Et svar til Krogsbæk – igen igen

10. august har den utrættelige Klaus Krogsbæk igen et indlæg, der argumenterer imod våbenleverancer til Ukraine.

Ganske vist skriver han, at:

“Ruslands invasion af Ukraine er et klart brud på folkeretten og bør fordømmes – både af den grund og af flere andre.” Men fortsætter så: “Denne artikel har dog ikke til formål at gentage denne for mig selvindlysende fordømmelse. I stedet vil jeg forsøge at forstå invasionen som udtryk for en mere generel praksis, hvor retten træder i baggrunden, når staters magt og interesser står på spil.”

Så det bliver, hvis det står til Krogsbæk, og i så fald desværre for ukrainerne, ved fordømmelsen, for konklusionen er, at:

“Når man forstår, at krigen i Ukraine udspringer af en verdensorden, hvor magt vejer tungere end ret, bliver det også klart, at svaret ikke kan være at gentage den samme logik – blot med modsat fortegn. Hvis vi virkelig vil værne om freden, kræver det mere end at vælge side i en magtkonflikt. Det kræver et opgør med den orden, der gør krig til et rationelt middel i kampen om indflydelse. Uden det risikerer vi blot at bidrage til den eskalation, vi hævder at ville standse.

At afvise våbenleverancer og blokpolitik i fredens navn betyder ikke, at vi skal udvise forståelse for Ruslands invasion. Tværtimod: Den skal fordømmes. Men vi er nødt til at forstå, hvad der gør den mulig, og hvad der driver den, hvis vi vil noget andet end mere af det samme.

Som demokratiske socialister må vi tage alvorligt, hvad det vil sige at leve i en verden, hvor folkeretten er underlagt stormagtslogik, og hvor fredsidealet bruges som alibi for krig. En sådan erkendelse gør ikke vores modstand svagere. Tværtimod.”

Kapitalisme og folkeret

Denne konklusion kommer Krogsbæk frem til gennem en argumentation, der kan sammenfattes med følgende citater:

“Det handler ikke om at forsvare overgreb, men om at forstå dem som konsekvenser af en verdensorden, hvor stater konkurrerer om betingelserne for deres magt og økonomi. For stater er ikke blot forvaltere af lov og orden, men garanter for national kapitalvækst. De må sikre adgang til energi, investeringer, infrastruktur og markeder – og netop derfor definerer de deres interesser globalt.

Disse interesser overlapper og kolliderer, fordi verdensordenen samtidig bygger på suveræne stater, der alle vil udvide deres rækkevidde, men ikke accepterer ydre indblanding. Det skaber et systemisk modsætningsforhold: Formelt er stater lige, men reelt er der en konstant konkurrence om magt og indflydelse.”

“Når diplomati og økonomisk pres ikke længere slår til, bliver militær magt – i statens egen optik – et legitimt og nødvendigt middel til at sikre egne krav. Ikke fordi nogen er “voldsgale”, men fordi det i systemets logik fremtræder som en praktisk løsning på uløselige modsætninger.”

Og:

“Folkeretten fremstilles ofte som et universelt princip, der gælder lige for alle. Men i virkeligheden er den skabt i en verden af ulige stater, hvor retten ikke ophæver styrkeforholdet, men blot formidler det. Retten virker dårligt uden magt til at håndhæve den, men en sådan øvre myndighed findes ikke, og de stærke går fri.”

Ukraines frihedskamp er legitim – også selv om den ikke fører til kapitalismens endeligt

Bortset fra den mere generelle indvending, at krig ikke er noget, der først kendes fra kapitalismen, og at også socialistiske samfund kan tænkes at komme i væbnet konflikt om knappe ressourcer, er Krogsbæks analyse her langt hen ad vejen rigtig – men også for abstrakt, når den munder ud i, at ukrainerne frem for at modtage våbenleverancer må vente på, at kapitalismen er afskaffet.

Der kan nemlig i dette konkrete tilfælde: invasionen af Ukraine, rent faktisk bruges magt til at håndhæve folkeretten: ved at yde den militære bistand til Ukraine, som Krogsbæk afviser.

Denne bistand til Ukraines forsvar mod aggressionen vil ikke føre til den kapitalistiske verdensordens ophævelse eller fjerne risikoen for fremtidige krige; men den kan i bedste fald bidrage til at redde nogle millioner mennesker fra undertrykkelse under en autokratisk statsmagt og forebygge yderligere væbnet aggression mod andre stater fra samme autokratiske statsmagts side.

Og det er vel trods alt – som med bekæmpelsen af det nazistiske Tyskland og dets allierede i 2. verdenskrig – bedre end ingenting.