Europa som militær stormagt – er det overhovedet muligt?

Med Trump tilbage i Det Hvide Hus er USA’s engagement i forsvaret af Europa reelt ophørt. NATO kunne nedlægges, men bliver det næppe.

I rollen som ny leder af forsvaret af Europa fremstår Frankrigs præsident Emmanuel Macron. Han har tidligere talt for strategisk autonomi. Vi kan ikke længere stole på, at USA er på Europas side, hvis det kommer til regulær krig med Rusland, siger han. Derfor florerer ideen om at bruge den franske atomparaply til beskyttelse af Europa.

Europæiske atomvåben

Spørgsmålet om atomvåben har flere gange været et centralt emne i NATO. Omkring 1980, da Sovjetunionen opstillede SS-20-raketter, reagerede USA og NATO ved at indsætte Pershing II-missiler. Samtidig var spørgsmålet om ikke-spredning af atomvåben højt på dagsordenen.

I forbindelse med NATO’s udvidelse mod øst blev der også diskuteret “nuclear sharing” – et koncept hvor USA delte atomvåbenkapacitet med allierede, blandt andet gennem eksport af jagerfly, der kunne medføre atomvåben. Troen på det transatlantiske samarbejde forblev stærk, og det var aldrig realistisk at se Tyskland som atommagt – heller ikke i Tyskland selv.

Derfor er man nødt til at se på de europæiske atomvåben, der findes i dag. Storbritannien fik atomvåben i 1952, mens Frankrig først opnåede denne kapacitet i 1960. Modsat Frankrig kan Storbritannien ikke frit dele sine atomvåben med andre … uden USA’s samtykke. ”Gaullismen” – troen på Frankrigs uafhængige styrke – lever fortsat i Frankrig.

I dag diskuterer Polen åbent muligheden for at anskaffe egne atomvåben – selv under Donald Tusks ledelse. Samtidig forholder Polen sig skeptisk over for at afgive suverænitet til et overnationalt EU, Tyskland og Frankrig.

Det svækkede Europa

Som flere udenlandske medier, herunder det polske centrum-venstre-ugeskrift Przegląd, har påpeget, var Europa allerede svækket, før Donald Trump vendte tilbage. EU’s andel af verdens bruttonationalprodukt (BNP) er faldet markant i forhold til USA’s og Kinas. Kontinentet er splittet, og kvaliteten af Europas politiske ledere er dalet støt. Tom retorik, kynisme og dobbeltmoral er blevet mere fremtrædende. Samtidig vinder protestdemokratier frem i stadig flere lande.

Europas svækkelse bliver særligt tydelig, når europæiske ledere besøger lande uden for kontinentet. Festlighederne var for eksempel afdæmpede, da Ursula von der Leyen og Emmanuel Macron besøgte Beijing. På samme måde blev Tysklands udenrigsminister Annalena Baerbock ikke mødt med stor opmærksomhed under sine besøg i Malaysia, De Forenede Arabiske Emirater og Brasilien.

Siden Tony Blairs tid har Europas socialdemokratier ført en neoliberal politik og mistet forbindelsen til de dårligst stillede. Partier til venstre for Socialdemokratiet står svagt i de fleste europæiske lande. De har haft svært ved at appellere til de mest udsatte grupper og har kæmpet med at finde en klar linje i forhold til enten at støtte fortsat krig eller arbejde for fredsforhandlinger i Ukraine.

På venstrefløjen kæmper “høge” mod “duer”, og denne splittelse har styrket protestpartierne. Det blev senest tydeligt ved det tyske valg, hvor SPD led et markant nederlag.

Kan “Rearm Europe” gennemføres?

Mindre militærforbrug kunne frigøre midler til at bekæmpe fattigdom og klimaforandringer, men det står for nuværende langt fra øverst på den politiske dagsorden. Tværtimod har EU-Kommissionen foreslået en ReArm Europe Plan, der skal tilføre forsvarsbudgetterne 800 milliarder euro over de næste fire år – heraf 150 milliarder gennem lån. Ifølge internationale medier ser diplomater i Bruxelles dog kun dette som et “godt første skridt”. Som det ofte siges, ligger djævelen i detaljerne, og denne plan er ingen undtagelse.

EU’s forsvarskommissær, Andrius Kubilius, udtalte for nylig i Europa-Parlamentet, at Europa står over for et massivt “defence shortfall” (mangel på forsvar) på 500 milliarder euro. Han fremhævede også, at der mangler tusindvis af kampvogne og pansrede køretøjer. Afstanden til Donald Trumps krav om, at Europa skal bruge 5 procent af BNP på forsvar, er enorm. Flere gældsramte lande har allerede sagt nej til øgede militærudgifter, og de 5 procent er urealistiske.

På EU-topmødet i Haag i juni sidste år blev der talt om at sætte en officiel målsætning på 3,7 procent af BNP. Bag kulisserne er der dog bred enighed om, at det ikke bliver en realitet inden for fire år – snarere vil det tage et helt årti, før Europa kan gennemføre større militæroperationer uden USA.

Finlandisering af Ukraine er uundgåelig, NATO-medlemskab umuligt

Ifølge planen skal Europas hjælp til Ukraine også øges, da USA sandsynligvis vil bidrage med mindre. Regeringen i Kyiv har allerede meldt ud, at der er behov for mindst 33 milliarder euro i ekstra støtte i år. Skulle der opnås en våbenhvile – og måske en varig, men uofficiel fredstilstand – kan Ukraine ende med en finlandisering, altså en alliancefrihed, der minder om Finlands status under den kolde krig. Det kan vise sig at være den eneste realistiske løsning, da USA og flere NATO-lande fortsat afviser ukrainsk NATO-medlemskab.

Flere internationale analyser har påpeget ligheder mellem Ukraine og Finland før 1989. Finland udkæmpede mellem 1939 og 1944 to krige mod Sovjetunionen og måtte til sidst afstå territorium – en skæbne, som Ukraine muligvis også står over for efter en våbenhvile. Ukraine har allerede været i krig med Rusland to gange: først hybridkrigen efter annekteringen af Krim, og siden en krig i fuld skala efter den russiske invasion 24. februar 2022.

Både Finland og Ukraine deler en lang grænse med Rusland på omkring 1300 km. Under den kolde krig bevarede Finland sin alliancefrihed gennem den såkaldte Paasikivi-Kekkonen-doktrin, hvilket gav nogle økonomiske fordele. Finland udviklede samtidig sin egen militærindustri og står i dag – nu som NATO-medlem – med en af Europas mest kampklare hære og en høj battle readiness.

Ukraine har allerede opbygget en betydelig militærindustri og råder over en hær med omfattende kamperfaring. Sikkerhedsgarantier kan kun sikres gennem bilaterale aftaler – og uden garanti for militær støtte udefra, hvis landet igen skulle blive angrebet af Rusland. Kort sagt: Efter en våbenhvile vil Ukraine ikke være dækket af NATO’s artikel 5.

Coalition of the willing

Der diskuteres nu en mulig indsættelse af fredsbevarende styrker i Ukraine gennem en såkaldt coalition of the willing – en koalition af frivillige stater. 18 lande, herunder Danmark, støtter initiativet, mens en række andre, såsom Østrig, Belgien, Bulgarien, Kroatien, Cypern, Portugal, Grækenland, Ungarn, Irland, Luxembourg, Malta, Slovakiet, Slovenien og sandsynligvis også Finland, har valgt at stå udenfor.

Kritikerne mener, at koalitionen har begrænset værdi, især i et NATO, der – med USA’s voksende afstand til Europa – står svækket.

Mange peger på, at Kina, Indien og det globale syd bør spille en større rolle i en fredsstyrke for Ukraine. Samtidig vil eventuelle europæiske NATO-styrker i Ukraine næppe kunne forvente militær opbakning fra USA, hvis de havner i væbnede konfrontationer med Rusland som følge af et brud på våbenhvilen.

Verden har forandret sig. Vi har bevæget os væk fra globalismen og mod en mere multipolær verdensorden, hvor internationale institutioner som FN har mistet betydning. Oprustningen fortsætter – i Europa med fornyet kraft. I denne nye globale uorden bliver det stadig sværere at indgå holdbare klimaaftaler og bekæmpe fattigdom. Varig fred kræver pragmatisme og realisme – både i Rusland, Ukraine og i Vesten.