Sammenhængskraft på flaske – Anmeldelse af Oasis
I en verden, hvor vi sidder med snuden i mobiltelefonen og dyrker os selv på sociale medier, viser Oasis hvad fortidens store fællesskabsoplevelser kan. Det kan stadig rigtig mange ting. Solidaritet bringer en anmeldelse af Oasis’ koncert på Murrayfield Stadium, Edinburgh, tirsdag 12. august 2025
Oasis er et af de mest forkætrede bands i verden. Som stor Oasis-fan har jeg måttet lægge ører til mange kritiske bemærkninger om mit favoritband. De var nogle uopfindsomme, uoriginale Beatles-kopister, tilbageskuende og man kunne blive ved. Da Oasis-bølgen løjede af omkring årtusindskiftet, var Oasis et af de mest uncool bands, man kunne være fan af.
Oasis var ikke kunstnerisk ambitiøse som fx de gamle rivaler i Blur, der begav sig ud i en musikalsk søgen inspireret af amerikansk post-rock og afrikanske rytmer, eller det band, som reelt lagde britpoppen i graven, nemlig Radiohead, der med OK Computer satte nye standarder med en blanding af introspektive og melankolske tekster og en opdatering af den progressive rock tilbage fra Pink Floyd. Oasis var ikke den slags band. Og det blev de kritiseret hårdt for. De kunne ikke udvikle sig.
Bandet blev også slaver af deres egen storhed. For Oasis var helt vanvittige i perioden 1994-1996. De lavede et korpus på 30-40 sange, som simpelthen var så fremragende, at det fik det meste til at blegne. Desværre også alt, hvad de lavede bagefter.
Oasis’ albums og koncerter blev slagtet i pressen. Nogle gange med god ret, for det var langt fra alt, der var godt. Men det var også som om, bandet altid blev ekstra hårdt bedømt, fordi de engang havde været så overlegent gode. Det var vores egen tabte ungdom og bristede illusioner, der blev hældt arrigt ud over Oasis. Selv om mange af deres ting i 00’erne var habile, så blev de altid ekstra nedvurderet.
Trods denne massive kritik står Oasis der igen. Efter 16 års pause. Med en kæmpe turné, hvor alt er revet væk, og millioner af fans skuffet måtte se, at udbuddet af billetter slet ikke matchede den enorme efterspørgsel. Hvad er det, Oasis kan? Dette uopfindsomme, uoriginale band, som i øvrigt ikke har lavet en god plade i 30 år.
Bandet der bringer mennesker sammen
Denne tirsdag aften på det enorme rugbystadion Murrayfield i Skotlands hovedstad Edinburgh får man en del af svaret. Oasis bringer mennesker sammen.
Jeg har været til min portion af store rockkoncerter. Men Oasis er en særlig form for koncert. Det er ikke en stamme, hvor fans har en meget ensartet profil. Det er det første, der slår mig, når jeg kigger rundt. Purunge drenge, ældre mænd, unge piger, som i tøjstil ligner publikummet til en koncert med Cardi B, midaldrende mods og fodboldfyre.
Oasis appellerer simpelthen enormt bredt. Det er ikke typer, man ville se til en koncert med de fleste andre britiske rockbands. Du ville ikke se de typer til fx Radiohead, Blur, Muse eller endda Arctic Monkeys.
Hele stadion synger med på hver eneste sang. Ligegyldigt om det er Wonderwall, Don’t Look Back In Anger eller de andre store hits – eller om det er gamle b-sider som fx Fade Away eller Acquiesce, eller Noel Gallaghers smukke Half the World Away. Alle synger med på det hele.
Fællesskab og sammenhæng er en helt essentiel del af magien ved Oasis. Jeg kender det fra mig selv. Når jeg sætter Oasis på, får jeg altid en spontan lyst til at drikke øl med mine venner. Det er det, Oasis kan. De bringer folk sammen.
Min kone sammenlignede det med den måde, Kim Larsen har fungeret som nationalskjald for hele Danmark. Sådan et band er Oasis. De er ikke de klogeste, de dygtigste eller de mest originale. Men de er et band, der har evnet at skabe fællesskab og en delt historie mellem millioner af mennesker på et niveau, som meget få andre bands har evnet. Der er en uforklarlig magi ved Oasis.
Bandet er i bedre form end i 30 år
Oasis har også altid været dragende på fans, fordi gruppen har den farlighed og uforudsigelighed, som har karakteriseret de bedste rockbands gennem tiden.
Dynamitten har altid ligget i krydsfeltet mellem brødrene Noel og Liam Gallagher. Mellem sangskriveren og guitaristen Noel, som styrer bandets musik med hård hånd og er manden med den gyldne pen, der har skrevet Oasis kæmpehits og legendariske sange. Storebror med autoritet, magt og kontrol.
Men han er ikke stjernen. Stjernen er hans eksplosive, utilregnelige og kaotiske lillebror Liam. Sangeren. Han har karisma i spandevis. Folk kan ikke lade være med at kigge på ham. Han ligner altid en million. Og når han åbner gabet, kommer en af de bedste rockstemmer ud af munden på ham. Ja, han er noget særligt. Og ikke kun fordi han ser sej ud. Han er en af de bedste rocksangere, der nogensinde har eksisteret.
Efter Oasis toppede i midten af 1990’erne, blev 00’erne udfordrende for bandet. Noel Gallagher havde svært ved at matche sangskrivningen fra 94-96. Grundlæggende ønskede han sig en anden vej for bandet. Det er således meget slående, at Noels solo-plader i stigende grad har været på vej væk fra Oasis’ signatur-lyd. Men han var fanget i en rock ’n’ roll-maskine, tynget af forventninger til, hvordan Oasis skulle lyde. Mens han var i Oasis, fortsatte han med at prøve at skrive nye sange inden for denne skabelon. Trods flere gode sange lykkedes det ham aldrig at overgå sig selv.
Og mens sangene tabte kvalitet, blev Liam mere og mere kynisk og ligeglad. For os der har oplevet Liam i midten af 00’erne, kan jeg hilse og sige, at det var sørgeligt. Manden havde overhovedet ikke passet på sin stemme. Jeg husker med gru en koncert i Valby-hallen i 2005, hvor Oasis faktisk havde udgivet deres bedste plade i 10 år, Don’t Believe the Truth. Men Liams stemme var fuldstændig smadret af smøger, bajere og mangel på basal sangteknik. Han havde engang en gylden stemme. Men han havde råbt og skreget den i stykker gennem 15 år. Tilbage var en hæs brølen.
Derfor er det også så formidabelt at opleve dem her tyve år senere. Liam har siden dengang taget sig gevaldigt sammen. Han har fået styr på sin stemme, og han har ikke lydt så godt, siden han var 25. Han er i dag en mand i starten af 50’erne, men han lyder simpelthen supergodt. Bandet spiller tight og godt. Lyden er krystalklar, og jeg har sjældent oplevet så god lyd til en stadionkoncert, som tit kan være en rungende affære.
67.000 stemmer
Gruppen forkæler publikum. Der bliver spillet klassiker på klassiker. Ikke et kedeligt øjeblik. Oasis er tændte, professionelle og har udstråling. Gallagher-brødrene virker heller ikke tynget af den dårlige stemning, som til flere koncerter skabte en mærkelig akavet fornemmelse. Der er en god energi mellem brødrene. Som om de endelig har erkendt deres roller og hviler i dem. Liam er folkehelten, Noel er kapelmesteren.
Oasis har virkelig lavet et flot show for folk. Det siger lidt om, hvilken eksklusiv lækkerbisken aftenens koncert er, når man sætter den tidligere forsanger fra The Verve, Richard Ashcroft, til at varme folk op med kæmpehits som Bittersweet Symphony og The Drugs Don’t Work. Allerede her synger 67.000 stemmer med på hvert et ord.
Gallagher-brødrenes badass-attituder, som gjorde dem til især drengenes forbilleder, men som i 00’erne for tit slog over i patetisk adfærd og publikumsforagt, er væk. Liam og Noel er blevet varme og milde.
Liam tager endda flere gange ordet for at svine byrådsmedlemmer i Edinburgh, som har latterliggjort Oasis-fans som tykke, øldrikkende bøvhoveder. Han tager os i forsvar mod magthaverne. Han råber tilbage, at de skal fucking holde deres kæft med at tale grimt om hans fucking fans! Det er faktisk rørende at opleve den solidaritet, han her udviser.
Malurten i bægeret, selvtilliden er et skalkeskjul
Kan man være kritisk over for en helt igennem fremragende aften, med et fremragende spillende band, der spiller et af de mest fremragende bagkataloger i moderne rock?
Oasis deler jo gavmildt ud af guldet. Og selv om Noel i tidens løb har lånt og parafraseret de store forbilleder som fx Beatles, Rolling Stones, Kinks, The Who, Sex Pistols, The Smiths og Stone Roses, så er det sammenkog, han lavede i 1990’erne, stadig fantastisk.
Setlisten er en lang syng-med-fest af klassikere, som stadig rammer lige i solar plexus. Some Might Say, Slide Away, Wonderwall, Live Forever, Cigarettes & Alcohol, Don’t Look Back In Anger, Supersonic, ja man kan blive ved. Oasis giver folket, hvad folket vil have. Det er midt 90’ernes højdepunkter. Kun to numre er med fra bandets tredje album Be Here Now fra 1997 – og kun et nummer fra de fire plader, der udkom efter årtusindeskiftet.
Det viser også, at Oasis nok strutter af arrogant selvtillid. Men i virkeligheden er bandet ramt af et enormt mindreværdskompleks over deres egen historie. Selv om det er åbenlyst, at Oasis var bedst på de to første plader, og selv om folk er glade for, at bandet spiller de sange, de spiller, så står jeg også og ærgrer mig.
Nu hvor Liam faktisk igen kan synge sangene ordentligt, hvor ville det være fedt at høre ham levere flotte versioner af de gyldne øjeblikke, der trods alt var rundt på deres forkætrede plader fra dette årtusinde. Fx den sindssygt smukke 60’er-ballade Stop Crying Your Heart Out, som er et nummer, der sagtens kan matche de store øjeblikke på Definitely Maybe og (What’s the Story) Morning Glory? Eller herlige rocksange som Hindu Times og Lyla, den groovy Go Let It Out eller Noels smukke Falling Down.
Der er så mange flotte øjeblikke, som bandet selv er med til at begrave på irrelevansens kirkegård. Og det er en skam. Der måtte Oasis gerne have haft lidt mere reel selvtillid.
Kom snart til Danmark, Oasis
Men herregud, når jeg skriver disse ord, så sidder jeg allerede og håber, at Oasis fortsætter deres nye togt. Den enorme turné drager videre fra Murrayfield til Irland, hvor Gallagher-brødrenes slægt stammer fra. Herefter er det USA, Sydamerika og Asien. Men ingen koncerter på det europæiske kontinent.
En underlig brexit-tilgang til de millioner af danskere, svenskere, tyskere, italienere og hvem man ellers kunne nævne, som også gerne vil se deres idoler.
Mit håb er, at Oasis faktisk har det rart. Noel og Liam virker ikke til at være i fjendskabsmode. Og mon ikke den massive kærlighed, de har mødt koncert efter koncert, er blevet et drug, der virker? Jeg håber. For så bør også vi kunne få besøg af Oasis i 2026.
Og selv om vores forhold til Oasis ikke er helt så religiøst som på de britiske øer, så tror jeg stadig, at Oasis kan give os danskere noget af det fællesskab og sammenhængskraft, som mange af os går og tørster efter.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)
[…] og lukrative tilbud om at de to skulle på turné igen, er det ikke sket. Og det er meget godt. Det er fint, at Oasis blev gendannet – også selv om det måske var for pengenes skyld. Men med The Smiths ville det virke forkert, […]