Ukraine: Situationen i og omkring Ukraine – og et svar til Tim Knudsen

Som jeg har gjort nogle gange før, vil jeg gerne opdatere Solidaritets læsere på situationen i og omkring Ukraine.

Men først et par ord om ”realister” og ”idealister”. Selv hører jeg åbenbart til de sidste, mener Tim Knudsen i Solidaritet 5. april – og jeg må gå ud fra, at han så regner sig selv til blandt realisterne.

Men jeg vil ikke anerkende den skelnen. Jeg vil ikke anerkende, at det at kræve af Ukraine, at de skal kapitulere, er ”realistisk”.

OK – hårdt presset vil jeg godt indrømme, at jeg er idealist. Jeg kæmper for det, jeg tror på – og jeg holder med de gode, som jeg ser dem. Der er selvfølgelig en moralsk side i, at jeg støtter Ukraine i deres forsvarskrig.

Jeg er oprigtigt forfærdet over de krigsforbrydelser, Rusland dagligt begår med bombardementer af civile, mishandling af krigsfanger, ulovlige henrettelser osv. Jeg kan ikke og vil ikke se bort fra, at Rusland fører en angrebskrig i Ukraine, og at krigen vil stoppe den dag, Rusland trækker sig ud af Ukraine.

Men jeg afviser, at jeg ikke tager hensyn til realiteterne. Tværtimod – i de tre år, jeg nu har diskuteret med ”fredsvenner” på venstrefløjen, som har krævet ”fredsforhandlinger”, har jeg hele tiden haft fokus på konkret analyse, af, hvad der sker i Ukraine – mens mine moddebattører mest har haft fokus på, hvad de mente, der var sket i perioden op til krigen – og så godt som aldrig forholder sig til, hvad der faktisk sker i krigen.

Retfærdig fred – ikke kapitulation

Tim Knudsen spørger i sin artikel, om fred er farligere end krig? Svaret på det er selvfølgelig nej. Vi skal stræbe efter at få lavet en retfærdig fred.

I øjeblikket er der en tilstand af krig i Ukraine, hvor Rusland angriber og har angrebet i tre år, aktivt. Ukraine har også i de tre år forsvaret sig – aktivt, og krigen har bredt sig fra Ukraine ind i Rusland og ud i Sortehavet. Det er realiteterne. Farlige realiteter.

Selvfølgelig skal den krig stoppes. Men det kan ikke ske, og det skal ikke ske, ved at Ukraine kapitulerer. Og det er, hvad Tim Knudsen foreslår. Ukraine skal ”finlandiseres” – krigen skal afsluttes ved at Ukraine tillader Rusland at beholde, hvad de har erobret.

Men Tim Knudsen – det vil ikke blive fred, det vil blive fortsættelse af krigen med andre midler. Det neutrale, tilbageværende Ukraine kan så blive protektorat – koloni for USA med en minedrifts-traktat.

Tim Knudsen stiller mig også et par direkte spørgsmål:

“Mikael Hertoft, hvordan vil du gribe den opgave an? Skal vi købe amerikanske våben? Skal vi sende flere F16 fly, hvis vi har nogle? Mikael Hertoft, du skylder os at konkretisere, hvordan vi støtter Ukraine i den situation vi har nu.”

De spørgsmål vil jeg meget gerne svare på:

1) Nej, vi skal ikke købe flere amerikanske våben. Vi skal udtræde af aftalen om køb af og produktion af F35-fly, der bliver brugt af Israel i Gaza.

2) Jeg tror ikke, vi har flere F16-fly at sende af sted.

3) Derfor skal vi foreslå, at Danmark indkøber svenske jagerfly, træner danske og ukrainske piloter i brug af dem samtidig – og sender halvdelen af flyene til Ukraine.

Trumps våbenhvile … som næsten ikke er der

USA har tvunget Ukraine til at sige, at de gerne går ind for en total våbenhvile i en tidsperiode. Det er, hvad mange ”fredsfolk” har råbt på i årevis. Men foreløbig har jeg ikke hørt en af dem rose Ukraine for dette skridt – eller kritisere Putin for ikke at ville lave nogen våbenhvile.

Der er ganske vist aftalt to små våbenhviler af vist nok 30 dages varighed. Det er svært at vide, for aftalerne er indgået mellem Rusland og USA, og hverken Putins eller Trumps udsagn er pålidelige. Den ene er, at Rusland og Ukraine ikke må angribe hinandens energi-infrastruktur ifølge Rusland – eller i USA’s version energi og infrastruktur.

Måske bliver denne aftale faktisk til en vis grad overholdt – og er i så fald i høj grad til gavn for Rusland. For situationen er den, at Rusland har optrappet deres angreb med droner og raketter på civile mål – lejligheder, hospitaler m.m., som ikke er en del af aftalen.

Ukraine har, siden krigen startede, ikke systematisk angrebet civile mål, og er ikke begyndt på det nu. De vil hellere angribe Ruslands energi-infrastruktur, som understøtter fronten og giver Rusland indtægter for salg af forarbejdet olie og gas. Men måske er det ikke så vigtigt lige nu, fordi Ukraine har militære mål nok at angribe.

Der er en anden våbenhvile, som siger, at civile skibe ikke må angribes i Sortehavet. Det ændrer dog ikke på status quo, siden Ukraine for et år eller halvandet siden lykkedes med stort set at fordrive russiske krigsskibe fra den vestlige del af Sortehavet. Både Rusland og Ukraine kan nu sejle varer ud gennem Sortehavet og importere samme vej.

Men en rigtig våbenhvile – det er der ikke. Tværtimod er kampene så intense som nogensinde før.

Ruslands offensiv i Donetsk er gået i stå

Rusland har igennem mere end et halvt år forsøgt at trænge frem mod vest og indtage byen Pokrovsk i Donetsk regionen. Det har Rusland investeret enorme mængder soldater og materiel i – men er ikke kommet ret langt

Her kommer to kort fra den vigtigste del af fronten i den russisk-ukrainske krig. Der er fem måneder mellem de to kort – det ene er fra november 2024, og det andet er fra april 2025.

Det er klart, at der er en minimal fremgang for de russiske styrker, som i et halvt år har anvendt enorme ressourcer på at angribe og indtage Pokrovsk – men uden held. Dette er en del af det russiske mål om at ”befrie” Donetsk. Men det er gået i stå.

Rusland er på det halve år i alt rykket ca. 10 kilometer frem. Og de sidste par måneder er Rusland slet ikke kommet nogen vegne.

Ukraine har løst en række problemer

Hvad sker der ved fronten? Her kommer min egen vurdering:

For det første ser det ud til, at det er lykkedes Ukraine at løse nogle af de problemer, de har haft med at organisere deres forsvar og rotere styrkerne ved fronten.

For det andet mangler Rusland i stigende grad pansrede mandskabsvogne og kampvogne til deres angreb – og er derfor nødt til i et vist om omfang at angribe med infanteri og med brug af lastbiler og civile biler. Det øger selvfølgelig de russiske tab.

For det tredje er det lykkedes Ukraine at presse russisk luftvåben noget tilbage – også fra flybaser tæt på Ukraine – og derved er effektiviteten af de russiske glidebomber aftaget noget.

Og for det fjerde bliver droner mere og mere centrale i krigen, og på det punkt har Ukraine en innovativ fordel – selv om Rusland hurtigt kopierer Ukraines fremskridt. Den seneste gadget er droner, som ikke styres ved radio, men gennem optiske kabler – forestil dig en slags fiskesnøre. De er bedst til forsvar, fordi de kan ligge klar og ”slumre” foran fronten, når fjenden angriber, og så kan de vågne op og gå i kamp.

Men alt i alt er styrkeforholdet nu mere lige end nogensinde før. Nu er der snak om, at Rusland måske er ved at forberede en forårsoffensiv, men de skal ikke vente længe, før foråret er forbi. Ukraine har i et halvt år også haft en del af Rusland besat – på et tidspunkt var omkring 700 kvadratkilometer i Kursk Oblast under Ukrainsk kontrol, men Ukraine har nu stort set trukket sig ud af dette. Men der er stadig kampe i Rusland tæt ved grænsen.

Faldende oliepriser og dalende våbensalg – hvordan går det for Rusland?

Tim Knudsens realisme går mest på at Rusland ikke kan besejres – at Ukraine ikke kan vinde – og det bygger igen på at Rusland klarer sig godt – har gode indtægter, flere våben og soldater end Ukraine. Men hvordan går det nu med det?

Donald Trumps besynderlige økonomiske udenrigspolitik har fået prisen på olie til at falde, så den nu er 63,66 dollars pr. tønde efter at have nået et lavpunkt på 62,82 dollars tirsdag 8. april. Det er det laveste i hele den periode, Ukraine-krigen har varet. Hvis oliepriserne fortsætter med at være lave, vil det ramme den russiske økonomi hårdt.

Også Ruslands våbeneksport lider, idet Rusland selv har brug for våbnene i Ukraine, ligesom de ikke er i stand til at overholde leveringsfrister.

Rusland er en stor våbenproducent – og har også været en stor eksportør af våben.

Maksim Katz, der er russisk oppositionsblogger, har publiceret en opgørelse over russisk våbensalg fra 2018 – 2024. Heraf fremgår det, at eksporten kun er en skygge af sig selv.

Tilsyneladende begynder Rusland faktisk at mindske sin våbenhandel nogle år før krigen starter og fortsætter med det under krigen. Man kan gætte på årsagerne: Rusland har brug for alle de våben, de kan lave til sine egne formål i Ukraine, flaskehalse i økonomien og ukrainske angreb på fabrikker skaber forsinkelser og en del lande har ikke lyst til at købe russiske våben.

Det er et stort slag for Ruslands økonomi, hvis vigtigste eksportvare netop er olieprodukter.

Kyiv Independents Tim Zadorozhnyj kommenterer 10. marts også faldet i russisk våbeneksport, som opgjort af SIPRI i en rapport fra marts 2025, og skriver at: ”Nedturen bliver tilskrevet, at Rusland prioritetrer våbenproduktion til sit eget militær, de vestlige sanktioners virkning og øget pres fra USA og dets allierede på lande der producerer køber russiske våben”.

Endelig er Ruslands ressourcer af mænd til at komme i hæren ikke uendelig.

Bekymringen for det syge Europa

Tilsyneladende er Tim Knudsen mest bekymret for, om ”Europa” kan klare sig uden USA’s støtte – og han stiller mig et andet direkte spørgsmål: ”Mikael Hertoft bør forklare os følgende: Hvis vi ikke kan stole på USA, kan vi så overhovedet være sikre på, at ”Europa” kan hjælpe Ukraine til sejr. I mine øjne ser det meget svært ud. Der er lang vej til en vred europæisk enighed om en aktiv og selvstændig politik uden forventninger til USA.”

I de tre år, der er gået siden Rusland invaderede har Europas og USA’s støtte til Ukraine sjældent været helhjertet, effektiv eller stabil. Der har været våbenleverancer – mange, men ustabile og forsinkede – og der har været økonomisk hjælp – som fra EU-landenes side har været meget omfattende.

I øjeblikket vedtager EU landene en større og mere omfattende hjælp til Ukraine. Men vi kan selvfølgelig ikke være sikre på, at det fortsætter. Vi kan gå ind for det, og vi kan støtte det.

Til gengæld ved vi, at Ukraine i de år der er gået, er blevet mere selvstændige – har udviklet droner og havdroner enormt, etableret egen produktion af artillerigranater mm. Så Ukraines nederlag er ikke givet.

Jeg er glad for Tim Knudsens formulering om, at Europa kan hjælpe Ukraine til sejr. Det er en selvstændig pointe, at det først og fremmest er Ukraine der kæmper sin forsvarskamp – og at det er vores opgave at ”hjælpe”.