Ja til fred – nej til krig og oprustning

Hvis ’oprustning’ ikke blev årets ord i 2024, er det en god kandidat til prisen i år. Ordet dukker op overalt: i landsdækkende medier, politiske kredse og private samtaler. Man kan få indtryk af, at landet befinder sig i en limbo mellem krig og fred.

Det ser ud til, at der er bred enighed om, at oprustningen er nødvendig. Det er ikke kun statsministeren, der minder os om, at vi ‘står i en skæbnestund’ – hele det politiske spektrum er tilsyneladende enige om, at vi skal opruste.

Oprustnings-retorikken bakkes ærgerligt nok op af fagbevægelsens top.

Ruslands angreb mod Ukraine, som skete i strid med international lov, bruges til at overbevise befolkningen om, at oprustningen er nødvendig for at forsvare sig mod et aggressivt Rusland. ‘Derfor opruster vi. For at forhindre krig. For at sikre fred’, sagde statsministeren under sin nytårstale.

I ordene kan man genkende et ekko af våbenkapløbet i årene op til første verdenskrig. Dengang skulle de europæiske stormagter forsvare sig mod hinanden. I dag skal Europa afværge angreb fra Rusland. Og den forklaring bliver der sjældent sat spørgsmålstegn ved.

Er russerne på vej?

Det er umuligt at regne Putins planer ud. Han har brugt tre år på at indtage 20 procent af Ukraines territorium. Det er kun ham, der ved, om han vender sig mod EU – et område med en befolkning fire gange så stor som den russiske, med masser af ressourcer og teknologisk meget avanceret.

Man kan kun spørge, hvor sandsynligt det er? Jeg mener, at risikoen fra Rusland er overvurderet. Men uanset personlige meninger, er det godt at være skeptisk, når magthavere fremhæver krigstruslen.

For det første er magthavere kendt for at skjule sandheden: Iraks masseødelæggelsesvåben, misvisende oplysninger under Covid-19 pandemien, eller urigtige forklaringer om CO₂-afgifterne, er eklatante eksempler.

For det andet er det svært at tage kritikken mod Putin alvorligt. Den baserer sig ikke på et moralsk eller principielt grundlag.

Med angrebet mod Ukraine gjorde Putin sig skyldig i international forbrydelse og fortjener at sidde foran en international domstol. Men han burde ikke sidde der alene. En række vestlige ledere, inklusive danskere, burde gøre ham selskab.

Putin var i en årrække meget respekteret i Vesten, selvom han førte terrorkrig i Tjetjenien og forfulgte og dræbte politiske modstandere og kritiske journalister. Så sent som i 2011 drak den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen en øl i Tivoli med sin gode ven Vladimir Putin.

Og Putin er i øvrigt ikke den eneste autokrat. Dem er verden fuld af. Eksempelvis er Egyptens’ diktator Fatah al-Sisis nu accepteret som en god ven.

Hvorfor krigsretorikken?

Men hvis Rusland ikke er på vej til at invadere Europa, hvad er så årsagen til krigsretorikken?

Der er stigende utilfredshed og uro i befolkningen. Folk er begyndt at bevæge sig væk fra centrumpartierne. Det så man ved det seneste valg til EU-parlamentet og en række nationale valg. Også i Danmark er tilliden til politikerne faldende.

Magten er derfor nødt til at reagere. Og reaktionen er automatisk: gør befolkningen bange.

Fra magthavernes’ synspunkt er det en rationel strategi. Bange mennesker er det nemmere at samlet omkring ‘stærke’ ledere. Og de accepterer lettere den ‘konsensus’, som magthaverne præsenterer. Det er nemmere at få folk til at acceptere politiske tiltag, som ellers ville være upopulære.

Det fører til tilbage til kravet om oprustning. Normalt er det ikke populært at anvende ressourcer til at producere våben. Men det er ikke en hemmelighed, at Europas økonomi er i problemer og har behov for statsstøtte.

Oprustning er en måde at stimulere økonomisk vækst, en slags militær keynesianisme.

Jeg ikke er imod statsstøtte, der tjener alle borgere. Men oprustning giver ikke mening. Produkterne er i bedste tilfælde overflødige og ender som affald. I værste tilfælde bruges de til at dræbe mennesker.

Der findes bedre metoder til at stimulere økonomien. Og med den forestående klimakatastrofe kan ressourcerne anvendes langt bedre.

Og ikke mindst: omkostninger til oprustning bæres af den brede befolkning, uanset om ressourcerne kommer fra det såkaldte råderum, krigskat eller fjernelse af flere helligdage.

En kamp for fredelig sameksistens er altid værd at kæmpe

Med verdens nuværende socioøkonomiske system er konflikter uundgåelige, både internt i samfundet eller mellem stater.

En fredelig løsning af de konflikter er altid bedre end krig. I en verden med atomvåben er der ingen vindere.

Varig fred er historisk set ikke en umulighed, selv efter mange års konflikt.

Tyskland og Frankrig et godt eksempel. De to lande har i lange perioder været i konflikt. Det udløste blandt andet to verdenskrige.

Men ved at satse på fredeligt samarbejde og økonomisk integration har Europa oplevet den længste fredsperiode i vores kontinents historie.

På samme måde kan vi arbejde for en fredelig sameksistens med Rusland og andre lande. Et våbenkapløb øger derimod risikoen for gensidig destruktion.

Vores generation har chancen for ikke at gentage fortidens fejl. Derfor er der brug for en genoplivning af en fredsbevægelse i Danmark og Europa. Og derfor er det positivt, at en del af fagbevægelsen har lavet det første skridt i kampen for fred og mod oprustning.

Den del har min opbakning. Alle, der drømmer om en verden med fred og social retfærdighed bør tilslutte sig den kamp.