Irans opposition er ikke én bevægelse – og danskerne bør kende forskellen

For nylig var der to demonstrationer i København. Begge demonstrationer bestod af iranere i eksil, som ønsker, at regimet i Teheran falder. Begge grupper håber på et andet Iran. Alligevel repræsenterer de to demonstrationer to forskellige visioner for landets fremtid.

I den ene demonstration så man en bred samling af mennesker fra Irans mange folkeslag og politiske miljøer. Her står kurdere, arabere, azerier og balucher og venstreorienterede side om side med andre demokratiske oppositionsgrupper.

De samles ofte omkring parolen “Kvinde, Liv, Frihed” – et slogan, der blev kendt under protesterne i Iran i 2022.

Budskabet er et Iran bygget på demokrati, respekt for forskellighed og anerkendelse af landets mangfoldighed. Et Iran hvor forskellige sprog, kulturer og identiteter kan eksistere side om side, og hvor magten ikke nødvendigvis er samlet et sted, men deles på en måde, der giver plads til alle.

Den anden demonstration repræsenterer en anden politisk retning. Her deltager royalister, som ønsker at genindføre monarkiet og give en central rolle til shahens søn, Reza Pahlavi.

Deres budskaber formuleres ofte i slagord som “et land, et sprog, et flag”.

Hård tone mellem fløjene

For nogle handler det om national enhed. For andre – særligt blandt Irans minoriteter – vækker det bekymring for, om deres sprog, kultur og politiske rettigheder vil blive anerkendt i et fremtidigt Iran.

Debatten mellem disse retninger kan til tider være meget hård. Især på sociale medier ser man en retorik, hvor uenighed hurtigt bliver personlig. Minoriteter og venstreorienterede grupper oplever jævnligt at blive mødt med stærke beskyldninger og i nogle tilfælde også trusler fra enkelte royalistiske miljøer.

Samtidig har Reza Pahlavi i nogle udtalelser talt om behovet for stærke sikkerhedsstrukturer i et fremtidigt Iran, og der har været henvisninger til at genetablere elementer af den tidligere efterretningstjeneste SAVAK, som opererede under hans fars styre.

Historien gør også denne debat vigtig. Shah-styret før revolutionen i 1979 var ikke et demokrati. Det var et autoritært system præget af censur, politiske fængslinger og hård undertrykkelse af oppositionen – herunder også Irans mange minoriteter.

Shahens søn truer kurderne

Et aktuelt eksempel viser også spændingerne mellem de forskellige visioner. For nylig har flere kurdiske politiske partier dannet en koalition med det fælles mål at arbejde for regimets fald og en demokratisering af Iran. De har gentagne gange understreget, at deres vision er et demokratisk og føderalt Iran – ikke en opsplitning af landet.

Alligevel reagerede shahens søn med skarpe udtalelser og direkte trusler. Han advarede om, at han vil militarisere Kurdistan og gå i krig mod de kurdiske partier, som han og hans tilhængere konsekvent kalder “separatister”. Det sker, selvom de samme kurdiske partier igen og igen har understreget, at deres mål er et demokratisk og føderalt Iran inden for landets nuværende grænser.

Den slags anklager er med til at skabe mistillid og splittelse blandt oppositionskræfter, der ellers deler ønsket om at se det nuværende regime forsvinde.

Demokrati og føderalisme – eller monarki og centralisme

I de seneste uger har vi også set flere demonstrationer i Danmark, hvor danske politikere er blevet inviteret som talere.

Det er i sig selv helt naturligt. Politikere møder ofte engagerede borgere, og der er valg i horisonten. Men det understreger også behovet for viden.

For oppositionen mod regimet i Iran er ikke en samlet bevægelse. Den rummer forskellige politiske projekter og forskellige visioner for landets fremtid.

Den ene lægger vægt på demokrati, pluralisme og anerkendelse af Irans mange folk. Den anden lægger større vægt på en stærk central stat – eventuelt med monarkiet som samlende institution. Et system, som har fejlet tidligere i Iran, og har vist sig at være undertrykkende og brutalt. Derfor er det afgørende, at danskerne kender forskellen:

• Et projekt kæmper for demokrati, decentralisering og anerkendelse af Irans mange folk.
• Det andet projekt kæmper for centralisering, monarkisk magt, intolerance over for minoriteter – og i nogle tilfælde åbenlyse trusler om vold.

At forstå den forskel kan forhåbentlig være en øjenåbner for nogle af dem i Danmark, som ellers kun møder fortællingen om en samlet opposition.