Fagligt pres på EU vokser: Boykot Israel
Anerkend Palæstina, lyder kravet fra Den Internationale Faglige Sammenslutning (ITUC). Drop EU-handelsaftale med Israel, mener europæiske bygningsarbejdere. 3F Københavns formand bakker op, men Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH er tavs
Den europæiske og internationale fagbevægelse stiller sig solidarisk med Palæstina og opfordrer til aktiv handling for at stoppe Israels overgreb på civile i Gaza.
Det står klart, efter at flere af de helt tunge spillere blandt arbejderklassens hovedorganisationer har meldt sig i koret af kritikere af den humanitære katastrofe, der udfolder sig i Mellemøsten.
I Danmark er toppen af fagbevægelsen i FH fortsat fraværende i debatten. Men formanden for 3F København, John Ekebjærg-Jakobsen, siger til Solidaritet.dk, at han ønsker sanktioner imod Israel.
Fra ord til handling
Den Internationale Faglige Sammenslutning (ITUC) repræsenterer over 200 millioner arbejdere verden over gennem ni globale fagforeninger.
Organisationen krævede i starten af september anerkendelse af Palæstina og beskyttelse civile, herunder indsættelse af en international fredsbevarende styrke i Gaza.
”Arbejdere overalt har ret til at leve i frihed, værdighed og sikkerhed. Det palæstinensiske folk fortjener ikke mindre. Anerkendelsen af Palæstina, sammen med konkrete skridt til at beskytte civile og afslutte besættelsen, er måden, hvorpå det internationale samfund kan være med til at omsætte principerklæringer til en fred med retfærdighed,” udtaler ITUC’s generalsekretær Luc Triangle.
Læs hele erklæringen fra ITUC her.
Havne som kamppladser
Udtalelsen fra ITUC er blot den seneste, hvor faglige organisationer og aktive medlemmer har sagt klart fra over for det, eksperter betegner som folkedrab i Palæstina.
Fagligt aktive havnearbejdere over hele Europa har igennem det seneste år allerede gennemført omfattende protester og blokader og demonstreret imod våbentransport til Israel.
Konkret har flere fagforeninger i blandt andet Frankrig, Sverige, Italien, England og Grækenland vedtaget, at man indstiller arbejdet, når skibe med våbendele indløber i deres havne.
Mange af aktionerne på havnene er organiseret af medlemmer af sammenslutning WFTU, der samler den kommunistiske fløj i den internationale fagbevægelse.
Selvom danske havnearbejdere (endnu) ikke har været i aktion, så blev indgangen til Aarhus Havn blokeret af pro-palæstinensiske aktivister tirsdag 9. september.
Protesten rettede sig ifølge en pressemeddelelse mod forsvarsvirksomheden Terma og Mærsks involvering i konflikten i Gaza, oplyser TV2 Østjylland.
Bygningsarbejdere: EU, gør noget!
Også blandt bygningshåndværkere er tålmodigheden begyndt at slippe op.
Den Europæiske Føderation af Bygnings- og Træarbejdere (EFBWW), som tæller 77 fagforeninger i 36 lande og repræsenterer i alt 1,5 millioner medlemmer, har udsendt en appel, hvori de opfordrer EU til at opgive unionens positive særbehandling af Israel på handelsområdet.
”Fagforeninger på tværs af Europa har hævet stemmen for at kræve EU-handling i forhold til den uforsvarlige humanitære situation i Gaza, den fortsatte og bevidste hindring af humanitær hjælp, den omfattende ødelæggelse af civil infrastruktur og det enorme antal civile dræbte i Gaza – herunder arbejdere og fagforeningsfolk,” skriver EFBWW.
”Vi minder om, at Den Internationale Straffedomstol har fastslået, at udsultning af civile som krigsmetode er en krigsforbrydelse. I denne sammenhæng har Den Europæiske Union aldrig haft et større juridisk og moralsk ansvar for at handle,” lyder det.
Tiden for advarsler og erklæringer er for længst forbi – EU må handle beslutsomt og øjeblikkeligt.
Sammenslutningen af fagforeninger opfordrer konkret Europa-Kommissionen til at suspendere EU-Israel-associationsaftalen – under henvisning til aftalens artikel 2, som betinger samarbejde af respekt for menneskerettigheder og demokratiske principper.
Læs hele udtalelsen fra EFBWW her.
3F København: Hvor er formandskabet?
I Danmark er billedet mere broget.
Allerede i september sidste år var tre medlemmer af 3F, herunder Brian Majland som er formand i Havnearbejdernes Landsklub, ude med et indlæg i dagbladet Information, hvor de skrev:
”Vi vil ikke være medskyldige i den israelske stats forbrydelser. Hverken ved at vores pensionspenge investeres i våben eller firmaer, som understøtter besættelsen og folkemordet, eller ved at vores kolleger tvinges til at håndtere våben, der skal eksporteres til Israel. (…) Hvis vi ikke er klare i spyttet og følger ord op med handling, risikerer vi at tabe både kampen for fred og miste vores grundlæggende værdier om medmenneskelighed og solidaritet.”
Siden har akademikernes fagforening DM, Pædagogernes Pensionskasse (PBU), socialrådgiverne, Dansk Sygeplejeråd og FOA udtrykt deres modstand imod krigen og udtrykt solidaritet med civilbefolkningen i Palæstina.
Der er samtidig dannet et fagligt Palæstina-netværk, som blandt andet deltager sammen i de mange protest-demonstrationer, der har været på gaden siden Israels krig begyndte efter 7. oktober 2023.
3F København er en del af initiativet, og deres formand, John Ekebjærg-Jakobsen, siger til Solidaritet:
”De mange forsøg på at tale Israel og Netanyahu til fornuft har ikke nyttet, og FN er handlingslammet. På den baggrund må vi i Europa handle aktivt for at stoppe staten Israels angreb i Gaza.”
Han fortsætter:
” Vi skal kræve total våbenhvile, ubetinget adgang til nødhjælp, men også frigivelse af gidslerne i Gaza og frigivelse af palæstinensiske fanger, som er fængslet uden rettergang. Det internationale pres på Israel har ikke virket ind til nu, og derfor er sanktioner mod Israel den eneste mulighed for at stoppe tragedien,” siger John Ekebjærg-Jakobsen til Solidaritet.
Han mener, at den danske regering og det danske EU-formandskab bør gøre mere for at få ophævet EU’s favorable handelsaftale med Israel.
”I kraft af det danske EU-formandskab bør regeringen fortsat arbejde aktivt for ophævelse af associationsaftalen med Israel,” lyder budskabet fra formanden for 3F København.
EU-sporet
Til manges store overraskelse annoncerede den danske regering, at man ville forsøge at samle flertal for en delvis suspendering af handelsaftalen med Israel ved EU’s uformelle udenrigsministermøde i København 29.-30. august.
Efter mødet – der blev mødt af pro-palæstinensiske demonstrationer – stod det dog klart, at medlemslandene ikke kunne nå til enighed, hvorfor ingen sanktioner blev besluttet.
At EU fremstår ikke blot handlingslammet, men også medskyldig i folkedrab, har antændt en hidtil uset protestbølge blandt de ansatte i EU-systemet.
Initiativet ”EU Staff for Peace” tæller flere end 2.000 nuværende og tidligere ansatte, der hver torsdag mødes foran EU-Kommissionen for at vise deres modstand imod EU’s manglende handling.
”Vi finder den manglende beslutsomme handling for at opretholde retsstaten og de internationale normer i Gaza uforenelig ikke blot med EU-traktaterne, men også mere generelt med de værdier, som Unionen er grundlagt på, og som den bør fremme,” skriver de ansatte på sammenslutningens hjemmeside.
Von der Leyen åbner for at suspendere handelsaftale
Men måske har presset i EU virket. Formand for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen annoncerede i sin årlige State of the Union-tale 10. september 2025, at EU-Kommissionen nu vil indtage en mere hård linje over for Israel.
EU vil sanktionere “ekstremistiske ministre” og voldelige bosættere samt sætte bilaterale betalinger til Israel på pause, sagde von der Leyen ifølge netmediet Politico.
Kommissionen vil også foreslå en delvis suspension af de handelsmæssige aspekter af EU-Israel-associationsaftalen. Før det sker i praksis vil det dog kræve flertal i Parlamentet, hvilket der fortsat er stor usikkerhed omkring.
FH: Ingen kommentarer
Også toppen af den danske fagbevægelse virker handlingslammet.
Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har forholdt sig tavse igennem hele krigen modsat hovedorganisationerne i vores nabolande, der offentligt har udtrykt sig med krav om våbenhvile og mere humanitær hjælp til de civile.
I en artikel hos POV International udtaler lektor i arbejdsmarkedsrelationer ved Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet, Laust Høgedahl, om FH’s position:
“Set fra et internationalt perspektiv kan man godt sige, at FH stikker ud (…) Man er virkelig i vildrede, også internt. Man er bange for at støde nogle medlemmer fra sig,” vurderer Laust Høgedahl.
Solidaritet har i forbindelse med denne artikel henvendt sig til FH med en række spørgsmål.
Vi ville blandt andet gerne vide, hvad organisationens holdning er til de mange udtalelser fra andre fagforeninger og fagligt aktive. Men i en mail fra FH’s presseafdeling lyder det:
”FH har ingen kommentarer til Gaza-konflikten.”
Opdateret 15. september: Præcisering af hvem der står bag protesterne i havnene: “Mange af aktionerne på havnene er organiseret af medlemmer af sammenslutning WFTU, der samler den kommunistiske fløj i den internationale fagbevægelse. “
Artiklen er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
