Ikke af begejstring – men af ansvar: Derfor siger SF ja til de amerikanske baser

Fredag 11. april behandler Folketinget regeringens forslag om amerikansk militær tilstedeværelse på dansk jord. Det er ikke nogen let beslutning – heller ikke for os i SF. Mange har stærke følelser, og det forstår jeg godt. Jeg har selv vendt og drejet det mange gange – både som politiker og som far, når jeg ligger vågen om natten og tænker på den verden, min søn skal vokse op i.

Men lige et par fakta: Aftalen – som er indgået mellem Regeringen og USA – handler først og fremmest om at have nogle faciliteter, hvorfra materiel, våben og ammunition hurtigt kan bringes videre til først og fremmest Baltikum.

Baserne bliver ikke oversvømmet med amerikanske soldater – men med materiel. Aftalen handler således ikke om store permanente baser, som vi kender det fra Tyskland – men om forsyningsled, der skal sikre, at vi kan stå sammen med vores allierede i en krisesituation. Den handler om ansvar – ikke underkastelse.

For det andet indgår baserne som et – sammenlignet med lande tæt på os – ret beskedent bidrag til den samlede nordeuropæiske sikkerhedsarkitektur. Norge, Sverige og Finland har allerede fået baser – af en anden og større karakter – og skal Danmark så være det svage led i den struktur? Det synes jeg ikke.

Vi skal også huske på, at Danmark løbende har udstationeret soldater i Baltikum. Baserne i Danmark handler derfor også om deres sikkerhed: At vi fra baserne i Danmark hurtigt kan få fly og forsyninger frem til undsætning af danske soldater i Baltikum. Det er også en tryghed for de danske soldaters familier herhjemme i Danmark.

Og endelig. Vi er alle sammen enige om, at USA agerer temmelig tåbeligt og provokerende i disse måneder – ikke mindst i forhold til diskussionen om Grønland. Men netop derfor er det ikke tidspunktet for Danmark at skabe en yderligere konflikt med USA. Dét ansvar har vi over for Grønland.

Vi har brug for amerikansk tilstedeværelse

Og så er vi nødt til at se virkeligheden i øjnene.

Vi står i en ny sikkerhedspolitisk virkelighed. Danmark og Europa har ikke et forsvar, der i dag kan stå på egne ben. Rusland opruster, og presset på vores naboer i Baltikum er reelt. Derfor har vi brug for et tæt amerikansk engagement – også fysisk. I det mindste i en overgangsperiode, indtil vi selv kan løfte ansvaret.

For SF og mig er det vigtigt, at aftalen bygger på klare forudsætninger. Her er det vigtigt, at USA fortsat er fuldgyldigt medlem af NATO, at musketér-eden (artikel 5) fortsat gælder, og at dansk suverænitet respekteres. 

Det er nu skrevet ind i lovens bemærkninger. Det er ikke perfekt. Men det er nødvendigt.

Aftalens indledning slår fast, at Danmark og USA har fuld respekt for hinandens suverænitet samt for formålene og principperne i FN-pagten og NATO-traktaten. Den anerkender begge landes folkeretlige forpligtelser og fastslår, at amerikanske styrkers tilstedeværelse bidrager til øget sikkerhed og stabilitet i Danmark og dets nærområde.

Det står også i indledningen, at aftalen er i overensstemmelse med princippet i NATO SOFA artikel III, stk. 1. Her står der, at de amerikanske styrkers, deres pårørendes og amerikanske leverandørers tilstedeværelse på dansk territorium er af ikke-permanent natur og uanset varighed anses for at være midlertidig.

Og videre:

“Alle aktiviteter i henhold til denne aftale skal udføres med fuld respekt for Danmarks suverænitet, grundlov og forfatningsmæssige sædvane, lovgivning samt folkeretlige forpligtelser, herunder i forhold til oplagring af visse våbentyper på dansk territorium. Intet i denne aftale ændrer dansk politik i forhold til oplagring eller deployering af atomvåben på dansk territorium.”

Ansvar for europæisk sikkerhed

Det her er svært, og mange vil være uenige. Det forstår og respekterer jeg. Men for mig handler det om at vælge det mindst ringe i en meget svær situation. Om at stå sammen med vores nordiske naboer og om medansvar for NATO og vores allierede, ikke mindst i Baltikum. Og om at tage ansvar for Europas sikkerhed – og dermed vores egen.

Vi kan ikke forsvare os selv endnu. Derfor skal vi – desværre – læne os op ad USA nogle år endnu. Men vi skal samtidig forpligte os på én ting: At det her er en midlertidig løsning. Ikke en permanent afhængighed. Samtidig tror jeg også, at denne aftale kan tage lidt af det amerikanske pres på Danmark og Grønland, når vi rækker hånden ud på denne måde. 

Det er ikke en beslutning, som er truffet med begejstring. Men det er en beslutning, som er truffet med omtanke – og ansvar.