Grønland: “Det er den hvide mand – send ham hjem!”

Det er svært at forklare Grønlands politiske status inden for rigsfællesskabet. Det er endnu sværere at forklare det for folk, der ikke kommer fra Kongeriget Danmark. Jeg vil nu gøre et forsøg, for det er nødvendigt for at forstå, hvad der er på spil, når Grønland 11. marts går til valg til parlamentet Inatsisartut.

”Grønland er et selvstyrende område inden for Kongeriget Danmark.” Det kan du selv læse på Wikipedia, og det er også en præcis beskrivelse af forholdene. Men hvad betyder det så?

Loven om Grønlands selvstyre stammer fra 2009 og giver grønlænderne selvstyre på de fleste områder – offentlige finanser, miljø, velfærd – det man kender fra alle andre politiske systemer. Det afspejler sig også i det grønlandske valg. Valgtemaerne handler nemlig langt fra kun om selvstyre og geopolitik. Valget handler også om de ting, alle andre valg handler om. Sundhedsvæsenet, uddannelse, økonomi. Men i den nuværende verdensorden overdøver geopolitikken Grønlands indenrigspolitik i en sådan grad, at grønlænderne selv er begyndt at efterspørge indenrigspolitik i den valgkamp, som er i gang.

Selvstyrelovens paragraf 21 giver også Grønland retten til selv at træffe beslutningen om selvstændighed. Grønlands politikere kan vælge at igangsætte forhandlinger om selvstændighed med Danmark, og resultatet af disse forhandlinger skal en folkeafstemning i Grønland så tage stilling til.

Men det er ikke alting, Grønland under de nuværende omstændigheder kan komme til at bestemme selv: Spørgsmål om den danske forfatning, statsborgerskab, Højesteret, udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik besluttes i København. Og det er de områder, som har givet Grønland med sine omtrent 57.000 indbyggere langt mere opmærksomhed end normalt.

Vejen til selvstyre

Grønland har ikke altid haft medbestemmelse over deres egen skæbne. Indtil langt op i 1900-tallet blev Grønland styret som en koloni med statsligt monopol på handlen med Grønland. Det ændrede sig efter anden verdenskrig, hvor Grønland i 1953 overgik til at være et amt i Danmark – formelt på lige fod med landets andre amter. Det var en dansk beslutning. Der var ingen demokratisk proces i Grønland – beslutningen om at Grønland skulle være et dansk amt blev truffet i København.

Måske var denne udvikling en konsekvens af, at anden verdenskrig havde åbnet landet for omverden. Mens Danmark var besat af Tyskland, gik USA ind i Grønland for at sikre forsyningslinjerne mellem USA og Europa. Det blev begyndelsen på USA’s militære tilstedeværelse – nogle kalder det stadig for en besættelse – som fortsat eksisterer i dag.

Det mener Aqqaluk Lynge, stifteren af det grønlandske venstrefløjsparti IA – den nuværende regeringsleder Múte B Egedes parti. Anden verdenskrig havde vist, at intet land kunne vide sig sikker fra omverden, og Grønland blev derfor en del af Danmark, som fra 1949 var stiftende medlem af NATO.

Med tiden fik Grønland mere autonomi. Først med hjemmestyreloven fra 1979, hvormed Grønland også fik sin egen parlamentariske forsamling. Hjemmestyret blev i 2009 afløst af selvstyret, som anerkender det grønlandske folk som et eget folk i henhold til Folkeretten. Det er vigtigt, for det giver mulighed for, at Grønland helt kan løsrive sig fra Danmark og blive helt uafhængig.

Et uafhængigt Grønland?

”Der kom et skib til Julianehåb. Da det lagde til, stod der skæbner på spil. Det er den hvide mand – send ham hjem!” Sådan begynder en berømt sang fra 1974 af det legendariske danske rockband Gasolin’.

Det er nemt at ønske sig for grønlænderne, at de bruger deres status som et eget folk, sender den hvide mand hjem og bliver et uafhængigt land. Virkeligheden er mere kompliceret.

Hvis du får en sjælden kræftform i Grønland, bliver du fløjet til Danmark for at få behandling. Hvis du skal læse en lang række fag på universitetet, må det ske i udlandet – og det er ofte i Danmark med gratis uddannelse og SU. Vil den mulighed forblive efter en eventuel uafhængighed?

Det er kun et par eksempler. Selvstyreloven fra 2009 giver Grønland mulighed for at overtage kontrollen med omkring 30 sagsområder, som i dag kontrolleres og lovgives om fra Danmark. Det er ting som politi, luftfart og fødevaresikkerhed. Siden selvstyreloven trådte i kraft, har Grønland kun overtaget kontrollen over råstofområdet, tidszone-selvbestemmelse og arbejdsmiljø på offshore-platforme.

Siden 2010 har Grønland ikke overtaget kontrollen over nogen nye ting. Det er områder, der er nødvendige at have i en moderne stat – selvom de ofte overses i debatten om selvstændighed og global sikkerhed.

Grænser for uafhængighed

Økonomiprofessor Torben M Andersen, som er formand for Grønlands økonomiske råd, har i en artikel i DR vurderet, at det ud over økonomien også handler om kompetencer. Danmark kan levere uddannet arbejdskraft til at drive statsapparatet. Den arbejdskraft har Grønland ikke for nuværende.

Det, der får mest opmærksomhed i Danmark, er det årlige bloktilskud, som Danmark sender til Grønland. I 2024 var dette beløb på 4,3 milliarder kroner. Dertil kommer omkring 2 milliarder kroner på at varetage de områder, som det grønlandske selvstyre ikke har hjemtaget til grønlandsk kontrol.

Ifølge Grønlands Statistik er ikke mindre end 40 procent af Grønlands økonomi finansieret af bloktilskud, danske udgifter til den offentlige administration og støttemidler fra EU. 6 milliarder kroner ud af et årligt budget på 14 milliarder.

Skal Danmark fortsætte med at sende sådan et beløb til Grønland, hvis landet gør sig uafhængigt? De fleste partier i Folketinget gør deres bedste for at undgå at svare på det spørgsmål.

Flertallet ønsker selvstændighed

Ikke desto mindre ønsker en stor del af den grønlandske befolkning selvstændighed. I en meningsmåling fra januar 2025 svarede 56 procent af grønlænderne, at de ville stemme ja, hvis der blev holdt en folkeafstemning om selvstændighed i dag. 28 procent stemte nej, og 16 procent var usikre.

I samme meningsmåling svarede 45 procent, at de ikke ønsker selvstændighed, hvis det betyder, at levestandarden bliver påvirket negativt.

Ifølge Qivioq Løvstrøm – forkvinde for Grønlands Råd for Menneskerettigheder – handler grønlændernes ønske om selvstændighed om, at grønlænderne vil ses som en ligeværdig del af verden.

Hun mener dog, at Grønland skal indgå en såkaldt ”free association”-aftale med Danmark, hvor nogle bånd – herunder økonomisk støtte – skal vedligeholdes. Det skal Danmark ifølge hende acceptere for på den måde at råde bod på kolonitidens synder over for den grønlandske befolkning.

Uafhængighed og valget

Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Ulrik Pram Gad har udtrykt det sådan, at danskere nemt kan bruge det meste af tilværelsen uden at tænke på Grønland. Grønlænderne er derimod nødt til at tænke Danmark ind i deres billede af verden. Det afspejler en fundamental ubalance i forholdet – og det er den ubalance, som grønlænderne gennem selvstændigheden gerne vil slippe af med.

Det grønlandske ønske om selvstændighed har eksisteret i mange år. Stort set alle politiske partier er enige om, at de gerne vil have uafhængighed. De er uenige om formen og hastigheden for uafhængighed.

I Inatsisartut – det grønlandske parlament – fordeler fem partier 31 mandater imellem sig. De tre største partier – venstrefløjspartiet IA, socialdemokratiske Siumut og midterpartiet Naleraq – går alle ind for selvstændighed.

Mest højlydt er Naleraq, efterfulgt af Siumut og derefter IA. Siumut havde indtil for nylig et valgløfte om, at der inden for fire år skal afholdes en folkeafstemning om selvstændighed. Men efter deres medlem af det danske folketing Aki-Matilda Høegh-Dam – hvis holdning for selvstændighed er meget markant – forlod partiet til fordel for Naleraq, har Siumut trukket i land.

De to regeringspartier IA og Siumut står lige nu til tilbagegang, mens Naleraq og det liberale midterparti, uafhængigheds-skeptiske Demokraterne står til fremgang. 30 procent af de adspurgte grønlændere manglede endnu at tage stilling, da meningsmålingen blev foretaget i januar.

Pålidelige meningsmålinger er en mangelvare i Grønland. Efter det grønlandske teleselskab i 2022 holdt op med at udlevere folks kontaktoplysninger, bliver meningsmålingerne i dag kun lavet fra Danmark – og det med store mellemrum.

Det gør det ikke nemmere at forudse, hvad der kommer til at ske ved valget tirsdag 11. marts.

Donald Trump gør sin entré

Den omtalte meningsmåling fra slutningen af januar gav dog ét meget klart svar. 85 procent af grønlænderne ønsker ikke, at Grønland udtræder af det danske rigsfællesskab for i stedet at blive en del af USA.

Men det ønsker Donald Trump tilsyneladende. Det er nødvendigt af sikkerhedsmæssige hensyn, må man forstå. Først og fremmest har Trump genoplivet et ”tilbud” om at købe Grønland af Danmark, men ellers har han også antydet, at der er andre midler, man kan tage i brug for at anskaffe sig øen. Også militære midler.

Det er måske ikke så overraskende, at Donald Trump ikke lader til at kende til paragraf 21 i Grønlands selvstyrelov, som siger, at Grønlands fremtid afgøres af grønlænderne selv. Så ville han vide, at selv hvis Danmark ønskede det – hvilket Danmark ikke gør – så ville Danmark ikke kunne sælge Grønland.

Danmarks sikkerhedspolitiske kommentatorer er heller ikke sikre på, hvilken sikkerhed Trump vil sikre ved at overtage Grønland.

”Grønland er allerede de facto besat af USA”, som lektor i krigsstudier Peter Viggo Jakobsen har udtalt.

USA’s militære tilstedeværelse

USA’s militære tilstedeværelse stammer fra anden verdenskrig og blev derefter overført til den kolde krigs terrorbalance. Hvis man skyder et atommissil mod USA af fra de arktiske områder i Rusland, går den hurtigste vej over Nordpolen og Grønland. Derfor har USA opstillet en radarstation – Pituffik Space Base (tidligere Thule Air Base) i det nordvestlige Grønland, som er en vigtig del af deres såkaldte early warning system.

Amerikanernes militære tilstedeværelse i Grønland er altså vidtrækkende, og der er intet til hinder for, at den kan blive mere vidtrækkende. Under de internationale spilleregler, som i det mindste indtil for ganske nylig var gældende, er det umuligt at forestille sig, at Danmark ikke ville give USA ret til at lave flere baser i Grønland.

Præsident Trump har udtrykt sin bekymring over, at russiske både og China boats (sic) rumsterer i farvandene omkring Grønland. Og rigtigt er det, at Danmarks egen militære tilstedeværelse i Nordatlanten er mangelfuld. Den danske regering forsøger nu at råde bod på det ved at opruste, men sker det hurtigt nok? Og vil man kunne stille Trump tilfreds, lige meget hvor meget man opruster? Det ved ingen.

Sjældne jordarter

En anden forklaring på Trumps interesse i Grønland er, at Grønlands undergrund efter sigende er fyldt med mineraler, som amerikanerne gerne vil have fingrene i. Eller i hvert fald sikre sig, at kineserne ikke udvinder dem. Det er de sjældne jordarter, som sørger for, at vindmøller, elbiler og alskens elektronik fungerer.

Der er bare intet til hinder for, at amerikanske virksomheder spørger om lov til at udvinde disse mineraler. Mineralerne har altid været der, og man har kendt til dem i århundreder, har den grønlandske geolog Minik Rovsing fortalt i DR.

Problemet er, at det ikke er nemt. Vejrforholdene i Grønland kan være barske, der er en masse is, og samtidig skal man operere i et afsides område uden veje. Al transport af tunge materialer skal derfor ske på skibe. Det er ikke nemt, og det gør det tilmed meget dyrt.

Det gør det kun sværere at finde nogen, som i sidste ende vil købe råstofferne. Vil man sikre sig disse mineraler, skal man derfor være indforstået med, at det ikke nødvendigvis vil være en overskudsforretning.

Grønlands klimatiske forhold gør endvidere øen særdeles uegnet til at opføre en luksus-riviera, som Trump har fantaseret om at omdanne Gaza til.

Den danske regering håber efter alt at dømme på, at man kan overtale Trump til at droppe planerne ved at give udvidede beføjelser til militær tilstedeværelse i Grønland. Måske kan nogle amerikanske virksomheder få nogle koncessioner til at udvinde mineraler fra den grønlandske undergrund.

Så vil Trump kunne sige til sine vælgere: ”Haha, se hvad jeg fik dem til at gå med til, fordi jeg er stærk og en den bedste forhandler”. Den ydmygelse må Danmark som et lille land leve med. Hvis du synes, det minder om de værste tider i skolegården, er det fordi det minder om de værste tider i skolegården.

Donald The Conqueror

Men der er en anden – og mere foruroligende mulighed. At Trump vil overtage Grønland for at gøre USA større.

Han har ikke lagt skjul på disse hensigter. Det gælder også Panama og Canada. Måske Mexico, hvem ved? Når han samtidig begynder at modarbejde Ukraines frihedskamp mod Ruslands angrebskrig, kan man også begynde at blive bange for Grønlands vedkommende.

Trump lader til at ville acceptere, at Rusland overtager store dele af et andet lands territorium. Tidligere var man bange for, at det kunne inspirere Kina til lignende eventyr i Taiwan. Nu kan man også være bange for, at det også inspirerer andre autoritære ledere.

Præsidenten er i færd med at befolke statsapparatet – og til en vis grad også medierne – med ja-sigere. Magten samles omkring præsidenten som person. Han omgås landets og verdens rigeste mænd i sin iver efter at indrette samfundet i hans billede, som eksemplificeret med Elon Musk og DOGE-kampagnen mod USA’s offentlige sektor. Det bærer reminiscenser af middelalderens hof.

Og hvad gjorde en rigtig middelalderkonge ifølge populærhistorien? Han tog ud og erobrede land.

Næste akt: Grønland

Det er den virkelighed, grønlænderne går til valg i. Og amerikanerne spiller med.

I januar ankom Donald Trump junior med et lille slæng på en slags charmeoffensiv i Grønland. Her kunne de give folk en frokost for at lade sig fotografere med lokale grønlændere, og bagefter kunne de fortælle, at de lokale skam var meget glade for USA. Junior fortalte, at grønlænderne ”elsker” hans far. Donald Trump fortalte, at grønlænderne ”want to be with us”.

Det passer ikke. 85 procent af grønlænderne ønsker ikke at blive en del af USA. Men Trumps udmeldinger kommer i en tid, hvor spørgsmålet om grønlandsk uafhængighed er oppe at vende, og de grønlandske partier fører valgkamp i en befolkning, der bakker op om selvstændighed.

På den måde kan de amerikanske tilnærmelser fungere som en kile ned mellem det danske rigsfællesskabs dele. Formanden for Naleraq – Grønlands mest separatistiske parti – Pele Broberg har sagt, at Trumps udtalelser gavner selvstændighedsbevægelsen: ”Bliv ved med det, du har gang i, for det gavner jo i den grad selvstændighedsbevægelsen”.

Kuno Fencker – som tidligere var medlem af Siumut, men nu er tilbage i Naleraq – har besøgt Washington på det han selv omtalte som ”privat networking”. Amerikanerne benytter sig af de mest rabiate selvstændighedspolitikere – og vice versa.

Tidligere udenrigsminister og præsident for FN’s generalforsamling, Mogens Lykketoft har i Berlingske forklaret, hvordan vi kan forvente, at Trumps USA vil presse på for at overtage Grønland: ”en langvarig tæppebombning fra MAGA-bevægelsen med den velkendte blanding af trusler, løfter og løgne.”

Statsminister Mette Frederiksen deler bekymringen om udenlandsk indblanding i det grønlandske valg. Derfor er hun glad for, at de grønlandske partier samlet valgte at forbyde udenlandske penge i grønlandsk politik. Det har ikke dog ikke forhindret de danske efterretningstjenester i at hæve trusselsniveauet for udenlandsk indblanding i valget til Inatsiartut.

Af-koloniseringen af Grønland

I mellemtiden er venstrefløjspartiet IA – som indtil videre har statsministerposten – klare i deres afvisning af Donald Trump. Det forklarede deres medlem af Inatsisartut Pipaluk Lynge, da jeg talte med hende: ”Vores kamp for selvstændighed har varet siden 1979. Det har den ikke gjort bare for at ende med at høre til under en anden kolonimagt.”

IA ønsker ganske vist selvstændighed, men de retter sig snarere mod Europa end mod USA: ”Vores værdier er tættere på Europas end på USA’s”, fortalte hun. ”Det drejer sig blandt andet om LGBTQ+-rettigheder, om kvinder og børns rettigheder, om vores ambitioner for klimaet og om velfærdssamfundet.”

Spørgsmålet er, hvad Pipaluk Lynges ønsker og et progressivt venstrefløjsparti i den grønlandske regering betyder, når imperialistiske stormagter har andre interesser.

---

Artiklen er lavet i samarbejde med Rosa-Luxemburg-Stiftelsen. Den er først udgivet på engelsk mandag 10. marts.