Tim Knudsens “indrømmelser fra Ukraine” vil betyde en sejr for Putin

Tim Knudsen skriver, at jeg i mine indlæg på Solidaritet ”opmuntrer Ukraine til at kæmpe videre”. Og tilføjer at jeg gør det på ”behagelig afstand”.

Men det er et polemisk trick. Det er ikke mig, der opfordrer Ukraine til at kæmpe videre. Det har de selv besluttet. Virkeligheden er, at den ukrainske regering – støttet af det ukrainske folk – har valgt at kæmpe fra den første dag af Ruslands invasion. De opfordrer så folk over hele verden til at støtte dem. Den solidaritet vil jeg gerne vise, og jeg er glad for, at Danmark som land støtter Ukraine.

Derimod sidder Tim Knudsen på ”behagelig afstand” og beder Ukraine om at give op, fordi de ikke ”kan vinde”.

“Et svagt og lemlæstet Ukraine”

Tim Knudsen taler om, at ”Ukraine skal gøre indrømmelser” i overskriften – og i slutningen af artiklen skriver han hvordan han forestiller sig det vil gå: ”Et svagt og lemlæstet Ukraine er nok for Putin.”

Han uddyber, at ”Krim, nogle østlige oblasts, evt. Odesa og et svagt neutralt og lemlæstet Rest-Ukraine kan være nok for Putin. Dertil kommer naturligvis afvikling af økonomiske sanktioner”.

Det er det samme som en total russisk sejr – og man kan tilføje, at dette svage, neutrale og lemlæstede Ukraine næppe vil kunne fungere økonomisk eller blive et fungerende demokrati. Det er mere sandsynligt, at det vil blive en failed state, hvor Ruslands autoritære regering har den reelle kontrol.

Hvori består Tim Knudsens realisme?

Tim Knudsen beskriver i sine debatindlæg sig selv som realist. Men realismen består i at give Rusland sejren og dermed vise Rusland, at imperialistisk krig betaler sig. Tim Knudsen og Donald Trump er helt enige om, at Ukraine må gøre indrømmelser til Rusland for at få fred. De er også fælles om ikke at angive nogen realistisk vej til, hvordan dette kan blive til fred for Ukraine.

Knudsens eneste reelle argument er, at ”Rusland har flere ressourcer” – hvilket er sandt. Ruslands befolkning er ca. fire gange større end Ukraines (i runde tal før krigen).

Rusland har – og især havde – også langt flere våben og soldater. Rusland havde et enormt arsenal af sovjetisk materiel – men det er i høj grad brugt op.

Men i de tre år krigen har varet, har Rusland kun haft meget begrænset fremgang på slagmarken – og Ukraine har været i stand til at kompensere for sine færre militære ressourcer med udviklingen af droner – som har gjort angreb på fronten meget tabsgivende for Rusland. Ligeledes har Ukraines havdroner næsten neutraliseret den russiske Sortehavsflåde.

Ukraine kæmper en krig for dets eksistens. Hvis landet taber krigen, vil det reelt risikere at holde op med at eksistere eller blive en lydstat under Rusland. Så snakker vi ikke om at være ligesom Finland – men snarere en selvstændighed á la den, der gjaldt for Tjekkoslovakiet efter den sovjetiske invasion i 1968 – hvor landet var totalt underordnet Moskva, og ingen frihed havde til at beslutte indre forhold.

Historien har vist, at folk der kæmpede en eksistenskrig kunne vinde over en langt stærkere modstander. Det gælder fx Vietnam, som fejrer 50-året for sin sejr over USA i disse dage.

Kan “indrømmelser fra Ukraine” skabe fred?

Vil der realistisk komme fred, hvis Trump og Tim Knudsen forærer Putin en halv sejr – som indebærer en forkrøbling af Ukraine?

Det vil gøre Rusland til en central – og reaktionær – spiller i forhold til Europa. I et sådant scenarium vil Ruslands reaktionære kræfter blive styrket. Det vil føre til en fortsættelse af krigen i form af oprustning.

Det vil også føre til en fortsat russisk krig mod det ukrainske folk, som vil stå forsvarsløst. Et svagt, ubevæbnet folk vil stå over for en skruppelløs fjende. I de ukrainske områder, Rusland har besat, kan man allerede nu se, hvordan det vil gå. Her foregår der en brutal undertrykkelse og russificering af befolkningen. Ukraine vil der komme i omtrent samme situation, som Gaza er i, i forhold til Israel.

Istanbul-aftalen som ikke var der

Tim Knudsen skriver: ”Istanbul aftalen fra 2022 var vel ikke så ringe. Desværre talte krigeriske vestlige politikere som Boris Johnson Ukraine fra at færdiggøre aftalen”.

Dermed fortsætter han med at udbrede den myte, som Putin har udspredt i snart tre år. Putin har i flere TV-optrædener viftet med nogle papirer og sagt, at her var en aftale om at afslutte krigen.  Men lederen af den ukrainske forhandlingsdelegation David Arakhamia har kommenteret: ”Af en eller anden grund publicerede Putin ikke dette dokument. Hvad tror du? Hvis han havde sådan et dokument, ville han publicere det”.

For der var altså slet ikke nogen ”Istanbul aftale”!

I en måneds tid var der forhandlinger mellem Ukraine og Rusland i Istanbul – og der blev skrevet nogle udkast til aftaler – men de udkast blev aldrig færdige.

Rusland krævede en ensidig afmilitarisering af Ukraine, og Ukraine måtte kun have et meget begrænset antal våben. Det afviste Ukraine.

Rusland og Ukraine blev ikke enige om, hvilke landområder Rusland skulle fortsætte med at kontrollere, og der var ikke enighed om, hvilken indflydelse Rusland skulle have på ukrainsk politik.

Men det helt springende punkt var, hvordan Ukraines sikkerhed skulle garanteres fremover. Man havde fundet frem til en model, hvor en række lande – inklusive de vestlige stormagter og Rusland – garanterede Ukraines sikkerhed og lovede at bruge militær magt, for at forsvare Ukraine i tilfælde af angreb. Men så rejste Rusland kravet om, at alle landene skulle være enige om det. Det ville give Rusland vetoret mod, at garantien trådte i kraft – også selv om Rusland angreb. Det var selvfølgelig uacceptabelt for Ukraine. Så der kom ingen aftale.

Boris Johnson – som dengang var britisk premierminister – kom ganske rigtigt på besøg i Kyiv og frarådede at gå ind for denne aftale og lovede vestlig hjælp.

Men det ukrainske lederskab er kompetent og kunne selv vurdere, hvad det ville betyde at gå ind på de russiske krav. I øvrigt var det Putin selv, der endeligt afbrød forhandlingerne i en tale i Fjernøsten 12. april 2022.  Jeg har tidligere – i august 2024 skrevet mere udførligt om disse forhandlinger i en artikel i Solidaritet.

Sidst vil jeg minde om, at det var Rusland, der angreb Ukraine 24. februar 2022. Inden da havde Rusland reelt kontrol over Krim samt store dele af Donetsk og Lugansk oblast. Ukraine havde ikke taget nogen skridt til at tage disse områder tilbage militært, og Minsk-våbenhvilen var i kraft.

Skal Ukraine være med i NATO?

Tim Knudsen vil gerne vide, om jeg mener, at Ukraine skal med i NATO. Det mener jeg ikke er noget særlig væsentligt spørgsmål for tiden. NATO udgør ingen sikkerhedsgaranti, hverken for Ukraine eller Danmark.

Med Trump-administrationens udmeldinger om, at USA ikke vil garantere deres støtte til europæiske NATO-medlemmer, er der sat et stort spørgsmålstegn ved alliancens fortsatte eksistens og betydning. Det vigtige er derfor at støtte Ukraine, så landet bliver i stand til at håndhæve sin egen suverænitet.

Hvis Ukraine kommer ud af krigen uden at lide nederlag, så vil Europa faktisk have mere brug for Ukraine, end omvendt.

Hvordan går det med fredsforhandlingerne?

Ude i den virkelige verden foregår der noget, som mest er en parodi på fredsforhandlinger. Først mødtes Trumps administration med Rusland i Saudi-Arabien. Så mødtes de med Ukraine samme sted.

Trumps regering har udsendt en del signaler – fx om at Krim skal blive russisk, og senest har Trump udtalt, at Zelenskij forhindrer fredsforhandlingerne ved ikke at ville give Krim til Rusland. Trump har så truet med at forlade forhandlingerne – hvad der måske ville være det bedste.

Zelenskij har pure afvist, at Ukraine vil anerkende Krim som russisk.

Der skulle have været et møde med de førende vestlige allierede i London 23. april – men USA’s udenrigsminister Marco Rubio meldte afbud i sidste øjeblik, og så blev mødet på meget lavere ”teknisk” niveau, og der er ikke kommet noget ud om eventuelle resultater.

Efter nogle tidligere diskussioner i Paris lovede Trump at komme med en fredsplan, men det eneste, der egentlig er kommet frem om den, er at USA vil anerkende Krim som tilhørende Rusland, og at USA mener, at Ukraine fortsat skal have ret til en hær.

Til gengæld er Trumps repræsentant, USA’s særlige udsending Steve Witkoff rejst til Moskva for at mødes med den russiske ledelse. Hvad de skal snakke om er ikke særlig klart.

Den ukrainske præsident Zelenskij har på sin side accepteret ideen om en total våbenhvile – men det afviser Rusland, og kampene fortsætter så intensivt som nogensinde, og det samme gælder Ruslands angreb med droner og raketter på civile i de ukrainske byer. Senest har Rusland også genoptaget angrebene på Ukraines energisystem i Kherson.

Så krigen fortsætter, og bevægelsen ved fronten er næsten gået i stå. Der er selvfølgelig ingen garanti for, at Ukraine vil finde styrken til at drive den russiske besættelseshær ud. Der er i øjeblikket heller ikke meget, der tyder på, at Putin vil tabe magten i Rusland.

Det er derfor muligt, at Ukraine må indgå et kompromis. Men det må være op til dem selv – og ikke til Tim Knudsen eller Donald Trump.

Spørgsmål til Tim Knudsen

Tim Knudsen har stillet mig flere spørgsmål. Jeg har også nogle spørgsmål til ham:

Mener Tim Knudsen, at de vestlige lande skal holde op med at støtte Ukraine militært?

Mere konkret: mener han, at SF og Enhedslisten i Folketinget skal stemme imod danske våbenleverancer og økonomisk støtte til Ukraine?

Foreslår Tim Knudsen, at Ukraine skal afgive de store byer Odesa, Zaporizjzja og Kherson, som de har forsvaret med succes i tre år?

Tror Tim Knudsen, at et ”lemlæstet, svagt og neutralt Ukraine” vil finde reel fred, hvis Putin overtager de fire oblaster i øst, Krim og måske også Odesa?