Er fred farligere end krig?

Med stor interesse læste jeg Søren Rishøjs vigtige analyse af Ukraine-krigen i Solidaritet 29. marts 2025. Rishøjs analyse munder ud i, at Finlandisering af Ukraine er uundgåelig og NATO-medlemskab er ikke en mulighed.

På den anden side plæderer Mikael Hertoft for, at Rusland skal trække sig tilbage. Endvidere skal Rusland betale krigsskade-erstatning til Ukraine. Og russiske krigsforbrydere skal straffes. Moralsk set rigtige krav. Især hvis også ikke-russiske krigsforbrydere skal straffes.

Hertoft taler ikke om NATO. I det hele taget står det mig uklart, hvordan og af hvem Hertofts krav skal realiseres i den virkelige verden. Kravene kan kun gennemføres, hvis Rusland taber krigen. Det vil vel sige, at russerne skal trænges tilbage til grænserne af 1991 og står så svækket, at Ukraine kan diktere freden.

Jeg har meget svært ved at se, hvordan det skal ske. Rusland har i flere år haft fremgang i krigen. Og inderkredsen i Kreml har fået undertrykt stadig mere opposition og har omstillet til krigsøkonomi. Ruslands olieindkomster opvejer de tab, som sanktioner har påført landet.

Hvem skal besejre Rusland?

Mange i ”Europa” – herunder Danmark – agerer fortsat, som om der er mulighed for at få USA tilbage i NATO-folden. Jeg sætter ”Europa” i anførelsestegn, fordi det (endnu) ikke er klart, hvem der i denne sag er ”Europa”.

Trump lader foreløbig de forsyninger, som er besluttet i Bidens tid, rulle videre i pipelinen. Men det er sværere at forestille sig, at han går til kongressen for at få nye kæmpebeløb til finansiering af krigen i Ukraine. Men ”Europa” er vel nødt til at ligge på knæ for Trump, så længe der er et mikroskopisk håb om, at han lever op til sit rygte som uberegnelig og endnu en gang vender 180 grader.

For Europa er i lang tid endnu afhængig af USA på nogle militære og teknologiske nøgleområder. Ukraine og resten af Europa vil fx længe endnu være afhængig af amerikanske reservedele til våben.

I hvor høj grad kan europæiske efterretningsvæsener løfte opgaverne, hvis USA ikke hjælper? Som jeg forstår det, kan ”Europa” godt glemme enhver illusion om fortsat krig, hvis USA lukker for satellitstøtte og efterretninger.

Ingen ved, om de mange europæiske ledere selv tror på, at det er muligt at få USA tilbage i folden. Illusioner kan jo leve længe. Men den tidligere danske NATO-ambassadør Michael Zilmer-Johns anser det ifølge Berlingske 6. marts 2025 for utænkeligt, at Ukraine kan få alt tabt tilbage.

Han vurderer også, at det er utænkeligt, at vi igen vil få et amerikansk engagement i Europas sikkerhed som under den kolde krig. Han mener heller ikke, at nogen har konkrete bud på, hvilke sikkerhedsgarantier man realistisk kan give Ukraine. Og Ukraine ser han ikke som medlem af EU inden for ”en overskuelig fremtid”. Han mener dog, at det er muligt at give Ukraine ”bidder” af et medlemskab på særlige områder.

Han peger på, at det ”vil tage tid” at opbygge en militær styrke i Europa på. Zilmer-Johns mener derfor, at Europa har en interesse i, at Ukraine fortsætter med at kæmpe: ”Hvis man ser meget kynisk på det, er det rigtigt, at så længe russerne er der (Ukraine), kan de ikke være her.” Det er en ganske logisk konklusion, hvis man har den præmis, at Putin vil genskabe et zarrige.

Europa har, hvad andre har kaldt en pervers interesse i at kæmpe til sidste ukrainer for at vinde tid til gavn for alle andre end Ukraine. For hvis man ikke gør noget andet end det, som nu tegner sig blandt ”de villige” vil det føre til en fortsat lemlæstelse af Ukraine med endnu flere døde og afståelse af fx Odessa og risiko for noget, der ligner tredje verdenskrig. Og så tilmed med risiko for en atomkrig ved et uheld.

Er det denne ofring af Ukraine til fordel for Vesteuropa, Mette Frederiksen tænker på, når hun taler om, at fred er farligere end krig?

Efter min vurdering bør Europa se i øjnene, at kontinentet ikke kan bygge sin sikkerhedspolitik på USA. Trump-administrationen har nu i 2025 chokeret med knive i ryggen på Ukraine og Europa. Og især en kniv i Danmark mht. Grønland. Man mindes Henry Kissingers ord: ”It may be dangerous to be America´s enemy, but to be America´s friend is fatal.” 

Mikael Hertoft bør forklare os følgende: Hvis vi ikke kan stole på USA, kan vi så overhovedet være sikre på, at ”Europa” kan hjælpe Ukraine til sejr? I mine øjne ser det meget svært ud. Der er lang vej til en bred europæisk enighed om en aktiv og selvstændig politik uden forventninger til USA.

Hvad kan Europa?

Europas militære potentiale er ikke så lille. Især ikke hvis Europa får tid. Men det tager år at bygge slagkraftige divisioner og få dyrt og teknologisk avanceret grej til at fungere.

Vi skal helst gøre Europa uafhængigt af amerikanske og israelske våben. Men som bekendt er Europas militærindustri nu for lille i forhold til forventningerne. Og man kan ikke få våbenfabrikanterne til at udvide tilstrækkeligt, hvis Europa ikke er så politisk stabilt, at man kan forvente afsætning mange år frem.

Er ”Europa” EU? EU holdt topmøde 6. marts 2025. Der var enighed om at bruge 6000 mia. kroner på oprustning. Men er alle EU´s regeringer og alle befolkninger klar til det? Og hvis man skal låne det meste af dette beløb, risikerer man stigende obligationsrenter – og dermed en økonomisk nedtur.

Svaret må være, at blandt de europæiske lande er befolkningernes entusiasme for oprustning og eventuel krig ikke udelt. Frankrig og UK har indtil videre sat sig i spidsen af Europas ”villige” (at man bruger et udtryk som ”villige”, som er hentet fra den FN-stridige fiasko-krig i Irak, udtrykker smagløst).

De villiges Europa

Hvis vi ser ”Europa” som en koalition af villige, så er det indtil videre Nordeuropa, herunder Storbritannien, de skandinaviske lande, de baltiske lande, Polen, Frankrig, Tyskland, Holland og måske nogle flere. Hertil kunne måske føjes Canada. Adskillige af disse lande – herunder Danmark og vistnok også Polen, som er optaget af sin østgrænse – har aktuelt mange soldater bundet til bevogtningsopgaver.

Indtil videre kan de ”villige” mest slå tomme slag i luften. Den danske regering slog mandag 10. marts et sådant slag i luften ved at erklære, at man i givet fald stiller tropper til rådighed. Det kan man sagtens sige. For det kommer aldrig til at ske. Russerne vil ikke acceptere det.

Et andet ”Europa” viser sig nu som de lande, der har den største tradition for våbenproduktion (Sverige, Tyskland, Frankrig, Spanien m.fl.). De vil danne ”et indre marked” for våben. Det har de en oplagt interesse i. Resten af EU synes ikke at være med.

Er der et Europa ud over det, som geografer definerer? ”Europa” har fortsat intet telefonnummer.

At samle ”Europas” militær er som at ville samle mellem 27 og 50 Folkevogne til verdens hurtigste racerbil.

Mikael Hertoft, hvordan vil du gribe den opgave an? Skal vi købe amerikanske våben? Skal vi sende flere F16-fly, hvis vi har nogle? De er de seneste versioner af de russiske TU 34-fly underlegne. Mikael Hertoft, du skyldes os at konkretisere, hvordan vi støtter Ukraine i den situation, vi har nu.