Indie-anmeldelse: Johnny Marr leverede en perfekt koncert i Amager Bio

Johnny Marr er mest berømt som guitarist, men onsdag 29. oktober viste han sig også som en overvældende god frontmand ved sin koncert i Amager Bio i København. Han styrede scenen med en blanding af coolness og en befriende spilleglæde. Måske endda livsglæde, hvis man tør sige det om et af medlemmerne af indie-gudfædrene i The Smiths.

Han gik på scenen med en mørk denimjakke, som blev på, også mens sveden piblede fra hans berømte sorte hår. Nok vil han primært gå over i musikhistorien som guitarist i The Smiths og siden flere andre bands, men koncerten viste, at han også er både karismatisk og sympatisk, når han befinder sig centre-stage. Og så kan han tilmed synge.

Koncerten blev sparket i gang af en livlig Generate! Generate fra Marrs debutalbum som solokunstner The Messenger fra 2013. Og hvis den ikke fangede publikum – hvilket den gjorde – så startede festen, da Smiths-hittet Panic brød ud som sang nummer to. Hvis du er i tvivl, er det den sang, der slutter med et kor, som messer ”hang the DJ, hang the DJ, hang the DJ!”

Inden da havde publikum fået en god halv times fremragende opvarmning med det unge, irske band The Clockworks, hvis melodiske postpunk var en passende åbning til det, der var i vente. Dem vil jeg meget gerne se igen, men ikke som opvarmning, for de fortjener at være hovednavn.

På en aften som denne savner man ikke The Smiths

Det er svært at skrive om en Johnny Marr-koncert med talrige Smiths-sange på setlisten uden også at nævne hans gamle makker Morrissey. På kun fire år fra 1983 til 1987 skabte de et mageløst sangrepertoire, hvor Morrisseys på samme tid depressive, satiriske og humoristiske tekster akkompagnerede Marrs ekspressive guitararbejde og melodier. Jagger & Richards. Lennon & McCartney. Morrissey & Marr. The Smiths er – sammen med punken – dér, hvor alt moderne britisk indierock kommer fra.

Til sidst imploderede bandet, og trods talrige rygter og lukrative tilbud om at de to skulle på turné igen, er det ikke sket. Og det er meget godt. Det er fint, at Oasis blev gendannet – også selv om det måske var for pengenes skyld. Men med The Smiths ville det virke forkert, hvis en genforening ikke skete på grund af lyst og nødvendighed. For The Smiths stod frem for alt for ærlighed og repræsentation for alle dem, der kunne få et ”smack in the mouth, just for sticking out” for at citere det beslægtede band Pulps sang Mis-Shapes.

The Smiths stod i åben opposition til firsernes Margaret Thatcher-regime, men Morrissey har på sine modne dage stået for nogle skal vi sige uheldige politiske udmeldinger. Marr har også selv udtalt, at der i dag nok er nogle politiske uoverensstemmelser, som skal overvindes, før en genforening kan finde sted.

Morrissey er den bedste tekstforfatter på denne side af Bob Dylan og en fantastisk frontmand, men denne onsdag aften på Amager var han ikke savnet.

Guitar hero

Johnny Marr er nemlig mere end til stede, og han fører publikum igennem en parade af hans bedste sange fra solokarrieren, herunder en fremragende udgave af Spirit, Power & Soul med hårde elektroniske beats og stroboskop-agtig belysning. Her stifter vi bekendtskab med den anden del af det, Manchester har givet populærmusikken. For det er ikke kun følsomme indie-bands, men også den rave-scene, som har huseret verden med hjemsted i den sagnomspundne natklub La Hacienda.

Det er tydeligt, at Johnny Marr nyder aftenen. Der er masser af hilsner, smil og vink til publikum, og Marr og bandet griner også indbyrdes. Man kan åbenbart godt lave seriøs rockmusik og have det sjovt samtidig. Bandets spilleglæde smitter af på publikum, og efter kort tid bliver Marrs mindre kendte sange fra solokarrieren modtaget med lige så store bifald som Smiths-sangene.

Lydkulissen i den fine koncertsal på Amager var også perfekt sat op. Guitar, bas, trommer og stemme stod helt klart, hvilket blandt andet kom til udtryk i en majestætisk udgave af How soon is now? – den med den droneagtige rytmeguitar, som bliver afbrudt af en skrigende leadguitar, der understreger tekstens eksistentielle budskab: ”I am human and I need to be loved, just like everybody else does.”

Guitarspillet var selvfølgelig mageløst hele vejen igennem. Johnny Marr er ikke en guitarist, der brillerer med lange guitarsoloer, selvom han sagtens ville kunne. Ligesom Keith Richards er Johnny Marr mest af alt en riff-guitarist. Og hvilke riffs. Der er ikke unødig finger-akrobatik, men ren indlevelse på et højt, højt teknisk niveau.

Både akustisk og elektrisk. Vi får en smuk udgave af den akustiske uppercut i Smiths-klassikeren Please, please, please, let me get what I want. Vi får Marrs signaturlyd – jingle-jangle-guitaren – med This Charming Man og Hi, Hello. Og vi får konsekvente poprytmer med solo-hittet Easy Money og Getting away with it, som han i sin tid indspillede med New Orders Bernard Sumner og Neil Tennant fra Pet Shop Boys.

Der er et lys

Sidstnævnte blev introduceret som en ”disco song from Manchester, England”, og med den forlod han en kogende koncertsal. Mange var sikkert kommet for et genhør med Smiths-sangene, men de kunne gå som fans af Johnny Marr som solokunstner.

Der var selvfølgelig nogle ekstranumre, og de begyndte med et cover af Iggy Pop-klassikeren The Passenger. Det valg kunne virke overraskende, men når man tænker over det, er der aldrig en dårlig lejlighed til at spille den sang. Så det gjorde bandet, som tydeligt morede sig.

Efter Stop me if you think you’ve heard this one before kunne koncerten kun slutte med en sang: There is a light that never goes out fra Smiths-hovedværket The Queen Is Dead. Fællessang i Amager Bio, og Johnny Marr behøvede ikke synge med på omkvædene, men kunne smilende kigge ud på publikum og konstatere, at han med sit band havde leveret en perfekt måde at tilbringe en onsdag aften på.

Mens guitaren fortonede sig, gentog alle tilstedeværende budskabet: Der er et lys, der aldrig går ud. Og lad det være afskedssalutten. Der er et lys, der aldrig går ud. Husk det. Kald det tro, håb og kærlighed, kald det at kæmpe for en bedre verden, eller hvad du gør for at blive ved i dette foruroligende år 2025. Der er et lys, der aldrig går ud.

Tak til Johnny Marr for at minde os om det.