Grønlands kamp for selvstændighed skal ikke ende med en ny kolonimagt – interview med IA’s Pipaluk Lynge
Grønlands venstreorienterede regeringsparti IA er helt klare i mælet, når det drejer sig om Donald Trumps planer om at overtage Grønland. ”Grønlands selvstændighed skal ske på vores egne præmisser”

2025 var kun en uge gammelt, da USA’s president elect Donald Trump fremlagde sine planer om et stor-USA, som skulle inkludere Panama, Canada, måske Mexico og i hvert fald Grønland.
Det er i den forbindelse værd at høre, hvad grønlænderne selv mener om sagen. Solidaritet har derfor taget fat i Pipaluk Lynge. Hun er formand for udenrigs- og sikkerhedspolitisk udvalg i det grønlandske parlament Inatsisartut, hvor hun repræsenterer det venstreorienterede regeringsparti IA – Inuit Ataqatigiit.
Pipaluk Lynge lægger vægt på, at IA og grønlænderne ønsker reel selvstændighed:
”IA’s opgave er at sikre det grønlandske demokrati og lytte til grønlændernes ønsker – ikke det, folk udefra ønsker fra os. Selvstændigheden skal ske på vores præmisser og ønsker”, skriver Pipaluk Lynge i en mail til Solidaritet.
IA-politikeren afviser helt, at Grønland skal blive en del af USA:
”Vores kamp for selvstændighed har varet siden 1979. Det har den ikke gjort bare for at ende med at høre til under en anden kolonimagt”, skriver hun.
Pipaluk Lynge ser flere grunde til, at Grønland ikke skal være en del af Trumps USA:
”Vores værdier er tættere på Europas end på USA’s”, skriver hun. ”Det drejer sig blandt andet om LGBTQ+-rettigheder, om kvinder og børns rettigheder, om vores ambitioner for klimaet og om velfærdssamfundet.”
IA – Grønlands største parti – siger altså nej til Trumps tilnærmelser. I stedet ønsker IA reel selvstændighed, hvilket tilsyneladende ikke er en del af Donald Trumps visioner for et stor-USA. Pipaluk Lynge medgiver da også, at et selvstændigt Grønland er nødt til at fungere i samarbejde med omverden – herunder EU og USA:
”Det er en ny situation for Grønland. Vi har altid ønsket selvstændighed, men som verden ser ud efter Trumps udmeldinger, kan en anden form for selvstændighed komme på tale. Det kunne være gennem en stærk alliance med EU og NATO eller noget helt andet. Men vi ønsker stadig at samarbejde med USA inden for uddannelse, handel og sikkerhed”, skriver Pipaluk Lynge til Solidaritet.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER