Vejen til fred i Ukraine går ikke uden om ukrainske indrømmelser – et svar til Mikael Hertoft

Vi er alle forfærdet over krigen i Ukraine. Hvordan kan vi bedst bidrage til at få afsluttet denne krig? Mikael Hertoft mener i en Solidaritets-artikel, der bl.a. er et svar til mig, tilsyneladende, at Ukraines grænser skal føres tilbage til 1991, at russerne skal betale krigsskadeerstatninger, og at russiske krigsforbrydere skal dømmes. 

Det er moralsk rigtige krav. Jeg vil gerne tilføje, at det bør gælde alle krigsforbrydere, og at Rusland og Ukraine bør gennemføre mindretalsbeskyttelse i Østukraine. Samt forhandle om, hvordan forskellige grupper kan leve sammen på Krim. 

Hvorledes forholder Hertoft sig til en eventuel optagelse af Ukraine i NATO? For mig at se vil det blive konsekvensen, hvis Hertofts drømme virkeliggøres. I 1991 blev det i øvrigt fastslået i Ukraines forfatning, at landet skulle være neutralt. Løfterne om ikke-udvidelse af NATO blev brudt.  

Russerne går frem 

Meget lidt tyder på, at krigen kan afsluttes, som Hertoft drømmer om. Det er en langsom nedslidningskrig, hvor russerne har de fleste resurser. 

Kursk er ved at være tilbageerobret (det er misvisende, når Hertoft skriver, at ukrainerne har trukket sig ud, de er drevet ud). Langsomt går russerne frem på forskellige frontafsnit. At Rusland eksporterer færre våben end før, skyldes ikke, at det kniber med våbenproduktionen. Den er øget voldsomt. Men Rusland har prioriteret våben til sig selv, samtidig med at Vesten i 2017 intensiverede oprustningen af Ukraine. Det er efter mine oplysninger korrekt, at ukrainerne er blevet dygtige til at producere og bruge droner. Men det er russerne også.

Hertoft taler om at købe svenske kampfly. Hvilke kampfly? Hvor lang er leveringstiden? Hvor lang tid vil det tage at uddanne piloter? Er kampfly i det hele taget det rigtige i en tid, hvor dronerne er blevet det våben, som anretter størst skade på modstanderne?

Jeg er ikke som Hertoft sikker på, at Rusland nu er på vej ind i dybere økonomiske vanskeligheder. Russerne afsætter mere og mere olie til kineserne. Ikke nødvendigvis til verdensmarkedspriser. Ændringer i oliepriserne vil gå langt mere ud over fx USA, fordi den amerikanske olie blandt andet på grund af fracking er dyrere at producere.

Trods amerikansk støtte er det ikke gået godt for Ukraine. Og hvis Trump trækker den amerikanske våbenstøtte og især de amerikanske efterretninger, risikerer Ukraine at stå endnu svagere. I det hele taget savner jeg, at Hertoft tænker den amerikanske politiske krise og især den mulige dybe økonomiske krise ind. Der kan i al fald ikke være tvivl om, at store dele af den amerikanske befolkning er mere optaget af egne problemer end af Ukraines.

Er det så det eneste moralsk rigtige at støtte ukrainernes fortsatte kamp, som Mikkel Hertoft ønsker? Hvis resultatet bliver endnu flere døde og et stadigt mere ødelagt Ukraine? Flere immigranter? Det er det kun ud fra en ensidig sindelagsetisk synsvinkel. Ud fra en ansvarsetisk synsvinkel mener jeg, at Hertoft synspunkt er umoralsk. Han vil i behagelig afstand fra krigen opmuntre ukrainerne til at kæmpe videre for nogle krigsmål, uanset at meget tyder på, at de er urealistiske. 

Her tror jeg, vi er ved kernen i vor uenighed.

Alternativet er fredsforhandlinger

Alternativet til Hertofts drømmescenarie behøver ikke at være ukrainsk kapitulation, som Hertoft tror (og skyder mig i skoene, selv om jeg ikke har skrevet det). Det kunne være fredsforhandlinger. For et land som Danmark burde det være en opgave at understøtte enhver bestræbelse for at få krigen afsluttet, inden den ødelægger Ukraine endnu mere.

Søren Rishøj har i Solidaritet foreslået en ”finlandisering” af Ukraine. Det neutrale Østrig har også været foreslået som en model. Både Finland og Østrig klarede sig som neutrale lande strålende under den kolde krig.

Hvor dilettantisk Trump-administrationen end er, så har den gjort forsøg på at forhandle med russerne. 

Jeg erkender, at der er grunde til at tvivle på, at der kommer ret meget ud af det. Men det er altså virkeligheden omkring den imploderede supermagt USA, at den har fået en uberegnelig politisk ledelse. 

Jeg foreslår, at vi i stedet for at indgå i amerikansk baseudbygning i Danmark og være krigeriske på Ukraines vegne, begynder at tænke i, hvordan en realistisk fredsslutning kunne se ud. Fredsudspil og mæglerrollen passer bedre til Danmarks størrelse end Mette Frederiksens og Mikael Hertofts krigeriskhed.

Krigens gang har gjort, at det nu er svært at forestille sig en fred uden, at Ukraine må afgive Krim og nogle østlige oblasts (provinser, red.). Og jeg forestiller mig, at jo længere krigen fortsætter, jo mere kommer Ukraine til at afgive. Desuden må enhver tanke om NATO-medlemskab for Ukraines vedkommende afskrives.

Mener Hertoft i lighed med Mette Frederiksen, at fortsat krig i Ukraine er ”nødvendighedens politik”, hvis vi skal undgå, at Rusland angriber NATO-lande? Jeg har ikke samme historieforestilling som Frederiksen og Hertoft. 

Det er i øvrigt selvmodsigende at fremstille Rusland som aggressivt samtidig med, at Hertoft beskriver det som i dybe økonomiske vanskeligheder.

Jeg ved lige så lidt som Hertoft, hvordan forholdene er i Rusland om nogle år. Det er usikkert, hvor længe Putin vil sidde der (og vi ved ikke, om eventuelle efterfølgere fra vores synspunkt vil være værre eller bedre). 

Og uanset hvad Putin måtte drømme for tiden, så kast lige et blik på hans militære kapacitet. Den er stor nok til i en langvarig nedslidningskrig at trænge ukrainerne tilbage. Men hvis Putin er rationel, konkluderer han, at Rusland vil pådrage sig store vanskeligheder ved eventuelt at slås i Baltikum, Polen eller Finland mm.

Ruslands rationelle interesse i Vestukraine er begrænset. Det vestlige Ukraine var ikke en del af zarriget, og her bor færrest, som formodes at være russisk sindede. Tværtimod. Hvis hele Ukraine indtages af russerne, vil der være mange forbitrede modstandere mod russerne, som der var tidligere. 

Vi bør huske, at der var ukrainere, der sammen med tyskerne under anden verdenskrig kæmpede hadefuldt mod Sovjetunionen. Og der foregik guerillakampe i Ukraine frem til omkring 1950-1951. De sidste modstandsfolk blev fængslet i slutningen af halvtredserne, så langvarig var modstanden..

Vi bør også huske, som de russiske ledere må gøre det, at noget af det, som svækkede Sovjetunionen var opstande i DDR 1953, Ungarn 1956, Tjekkeslovakiet 1968 og flere opstande i Polen. 

Vi bør også huske, at Ukraine efter en krig vil være et hærget land. Formentlig med en del ekstreme og hadefulde revanchister. Det vil være en stor belastning for Rusland, hvis Ukraine skal hjælpes på fode igen ifølge en russisk ekspert i international politik, har Sergei Karaganasammen med den amerikanske professor John Mearsheimer  pointeret i en video på Alarabiya English (1.4.2025).

Og jo længere ”Europa” hepper på ukrainerne for at få dem til at kæmpe, jo mere vil skulle genoprettes og jo sværere bliver det at få de flygtede ukrainere til at vende tilbage.

Mineralrigdommen er størst i Østukraine – hvis der altså er noget af stor betydning. Krim, nogle østlige oblasts, evt. Odesa og et svagt neuralt og lemlæstet RestUkraine kan være nok for Putin. Dertil kommer naturligvis afvikling af økonomiske sanktioner.

USA har fra februar 2022 og indtil Trump-administrationen ikke forsøgt at løse problemerne ad diplomatisk vej. Men der er andre muligheder end fortsat krig. 

Danmark og Mikael Hertoft burde støtte hver eneste lille flig af chance for fred. Istanbul aftalen fra 2022 var vel ikke så ringe. Desværre talte krigeriske vestlige politikere som Boris Johnson Ukraine fra at færdiggøre aftalen. 

Nu er det på tide at tænke anderledes end Johnson og Hertoft.