Europa – hvilken vej?

Trump’s tiltræden og hans første handlinger som USA’s præsident har gjort det lysende klart, at det amerikanske ’liberale demokrati’ er et skalkeskjul for neoimperialisme med ambitioner om at udvide USA’s territorium og magt ved hjælp af økonomiske sanktioner og militærmagt. Hvad der ifølge vores statsminister er ’Danmarks nærmeste allierede’ truer med militær aktion for at overtage Grønland og Panama-kanalen.

Dette indebærer at EU-lande, inklusive Danmark, står ved en skillevej. Enten accepterer man en fortsat underordning i forhold til USA økonomisk, politisk og militært eller forsøger man at frigøre sig og etablere en vis grad af suverænitet. Dette gør, at Draghi-rapporten, som kom før valget af Trump, får yderligere aktualitet. Rapporten argumenterer for at alternativet til et EU i stagnation og opløsning er en tættere integration og en fælles satsning på at styrke EU’s ’konkurrenceevne’.

Hvis man er interesseret, kan man hente hele tre versioner af rapporten ved at gå ind på EU-kommissionens hjemmeside.

En kort fremlæggelse for EU-parlamentet (D1) en sammenfatning (D2), og selve hovedrapporten (D3). Især den sidstnævnte er hård kost – rig på detaljer både hvad angår beskrivelse, analyse og politikforslag.

I denne artikel vil jeg komme med en kritisk vurdering ud fra rapportens egne præmisser. Som det politiske landskab ser ud nu, er der en betydelig risiko for at rapporten vil udløse en bølge af deregulering i Europa uden at tackle de reelle problemer. Draghi rapporten viser at EU-lande står svagt især hvad angår digitale teknologier. På dette område vil en styrkelse kræve mere radikale brud med den hidtidige politik end dem som rapporten peger på. Hertil kommer at rapporten underspiller betydningen af USA’s strukturelle magt

Draghi-rapportens budskab – tech-forskning gør en forskel

Ifølge Draghi er der brug for en drastisk omlægning af Europa’s politik. Udgangspunktet for dette udsagn er en sammenligning mellem EU og US hvad angår indkomstniveau og produktivitet som viser at indkomst per indbygger er vokset mere i USA end i Europa især i årene efter finanskrisen. Forskellen er størst hvis man måler i international valuta – måler man i købekraft er den mere beskeden (D2, s.15).

Lidt længere fremme i rapporten får vi at vide, at stort set hele differencen kan forklares af forskelle i, hvordan økonomiens sammensætning har ændret sig i USA og EU.

Den afgørende faktor er at USA huser en håndfuld forskningsintensive tech giganter (Google, Amazon, Facebook/Meta, Nvidia, Tesla, Microsoft, Apple) og dominerer nyudvikling indenfor informationsteknologi såsom kunstig intelligens – både hardware og software (D2, p.26). Europa derimod har en forældet erhvervsstruktur, hvor bilproducenter som Volkswagen står for det meste af den industrielle forskning.

Ifølge rapporten er der to grunde til at Europa ikke kan leve med lav produktivitetsvækst. Én er at vi skal forvente at befolkningen og arbejdsstyrken stagnerer eller falder i fremtiden. Den anden er, at der er brug for store investeringer i forhold til velfærd, klima og forsvar. Med lav produktivitetsvækst vil der ikke være råd til disse investeringer og Europa må opgive at realisere idealer om lighed, miljø og sikkerhed.

Yderligere et argument for at Europa skal skifte kurs er, at den gamle verdensorden er ved at ændre sig. Europa har en relativt åben økonomi og er derfor særlig sårbart set i forhold til handelskrig. Med skærpelse af geopolitiske konflikter kommer der samtidig mere fokus på forsyningssikkerhed. Afhængighed af import af produkter som vurderes at have strategisk betydning økonomisk og militært (såsom halvledere og sjældne jordarter) bliver i rapporten set som et alvorligt problem.

Hvad er grunden til at Europa sakker bagud i den internationale konkurrence? En faktor som fremhæves, er at europæiske virksomheder som følge af krigen i Ukraine betaler en højere pris for energi end virksomheder i USA og Kina. Dette går især udover dele af industrien som bruger meget energi men det er et problem for alle virksomheder. Et andet problem er at europæiske virksomheder er udsat for dobbelt regulering – der er både EU- regler og nationale regler.

Men den mest væsentlige faktor er manglende integration og at der ikke er et reelt fælles marked i Europa. Der gives mange eksempler på dette men det vigtigste er det finansielle marked og især fraværet af et EU-marked for ’venture capital’. I en verden hvor ny teknologi kræver stor skala og hvor de virksomheder som først opnår kritisk størrelse, udbygger deres forspring er det ikke tilstrækkeligt med nationale initiativer.

Anbefalinger til politik

Hvad kan man gøre? Ifølge Draghi er der brug for at sikre lavere energipriser og at deregulere samtidig som man via europæisk industri- og handelspolitik opbygger produktionskapacitet indenfor strategiske teknologier (såsom halvledere) og indenfor områder hvor man er sårbar (sjældne jordarter), samtidigt med at man forøger investeringer i forsvar og grøn energi. Dette vil kræve en markant forøgelse af investeringsvolumen i EU (fra 13% til 18% af nationalindkomsten set i forhold til den samlede indkomst – D2, s. 63). For at opnå dette er det nødvendigt at staten påtager sig en aktiv rolle som investor.

De forskellige sektorpolitikker (energi og transport, digitale industrier og våbenindustri) skal have et langsigtet perspektiv og de skal koordineres over hele produktionskæden. Industripolitik skal kombineres med udenrigshandelspolitik som beskytter ny initiativer og sårbare produktioner (D2. s. 22). For at opnå den høje investeringsrate bliver det nødvendigt at give EU ret til at udstede egne obligationer. Dette skal især ske i forhold til, hvad rapporten definerer som europæiske ’kollektive goder’ (forsvar og miljø, men også ’radikale innovationer’ som styrker Europas konkurrenceevne).

Ifølge rapporten kan man styrke EU økonomisk og politisk ved at medlemslande koordinerer import på områder, hvor man er specielt afhængig af omverden såsom energi (flydende gas), grønne teknologier (elbiler) og våben. Herved opnår man en stærkere forhandlingsposition og lavere importpriser.

Der argumenteres for at man kan gøre det, som skal gøres uden at gå ind i en periode med tidskrævende traktatændringer. Det ville være nok at udvide området for flertalsafgørelser og at i voksende grad gå i retning af Europa i flere hastigheder – det vil sige, at mindre grupper af EU-lande går videre end de øvrige med forskellige initiativer

Kritisk vurdering

Draghi er borgerlig økonom og ekspert på finansielle markeder og flertallet af de eksperter som han nævner som bidragsydere til rapporten har lignende baggrund. Set i dette lys signalerer rapporten et radikalt brud med hvad disse eksperter har stået for. Rapporten siger direkte at en stærkere konkurrenceevne opnås ved at styrke teknologisk formåen ikke ved at sænke lønninger (D2, s.16). Dette står i skarp kontrast til den konkurrenceevnepagt som EU indgik i 2012, hvor lande med balanceproblemer (ikke mindst Grækenland) blev påtvunget offentlige besparelser og lønnedgang.

Rapporten kommer også med en ny tilgang til handels- og industripolitik. Protektionisme bliver fremstillet som nødvendigt og det er ikke længere nok at sikre erhvervslivet ’gode rammevilkår’. Faktisk kan man sige at rapporten anbefaler at Europa bevæger sig i retning af planøkonomi. Staten skal spille en større rolle i styringen af investeringer og teknologisk udvikling samtidig som vigtige statsfunktioner flyttes fra nationalt til føderalt niveau.

Men rapporten har samtidig et væsentligt islæt af nyliberalisme. Et gennemgående tema er at de europæiske virksomheder bliver udsat for alt for meget regulering og dette fremhæves som en væsentlig faktor, der hæmmer i konkurrencen med omverden. Det handler blandt andet om, at man i Europa regulerer risikofyldte teknologier som kunstig intelligens, før de tages i brug for at undgå negative konsekvenser, mens man i USA venter med at regulere, indtil man kan konstatere, at der faktisk er problemer. Denne kritik bliver blandt andet rettet imod nogle af de initiativer, som Margrethe Vestager som konkurrencekommissær introducerede for at begrænse negative konsekvenser af tech- giganternes virke i Europa.

Statsintervention eller deregulering

Disse to sider af strategien – statsintervention på europæisk plan for at accelerere og styre kapitalakkumulation i en bestemt retning henholdsvis deregulering for at give virksomheder mere handlingsfrihed – bør vurderes adskilt fra hinanden. Men begge rejser spørgsmålet om, hvordan man definerer ’europæiske virksomheder’. Er det alle virksomheder som opererer i Europa eller er det virksomheder som kontrolleres af europæisk kapital? Skal virksomheder med hovedsæde i USA eller Kina kunne få støtte fra erhvervspolitiske programmer? Skal afregulering omfatte alle virksomheder uanset hvor de hører hjemme?

Rapporten er ikke klar på dette punkt. På den ene side tales det om tech-giganterne (Google, Facebook/Meta, Nvidia, Apple, Amazon, Tesla og Microsoft) som amerikanske virksomheder og om fraværet af europæiske virksomheder, som kan matche dem indenfor højteknologi. På den anden side undlader rapporten at gøre op med (eller blot diskutere) nuværende internationale regelsæt om, hvad man må og ikke må i termer af industripolitik. Disse regler tilsiger at økonomisk støtte til virksomheder normalt ikke må sondre mellem indenlandsk ejede og udenlandsk ejede virksomheder. Dette indikerer, at støtte til teknologiudvikling vil kunne gå til USA’s tech-giganter. Tilsvarende vil en afregulering give mere frit spil for alle virksomheder i Europa, uanset om de har hovedsæde i USA, Europa eller Kina.

Mange af de forslag som fremsættes – såsom samordning af import af strategiske produkter som flydende gas og militært udstyr – vil sandsynligtis kunne gennemføres indenfor de nuværende rammer. Det vil sige uden traktatændringer, og uden at man bryder med internationale regelsæt om industri- og handelspolitik. Til gengæld vil det vise sig vanskeligt at samle de europæiske lande om en fælles strategi, der inkluderer et væsentligt større EU-budget og fælleslåntagning. Tyskland har indtil videre været modstander af fælles låntagning, og små lande som Danmark, Holland og Sverige har ageret europæisk sparebande.

Det er derfor usikkert, hvor meget af den aktivistiske del af strategien som kan blive realiseret. Til gengæld har den del, som handler om afregulering, alle forudsætninger for at vinde genklang i den aktuelle situation. I USA har Trump iværksat en omfattende afregulering, som kombineret med lavere skatter og højere toldsatser skal tiltrække europæiske investeringer til USA. I Draghi-rapporten foreslår man, at kommissionen udvides med en ’vicepresident for forenkling’, der skal have som primær opgave at fjerne unødvendige regulereringer (D2, s.69). I Danmark reagerede repræsentanter for Dansk Erhverv og Novo Nordisk prompte positivt på Draghi-rapportens krav om deregulering og statsministeren fulgte trop, når hun i sin nytårstale problematiserede, at ’EU regulerer medens USA innoverer’.

Min første konklusion er, at der er en meget betydelig risiko for, at resultatet af Draghi- rapporten hovedsageligt bliver en afregulering, som giver større frihed til kapitalen, der går ud over natur, borgere, forbrugere og lønmodtagere.

En sådan afreguleringsbølge vil næppe ændre væsentligt på de underliggende faktorer, som bestemmer Europa’s konkurrencevne. Grunden til at Europa ikke har udviklet store globale tech-virksomheder har intet at gøre med vidtgående regulering i Europa. Til gengæld ville en deregulering give USA’s tech-giganter endnu mere frit spil.

Samtidig er det min opfattelse, at Draghi-rapportens udgangspunkt korrekt. Når de Europæiske lande i dag fremtræder som svækkede i forhold til USA og Kina er en væsentlig årsag et efterslæb indenfor digitale teknologier og kunstig intelligens.

Kunstig intelligens og globale monopoldannelser

Den gamle økonomiske verdensorden, hvor virksomheder forankret i suveræne nationalstater af varierende størrelse konkurrerer på lige vilkår, fungerer ikke længere. Med henvisning til Marx kan vi sige, at ny former for produktivkræfter (kunstig intelligens) udfordrer de historisk etablerede produktionsforhold. Konkret handler det om, at den ny bølge af datateknologier i kombination med oprettelse af digitale platforme resulterer i stordriftsfordele hvor ’the winner takes it all’ – dem, der er kommet foran teknologisk, skaffer sig adgang til store mængder data, der via maskinlæring bruges til yderligere at udvide deres teknologiske forspring. Resultatet er gigantiske ophobninger af kapital og etablering af globale monopoldannelser. Som Draghi-rapporten viser, er hovedforklaringen på, at USA har et økonomisk forspring, at de huser en håndfuld tech giganter, der opererer globalt.

USA’s tech-giganter høster både data og monopolprofitter i alle dele af verden med undtagelse af Kina, som har blokeret for deres adgang til det kinesiske marked. Allerede omkring år 2000 etablerede man, hvad der er blevet betegnet som the Great Firewall primært for at kontrollere informationsstrømme indenfor Kinas grænser. Et resultat blev, at Kina – til forskel fra Europa – udviklede deres egne tech giganter (Baidu, Alibaba, Tencent og Huawei). Konflikten mellem USA og Kina handler især om teknologisk konkurrence med fokus på digitale teknologier og kunstig intelligens. I begge lande ser den politiske ledelse det som helt afgørende for økonomisk, politisk og militær dominans, at man bliver verdensførende indenfor kunstig intelligens.

Denne geopolitiske teknologiske konkurrence foregår med voksende intensitet. For nylig oprettede OpenAI sammen med et japansk finansieringsselskab et konsortium med Trumps velsignelse, som vil satse 500 milliarder US-dollar på at bygge infrastruktur, der støtter udviklingen og anvendelsen af kunstig intelligens. En uge senere lancerede et relativt ukendt kinesisk firma, DeepSeek, en chat bot-app, der kan det samme som Open AI’s udviklet på grundlag af en mere beskeden indsats af kapital. Europa har enkelte

styrkepositioner på det digitale område (Hollands fremstilling af maskiner til at fremstille computerchips, Franske Mistral som har udviklet AI chatbot, franske OVHcloud som ejer store datacentre etc.); men man har blandt andet på grund af opsplitning i nationalstater ikke formået at oprette sammenhængende modsvar i stor skala. Dette er ikke kun et økonomisk problem. Tech-giganterne har fokus på at udvikle kunstig intelligens og har hver for sig forskningsinvesteringer indenfor AI, som er langt større, end hvad enkelte lande kan opnå.

Alphabet investerer årligt 350 milliarder danske kroner i forskning og udvikling mens de totale forskning og udvikling er ca 80 milliarder i Danmark. Dette indebærer, at det er tech-giganterne som bestemmer i hvilken retning AI skal udvikle sig.

Kan Europa etablere egen kapacitet indenfor det digitale område (mikroprocessorer, Cloud, supercomputer, kunstig intelligens etc.)? Måske, men det ville kræve, at man kombinerer massive investeringer med at man henter inspiration fra Kina og opretter et slags europæisk firewall – det vil sige, at man giver en klar definition af, hvad der er en europæisk virksomhed og at man giver europæiske virksomheder fortrinsret til europæiske data. Med voksende spændinger mellem EU og USA er der gode grunde til at udvikle en sådan strategi.

Hertil kommer at den amerikanske dominans indebærer kritiske informationer passerer over den amerikanske kontinent og at disse data per automatik deles med den amerikanske efterretningstjeneste (Underground Empire: How America Weaponized the World Economy, by Henry Farrell and Abraham Newman). Med den nye administration, som bruger alle midler til at fremme USA’s interesser inklusive spionvirksomhed og systematisk misinformation (jf. USA’s indsats for at overtage Grønland), er det på tide at overveje en autonom strategi for EU.

Man kunne for eksempel hente inspiration fra USA’s politik i forhold til appen TikTok, hvor man har lukket appen indtil den bliver overtaget af amerikansk kapital. Man kunne give virksomheder som Google, Facebook (meta), OpenAI, Microsoft, Apple og Amazon en tidsfrist (1-2 år) med trussel om at forbyde anvendelse af deres tjenester indenfor EU. Betingelsen for ikke at lukke dem ned kunne være at de laver joint ventures med europæiske partners som gradvis overtager kontrol med den pågældende tjeneste og ikke mindst med opbevaring og brug af data. I denne forbindelse bør man overveje at åbne op for et pragmatisk samarbejde med de kinesiske tech giganter. Det er værd at bemærke at en af de få væsentlige leverandører af digitale tjenester i Europa, Spotify, som ikke er blevet underlagt de amerikanske tech giganter. indgik i 2017 en aftale om at bytte aktier med Tencent. Man kunne forestille sig en tilsvarende pragmatisk alliance mellem den franske AI virksomhed Mistral, som nu kæmper for overlevelse, og den kinesiske Deepseek.

Hvad der ikke bliver sagt

I rapporten er der fokus på økonomi og teknologi, og opmærksomheden rettes i mindre grad imod andre faktorer, som begunstiger USA sammenlignet med Europa. USA har en verdensomspændende militær tilstedeværelse og den militære efterspørgsel efter avanceret teknologi spiller en afgørende rolle i at etablere og fastholde USA’s økonomiske og teknologiske dominans. Omvendt ser vi. hvordan tech-giganterne i voksende grad bliver integrerede i USA’s militær-industrielle kompleks.

Dollaren som reservevaluta og den kontrol, som den giver med det internationale betalingssystem Swift, giver både politisk og økonomisk magt. Dollarens unikke status forklarer, hvorfor USA modsat Europa kan fortsætte med kæmpeunderskud på statsfinanserne og i udenrigshandel og samtidig tillade sig at investere væsentligt mere, end hvad der spares op i USA. Dollarens særstatus gør amerikanske statsobligationer attraktive i omverden.

Når man i rapporten fremhæver USA’s højere ’produktivitet’, associeres dette med frie markeder, iværksættere og beskeden regulering. I realiteten afspejler den registrerede produktivitet en række politiske og institutionelle forhold. At kompensere for disse ville kræve endnu mere ambitiøse initiativer end dem, som rapporten anbefaler. Hvis EU tog skridtet fuldt ud og oprettede Europas forenede stater med fælles føderativ finanspolitik, kunne man forestille sig, at Euroen blev en reservevaluta som kunne konkurrere med Dollaren, og at Euro-obligationer blev til attraktive gældsbeviser.

USA har således væsentlige strukturelle fordele, som kan være med til at forklare ’konkurrenceevnen’. Hertil kommer, at krigen i Ukraine hæmmer EU-lande økonomisk, mens den på væsentlige områder stimulerer USA’s økonomi. De høje energipriser som fremhæves i rapporten, afspejler mere end noget andet, at EU-lande ikke længere har adgang til gas importeret fra Rusland. Til gengæld er EU blevet afhængig af import af flydende gas fra især USA. Den militære oprustning i EU som er fulgt i sporet af krigen i Ukraine, indebærer, at EU-lande bruger flere ressourcer på våbenindkøb, og dette har især gavnet den amerikanske våbenindustri. Ifølge SIPRI er andelen af den totale våbenimport, som stammer fra USA, vokset fra 35% (2014-18) til 55% (2019-23).

På denne baggrund er det overraskende, at ikke EU gør større diplomatiske bestræbelser på at genskabe fred i Ukraine og på at normalisere forholdet til Rusland. I stedet har man valgt en estiske politiker (Kaja Kallas) som ifølge Reuter er kendt for sine anti-russiske holdninger til at stå for EU’s udenrigspolitik. (Hun har draget en parallel mellem Kinas politik overfor Uighur med udryddelsen af jøder i Tyskland og er for nylig blevet budt velkommen af den israelske regering)

I Danmark debatterer man, hvor man skal finde de yderligere milliarder til våben. Forslag om varig fred og muligt fremtidigt samarbejde med Rusland bliver nærmest opfattet som landsforræderiske. På den baggrund er det interessant, at ’realister’ indenfor udenrigspolitik såsom Henry Kissinger indtil det sidste fastholdt, at dette var den eneste måde at sikre, at vi ikke ender med en 3. verdenskrig.

Venstrefløjens globale udsyn

I mange år fastholdt venstrefløjen et entydigt negativt syn på EU som monopolernes Europa. At forsvare national suverænitet handlede især om at bremse en udvikling i retning af Europas forenede stater. Som jeg oplever det, har man især de senere år været mindre kritisk i forhold til Danmarks nære alliance med USA. Samtidig har mange på venstrefløjen overtaget den vestlige propagandas skræmmebillede af Kina. Man har, måske for at opnå respektabilitet i en borgerligt domineret offentlighed, været med til at fremstille verden som opdelt i en god (demokratisk) og en ond (autoritær) sfære. Den helt aktuelle situation omkring USA’s planer om at annektere Grønland og USA’s opsigelse af Paris aftalen vil forhåbentlig nuancere dette verdensbillede.

Jeg mener, at den danske venstrefløj bør give betinget støtte til en udvikling i retning af en fuldt udviklet europæisk union. En begrundelse er, at nationalstaterne er blevet alt for små til at rumme fremtidens teknologiske muligheder. En anden begrundelse er, at et stærkere EU ville kunne bidrage til at fremme politikker, som sikrer planetens overlevelse. Men denne støtte bør være betinget af, at EU i sin ageren viser respekt for det globale syd, undlader at engagere sig i koloniale eventyr, tager initiativer til at etablere fred baseret på gensidig respekt samt giver sin fulde støtte til FN. Man skal ikke glemme, at Europa er en sammenslutning af forhenværende kolonimagter, som fortsat har vist sig uvillige til at dele sin relative rigdom set i forhold til fattige lande – Covid-krisen, hvor Sydafrika måtte betale en mangedobbelt pris på vaccine var en pinlig demonstration.

Dette indebærer, at den militære oprustning og opbygningen af et fælleseuropæisk forsvar som et minimum skal kombineres med en diplomatisk oprustning, der sigter på at skabe afspænding i forhold til Rusland, Iran og Kina. Rusland har historisk været splittet mellem en Europæisk og en slavisk kulturel tradition, og efter en fredsslutning i Ukraine bør Europa gøre sig bestræbelser på at knytte Rusland nærmere til EU – dette var Kissinger’s budskab, da han optrådte ved World Economic Forum 2023. Kina har som primær interesse at udvikle sig teknologisk og økonomisk. På mange områder, inklusive udviklingen og udbredelsen af grønne teknologier, vil Europa kunne indgå gensidigt fordelagtige aftaler, som bidrager til at verden ikke overskrider planetariske grænser.

I et langsigtet perspektiv ville en diplomatisk oprustning kunne føre til at man ikke behøver at bruge 5% af nationalindkomsten på at forberede krig. Ingen aktivitet er tilnærmelsesvis lige så skadelig for mennesker og natur som krig – Pentagon er for eksempel ifølge Videnskab.dk den organisation i verden med den største udledning af CO2.

En mere fredelig verden ville frigøre midler til grøn omstilling i form af støtte til det globale syds udvikling og anvendelse af grønne teknologier.

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Ja til fred - nej til krig og oprustning | Solidaritet 16. marts 2025 15:32

[…] Det fører til tilbage til kravet om oprustning. Normalt er det ikke populært at anvende ressourcer til at producere våben. Men det er ikke en hemmelighed, at Europas økonomi er i problemer og har behov for statsstøtte. […]