Geni, idiot – eller begge dele? Anmeldelse af Morrissey i Aarhus

Morrisseys koncert var annonceret til kl. 20, men ventetiden blev lang. Køen til garderoben var over en halv time, og mange valgte at beholde jakken på grundet ventetiden og prisen på 50 kroner.

Først lidt over kl. 21 begyndte showet efter mere end en halv times videocollage med klip af Morrisseys idoler, blandt andre Ramones, New York Dolls, Sigue Sigue Sputnik, Judy Garland og Alain Delon.

Selvom collage-formatet var interessant, føltes ventetiden snarere som en forstyrrelse end en del af oplevelsen.

Klassikere og savnede hits

Da Morrissey endelig trådte frem på scenen, beviste han, hvorfor han er en unik koncertoplevelse. Smiths-klassikere som I Know It’s Over, There Is a Light That Never Goes Out – som nok er en af mine yndlingssange af alle – og How Soon Is Now? ramte publikum lige i hjertet. Solohits som Suedehead og Everyday Is Like Sunday mindede om hans stærke solo-karriere.

Alligevel var der lange perioder uden de mest markante solohits, og ikoniske sange som English Blood, Irish Heart og First of the Gang to Die blev ikke spillet. Særligt disse savnede sange giver både musikalsk tyngde og politisk kant – noget der kunne have balanceret aftenens mere personlige og introspektive sange.

Nye sange og kontroverser

De nye numre, fx Notre-Dame og World Peace Is None of Your Business, var mere udfordrende at tage til sig. Notre-Dame om branden i katedralen i 2019 tog i stedet for en refleksion over tabet af kulturarv fat i konspirationsteorier og antydede mørke kræfter bag tragedien – uden at bidrage med noget konstruktivt.

Nummeret fremstod provokerende på en måde, der var tom og unødvendig – og satte fokus på Morrisseys stadig mere højreorienterede holdninger, som jeg som publikum ikke helt kan ignorere.

Han brugte også aftenen på at lufte sin velkendte bitterhed over, at engelske radiostationer ikke længere vil spille hans musik. Om det er fordi hans udtalelser er ved at blive for kontroversielle, eller fordi han ikke har udgivet noget særligt de sidste mange år, er ikke til at vide. Faktum er, at han bevæger sig skarpt til højre i en deroute mod konspirationernes kaninhul.

Det er svært ikke at spørge, om man kan adskille musikken fra personen, men netop spændingen mellem geni og idiot gør også oplevelsen intens.

Morrissey har altid været en svær kunstner at elske ukritisk. Hans udtalelser og standpunkter har længe været kontroversielle, ofte grænsende til det reaktionære. På scenen fremstår han stadig som en sammensat figur: både sårbar, selvoptaget og indsigtsfuld.

Stemme og performance

Selv om kontroverserne fylder, beviser Morrissey stadig sin formidable vokal. Hans vibrato og falset sidder lige i skabet, og hans evne til at fylde selv en stor sal med følelsesmæssig tyngde er imponerende.

Når han synger I Know It’s Over eller There Is a Light That Never Goes Out, overskygger musikken både kontroverser og praktiske frustrationer fra salen.

Især I Know It’s Over mindede om, hvorfor Morrisseys musik stadig betyder noget for så mange. Her var sårbarheden intakt, og sangen ramte med den smerte og ensomhed, der engang gav hans tekster både menneskelig dybde og social resonans. Dengang Morrisseys musik gav stemme til dem, som følte sig overset, misforstået eller uden plads i verden.

Grænsen mellem geni og idiot

Morrissey er ikke en kunstner, man elsker uden forbehold. Hans holdninger provokerer, og hans nyere sange mangler ofte den tyngde og skarphed, der gjorde hans ældre materiale ikonisk. Samtidig er han stadig et musikalsk geni, og en Morrissey-koncert viser, hvorfor han har betydet så meget for generationer af fans.

Setlisten balancerede stærke klassikere med nyere, mindre stærke sange – og det ærgrede mig, at jeg ikke havde lært hele hans bagkatalog udenad, så jeg kunne synge med på alt.

Koncerten var intens, svedig og ambivalent, som Morrissey selv. Ja, han er en idiot, men hans musik er stadig genial. Og så længe han leverer sange som I Know It’s Over, How Soon Is Now? og There Is a Light That Never Goes Out, vil man dukke op igen næste gang.

Spørgsmålet står tilbage: Kan man købe billetter til en koncert, når kunstneren afviger så meget fra ens personlige politiske holdninger. Jeg tog mig selv i at overveje, om jeg overhovedet kunne tillade mig at stå der, klappe med og synge med, velvidende at Morrissey i stigende grad har positioneret sig politisk på en måde, der står i direkte modstrid med de værdier, musikken engang gav stemme til.

Morrissey er ikke en kunstner, man elsker uden forbehold. Hans udtalelser har ofte været provokerende, og jeg er bestemt ikke imponeret. Men som min ven sagde: “Han er en idiot, men vi har alle lov til at have en.”

Og det er netop det, der gør Morrissey så fascinerende.

Læs også vores anmeldelse af Johnny Marr – Morrisseys gamle bandkammerat i The Smiths.