Historiker: I modsætning til Tyskland har Italien aldrig fået gjort op med fascismen

Benito Mussolinis magtovertagelse i Italien er netop fyldt 100 år. Fascismen blev født i Italien, og selv om den har mange ideologiske fædre, er den i høj grad knyttet til Mussolinis navn. Efter marchen mod Rom og magtovertagelsen i 1922 blev resterne af demokrati gradvis afmonteret, og fra midten af 1920’erne kan man tale om et fascistisk diktatur i Italien, som stort set varede til afslutningen på 2. verdenskrig. Det italienske eksempel inspirerede i de følgende år lignende bevægelser i andre lande, ikke mindst i Tyskland, hvor Mussolini og førerstaten blev et forbillede for Adolf Hitler. På den måde fik fascismen verdenshistorisk betydning.

Ligesom Tyskland foretog Italien ikke noget dybtgående retsopgør umiddelbart efter krigen. Fra 1960’erne har tyskerne dog gennemført en ideologisk ‘renselse’, koncentreret i ordet ‘Vergangenheitsbewältigung’, dvs. forarbejdelse af eller opgør med fortiden. Ikke mindst i de sidste 40 år har opgøret med den brune fortid været stærkt, samtidig med at man har taget et opgør med den stalinistiske fortid – uden dog at sidestille de to – der kendetegnede Østtyskland fra 1945 til 1989. Selv om der har været tendenser til at forklejne den historiske nazisme i partiet ‘Alternative für Deutschland’, er et levedygtigt parti med rødder i samme nazisme alligevel utænkeligt i dagens Tyskland.

Epurazione mancata

Anderledes i Italien. Her skete der ganske vist en større udrensning i statsapparatet og den offentlige forvaltning lige efter krigen end i Tyskland, og mange blev fængslet. Men de fleste højtstående fascister, inklusive folk, der var idømt dødsstraf – anslået 40-50.000 personer – fik allerede amnesti i 1946. Det skete bl.a., fordi Italiens Kommunistiske Parti, som ved krigens slutning spillede en stor rolle, fandt det opportunt at opsuge mange af de gamle fascister. Det menes, at omkring halvdelen af kommunistpartiets medlemmer kort efter krigen var tidligere medlemmer af fascistpartiet, og så var det jo svært at gå ind for en hård udrensning! Epurazione mancata, altså den manglende udrensning, kalder italienske historikere fænomenet.

“For den italienske højrefløj skyldes alle de grimme ting tyskerne, ikke italienerne selv.”

Til gengæld fandt der, især i Norditalien, hvor Mussolini holdt længst ud, en illegal udrensning sted, hvor det antages, at venstreorienterede partisaner slagtede mellem 10.000 – 15.000 mennesker. Nogle historikere sætter tallet endnu højere, men der har hersket et tabu over for at italesætte det. Og i modsætning til den tyske Vergangenheitsbewältigung – ‘overvindelsen af fortiden’ – har der som sagt ikke været en tilsvarende strømning i Italien. Da højredrejningen og berlusconismen for alvor slog igennem i 1990’erne, blev fascismen ovenikøbet opvurderet. I dagens Italien anses Mussolini af mange ikke for at være en forbryder som Hitler gør i Tyskland, og hans fødeby Predappio, hvor han har et mausolæum, lever nærmest af mindet om ham.

Samtidig med at han prøvede at revidere synet på Mussolini, tog Berlusconi og hans folk i 00’erne også gammelkendte antityske stereotyper i brug. Det hang bl.a. sammen med eurokrisen og det tyske krav om sanering af den italienske økonomi. Forud for europaparlamentsvalget i 2014 sagde Berlusconi således: “For tyskerne har koncentrationslejrene aldrig eksisteret”. Det kunne han gøre ustraffet, fordi det i dag stort set er fortrængt i Italien, at landet selv havde et vidt forgrenet net af koncentrationslejre, ikke blot i koloniserede oversøiske områder som f.eks. Libyen, men også i de territorier, Italien holdt besat under sin krig på Balkan, og i selve Italien.

På samme måde er det fejet ind under gulvtæppet, at Mussolinis regime i 1938 med de italienske racelove fratog titusinder af jødiske italienere deres sidste borgerlige rettigheder og i et senere samarbejde med tyskerne deporterede et stort antal af dem til tyske lejre, hvorfra kun nogle få vendte tilbage. Mange har sikkert læst en eller flere af Primo Levis bøger herom, f.eks. Hvis dette er et menneske fra 1947. For den italienske højrefløj skyldes alle de grimme ting tyskerne, ikke italienerne selv.

Forgifter forholdet til Europa

Konsekvensen af, at man i Italien ikke har talt så meget om disse spørgsmål, som man har gjort i Tyskland, er, at folk som Berlusconi kan komme med udtalelser af denne art og regne med at fiske stemmer på dem. Den nye ministerpræsident, Giorgia Meloni, med sine direkte rødder i efterkrigstidens fascistbevægelse, er måske for snedig til at udtale sig sådan, men at hun har samme opfattelse af, at den italienske fascisme var god nok, hvis det ikke lige havde været for Tyskland, kan der ikke være tvivl om.

Den diplomatiske irritation, Berlusconis udtalelse om tyskerne og koncentrationslejrene vakte i Tyskland, og andre mulige ‘historiekrige’ mellem de europæiske lande peger på nødvendigheden af en fælleseuropæisk bearbejdelse af fortiden for at undgå letkøbte stereotyper, som man jo også har hørt i Grækenland, Polen, Ungarn, Rusland og andre lande, og som med deres fortielser og fordrejninger kun kan bidrage til at forgifte forholdene mellem de europæiske lande og deres befolkninger.