Pahlavi og kurderne: Vil undertrykkelsen fortsætte under et nyt regime i Iran?

Selv om de deler et ønske om at vælte Irans nuværende styre, er forholdet mellem den iranske oppositionsfigur Reza Pahlavi og landets kurdiske bevægelser præget af dyb mistillid.

Pahlavi er søn af Irans sidste shah, Mohammad Reza Pahlavi, som blev afsat under Den iranske revolution. Under shahens styre oplevede kurderne marginalisering og undertrykkelse. Den historiske arv præger fortsat relationerne mellem monarkistiske kredse og kurdiske politiske miljøer.

Konflikten er blevet tydeligere efter, at fem kurdiske partier i Iran for nylig annoncerede dannelsen af en fælles koalition med det erklærede mål at vælte Den Islamiske Republik. Initiativet blev hilst velkommen af flere demokratiske kræfter, herunder politiske fanger i Iran, som så samarbejdet som et skridt mod en bredere opposition.

Pahlavi anklager kurderne for separatisme

Men både det iranske regime og Pahlavi reagerede skarpt. Pahlavi og hans støtter beskyldte kurdiske grupper for at ville splitte Iran. Den kurdiske alliance afviste kritikken og understregede, at samarbejde med andre oppositionsgrupper netop forudsætter to principper: anerkendelse af nationale rettigheder og et klart engagement i demokrati.

Samtidig tyder meget på, at Pahlavi og hans rådgivere arbejder på en mere konfrontatorisk strategi over for andre oppositionsgrupper. Strategien bygger blandt andet på en forventning om, at der kan opstå splittelser i regimets militære strukturer, og at dele af sikkerhedsapparatet i sidste ende kan vende sig mod styret og støtte ham. Parallelt forsøger han at opbygge støtte i forskellige dele af det iranske samfund.

I denne strategi fremstilles kurdernes krav i stigende grad som en hindring for en samlet opposition.

Men Pahlavis retorik afslører også et mere grundlæggende demokratisk problem. Når krav om politiske og kulturelle rettigheder betegnes som “separatisme”, og Irans territoriale integritet defineres som en absolut “rød linje”, anvender han i praksis den samme politiske logik, som han siger, han vil gøre op med.

Demokrati eller fortsat undertrykkelse?

Kurderne kræver sproglige rettigheder, politisk repræsentation, decentralisering og lige medborgerskab. At fremstille disse krav som en trussel mod national enhed er en velkendt metode fra autoritære regimer, som historisk har brugt netop dette argument til at delegitimere pluralisme.

Når Pahlavi samtidig antyder, at hæren bør være klar til at bekæmpe “separatister”, sender det et signal om en politisk kultur, hvor uenighed håndteres med magt frem for dialog.

Det er bemærkelsesværdigt, at Pahlavi stadig synes at betragte minoritetskrav som en trussel mod staten. Hans retorik fremstår i stedet præget af en nationalistisk hård linje, der i sin politiske logik minder om både hans fars og bedstefars styre.

Der ligger også en historisk ironi i anklagerne om samarbejde med Irans fjender. Pahlavi har kritiseret kurdiske bevægelser for netop dette, men hans egen familie har tidligere haft kontakt til Saddam Hussein, når det tjente deres politiske interesser. Samtidig opfordrer han nu indirekte elementer i det militære system, der blev formet efter Ayatollah Khomeini, til at gribe ind for at “redde nationen”.

At søge støtte hos kræfter formet af det system, han hævder at ville erstatte, skaber et åbenlyst paradoks.

Hvis den iranske opposition skal fremstå troværdig, kræver det et reelt brud med landets autoritære traditioner. En demokratisk fremtid kan ikke bygges på trusler, militære løsninger og mistænkeliggørelse af minoriteter. Når sproget i stedet fyldes med anklager om “korruption”, “separatisme” og nationale røde linjer, lyder det mindre som demokratisk forsoning og mere som den politiske retorik, der i årtier har kvalt Irans offentlige liv.