Gør igen Danmark til et foregangsland i arbejdet mod tortur

10. december er ikke alene international menneskerettighedsdag – men også årsdag for FN’s konvention mod tortur, der blev vedtaget 1984. Konventionens tekst blev formuleret og vedtaget med en markant dansk penneføring.

FN’s konvention mod tortur er en af de internationale konventioner og traktater, der har opnået størst succes. Ikke alene har den forbudt tortur, den har også mindsket og stigmatiseret brugen af tortur. Aktuelt har 174 af FN’s 193 medlemslande tilsluttet sig konventionen, med Indien som en iøjnefaldende undtagelse.

Modsat for eksempel terrorisme har vi med konventionens ord en relativt klar definition af begrebet tortur. Samtidig fastslår konventionen, at det universelle forbud mod tortur er absolut, og at tortur under ingen omstændigheder kan retfærdiggøres – det være sig under truslen om terror, krig eller nødret. Ingen politisk, militær, religiøs eller anden begrundelse kan retfærdiggøre brugen af tortur.

Danmark har alle muligheder for at gå forrest

Trods succesen har konventionen ikke afskaffet tortur. Den sørgelige sandhed er, at der er lang vej endnu. Ifølge Amnesty International foregår der tortur eller anden mishandling i mere end et hundrede lande. Milliarder af mennesker verden over lever i risiko for at blive udsat for tortur. Derfor er det vigtigt fortsat at sætte bekæmpelse af tortur højt på den politiske dagsorden både internationalt og i Danmark.

Det er vigtigt at få de sidste knap tyve lande til at ratificere FN-konventionen og få retsforfulgt torturbødler og de ansvarlige for tortur.

Med præsidentskiftet i USA om få uger haster det med at få Joe Biden til at indfri sit løfte om at lukke fængselslejren Guantanamo. Danmark har nok i ord taget afstand fra både Abu Ghraib og Guantánamo, men det er karakteristisk, at danske statsministre fra Anders Fogh (V) til Mette Frederiksen (S) under deres møder med USA’s præsidenter fra George W. Bush til Joe Biden aldrig har nævnt tortur eller understreget, at USA burde overholde FN’s konvention mod tortur, lukke Guantánamo og retsforfølge de ansvarlige for tortur.

Danmark bør også med sin årelange ekspertise i dokumentation og rehabilitering af tortur gå i spidsen for, at man fokuserer på tortur i retsforfølgningen af såvel Putins krigsforbrydelser i Ukraine som Netanyahus folkemord i Palæstina.

Danmark har gennem mange år med rette været regnet for et foregangsland i kampen mod tortur. Som forslagsstiller til FN-resolutioner mod tortur har Danmark arbejdet for, at andre lande underskriver torturkonventionen. Men man synes at glemme, at Danmark også bør feje for egen dør.

Nok har folketinget opfordret regeringen til ”at arbejde for, at flere lande, herunder program-samarbejdslandene under udviklingsbistanden, tilslutter sig menneskerettighedskonventionerne, særligt tillægsprotokollen til FN’s torturkonvention“. Men skiftende regeringer synes hverken at have rejst spørgsmålet over for modtagerlande af dansk bistand eller over for USA, der af regeringen regnes som Danmarks nærmeste allierede.

Stop for udvisninger til tortur

Danmark befinder sig på flere områder på kanten af FN’s konvention mod tortur. Det gælder især ved udvisning til lande, hvor der er risiko for tortur.

FN’s konvention mod tortur understreger, at man ikke må udvise, udlevere eller tvangshjemsende til et land, hvor personen risikerer at blive udsat for tortur eller anden umenneskelig straf. Alligevel har man i de senere år set mange konkrete eksempler på personer, som er blevet udvist af de danske myndigheder til lande, hvor de er blevet udsat for tortur.

De kendte eksempler er måske kun toppen af isbjerget. Problemet er, at man faktisk ikke ved, præcis hvad følgerne af den udbredte brug af udvisninger og tvangshjemsendelser har været. Det drejer sig først og fremmest om afviste asylansøgere, men også Niels Holck, som frygter en udlevering til Indien trods risikoen for tortur.

Indien er et af de få lande, som ikke har ratificeret FN’s konvention mod tortur. Under såvel Modis besøg i Danmark i 2022 som de danske minister- og delegationsrejser til Indien har man fra dansk side end ikke turdet udfordre den indiske modpart til at ratificere FN’s konvention mod tortur.

I Danmark er torturofre og andre traumatiserede flygtninge blevet ramt af udlændingeaftaler, som gennem betoning af arbejds- og sprogkrav gør det sværere for torturofre at få permanent opholdstilladelse. I lighed med andre flygtninge får torturofre beskåret sociale rettigheder. Det er ganske vist ikke konventionsstridigt, men kønt er det absolut ikke.

De danske myndigheder har i mange år været fodslæbende, når det gjaldt at inkorporere et udtrykkeligt forbud mod tortur i straffeloven. Alle stater er ellers ifølge konventionen mod tortur forpligtet til at gøre tortur strafbart i deres lovgivning.

Danmark har ikke i straffeloven en selvstændig bestemmelse, som kriminaliserer tortur, men et vigtigt skridt blev dog taget i 2008, hvor tortur blev gjort til en skærpende omstændighed i straffeloven i sager om blandt andet vold, grov vold og trusler om vold.

Ifølge folkeretten skal den danske regering sikre, at personer, som mistænkes for tortur, enten retsforfølges i Danmark eller udleveres til retsforfølgning i en anden stat. Men flere sager har vist, at Danmark i praksis ikke er foregangsland på det punkt.

De mange uvisse skæbner bør få regeringen og Folketinget til kritisk at undersøge, om udvisninger og tvangshjemsendelser i praksis har medført, at Danmark har overtrådt de internationale konventioner.

Et første bidrag til at realisere Danmarks erklærede mål om at fremme FN’s konvention mod tortur bør være en dansk handlingsplan i arbejdet mod tortur, der omfatter såvel udenrigspolitik som en ændret dansk national praksis.

En sådan handlingsplan bør inkorporere FN’s konvention mod tortur i dansk lov. Den bør sætte fokus på dansk medansvar for tortur af krigsfanger, ophøre med at sende flygtninge tilbage til lande, hvor der er risiko for tortur, og fastslå, at Danmark igen vil modtage FN-kvoteflygtninge, herunder torturofre.

Det er nogle af de tiltag, som Danmark kunne markere 40-årsdagen for FN’s konvention mod tortur og igen – kort før Danmarks indtræden i Sikkerhedsrådet – gøre Danmark til et foregangsland i arbejdet mod tortur.