Krigstræthed? Krigen i Ukraine i august 2025

En ven sendte mig en Gallup-undersøgelse fra torsdag 7. august og bad mig om eventuelt at kommentere på den i Solidaritet. Det vil jeg gøre her.

Undersøgelsen bærer den noget misvisende overskrift ”Ukrainerne støtter en forhandlet fred”.

Men det, som ukrainerne er blevet spurgt om, er, om de foretrækker, ”at Ukraine skal søge at forhandle en afslutning på krigen så hurtigt som muligt”. Det er ikke helt det samme – for spørgsmålet siger ikke noget om, hvor realistisk ukrainerne tror det er.

Gallup strammer den også, når de skriver: ”at støtten til krigsindsatsen vedvarende er faldet”. For svarene på spørgsmålet siger ikke noget om, hvorvidt ukrainerne fortsat vil støtte en krigsindsats – hvis alternativet er kapitulation til Rusland, samt at Rusland overtager store dele af landet og gør resten til en lydstat. 68 procent af ukrainerne mener da også, at det er temmelig usandsynligt eller meget usandsynligt at krigen vil stoppe de næste 12 måneder.

Opinionsundersøgelser er altid usikre og særligt i et land i krig – men der er næppe tvivl om at denne undersøgelse afspejler, at der reelt er en stor krigstræthed i Ukraine.

Det er ikke så underligt efter tre og et halvt års krig, hvor landet hver nat bliver angrebet med raketter og droner. De fleste ressourcer går til krigen, mange mænd dør ved fronten, en stor del af befolkningen er rejst ud af Ukraine, og det normale politiske liv er stoppet.

Er en forhandlet fred realistisk?

Hvis Ukraine kunne få en varig fred ved at afgive noget territorium, kan man sagtens forstå, landet ville gøre det.

Men det er der ikke noget, der tyder på. Rusland har i deres møder med Ukraine reelt ”tilbudt” noget andet – reel kapitulation, hvor den del af Ukraine som ikke bliver annekteret vil blive en svag, demilitariseret lydstat under russisk kontrol.

På mødet i Moskva i begyndelsen af august mellem USA’s udsending Steve Witkoff og Vladimir Putin har Rusland tilsyneladende tilbudt – ikke fred, men våbenhvile, hvis Ukraine trækker sig ud af de Donbas-regionen.

Der er stor usikkerhed om dette, for Rusland er kun kommet med vage udtalelser om mødet. Det, der er sluppet ud, baserer sig på Trumps rapporter til andre regeringsledere og til offentligheden om at det er nødvendigt ”at udveksle land” (swap territories). Lad det nu ligge, at det, Trump foreslår at udveksle, alt sammen er ukrainsk land.

Ifølge Kyiv Independent foreslog Putin dette til Steve Witkoff dette på deres møde. Det rapporterer en anonym regeringsembedsmand, der deltog i briefingen om mødet. Rusland vil så trække sig ud af Kharkhiv og Sumi-regionerne, hvor de alligevel kun har marginalt fodfæste – og vil acceptere den nuværende frontlinje i Kherson og Zaporisje.

Ukraine vil direkte afvise en sådan plan siger embedsmanden, og præsident Zelenskij har også udtalt sig negativt om den slags ideer.

At opgive forsvaret af Donbas er at svække Ukraines forsvar

I løbet af krigens tre og et halvt år er de mest intensive kampe foregået i Donbas, og nærmere bestemt i den vestlige del af Donetsk. Her har Rusland uendelig langsomt og med store tab bevæget sig fremad – først Mariupol – så Bakhmut og i mere end et år har kampene stået om byerne Toretsk og Pokrovsk.

Der er kun ruindynger tilbage af de to byer, som russerne mere eller mindre har omringet, og der er stor risiko for, at Ukraine i den nærmeste fremtid må opgive forsvaret af dem. Men det betyder ikke, at Donetsk er faldet. Nord for dem ligger byerne Kramatorsk og Slavyansk – med store forsvarsanlæg og mange soldater. Putin foreslår tilsyneladende, at til gengæld for en våbenhvile skal Ukraine trække sig ud af disse forsvarsanlæg.

Det minder meget om den ”fredsaftale”, den britiske premierminister Neville Chamberlain sluttede med Hitler i München i 1938: Her fik Nazi-Tyskland kontrol med Sudeterlandet i Tjekkoslovakiet – et område med bjerge, som var godt befæstet af Tjekkoslovakiet. Det ville have været svært at indtage og kostet den nazistiske, tyske hær dyrt. Derved kom ”fredsaftalen” reelt til at fremme Hitlers fortsatte aggressioner og blev en forberedelse til 2. verdenskrig.

Zelenskij har nægtet at afgive ukrainsk territorium til Rusland. Der er den hårfine nuance, at Ukraine måske nok kan være med til en våbenhvile, der hvor fronten går – men ikke til officielt at anerkende Ruslands anneksion af områderne.

Men Rusland har ikke hidtil været interesseret i denne løsning og krigen fortsætter. USA’s støtte til Ukraine er yderst begrænset – og består mest i at tillade våbensalg til europæiske lande, der sender dem videre til Ukraine.

Situationen ved fronten og i Rusland

Ruslands sommeroffensiv er ikke kommet særlig langt.

Rusland er blevet stoppet i Sumi og bliver presset tilbage. Men den russiske hær har fremgang i Donetsk, hvor byen Pokovsk nu reelt er truet – delvist omringet. I et slag der har taget mere end et år.

De seneste par dage er russiske tropper trængt 10-20 kilometer frem mod nord, som det kan ses på kortet ovenfor. Den ukrainske militæranalytikerJurij Fjoderov siger til Youtube-mediet Breakfast Show, at der næppe er tale om et egentligt gennembrud, men snarere “lækager” hvor mindre russiske troppeafdelinger trænger frem.

Indtil videre er de russiske soldater blevet stoppet ved landsbyerne Zolotoj Kolodets og Veseloe. Medmindre de kan trænge videre frem, vil det ikke få afgørende betydning. Jurij Fjodorov er mere bekymret for en sidegren af angrebet som er mod sydvest, ned mod byen Prokovsk, der i så fald vil blive angrebet fra to sider.

Han mener ikke at der er grund til panik – men han beskriver samtidig en situation, hvor Ukraine er udmattet efter tre og et halvt års krig. Frontlinjerne er tyndt besatte – og det giver russiske styrker muligheder for at trænge igennem dem.

Jurij Fjodorov advarer også kraftigt Ukraine imod at gå ind på russiske krav om at trække sig ud af Donetsk. I det nordlige Donetsk har Ukraine som nævnt stadig kontrol over en kæde af fæstninger omkring Kramatorsk og Slavyansk.

Fjodorov forudser at krigens næste fase vil være, at Rusland angriber disse fæstninger – og så længe de ikke har taget dem, vil de næppe kunne angribe massivt andre steder, fordi de befæstede områder kan være et udgangspunkt for ukrainske angreb.

Han mener at Putins forsøg på at få overgivet disse fæstninger er et diplomatisk forsøg på at få disse fæstninger uden kamp – og advarer Ukraine mod at gå ind på det, hvis det er noget Putin får overtalt Trump til på deres møde i Alaska.

I slagene bruger Rusland færre og færre tanks og pansrede mandskabsvogne – formentlig fordi landet har opbrugt sit enorme lager af tanks fra Sovjettiden.

Derfor angriber den russiske hær – med store tab til følge – med fodfolk samt på motorcykler og andre ad hoc-køretøjer. Krigen bliver også mere og mere ført med droner, som ifølge militære iagttagere nu er skyld i 80 procent af Ruslands tab. Det skaber en ”drabszone” på begge sider af fronten, hvor det er meget vanskeligt at bevæge sig uden at blive angrebet.

Tilsyneladende er udmattelsen stor på begge sider, og der er også rapporter, bl.a. fra ”Conflict Intelligence Team”, om at Ukraine kun kan besætte dele af fronten med få soldater.

Rusland har et kæmpestort statsunderskud. Reelt er Ruslands økonomiske reserver brugt op, og samtidig er indtægterne fra salg af olie og gas faldende. Det skyldes til dels de sanktioner, vestlige lande har etableret.

Ukraines vedvarende angreb på russiske olieraffinaderier har også ført til mangel på benzin og dieselolie og bidrager både til mangel på brændstof internt i Rusland og til faldende eksportindtægter.

Rusland er også blevet svækket på den internationale scene – landet har ikke kunnet hjælpe sine ”allierede” hverken i Syrien eller Iran, og senest har Armenien og Aserbajdsjan forhandlet en fredsaftale – med hjælp fra Tyrkiet og USA, men ikke fra Rusland. Dermed bliver det tydeligt, at Ruslands århundredelange indflydelse i Kaukasus er kraftigt på retur.

Derfor kan man stadigvæk ikke udelukke, at Putins regime pludselig vil falde, og krigen stoppe på den måde.

Trumps farlige spil

Den russiske oppositionspolitiker og økonom Vladimir Milov ser Ruslands katastrofale økonomi som en hovedårsag til, at Putin gerne vil forhandle med Trump i Alaska. Putin vil meget gerne have en lempelse af sanktionerne, der vil øge Ruslands indtægter og dermed også muligheder for at fortsætte krigen.

Det er umuligt at vide, hvad der vil komme ud af topmødet i Alaska. Der er masser af spekulationer, og det er jo fristende, men også lidt meningsløst. Der er næppe tvivl om, at det er en fjer i hatten for Putin at få et topmøde med Trump. Det passer også i hans plan for afslutningen af krigen, at det sker mellem USA og Rusland – uden at Ukraine eller EU-landene er involveret.

Putin håber på at bryde Ukraines modstand og vinde en sejr i krigen. Hvis det sker, vil de øvrige europæiske lande i lang tid vil have en aggressiv modstander, som de må frygte vil gå i krig i gen – og derved sætte yderligere blus under oprustningen – hvad der selvfølgelig er en stor fordel for USA’s våbenindustri.

Dette kan også ses som et svar til Klaus Krogsbæk, der mener at vi fremmer freden ved ikke at støtte Ukraine i deres forsvarskrig. Det er omvendt: Hvis vi tillader Ukraine at falde, så fremmer vi de stærkes ret og den fortsatte og forstærkede oprustning og risiko for storkrig i Europa.

---

Opdateret 14. august kl. 14.55: Opdateret med detaljer om Ruslands fremrykninger i Donetsk-regionen.