Kold krig om Grønland

Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels kunne ikke have gjort det meget bedre. Det var et vellykket PR-stunt, da Donald Trump Junior tog sin fars privatfly Trump Force One fra Florida til den nye internationale lufthavn i Nuuk på et fire timers privat turistbesøg og blev mødt af benovede og begejstrede grønlændere, der gerne ville indlemmes i USA. På Trumpvenlige medier blev de mange millioner brugere præsenteret for den lokale befolknings smilende ansigter og vinkende hænder ganske som i tyske filmrevyers skildringer af de tyske nazistiske troppers indtog ved annekteringen af Østrig og dele af Tjekkoslovakiet op til anden verdenskrig. Formålet den gang og nu var at forføre folk ved at præsentere et forsimplet og fortegnet billede af virkeligheden.

Med dette veltilrettelagt stunt skulle præsident Trumps vælgere overbevises om, at grønlændernes største ønske er at løsrive sig fra Danmark og blive en del af USA. Trump-sønnens besøg var ikke et spontant ønske om at opleve Grønlands seværdigheder, men en grundig planlagt operation med det formål at opnå vælgerbaglandets fulde forståelse for og opbakning til ønsket om at kontrollere eller eje Grønland – og derudover lægge pres på regeringerne i Grønland og Danmark.

Dagen før Don Trump Juniors lynvisit var en gruppe medarbejdere fra Trump-organisationen kommet til Nuuk, hvor de havde opsøgt tilfældige grønlændere og fået dem til at møde op som en jublende folkelig velkomstkomite, der kunne underbygge indtrykket af den grønlandske befolkning som entusiastiske Trump-fans. For at give indtryk af at der ikke var tale om et officielt besøg på vegne af den tiltrædende præsident, var Grønlands politiske ledere ikke på forhånd orienteret om besøget, og der var helle ikke aftalt nogen møder med dem. Ved en frokost på én af de bedste restauranter i Nuuk var det en gruppe tilfældige borgere, der deltog og endda fik mulighed for via mobilen at sende en hilsen til Donald Trump den ældre, der kvitterede med at love at behandle grønlænderne godt, hvis de blev amerikanere!

Trussel om økonomisk eller militær magt

Allerede mens sønnen var på vingerne igen på vej hjem, lød meldingen fra den endnu ikke tiltrådte præsident ved et pressemøde, at kontrol over Grønland var afgørende af hensyn til national sikkerhed. På spørgsmål fra en journalist var svaret, at han ikke ville udelukke brug af økonomisk pres eller militær magt for at opnå kontrol med Grønland – såvel som med Panama. Canada, som Trump gerne ser som USA’s 51. stat, skulle derimod kun underlægges økonomisk pres for at blive en del af USA – en told på 25 procent har Trump senere advaret om at indføre over for nabolandet.

Både under og i timerne efter det korte ophold i Nuuk strømmede det ud med opslag og videoer på de sociale medier fra Trump Junior og hans ledsagere samt indslag på den Trump-venlige tv-kanal Fox News. Kernen i denne orkestrerede medieindsats var grønlænderes udsagn om at frigøre sig fra det undertrykkende og diskriminerende Danmark, der udsætter grønlænderne for racisme og behandler dem som andenrangsborgere. Derfor vil grønlænderne langt hellere være en del af USA; men ingen af de mange opslag og indslag fortalte dog om, hvordan USA’s oprindelige befolkning, inuit og indianere, faktisk lever og har det som amerikanske statsborgere.

Indholdet af denne medieindsats afspejler, at hele stuntet var ret godt forberedt. For det ramte lige ned i én af de ømme tæer, der aktuelt har skabt et noget anstrengte forhold mellem Danmark og Grønland. For Trump-organisationens researchere har kunnet finde en række historier om, hvordan grønlændere ikke mindst i Danmark oplever forskelsbehandling. Èn af dem, der har fortalt om diskriminerende behandling, er rapperen Josef Tarrak-Petrussen med kunstnernavnet Tarrak, der på TV2 har fortalt om, hvordan han på efterskole i Danmark blev nedgjort og i stedet for sit navn af andre elever blev kaldt ”grønlænderen”.

”Jeg blev en slags andenrangsborger på studiet. ’Ham grønlænderen’, det var ham, man lavede sjov med. Det gik mig på, at jeg blev set anderledes på. Så følte jeg mig hele tiden lidt udenfor.” Sådan fortalte Christian Ulloriaq Jeppesen i december 2024 i Akademikerbladet om sine oplevelser med danske studiekammerater på RUC.

Diskrimineringen er også dokumenteret i flere undersøgelser, som viser, at grønlændere i Danmark oplever, at de ikke har samme adgang til uddannelse, sundhed og job som etniske danskere.

Grønlændere diskrimineres i Danmark

I en undersøgelse fra FN’s særlige rapportør for oprindelige folks rettigheder José Francisco Cali Tzay, konkluderes det efter en ti dages rundtur i Danmark i 2023, at grønlændere møder en høj grad af racediskrimination i alle de offentlige serviceydelser, de har brug for. I rapporten peges særligt på, at grønlændere er overrepræsenteret i blandt andet sager om tvangsfjernelser.

Direktør i Institut for Menneskerettigheder Louise Holck erklærede sig ifølge DR enig i, at grønlændere oplever forskelsbehandling i Danmark. Instituttet mener, at Danmark svigter sine forpligtigelser, når grønlændere i Danmark udsættes for diskrimination. Grønlændere i Danmark nyder en særlig beskyttelse i kraft af ILO’s konvention om oprindelige folk. Derfor skal den danske stat sikre, at grønlændere kan uddanne sig, arbejde og møde danske myndigheder uden at blive mødt med diskrimination og forskelsbehandling.

Institut for menneskerettigheder har selv gennemført en undersøgelse, der afdækker diskrimination i uddannelsessektoren. Den viser, at to ud af tre grønlandske studerende mødes med fordomme, mens hver femte oplever negativ forskelsbehandling. Undersøgelsen viser tillige, at 82 procent af de studerende oplever, at deres medstuderende ved lidt eller rigtig lidt om det moderne Grønland, hvilket kan bidrage til fordomme og ulige relationer mellem danske og grønlandske studerende.

En undersøgelse gennemført i 2015 af Socialforskningsinstituttet viste, at andelen af grønlændere i Danmark, der er socialt udsat, er højere end andelen blandt den øvrige danske befolkning på alle de undersøgte områder, blandt andet uddannelse, beskæftigelse og bolig. Det viste også, at for mange grønlændere var levevilkårene på de fleste områder ringe efter ankomsten til Danmark og ikke var blevet meget bedre fem år senere. Den gennemsnitlige indkomst for grønlændere var på 60 procent af danskeres gennemsnitsindkomst, og andelen af grønlændere i Danmark på førtidspension, dagpenge eller kontanthjælp eller ramt af arbejdsløshed i mindst halvdelen af året var fem gange så høj som blandt danskere. Grønlændere i Danmark lever derfor i højere grad en tilværelse som udsatte, hvilket kan være med til at præge danskeres opfattelse af grønlændere.

Forskellige danske medier har efter Trumps grønlandske felttog forsøgt at afdække, hvor udbredt forskelsbehandling og racisme over for grønlændere er og tegner et noget mere nuanceret billede end det, som Trump-maskinen fremstiller. En del grønlændere udtaler i interviews, at de fra danskere oplever en racistisk adfærd, mens andre ikke selv har oplevet det; men mange har dog hørt herom fra andre grønlændere. At skære alle danskere over samme kam og stemple hele nationen som racister vil derfor være overdreven og lige så lidt retvisende som at betegne alle hvide amerikanere som racister, selv om der har været og fortsat er racediskrimination i USA. Men en form for det, som FN-rapportøren har betegnet som strukturel racisme, tegner sig, hvilket to sager med særlig medieopmærksomhed peger i retning af.

Spiralsagen en ren skandale

DR afdækkede i en podcast-serie, at knap halvdelen af 9000 fødedygtige kvinder og piger helt ned til 12-13 årsalderen uden deres egen eller forældrenes viden i årene 1966 til 1975 fik opsat spiral af danske læger med det formål at begrænse befolkningstilvæksten i Grønland. En grov krænkelse af retten til selvbestemmelse og ”et væsentligt overgreb fra statens side og set med mine øjne en rendyrket skandale”, skrev Louise Holck i et indlæg i Altinget i februar 2023.

Ikke mindre har vreden været i Grønland, hvor 143 kvinder i begyndelsen af 2024 stævnede den danske stat for brud på deres menneskerettigheder med krav om 300.000 kroner i erstatning til hver af dem samt en undskyldning. Den danske regering har iværksat en undersøgelse, hvis resultat offentliggøres i maj i år, hvilket de sagsøgende kvinder opfatter som en syltning. De peger på, at statsminister Mette Frederiksen var hurtig til at give Godhavn-drengene en undskyldning for den behandling, som de havde været udsat for som anbragte på et børnehjem, men ikke er lige så hurtig med at levere, når det gælder de grønlandske kvinder, hvoraf nogle er i 80 årsalderen. Kvinderne og deres advokat er også utilfredse med, at undersøgelsen alene skal undersøge det historiske forløb og ikke lægger op til at placere et ansvar eller udbetaling af erstatning.

Indgrebet imod de 4.500 kvinder er af landsstyreformand Múte B. Egede blevet kaldt et folkedrab, som Danmark bør undskylde for. Folketingsmedlem for Siumut Aki-Matilda Høegh-Dam var på samme linje, da hun i Deadline på DR2 den 7. januar i år også brugte begrebet folkedrab og – måske ud fra devisen at overdrivelse fremmer forståelsen – pointerede, at uden indgrebet kunne den grønlandske befolkning have været dobbelt så stor!

Problematiske psykologiske tests

I en anden sag har regeringen givet sig og sammen med den grønlandske regering for nylig fundet en fælles løsning på en ellers stærkt kritiseret form for psykologiske test af børn i forbindelse af blandt andet vurderingen forældreevner. Blandt andet Institut for Menneskerettigheder har betegnet disse test som problematiske, fordi de er udviklet i vestlige lande til vestlige befolkninger og ikke er tilpasset den grønlandske kultur. Børn, der ikke er opvokset i Danmark med dansk sprog og kultur, har derfor sværere ved at løse mange af de spørgsmål, som indgår i testen, hvilket kan være medvirkende årsag til, at flere grønlandske end danske børn som påpeget af FN-rapportøren tvangsfjernes fra forældrene.

Også hændelser længere tilbage i tiden er med til at kaste skygger over Danmarks ageren i Grønland. En del grønlandske børn blev i 1950´erne sendt til Danmark for at gå i skole, så de kunne lære dansk kultur og adfærd – samt opnå en dansk identitet. Grønlændere dømt for kriminalitet blev i en lang årrække sendt til fængsler i Danmark for at afsone langt fra hjemmet og muligheden for at få besøg, og først for nylig er der etableret mulighed for at afsone i Grønland. En fangerbygd blev i 1950´erne af hensyn til amerikanske militærinteresser tvangsflyttet, så Thulebasen kunne udvides. Og den danske regering holdt det hemmeligt, at der imod det officielt aftalte var atombevæbnede amerikanske fly på og over Grønland, hvilket afsløredes ved nedstyrtningen af et amerikansk bombefly på indlandsisen, hvis last af atombomber stadig ligge under isen, som nu er på vej til at smelte.

Fra fredens hav til oprustning i Arktis

National sikkerhed er begrundelsen for kravet fra Donald Trump om kontrol med Grønland; men i militær forstand har USA allerede installationer i Grønland og vil kunne udvide dem i kraft af tidligere indgåede aftaler med Danmark. Den amerikanske tilstedeværelse på Grønland begyndte under anden verdenskrig, hvor den daværende danske ambassadør og ven med præsident Roosevelt, Henrik Kaufmann, imod ordrer fra samarbejdsregeringen i København, gav USA ret til at oprette militære baser i Grønland. På et tidspunkt havde USA op imod 15 sådanne militære installationer, hvoraf én var hugget ind i selve indlandsisen, men er ligesom mange af de øvrige installationer i dag forladt – efterladende sig et større oprydningsarbejde af miljøskadelige materialer.

Nedtrapningen af den amerikanske tilstedeværelse skete som følge af den generelle nedrustning i årene efter Sovjetunionens opløsning, hvor alle lande rundt om Nordatlanten – også USA og Rusland – var enige om at gøre dette store område til fredens hav med stærkt begrænset militær tilstedeværelse. Fred og fordragelighed herskede da også i en årrække bortset fra lidt småskærmydsler mellem Danmark og Canada om den ubeboede Hans Ø, som begge lande gjorde krav på. Øen fik derfor regelmæssigt besøg af soldater fra begge lande, hvor proceduren hver gang var den samme: canadierne skiftede det danske flag ud med det canadiske og deponerede en flaske whisky, mens de danskerne skiftede det canadiske flag ud med det danske og deponerede en flaske snaps. Krigen på flag og sprut endte dog efter forhandlinger om den maritime grænsedragning i 2022 med en fredsslutning, hvor øen blev delt midt over, så Rigsfællesskabet fik 60 procent og Canada resten af øen.

I mellemtiden var de ellers så fredelige forhold i Nordatlanten blevet mindre fredelige. Klimaforandringerne får en del af havisen til at smelte, så skibe nu i stigende omfang får adgang til områder, der enten har været helt utilgængelige eller kun kunne besejles i ganske få måneder om året. Det har givet mulighed for mere skibstrafik med gods ad Nordvestpassagen nord om Sibirien, men samtidigt stiller Rusland overfor en militær udfordring. Der er opstået en åben flanke i nord, hvor isen ellers har udgjort en nærmest uigennemtrængelig barriere for angreb fra søsiden. Med Nordatlantens længste kystlinje og halvdelen af befolkningen på omkring fem millioner i det arktiske område har Rusland følt sig sikkerhedsmæssigt truet og set et behov for militær oprustning i området.

Samtidigt førte de stigende spændinger skabt af først Ruslands annektering af Krim og siden angrebet på Ukraine fået NATO til at ruste op også i det nordatlantiske område, hvor Rusland har øget sin militære tilstedeværelse med genetablering eller udvidelse af eksisterende baser, heriblandt en base på Franz Josephs Land nær Svalbard. Herfra vil missiler kunne nå blandt andet Thulebasen, der nu under navnet Pitufikk Space Base er USA´s eneste aktive militære installation med i alt 700 personer i form af både amerikanske soldater og civilt ansatte grønlændere og danskere. Basens hovedopgave er driften af en kæmperadar, der primært er beregnet på at spore missiler på vej imod USA og i mindre grad fly eller skibe og undervandsbåde, der falder uden for eller under radaren. Frygten i den amerikanske militære ledelse – og givetvis kendt af Trump – er, at fjendtlige fly eller flådefartøjer med missiler uset kan nå i nærheden af eller til USA.

Kritik af Danmarks evne til at forsvare Grønland

Den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver for Trump under hans første præsidentperiode, Robert O’Brien. udråbte mellem jul og nytår i et interview på Fox News Grønland som ”en motorvej fra Arktis og hele vejen til Nordamerika” . Han pegede på, at de kommende års klimaforandringer vil øge Grønlands betydning. Derfor burde Danmark sælge Grønland, hvis Danmark ikke er i stand til at forsvare Grønland og fulgte op med at citere Trump for, at USA ikke skulle forsvare Grønland gratis. For at være i stand til at forsvare Grønland mente O´Brien, at danskerne skulle indsætte de nødvendige fregatter, fly og missiler og ”indsætte infanteriet, hvor de er nødvendige for at kunne forsvare” Grønland. Hvis ikke Danmark kan levere, må USA betales for at gøre det, lød det tillige fra O´Brien. Og Danmark vil få svært ved at levere, da regningen på en sådan omfattende oprustning i den nordlige del af rigsfællesskabet vil koste mange milliarder kroner og tage lang tid at gennemføre.

En politisk aftale fra 2021 om at styrke forsvaret af Grønland er stort set ikke udmøntet i praksis endnu, da udbudsforretningerne – ligesom ved den kommende ammunitionsfabrik i Nordjylland og genetableringen af en radarstation på Færøerne – har trukket ud. Et netop fremlagt udspil fra regeringen lægger op til at styrke indsatsen i Grønland og Nordatlanten med blandt andet to nye fregatter til erstatning for de nuværende inspektionsskibe, hvis kanoner ikke kan skyde, og en udvidelse af Sirius-patruljen. Flere oppositionspartier mener, at det er for lidt; men selv en større pakke af materiel og mandskab vil næppe stille Trump tilfreds.

Den 13. januar tilsluttede den endnu ikke indsatte vicepræsident J.D. Vance sig kritikken fra O´Brien af Danmarks manglende evne til at forsvare Grønland. Samtidigt beroligede han dog med, at USA ikke ville bruge militær magt for at få kontrol med Grønland, da USA allerede er militært til stede på Grønland. Og tidligere indgåede og løbende fornyede aftaler – den seneste i 2004 – giver da ganske rigtigt også mulighed for, at USA kan forstærke sin militære kapacitet i Grønland. Udtalelsen fra Vance var delvist en undsigelse af Trumps trusler, der dog også har mødt stærk kritik fra mange lande. Ikke blot var det uhørt at true en nær allieret med militær invasion, men var i virkelighed også at lægge op til en ny verdensorden, der ville legitimere Ruslands angreb på Ukraine og åbne for øget spænding kloden rundt. Det kunne være en kinesisk invasion af Taiwan, men også militære konfrontationer i det arktiske område som for eksempel Svalbard, der ligesom Grønland har en strategisk betydning både militært og økonomisk.

Øgruppen Svalbard blev opdaget af engelske søfolk og hørte gennem flere hundrede år under det dansk-norske kongerige, da Christian den Fjerde afslog at sælge øgruppen til den engelske konge. Med afsæt i et fransk traktatudkast ved en konference i Paris i 1920 blev Svalbard anerkendt internationalt som hørende under Norge og blev i 1925 officielt en del af kongeriget Norge. Flere andre lande, heriblandt Tyskland og Rusland, havde dog vist stor interesse for Svalbard. I traktaten indgik derfor, at alle nationaliteter skulle have lov til at bo og arbejde på øen, hvilket Sovjetunionen benyttede sig af og i 1932 købte en kulmine på øen og senere købte endnu en. Siden da har Sovjetunionen og derefter Rusland været til stede på øen med afsæt i kulminedrift, selv om den ene mine nu er lukket og den anden giver underskud ligesom de af nordmændene drevne miner, hvoraf den sidste i drift lukkes i løbet af i år.

En række forskere fra mange lande opholder sig på Svalbard for at studere natur og klimaforandringer, men den største gruppe udlændinge er russerne, der har en hel by med egen skole, butikker og en Leninstatue. Selv om kulminen giver underskud, er tilstedeværelsen på Svalbard vigtig som en forpost, der ganske vist kun må være af civil karakter. Ifølge traktaten må der ikke forekomme militær aktivitet på Svalbard; men med en oprustning af Grønland og Trumps ansatser til en ny verdensorden kunne et presset Rusland opfatte det som nødvendigt med en militær specialoperation rettet imod Svalbard. Eller Trumps USA kunne tro, at Rusland ville finde på noget sådant og komme det i forkøbet med krav til Norge om, at USA militært skal være til stede på øgruppen.

Adgang til vigtige råstoffer

Risikoen for et ufredens hav lurer, men også andre strategiske interesser spiller ind i forhold til udviklingen i Arktis. Striden mellem Danmark og Canada var ikke bare en hyggelig lille batalje med lidt sjov om at hejse fanen og bytte sprut. Det var også en kamp om mulige naturrigdomme i form af olie, gas og mineraler, hvilket i høj grad også er, hvad USA – og andre lande – vil have adgang til i og ved Grønland.

Trump er ikke indstillet på at bidrage til grøn omstilling, da han opfatter al tale om menneskeskabte klimaforandringer som fup og derfor går ind for øget udvinding af olie og gas både i USA og andre lande, da økonomisk vækst skal baseres på brug af fossile brændstoffer. Derfor ser han gerne udvinding af grønlandsk olie og gas til det amerikanske marked. Og endnu mere udvinding af en række sjældne jordarter og mineraler som Grønland rummer, blandt andet uran, litium, wolfram og guld. Disse mineraler er centrale i fremstillingen af meget af nutidens produkter lige fra mobiltelefoner til våben – og til el-biler og rumraketter, som Trumps nære samarbejdspartner og valgkampssponsor Elon Musk producerer.

Adgang til og udvinding af disse råstoffer er derfor af afgørende betydning for Musk og andre af USA’s store virksomhedsejere som for eksempel Dryden Brown, der i 2024 selv besøgte Grønland for at se på mulighederne. Og Grønlands skatte af råvarer er blevet endnu vigtigere for den amerikanske industri, efter at Kina i slutningen af 2024 forbød salg af en række vigtige metaller til udlandet. Grønland ses derfor i høj grad som redningsplanken, hvis ellers der lukkes op for adgang.

I mediestuntet i forbindelse med Trump Juniors besøg blev Danmark beskyldt for at forhindre grønlænderne i at udvinde råstoffer; men det område har i flere år været et grønlandsk anliggende. Regeringspartiet IA fik ved det seneste parlamentsvalg stor tilslutning på at have modsat sig udvinding af uran fra Kvanefjeld. Partiet virker dog nu til at være på vej til at skifte holdning og være mere ”open for business”, som Múte B. Egede flere gange har sagt. Og på et pressemøde den 13. januar åbnede han for et samarbejde med Trump om både forsvar og minedrift.

Grønlændere er ikke alle lige begejstrede for en større satsning på råstofudvinding. I en række fangersamfund frygtes det, at minedrift vil skade natur og miljø, ligesom det vil blive sværere at videreføre flere tusinde års traditionelle liv og kultur som fangere. Der er også bekymring for, at udvinding af råstoffer vil kræve omfattende tilflytning af udenlandsk arbejdskraft for at have nok og tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft, hvilket vil fortrænge den mere traditionelle levevis og flere steder kunne bringe grønlænderne i mindretal. Andre ser udvinding og salg af råstoffer som en central indtægtskilde, der vil kunne finansiere et moderne velfærdssamfund i et selvstændigt Grønland, der kan frigøre sig fra det danske åg og ikke længere er afhængig af bloktilskud fra Danmark.

Uenighed om fremtidens kurs

Blandt den grønlandske befolkning er meningerne om den fremtidige kurs delte, hvilken en meningsmåling gennemført i foråret 2024 af Grønlands Universitet afspejler. På et spørgsmål om øget samarbejde med andre lande sagde 59 procent af de adspurgte ja til at samarbejde mere med USA, men lidt flere, nemlig 66 procent, ja til øget samarbejde med Danmark, og i forhold til Canada og Island ønskede hele fire ud af fem et større samarbejde – Norge indgik ikke som svarmulighed. Sammenlignet med en tilsvarende undersøgelse fra 2021 var ønsket om samarbejde med alle de fire nævnte lande faldet en anelse, nemlig fra 61 procent i forhold til USA og fra 68 procent for Danmarks vedkommende. En statistisk usikkerhed kan spille ind; men i alt fald er ønsket om øget samarbejde med USA ikke steget i løbet af de tre år. I et spørgsmål om et sikkerhedsmæssigt samarbejde pegede kun 19 procent af de adspurgte i 2024 på USA som foretrukket, mens 44 procent pegede på NATO og 16 procent på EU.

I hvor høj grad Grønland skal orientere sig imod USA og nedtone orienteringen imod Danmark ser ud til at dele vandene og fremstår ikke som et massivt folkekrav, men kan alligevel formodentlig skabe en ret følelsesladet debat op til det kommende valg den 6. april til det grønlandske parlament, Inatsisartut, såvel som efterfølgende. Og debatten om selvstændighed og en nyorientering i forhold til kommende samarbejdspartnere vil finde sted under stor bevågenhed fra udenlandske massemedier og pres fra ikke mindst de Trump-kontrollerede sociale medier. Ikke blot det af Musk-ejede X, men nok også fra Facebook, der ejes af Mark Zuckerberg. Han har netop besluttet at fjerne de faktatjek-procedurer og værktøjer, der hidtil har skullet modvirke formidling af misinformation. Så der vil kunne være næsten frit løb for alskens påstande og en række falske eller forvrængede oplysninger rettet imod ikke mindst den grønlandske ungdom, der virker som de mest kritiske over for Danmark og stærkeste tilhængere af selvstændighed.

I en musikvideo, der gik viralt på Facebook i Grønland, rappede Tarrak foran statuen i Nuuk af Hans Egede appellerende til sine landsmænd med ordene: ”Grønlændere! Vågn op… De ser ned på os deroppefra”. Statuen, som Don Trump Junior også var forbi ved sit lynvisit, er en hyldest til den dansk-norske missionær, der i 1721 rejste til Grønland for at kristne inuit. Trump-sønnens ord var mere afdæmpede og lød blot: ”Det hele begyndte her”!

Unge ønsker selvstændighed

Selvom ønsket om at frigøre sig fra Danmark er stigende i hele den grønlandske befolkning, er det ikke så sært, at det i høj grad findes blandt de unge, der oplever eller hører om forskelsbehandling under ikke mindst ophold i Danmark. De unge er også godt uddannede og har via sociale medier indsigt i og kontakt til en verden uden for såvel Grønland som Danmark og føler større samhørighed med andre end danskerne – ikke mindst andre af de arktiske folk.

Det er heller ikke et ukendt fænomen, at de unge er de første og mest aktive i at sige fra og kræve forandring. Under den tyske besættelse af Danmark var unge studerende de første til at demonstrere imod regeringens eftergivenhed over for Nazityskland, og modstandsbevægelsens sabotører bestod i høj grad af gymnasielever, lærlinge og universitetsstuderende samt andre unge. Det var de unge, der gik på gaderne i Frankrig, Tyskland, Danmark, USA og andre lande i 1968, startede det nordafrikanske oprør og udgjorde hovedkraften i intifadaen i de israelsk besatte områder af Palæstina.

De unge grønlændere var også klart målgruppen, da en gruppe unge amerikanske Trump-tilhængere i ugen efter Don Trumps Juniors besøg landede i Nuuk og uddelte brochurer og røde MAGA-kasketter til unge på gaderne i Nuuk og ønskede dem velkommen som kommende amerikanske statsborgere.

Trump Juniors fire timers besøg var ikke en enkeltstående begivenhed, men snarere ouverturen til en formodentlig længerevarende kampagne i både den virtuelle og fysiske verden. Det var ikke en tilfældighed, at en grønlandsk murer og ivrig Trumptilhænger samtidigt med de unge amerikaneres udflugt til Nuuk var gæst i Mar-A-Lago, Trumps private domicil i Florida. Mureren havde været frivillig aktivist for republikanerne under valgkampen og mødte i den forbindelse medlemmer af Trump-familien, heri blandt Don Trump Junior, og fik ansvaret for at forberede dennes såkaldte private besøg i Grønland. Som belønning blev han inviteret med til partiets fest på valgaftenen og til indsættelsen af præsident Trump den 20. januar.

Selv om der var en vis klangbund for Trumpkampagnens kritik af Danmarks behandling af grønlænderne, kølnedes begejstringen for Trumps omfavnelse dog noget efter hans bombastiske udtalelser om at ville kontrollere Grønland og ikke udelukke økonomisk eller militær magt. Ønsket om at eje Grønland faldt hos mange grønlændere heller ikke i god jord. Flertallets holdning blev nok udtrykt klart af Múte B. Egedes ord om, at Grønland ikke er til salg og understregningen af, at ”vi er ikke danskere, ikke amerikanere, men grønlændere”, hvilket ikke vil ”ændre sig, hverken nu eller i fremtiden”, som det hedder i en pressemeddelelse.

Om Trump så vil respektere det, kan kun fremtiden vise. Det vil nok være for naivt ligesom tidligere statsminister og NATO-generalsekretær at tro, at det ikke er så alvorlig ment fra Trumps side. For mange ressourcer er sat ind og stor prestige på spil i bestræbelserne på at få underlagt Grønland amerikansk kontrol. Og Trumps politiske virke er baseret på en forretningsmodel, hvor har køber eller truer sig til at få sin vilje og nå sine mål.

En tom trussel?

I både USA og Danmark gøres der mange spekulationer om Trumps trussel om anvendelse af – i virkeligheden overflødig – militær magt for at nå sit mål. Er det en reel eller en tom trussel? Svaret blæser i vinden. Den kontroversielle kandidat til posten som forsvarsminister Pete Hegseth trådte vande, da han ved en senatshøring blev spurgt, om han ville efterkomme en ordre fra præsident Trump om en militær invasion af Grønland.

I en 45 minutter lang telefonsamtale mellem Mette Frederiksen og Donald Trump i en med statsministerens ord ligefrem tone fem dage før hans indsættelse som præsident havde Trump tilsyneladende ikke blødt op i sine holdninger. Han trak ikke truslerne om straftold overfor Danmark tilbage. Tværtimod blev det ifølge statsministerens udtalelser til pressen klart, at der kan ”opstå en situation, hvor vi arbejder mindre sammen med amerikanerne på det økonomiske område”. I samtalen gentog Trump også sin påstand om, at grønlænderne hellere vil være amerikanere end danskere. Under alle omstændigheder signalerede afholdelsen af samtalen så tæt på hans tiltræden, at Trump har Grønland højt på dagsordenen. I sin tiltrædelsestale den 20. januar omtalte Trump dog ikke Grønland direkte; men en formulering i talen om at USA vil udvide sit territorium rummer en mere eller mindre slet skjult trussel om, at Grønland fortsat er på sigtekornet og skaber derfor fortsat usikkerhed om Trumps hensigter – også set i lyset hans overordnede formuleringer i talen om at indføre told over for udlandet.

Om ikke andet kan brugen af trusler fra en uforudsigelig magtfuld leder med autoritære træk være en særlig udgave af management by fear med det formål at skabe usikkerhed og presse en løsning frem, der i stor udstrækning tilgodeser Trumps krav og interesser. Selv om Trump måske ikke vil tiltvinge sig kontrol med Grønland med militær magt, er han stærkt opsat på og vil gøre meget for at sikre amerikansk indflydelse på Grønlands udvikling og gå efter størst mulig kontrol over verdens største ø. Med et så stort forarbejde, mediestuntet med Don Trump Junior og Trump Seniors gentagne udtalelser om Grønlands betydning vil han ikke nøjes med en forkølet løsning – bordet fanger!

Han kan så glæde sig eller måske græmmes over, at en gruppe på en halv snes republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus fremsætter et lovforslag om at indlede forhandlinger med Danmark om køb af Grønland umiddelbart efter Trumps indsættelse som præsident, uagtet at Danmark slet ikke har beføjelser til at forhandle et salg. En handel kunne dog bestå i, at Danmark slipper for straftold imod at indgå i en proces, hvor en række opgaver og forpligtelser overgår fra Danmark til USA, som derved vil få stadig større kontrol over Grønland med eller uden grønlændernes billigelse.

Et egentligt køb skal godkendes af Kongressen, da regeringen ikke rent administrativt kan gennemføre indkøb til den føderale regering uden Kongressens godkendelse. Afgørende bliver, om tilstrækkeligt mange republikanske medlemmer af Kongressens to kamre vil stemme for forslaget, eller Trump kommer til at lide ét af sine første nederlag på spørgsmålet om Grønland.

Vigtigt bliver det også, om grønlænderne kan modstå det massive pres, der udøves fra Trump i nu rollen som verdens mest magtfulde mand i kompagniskab med verdens rigeste mand og andre amerikanske oligarker, der står på spring for at kaste sig over Grønlands naturrigdomme og udsætte grønlænderne for en moderne form for kolonialisme i stedet for den selvstændighed, som grønlænderne ønsker sig og har som mål.