Regeringen har svigtet den eneste danske samvittighedsfange

På Menneskerettighedsdagen 10. december deltog jeg i Amnesty Internationals markering af dagen, der i år tillige er 40-året for FN’s konvention mod tortur og dagen hvor de japanske torturoverlevere fik overrakt Nobels fredspris i Oslo. Men andre vigtige spørgsmål må ikke blive glemt.

I en stærk tale af Oskar Stevens fra FreeAlKhawaja kampagnen, blev jeg mindet om den danske demokratiforkæmper Abdulhadi al-Khawaja, der i dag 16. december – på Bahrains nationaldag – har været fængslet i Bahrain i ikke mindre end 5000 dage – i 13 år siden det ”arabiske forår” i 2011 nåede til Bahrain. Det er vigtigt, at vi – især danske menneskerettigheds- og solidaritetsorganisationer – ikke glemmer Abdulhadi al-Khawaja. Let redigeret gengiver jeg derfor her Oskar Stevens’ tale:

Tale for Abdulhadi al-Khawaja

”Abdulhadi blev født 5. april 1961 i Bahrain. Abdulhadi er gift med Khadija, har fire børn og fire børnebørn, som han holder meget af. Men Abdulhadi – og Bahrain – bærer også en anden, mere dyster og trist historie: Om få dage – 16. december – har Abdulhadi været uretmæssigt fængslet i 5.000 dage. 5.000 dage adskilt fra sin familie og venner.

En af Abdulhadis døtre, Maryam, beskriver sin far som én der fra en meget tidlig alder ikke accepterede uretfærdighed: “Min far og mor lærte os, at du mister noget af din menneskelighed, hvis du ser en uretfærdighed og ikke gør noget ved det”, har Maryam fortalt.

Abdulhadi havde et klart mål om at ville forbedre de universelle menneskerettigheder og fremme demokratiske forhold i verden generelt, men særligt i sit hjemland Bahrain.

Bahrain er en diktaturstat, ledet af den magtfulde Al-Khalifa-familie, som har ledet Bahrain i over 200 år. Demokratiske principper og universelle rettigheder er ikke noget, som Al-Khalifa’erne tager let på, og pga. sin aktivisme blev Abdulhadis statsborgerskab fjernet i 1980’erne.

Som statsløs søgte Abdulhadi om asyl i Danmark og fik det. Efter nogen tid i asylcenter, bosatte familien Al-Khawaja sig nord for København, i Holte. Hele familien lærte hurtigt dansk; Abdulhadi og Khadija tog aktiv del i det danske civilsamfund. Glæden var stor, da familien efter 10 år i Danmark blev tildelt dansk statsborgerskab i slutningen af 1990’erne.

Nogenlunde samtidig skete der også noget i Bahrain. I 1999 overtog den nuværende konge tronen fra sin far og annoncerede store planer om demokratiske forbedringer i landet. Blandt andet fik Al-Khawaja og mange andre familier tildelt Bahrainsk statsborgerskab igen.

Håbet om en bedre fremtid trak familien tilbage til Bahrain i 2001. Over en ti-årig periode grundlagde Abdulhadi to civilsamfundsorganisationer, han samarbejde tæt med FN og var ansat som særlig beskyttelseskoordinator for Mellemøsten-regionen for den internationale menneskerettighedsorganisation Front Line Defenders.

Som en direkte konsekvens af de fredelige aktiviteter, der opfordrede til demokratiske og menneskeretlige reformer i Bahrain, blev Abdulhadi samtidig udsat for trusler, chikane, vilkårlig tilbageholdelse, uretfærdige retssager og fysiske overgreb af de bahrainske myndigheder. Man skulle måske tro, at håbet forsvandt, men i virkeligheden tværtimod.

Det såkaldte arabiske forår kom til Bahrain i februar 2011 og over 150.000 mennesker – svarende til omkring 40 procent af Bahrains statsborgere – gik på gaden. Både sunni’er og shiaer, venner og naboer, gik hånd i hånd, arm i arm mod Perle-pladsen i Bahrains hovedstad, Manama. Og der, allerforrest, gik Abdulhadi. En samlende skikkelse, et talerør for de fredelige og prodemokratiske demonstranter.

Folket tog plads på Perlepladsen, der blev spillet musik, sunget, lavet mad og holdt taler. Euforien var høj og håbet stort. Men det varede ikke ved. Bahrainske sikkerhedsstyrker affyrede skud og tåregas mod ubevæbnede demonstranter og indsatte tanks og militær. 1500 specialstyrker fra Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater blev stationeret i Bahrain. Den 18 marts 2011, efter knap fem uger, var de fredelige demonstrationer endegyldigt slået ned. Hundredvis blev dræbt; tusindvis blev såret og anholdt.

Med undtagelse af nogle få tweets, var det internationale samfund, herunder USA, en af Bahrains tætteste allierede, tavse.

I første omgang blev Abdulhadi ikke anholdt. Men 9. april 2011 opsøgte et dusin maskerede mænd Al-Khawaja-familiens hus. Abdulhadi var forberedt på at følge fredeligt med, men de maskerede mænd valgte at ty til ubegrundet vold. De maskerede mænd slog løs på Abdulhadi foran hans kone, tre døtre og tre svigersønner. De slog løs, så han ikke kunne trække vejret. Og de slog løs, indtil han faldt bevidstløs om. De maskerede mænd trak Abdulhadi’s krop ud af huset. Livløst ramte hans hoved trappetrinene, ét efter ét.

De maskerede mænd brækkede Abdulhadis kæbe flere steder. Det brutale overfald viste sig kun at være starten på et systematisk helvede fyldt med tortur. På et militærhospital blev han opereret i fire timer, hvorefter han fik bind for øjnene, hans hænder blev bundet til hospitalssengen, hvor han blev torteret af militæret. Alt sammen på ordre fra regimet.

Fra militærhospitalet blev han transporteret til en isolationscelle, hvor han tilbragte to måneder med fysisk, psykisk og seksuel terror. Denne tortur er blevet medicinsk dokumenteret af en uafhængig undersøgelseskommission (BICI), som officielt er godkendt af Bahrains konge. Det bahrainske regime accepterede officielt, at de systematisk havde torteret hundredvis af politiske fanger, inklusive en dansk statsborger.

Den dag i dag sidder mange af de samme fanger stadig fængslet, og uafhængige menneskerettighedsorganisationer, herunder HRW og Amnesty International, samt FN og USA’s udenrigsministerium, har dokumenteret, hvordan systematisk tortur er fortsat i de bahrainske fængsler.

På trods af de grusomme behandlinger af sine egne borgere, er konsekvenserne for Bahrains kongefamilie lette at overse. Alt imens kong Hamad Al Khalifa kan bryste sig af Storkorset af Dannebrog, står Bahrain bag svimlende investeringer i alt fra professionelle Tour de France-hold til golf-turneringer. Han er sågar æresgæst hos det britiske royale Windsor hesteshow hvert år.

Heller ikke danske virksomheder har holdt sig tilbage fra Bahrain. Mærsk opererer bl.a. Bahrains største havn. Arla har en kæmpe mejerifabrik i Bahrain. En dansk samvittighedsfange er ingen barriere for et dansk eksporteventyr.

Samtidig er Bahrain hjemsted for den amerikanske 5. flåde. Sidste år underskrev Bahrain og USA en omfattende sikkerheds- og handelsaftale, som også Storbritannien har underskrevet for få dage siden. Mens Bahrain underskriver storpolitiske aftaler med den ene hånd, giver man med den anden hånd varme håndtryk til Rusland, Iran og Kina – og altid med Saudi-Arabiens velsignelse.

Dagen i dag – FN’s internationale menneskerettighedsdag – bør være en anledning for os alle – civilsamfundet, medierne og den danske regering – til at spørge: Hvad kan vi gøre for Abdulhadi og andre menneskerettighedsforkæmpere, som går forrest verden over?

Her kan det måske være opløftende at tænke tilbage på 1997, da man i FN – på dansk initiativ – besluttede at markere 26. juni som den internationale dag til støtte for torturofre. Arbejdet for at forsvare og fremme universelle menneskerettigheder udgør ifølge regeringen også fundamentet for Danmarks sæde i Sikkerhedsrådet fra nytår. I #FreeAlKhawaja kampagnen mener vi, at ét sted at starte, er at få Abdulhadi – Danmarks eneste fængslede menenskerettighedsforkæmper – løsladt.

Regeringen har faktisk en unik mulighed netop nu. Alene i år, har Bahrain løsladt over 2500 indsatte fra landets fængsler – hvoraf mange hundrede var politiske fanger. Det skete bl.a. takket være pres fra civilsamfundet og det internationale samfund. Der er stadig omkring 350 politiske fanger tilbage i Bahrain – inklusiv Abdulhadi – og nøglerne til deres løsladelse er i hænderne på Bahrains konge.

Vi forventer flere løsladelser i forbindelse med Bahrains nationaldag 16. december, som også er den præcis samme dato, hvor Abdulhadi har tilbragt 5.000 dage i fængsel. Hvis man vil øge chancerne for en snarlig løsladelse af Abdulhadi, bør statsminister Mette Frederiksen snarest kontakte Bahrains konge direkte herom.

I 2021 udtalte selvsamme statsminister Mette Frederiksen om kampen for menneskerettigheder og demokrati, at “vi er dem, vi siger, vi er. Vi taler ikke med to tunger. Vi er rodfæstet i et stærkt værdisæt. Det er vores styrke.”

Mange år før den udtalelse så spurgte Abdulhadi og hans kone Khadija – hjemme i Holte – altid deres døtre, hvad de ”i dag havde gjort for at bidrage til at gøre verden til et bedre sted”.

Datteren Maryam har senere fortalt, at det ikke behøvede at handle om store ting, såsom at starte en fredelig revolution. Det handlede mere om hverdagssituationer, f.eks. om de havde hjulpet en ven eller været venlige over for en nabo.

Ifølge Maryam, handlede det for hendes forældre om, at de ønskede deres døtre skulle nå frem til den indsigt, at det hele begynder med at drage omsorg for vores samfund og sikre os, at det samfund respekterer hvert eneste menneskes værdighed.

Hvis jeg kender nogle, som aldrig har talt med to tunger, og altid stået på retfærdighedens side, så er det Maryam og hendes far. Det er det budskab – og den frihedstale – jeg gerne vil give videre.”

Løslad Abdulhadi al-Khawaja

Gennem 13 år har skiftende danske regeringer hævdet, at man gennem ”det stille demokrati” har arbejdet for en løsladelse af Abdulhadi al-Khawaja. Desværre har ”det stille demokrati” kun affødt en rungende tavshed om Abdulhadi al-Khawajas fortsatte fængsling.

Om godt to uger bliver Danmark fra nytår medlem af FN’s sikkerhedsråd. I programerklæringen for det danske kandidatur til pladsen i Sikkerhedsrådet understregede regeringen, at Danmark i FN vil fremme menneskerettighederne og folkeretten.

Derfor er der al mulig grund til at opfordre den danske regering til i dag at lægge pres på Bahrains konge for straks at få løsladt Abdulhadi al-Khawaja, som – heldigvis –  er den eneste fængslede danske demokratiforkæmper.