer nemlig en slem politisk forstoppelse i hjertet af vores demokratiske styre. Siden COVID19-pandemien har den permanente undtagelsestilstand fungeret som den dominerende regeringsform, hvor demokratiet suspenderes bestandigt til fordel for ”parapolitiske” operationer, der løber pengemagtens ærinder.

Det er en økonomisk krise, der slår over i en politisk krise, hvor vores politikere med den ene hånd distraherer befolkningen med hårdtpumpede, jubelhysteriske spinning-sessions på sociale medier, et yderligtgående kristent symbolsprog, såkaldt ”åndelig oprustning” og aldersgrænser på Tik-Tok. Men med den anden hånd ignorerer de faktiske økonomiske problemer, der udfolder sig i hverdagens midte til fordel for at pøse flere penge i Forsvaret og konfliktens centrum. I krig og væbnet konflikt. Ikke velfærd, fællesskaber og omsorg.

Alt dette kommer naturligvis ikke ud af ingenting. De avancerede kapitalistiske økonomier har siden 1970’erne generelt været præget af stagnation og faldende profitrater som følge af stærkere konkurrence fra senere kommende magter – først Vesttyskland og Japan og nu Kina. Den ujævne udvikling har skabt en slags global ”overkapacitet” og et strukturelt pres, der har resulteret i en form for ”politisk kapitalisme”, hvor profit i stigende grad forsøges sikret gennem regulering, finansielle mekanismer og lobbyisme fremfor produktive investeringer. Kort sagt, gennem aggressive politiske interventioner i markedet.

På samme tid forholder ”arbejderklassen” sig forskelligt til denne globale tendens. På den ene side er der den uddannede mellemlederklasse af professionelle hæve-sænke-bords-typer, administratorer og specialister, som fortsat fastholder deres støtte til centrum-venstre (og nyere liberale partier). Og på den anden side lavtlønnede arbejdere på gulvet i service, produktion og industri, som tiltrækkes af nye former for økonomisk protektionisme eller stram grænsekontrol.

I dette interregnum kan profitakkumuleringen åbenbart ikke længere foregå gennem sine egne interne logikker og systemer på samme måde, som det gjorde under det, de i Frankrig kalder les trente gloriesuses – efterkrigstidens økonomiske boom. Ligeledes kan væksten ikke sikres ved at vende tilbage til Keynes og et romantisk tilbageblik på efterkrigstidens kompromis mellem arbejde og kapital.

På kryds og tværs

En af de logiske konsekvenser ved dagens økonomiske sammenbrud viser sig som en eskalerende bølge af oprør og klassekampe verden over, som siden det Arabiske Forår 2010-2012 er opstået langs vertikale og horisontale brudlinjer – i sammenstød mellem venstrefløjen og højrefløjen, fra oven og fra neden.

I toppen positionerer dagens illiberale, neopopulistiske og autoritære personligheder sig i dag som ledere for det magtvakuum, den neoliberale orden efterlader sig. Fra Bolsonaro til Orbán, Babiš til Salvini og Milei. Sideløbende forsøger de ”radikale centrister” – Starmer, Frederiksen, Merz med flere – enten at holde trit med højredrejningen, eller helt og holdent at overgive sig til den og reproducere dens sprog.

I bunden anføres de folkelige opstande overvejende af unge og fattige arbejdere, der føler sig presset i privatøkonomien, fordi de oplever sig udnyttet af en ”korrupt” elite – i særdeleshed som vi har set dem i Storbritannien med korsets tegn og Skt. Georgkorset. Men også i Tyskland på tværs af højre og venstre på bagkant af etableringen af AfDs nye ungdomsbrigade.

Et sted midt mellem trækker de nye stærke mænd også meget af sin støtte fra et nyt, mere eller mindre prekariseret småborgerskab af forgældede lønslaver, der bekymrer sig over de stigende leveomkostninger. Og ikke mindst det aftagende afkast af deres traditionelle sociale privilegier.

Landenes handelsunderskud og faldende profitrater stimuleres kort sagt i stigende grad gennem trusler, krig og plyndringer ovenfra, mens selv beskedne socioøkonomiske spændinger i samfundet slår over i masseprotester og opstande nedefra.

For nylig tog nepalesiske unge under det nepalesiske ”Gen Z-oprør” eksempelvis hævn for, at 21 demonstranter var blevet dræbt af regeringsstyrker, da de 8. september 2025 på en enkelt dag brændte både Højesteretten, parlamentet, og premierministerens hus ned. Et attentat på statsmagten, der væltede regeringen på ”mindre end 35 timer”. På trods af premierministerens afgang og ophævelsen af censur på sociale medier, står oprørerne tilbage i endnu et vakuum.

For problemet er, som jeg har forsøgt at gøre klart andetsteds, at mange af opstandene udfolder sig inden for de etablerede liberale demokratiske rammer. De mange opstande siden 2010 har med andre ord hidtil ikke formået at samle sig i vedvarende politiske alternativer til den herskende orden. Og heri ligger også opstandens paradoks – at strukturbruddet begrænses af de strukturer, det forsøger at ophæve.

Stofskifterelationer

Om det er borgmester Zohran Mamdanis triumf eller Nepals premierminister K.P. Sharma Olis fald, eksisterer en afgørende begrænsning hos tidens mange opstande: De voldsomme udbrud sker inden for kampens snævre ramme, hvor hverdagslivets smuldrende økonomiske grundlag for mange fortolkes som et symptom på korruption, økonomiske reformer, nedskæringer og nepotisme. Ikke kapitalismens objektive vold som helhed.

Det er derfor ofte ikke muligt for alvor at udfordre kapitalismens grundlogik i sig selv, og de begrænsninger den sætter for et andet liv, fordi fokus i stedet rettes mod systemets forvaltning i hænderne på en forestillet korrumperet politisk elite og grådige millionærer. Her er tidens mange konspirationsteorier eksempler i yderste potens.

På den ene side kunne det i mellemtiden tænkes, at tidens opstande i sig selv måtte forventes at bidrage til fremkomsten af en mere systematisk kritik af kapitalismen. Måske nye sociale fællesskaber med en skærpet forståelse af sig selv som et politisk subjekt, eller en ny ”klassebevidsthed”, i takt med at den herskende elite og magthaverne – den såkaldt ene procent, bankerne og finansinstitutionerne – står skarpere på den politiske horisontlinje.

Men på den anden side ligger der i asken på de nedbrændte parlamentsbygninger en manglende opførelse af de nødvendige institutionelle forskansninger, hvorfra kampen kan reproduceres og videreføres. For hvad kommer efter sejren? Hvad sker der, når krigen er vundet? Hvem tildeles magten til at definere fremtiden?

For i ruinerne udebliver muligheden for at konfrontere den usikkerhed, der opstår i, hvordan samfundet skal reproducere sig selv på ny. Hvordan samfundet vil kunne overleve og leve i det øjeblik, hvor dets forhold til det globale marked er blevet afbrudt?

Hvis ikke en opstand konfronterer problemet med et revolutionært brud, hvor den herskende orden suspenderes, risikerer den nemlig ofte igen at blive absorberet og internaliseret i kapitalismens destruktive stofskifte. Det er derfor afgørende, at de sejrende ikke sejrer sig selv i ihjel, men i stedet gør sig bevidste om, at kapitalen er en grundlæggende begrænsning for et andet og bedre liv. En anden fremtid.

Et tabt potentiale

De mange sociologiske fortolkninger af bevægelsen Gilets Jaunes (de gule veste) 2018-2020, er efterhånden fortærskede. Måske endda forældet i den hyppige strøm af opstande, der er opstået siden 2010’erne.

Alligevel rummer protesterne i Frankrig i 2018 og 2019 fortsat en vigtig lektie. For det første var de indledende katalytiske faktorer, som bevægelsen udsprang af, typiske sociale prespunkter: stigende leveomkostninger, faldende social mobilitet, nedskæringer i det offentlige.

Men den fleksible og hastige organisering af opstanden forskød til gengæld de traditionelle kategorier for politisk identifikation og social identitet. Var de gule veste højreorienterede eller venstreorienterede? Var de ideologisk motiveret? Havde de et program? Hvad ville de egentlig? For de var endnu ikke sølet ind i mytens sprog, politiske symboler eller ideologisk genkendelige.

Den eneste umiddelbare tærskel for medlemskab var nemlig, at man iførte sig en gul signalvest og gjorde noget. En relativt simpel gestus for inkludering, hvor kampstyrken definerede sig med et nemt cirkuleret hverdagsobjekt – vesten – frem for en reference til nogen bestemt social gruppe.

På den måde undveg de gule veste fra begyndelsen at iscenesætte sin egen identitet og dermed risikere at indkapsle sin kamp i de klassiske institutionelle rammer – universitetet, fabrikken, arbejdspladsen. Imidlertid misforstod de derimod styrken af deres egen innovation, da de gled tilbage på den franske revolutions forestillingsverden og det tvetydige tegn ”folket” – le peuple – der for mange hurtigt afslørede dem som en genopstået højrepopulistisk bevægelse.

Men den egentlig force ved de gule veste bestod ikke i deres manglende mediering eller uklare identitet. Men derimod i, at de organiserede kampzonen i skæringspunktet mellem økonomien og hverdagslivet.

De satte nemlig propper i varecirkulationen, opsatte filtreringsblokader for lastbiler, der dagligt transporterer varer ad Europas motorveje. De satte sig i rundkørsler og opførte interimistiske skure, som blev ødelagt og genopført adskillige gange under protesterne. Det gav dem en logistisk fordel ved netop at lade kampen bløde ind i hverdagen fremfor at være adskilt fra den.

For ved at blokere cirkulationen – ikke på det punkt af størst betydning for kapitalen, men derimod på det punkt, hvor kapitalen trænger ind i hverdagslivet – lykkedes det de gule veste at politisere membranen mellem liv, penge og varer på deres egne betingelser.

Men i sidste ende forblev de gule veste forblændet af deres egen innovationer. For i stedet for at erkende, at de var ved at omforme de bevægelser og praksisser – gennem hvilke økonomien vikler sig ind i hverdagen – førte deres snævre fokus på Emmanuel Macrons afgang til at omklamre parlamentarismens procedurer.

De gule veste mistede således deres momentum og opløste sig selv i det liberale demokratis formidable evne til at absorbere kritik. Imidlertid er nye opstande skudt op, i særdeleshed under de borgerkrigslignende tilstande i USA. De åbne kampe mellem demonstranter og immigrationspolitiet, ICE, repræsenterer nemlig modsat de gule veste et fornyet potentiale for opstanden.

Hverdagen som kampzone

Fremfor at belejre magtens centrum – regeringsbygninger og politistationer – har de nye opstande i USA, på tværs af klasse, social identitet og etnicitet, indtil videre formået at flytte kampens tyngdepunkt.

For proportionelt med regeringsstyrkernes aggressive invasioner af de amerikanske storbyer – Washington DC, Chicago og Portland – flokkes indbyggere med horn og fløjter til deres nabolag for at beskytte dem. I karavaner af private køretøjer patruljerer de boligområder, mens de skygger og forstyrrer ICE-betjente op og ned ad gader og stræder. Naboer samles i en slags civile vagtværn omkring skoler, varelagere, parkeringspladser, indkøbscentre og arbejdspladser, og danner forsvarsråd for daglejere, der er i immigrationsmyndighedernes søgelys.

Hverdagens rum er igen blevet en kampzone. De nye fremskudte baser fungerer nemlig som kommunale mødesteder, der rækker ud over de traditionelle politiske markører ved at fæstne opstanden i lokalt forankrede relationer. Og dette giver deltagernes vrede en kollektiv retning og en taktisk fleksibilitet.

Den kollektive overvågning af ICE-betjente nedefra, samt et konkret sæt af opgaver – at forhindre anholdelser, sikre ruter for daglejere, og forstyrre og bortvise fjender – producerer derfor nye former for modmagt, som to årtiers sociale bevægelser konsekvent har fejlet i at opføre. Enten fordi de har fejret sig selv ihjel eller er blevet opløst af statsmagtens vold.

De praktiske foranstaltninger i kampen mod ICE medfører også udviklingen af en ny bevidsthed om kapitalens bevægelser og dermed greb på livet som helhed: at løfte kampen ind i hverdagens rum tilfører et nyt potentiale for at udvikle, ikke en ny ”klassebevidsthed”, men en slags ”kapitalbevidsthed” baseret på nye tværgående fællesskaber.

Det er uden tvivl også af denne grund, at Trump-administrationen ihærdigt forsøger at kontrollere fortællingen ved at tildele den organiserede modstand over for ICE-offensiven et mærkat: nemlig påstanden om at bevægelsen er styret af en centraliseret, hierarkisk organisation – Antifa – som er finansieret af Demokrater og andre ”liberale” elementer.

Formålet med myndighedernes karikerede og åbenlyst falske fortælling er selvfølgelig at maskere de sanselige beviser for den tiltagende modstand over for uretfærdigheden – samt at lukke ned for dets potentialer for at tænke andre måder at indrette samfundet på.

Den globale borgerkrig

Et fremtrædende kendetegn ved det nuværende interregnum er altså også, at opstanden gradvist opløses i takt med, at kampen intensiveres i praksis. Med andre ord at de nye opstande i det 21. århundrede omgår de traditionelle kategorier for social og politisk identifikation og dermed trækker sig selv ud af kampens snævre ramme.

Men det betyder ikke, at de forskellige bevægelser på både venstre- og højrefløjen mister deres betydning. Tværtimod kan de på påtage sig nye opgaver. For eksempel kan man forestille sig, at nye, brede og modige oprør kan lære af de glemte dele af historien. På den måde kan de genbruge tidligere strategiske erfaringer og bruge dem til at nå fælles mål – uden at være begrænset af fløjenes lukkede kultur, slagord og sprog.

Som Luigi Mangiones drab på sundhedsforsikringschefen Brian Thompson i 2024 afslørede, var de offentlige reaktioner ikke aflæselige som eksplicit partipolitiske eller hentet fra fløjenes verserende kulturkrige. Men derimod fortolket som et decideret udfald mod kapitalen. Fløjene kan med andre ord måske tøjle disse energier og forsyne en platform for dem.

Når tidevandet vender til opstandens fordel, når politistationerne er brændt ned, politikerne forskanser sig i deres bunkere, og de superrige flygter i deres helikoptere, må oprørerne ikke hvile på ruinerne. De må omsætte de nye fællesskaber, vagtværn og kampgrupper til prototyper på nye måder at organisere samfundet på – uden kapitalen som omdrejningspunkt for den sociale reproduktion.

Når et regime forstener og bliver synligt, kan fremtiden kun sikres ved at andre, nye fiktioner begynder at tage form.