Problemet er ikke voldsgale stater, men en verdensorden der gør krigen rationel

”Det er nødvendigt at bekæmpe voldsgale stater. Dem skal vi ikke lade os tyrannisere af.” Nogenlunde sådan sagde en gammel kollega til mig for nylig i en diskussion om krigen i Ukraine. Det er en holdning, mange deler. I sin umiddelbare form virker udsagnet da også moralsk klart og politisk handlekraftigt: Der er nogle, der angriber og tyranniserer. Og så er der os, der må sige fra.

Men når man skræller de moralske markører af, står man tilbage med en analyse, der forveksler symptom og struktur. For krigen i Ukraine er ikke først og fremmest resultatet af galskab. Den er et produkt af en verdensorden, hvor krig er en rationel mulighed for enhver stat, der vurderer sine interesser truet.

Ruslands invasion af Ukraine er et klart brud på folkeretten og bør fordømmes – både af den grund og af flere andre. Denne artikel har dog ikke til formål at gentage denne for mig selvindlysende fordømmelse. I stedet vil jeg forsøge at forstå invasionen som udtryk for en mere generel praksis, hvor retten træder i baggrunden, når staters magt og interesser står på spil.

Vi må forstå helheden og ikke blot de erklærede motiver

Hvis vi vil forstå krigens logik, må vi begynde med helheden – ikke med de umiddelbare begrundelser. Vi må se på de forhold, der gør krigen mulig – ja, endda plausibel for dem der beslutter den.

Krigen i Ukraine må forstås som led i en længere historisk og systemisk udvikling, hvor Rusland som stormagt agerer ud fra det samme imperativ som Vesten – nemlig at afværge trusler, bevare sin indflydelse og hindre rivaler i at vinde terræn. NATO’s ekspansion østpå siden årtusindeskiftet er ikke blot et bagtæppe, men aktivt medvirkende i denne dynamik. Den geopolitiske rivalisering er således ikke begyndt i Kreml, og den ender heller ikke dér.

Krigens rødder ligger i systemets modsætninger

Det er i denne helhedsforståelse, at den dialektiske analyse adskiller sig fra den moralistiske. Hvor sidstnævnte udpeger en aggressor og et offer, forsøger førstnævnte at afdække de historiske og magtpolitiske modsætninger, der gør krigen til et reelt og rationelt politisk valg.

Det handler ikke om at forsvare overgreb, men om at forstå dem som konsekvenser af en verdensorden, hvor stater konkurrerer om betingelserne for deres magt og økonomi. For stater er ikke blot forvaltere af lov og orden, men garanter for national kapitalvækst. De må sikre adgang til energi, investeringer, infrastruktur og markeder – og netop derfor definerer de deres interesser globalt.

Disse interesser overlapper og kolliderer, fordi verdensordenen samtidig bygger på suveræne stater, der alle vil udvide deres rækkevidde, men ikke accepterer ydre indblanding. Det skaber et systemisk modsætningsforhold: Formelt er stater lige, men reelt er der en konstant konkurrence om magt og indflydelse.

Den ene parts overgreb er derfor ikke en undtagelse fra en ellers fredelig orden, men et udtryk for denne. Krigens rødder ligger ikke i et moralsk sammenbrud, men i en verdensstruktur hvor fred kun gælder, så længe den ikke truer nogen stats interesser.

Når diplomati og økonomisk pres ikke længere slår til, bliver militær magt – i statens egen optik – et legitimt og nødvendigt middel til at sikre egne krav. Ikke fordi nogen er ”voldsgale”, men fordi det i systemets logik fremstår som en praktisk løsning på uløselige modsætninger.

Ukraine er ikke en undtagelse, men en gentagelse

Det samme mønster genfindes flere gange i nyere historie. Da USA invaderede Irak i 2003 uden FN-mandat og med falske påstande om masseødelæggelsesvåben, blev det forklaret som et nødvendigt forsvar for den frie verdens sikkerhed.

I dag begrundes de morderiske bombardementer af Gaza med, at Israel blot forsvarer sig selv. Også her er det alene Hamas, der ses som voldsgal, mens Israels egne handlinger pakkes ind i juridiske og moralske argumenter.

Fælles for disse eksempler er, at folkeretten enten ignoreres eller omgås, når det er funktionelt for stormagternes globale position. Den internationale retsorden fungerer som regel kun, når den ikke truer nogen med reel magt.

Den internationale ret formidler styrkeforholdet

Folkeretten fremstilles ofte som et universelt princip, der gælder lige for alle. Men i virkeligheden er den skabt i en verden af ulige stater, hvor retten ikke ophæver styrkeforholdet, men blot formidler det. Retten virker dårligt uden magt til at håndhæve den, men en sådan øvre myndighed findes ikke, og de stærke går fri.

Folkeretten sikrer således alle staters suverænitet i princippet, mens stormagterne bryder den i praksis. Retten fastlægger grænser for vold, men ophæver dem ikke. Dét, vi kalder en international retsorden, er derfor også en magtorden.

Når folkeretten bruges til at retfærdiggøre egen blok og fordømme fjenden, bliver den ikke et værn mod krig, men et våben i den politiske kamp om legitimitet. Volden ophæves ikke – den omfortolkes, alt efter hvem der udøver den. På den måde fungerer folkeretten ofte som en ideologisk ramme, hvor henvisninger til ret og moral dækker over en praksis, der i sidste ende styres af magt.

Denne dobbeltmoral er ikke et brud på systemet; den er en del af det. Når retten bruges selektivt, og magt forklares som nødvendighed, bliver det stadig sværere at skelne mellem forsvar og angreb, mellem ret og interesse.

En skarpere fredskamp kræver systemkritik

Krigen i Ukraine viser derfor ikke, at Rusland er en undtagelse i en ellers fredelig og regelstyret verden. Den viser, at stater handler ud fra en logik, hvor retten kun gælder, så længe det ikke koster magt. Derfor er det rationelt for stater at opruste som et led i at forsvare og udvide deres indflydelse. Krig er et middel blandt flere i den globale konkurrence.

For staten handler det ikke bare om at forsvare territorium, men om at sikre betingelserne for national kapitalvækst – som tidligere nævnt adgangen til energi, transportruter, investeringer og markeder. Den globale konkurrence mellem virksomheder kræver en national stat, der understøtter og beskytter deres interesser med politisk og – om nødvendigt – militær magt.

Når man forstår, at krigen i Ukraine udspringer af en verdensorden, hvor magt vejer tungere end ret, bliver det også klart, at svaret ikke kan være at gentage den samme logik – blot med modsat fortegn. Hvis vi virkelig vil værne om freden, kræver det mere end at vælge side i en magtkonflikt. Det kræver et opgør med den orden, der gør krig til et rationelt middel i kampen om indflydelse. Uden det risikerer vi blot at bidrage til den eskalation, vi hævder at ville standse.

At afvise våbenleverancer og blokpolitik i fredens navn betyder ikke, at vi skal udvise forståelse for Ruslands invasion. Tværtimod: Den skal fordømmes. Men vi er nødt til at forstå, hvad der gør den mulig, og hvad der driver den, hvis vi vil noget andet end mere af det samme.

Som demokratiske socialister må vi tage alvorligt, hvad det vil sige at leve i en verden, hvor folkeretten er underlagt stormagtslogik, og hvor fredsidealer bruges som alibi for krig. En sådan erkendelse gør ikke vores modstand svagere. Tværtimod.