Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
15. december. 2021

Forslag i Aarhus om dansk støtte til forbud mod atomvåben

Med støtte fra en række fredsbevægelser fremsætter Enhedslisten i Aarhus i dag forslag om at tilslutte sig FN’s traktat mod atomvåben. Inspirationen er hentet i Norge, hvor en række byer allerede har tilsluttet sig traktaten.

Illustration: Solidaritet.

Når Aarhus Byråd onsdag aften mødes skal det afgående byråd tage stilling til et forslag fra Enhedslisten om, at byrådet skal opfordre regeringen til at underskrive FN-traktaten om forbud mod atomvåben. Forslaget stilles efter opfordring fra flere aarhusianske fredsorganisationer. I sit forslag udtrykker Enhedslisten i Aarhus sin bekymring over den alvorlige trussel, som atomvåben udgør mod lokalsamfund overalt i verden, og dermed også Aarhus.

Enhedslisten har stillet følgende forslag til beslutning i Aarhus Byråd: “Vores kommune er dybt bekymret over den alvorlige trussel, som atomvåben udgør mod lokalsamfund overalt. Vores borgere har ret til at leve i en verden fri for atomvåben. Al brug af atomvåben, hvad enten det sker bevidst eller som følge af fejl eller uheld, vil have katastrofale, omfattende og langvarige konsekvenser for mennesker, samfund og miljø. Derfor støtter vi FN-traktaten, der forbyder atomvåben og opfordrer den danske regering til at tilslutte sig traktaten.”

Norsk forbillede

Baggrund for forslaget er, at 2/3 af medlemslandene i FN i juli 2017 vedtog en traktat om forbud mod atomvåben. Traktaten forbyder udvikling, test, afprøvning, produktion, lagring, overførsel, brug eller trussel om brug af atomvåben, og udfylder dermed et stort hul i Folkeretten.

“Vi foreslår, at Aarhus Byråd tilslutter sig ICAN’s by-appel og opfordrer den danske regering til at tilslutte sig traktaten.”

Forslagsstiller Viggo Jonassen (Ø)

Den trådte i kraft 22. januar i år efter de første 50 lande har ratificeret traktaten, og gælder altså nu i kraft af sin status som international konvention som en del af Folkeretten.

Siden har flere stater tilsluttet sig traktaten, senest har Mongoliet på den internationale menneskerettighedsdag 10. december som 57. land ratificeret. Danmark er ikke blandt de 57 lande.

ICAN, The International Campaign to Abolish Nuclear Weapons, der i 2017 modtog Nobels fredspris har i Cities Appeal opfordret byråd verden over til at deltage i den internationale kampagne for støtte til FN’s traktat om forbud mod atomvåben.

Aarhus’ venskabsby Bergen, Norges næststørste by, tilsluttede sig 10. april 2019 ICAN’s by-appel og opfordrede Norges regering til at ratificere FN traktaten. Siden har adskillige andre norske byer, bl.a. Oslo, tilsluttet sig.

Bl.a. i kraft af by-initiativerne er der i Norge en aktiv opbakning bag FN-traktaten. Det har senest betydet, at der i grundlaget for den ny Arbejderparti-ledede regering indgår, at Norge som observatør træder ind i kredsen af regeringer, der vil deltage i den kommende konference i Wien 22.- 24. marts 2022 om udrulning og implementering af traktaten.

”Vi foreslår, at Aarhus Byråd tilslutter sig ICAN’s by-appel og opfordrer den danske regering til at tilslutte sig traktaten,” siger forslagsstiller Viggo Jonasen, byrådsmedlem for Enhedslisten.

Forslaget fremsættes på baggrund af opfordring fra Århus mod Krig og Terror, Fredsgruppen i Enhedslisten Aarhus, Fredsbutikken, Aldrig Mere Krig, Fredsministerium og Forbyd Atomvåben/ICAN Danmark.  

Aarhus Byråd besluttede på sit møde 15. december at udskyde punktet med Enhedslistens forslag om, at Aarhus Byråd skal opfordre regeringen til at ratificere FN’s traktat om forbudmod atomvåben til byrådets næste møde, der holdes 19. januar 2022.

Læs også: På FN-dagen mangler Danmark stadig at tilslutte sig FN’s traktat om forbud mod atomvåben


Om skribenten

Tue Magnussen

Tue Magnussen

Cand.mag., aktivist og skribent for bl.a. Globalnyt.dk
Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER